Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Før jeg gaar over til det Foredrag, der danner Indledningen til Studiekresarbejdets fjerde Sæson her i København, vil jeg gerne, samtidigt med at jeg bringer hver især en hjertelig Hilsen fra Martinus, byde Dem alle velkommen!

Som De vil have bemærket, har den stadige Tilgang til Studiekresarbejdet over "Livets Bog" bevirket, at vi i Aar har maattet foretage en Flytning af hele Arbejdet fra "Kvindelig Læseforening"s Lokaler, der efterhaanden blev for smaa, her til Borups Højskole. Med denne Flytning er det første Maal naaet frem imod den Tid, hvor det Arbejde, der paabegyndtes for tre Aar siden, vil faa sin egen Skolebygning, og jeg vil da gerne i denne Anledning sige Dem et Par Ord om den aandsvidenskabelige Undervisning, der igennem Martinus kosmiske Analyser er vokset frem.

Den Lidelsestilstand som det jordmenneskelige Samfund gennem det sidste Aarhundrede har gennemgaaet, har, som De ved Selvsyn kan iagttage, medført en – for det aandelige Liv Verden over – meget betydningsfuld Kendsgerning, nemlig en i ethvert tænkende Menneskes Bevidsthed voksende Længsel efter, i Kontakt med Fornuftens Love, at begribe den Verden, hvortil det er født, – om denne Verden virkelig udtrykker den rene Tilfældighed eller Planløshed, – eller om der bag alle de Former for tilsyneladende Tilfældigheder vi overalt bliver Vidne til, – skjuler sig en Plan der, om vi kendte den, vilde lade det blive en Kendsgerning for os, at "ikke en Fugl falder til Jorden, uden at det er Guds Vilje!"

Denne Længsel efter en total Afsløring af de Love og Principper, efter hvilke Verdensaltet er bygget op, udgør det Fundament, hvorpaa hele Martinus' Arbejde hviler. Denne Hunger efter – ikke en ny religiøs Tro, – men en Kendsgerningernes Analyse er det, der har muliggjort det over hele Landet voksende Studiekresarbejde over det Værk der, for hver den, der med Flid har sat sig ind i det, er blevet Tilværelsens Alfa og Omega. I Lys af sit kosmiske Klarsyn har Martinus føjet de af os selv oplevede Kendsgerninger sammen Led for Led, saaledes at vi nu igennem en skarp og klar hundrede Procents logisk Tankerække, ved Hjælp af vor egen Intelligens og gryende Intuition kan se, at det Liv, der først afslørede sig for os som en uudholdelig Række af Meningsløsheder, Tilfældigheder og Smerte, i sig selv udgør en guddommelig Faders direkte Korrespondance til hver enkelt af os, for at vi, igennem denne hans "Tale", selv en Dag skal naa hinsides Tvivlens og Mistroens nervenedbrydende Atmosfære, frem til det Lys i hvilket den udødelige Sætning: "Alt er saare godt!" straaler os i Møde som en evig og uomstødelig Kendsgerning!

Men et saadant Resultat naas ikke uden Flid. Tro ikke, at De, ved en simpel Gennemlæsning af "Livets Bog", Artiklerne i "Kosmos" eller Deltagelse i nogle enkelte Foredrag, naar til en Erkendelse – til et Fundament – der kan bære Dem udover alle Vanskeligheder. Nej! Aldrig har De nogen Sinde været Vidne til, at et Menneske har erhvervet sig en Doktorgrad ved et interesse- og planløst Studium af et Problem, hvor meget mindre vil der da være Udsigt til et blot taaleligt Resultat af Aandsforskning, dersom den Energi, man sætter ind herpaa, indskrænker sig til et Overfladestudium, der for den mere kyndige blot afslører den Grad af Begær efter Viden, der bærer Deres Studium! Er det Deres Ønske at lære Livet og dets Love at kende, og dette Ønske er baaret af en fra Hjerte og Hjerne kommende Længsel efter at blive udfriet af den Sindets Uro, der piner Dem, da læg en Plan for Deres aandsvidenskabelige Studium, bliv klar over den Kendsgerning, at det er Livet selv, De vil studere og affind Dem med, at dette Studium ikke afsluttes paa to eller fem Aar, men at det, for at skænke Dem en varig Lykke, kræver Evigheden!

Har De først fattet, at Begrebet "Aandsvidenskab" ikke er noget endeligt, at Deres Forsken ikke en Dag skal afsluttes med en straalende Blomst, – og dernæst Døden, – da er De ogsaa naaet til at begribe det Bud, der i al aandsvidenskabelig Undervisning er det første, nemlig "Drag dine Sko af, thi Stedet du staar paa er helligt". Uden en Følelse af Ydmyghed og en Erkendelse af sin egen Lidenhed, nytter det ikke et Menneske at beskæftige sig med den Form for aandelig Søgen, der har den endelige Afklaring til Følge, – Resultatet vil udeblive.

Det kan volde en Smerte, naar man ser, at Eleven udløser sin Længsel efter Erkendelse i et Jag efter Viden, – det er hændt mig, at jeg med Spørgsmaalet: "Kommer anden Del af "Livets Bog" ikke snart?" i mine Øren, har bøjet mit Hoved i Skam – paa Spørgerens Vegne! Mere end i noget andet Forhold i Tilværelsen gælder det, at al virkelig aandelig Vækst gaar uhyre langsomt! Deres Bevidsthed er som en umaadelig smuk Ædelsten lagt i en guddommelig Slibemesters Haand, jo mere Tid De giver ham, jo skønnere vil han formaa at slibe Deres Sind, saa at det sluttelig vil ende med at blive en Fryd for deres Omgivelser.

Ude i Verden drøner Kanonerne paany. Atter bringes os Budskab om Dræbte og Lemlæstede i Tusindtal. Som en Gud Molok rejser det dræbende Princip paany Hovedet og kræver sine Ofre. Ham giver man ikke Dødsstødet ved at støbe Vaaben og opøve sig i Brugen af dem, nej, kun igennem den Sindets Klarhed og Renhed, det er Aandsvidenskabens Privilegium at skænke Dem, naar den Kærlighedens Straale, der ene af alt har det i sin Magt at binde det dræbende Princip, ind til det jordmenneskelige Samfunds Centrum for derfra at sprede sig udover den ganske Klode, paa sin Vej lægende Saar, skabende Fred og Forstaaelse og dermed Lykke for alle de, der idag er knuget af Sorg og Fortvivlelse.

Endnu en Gang byder jeg Dem alle velkommen til dette Arbejde, hvis eneste Hensigt er det jordmenneskelige Samfunds Omskabelse fra en Sorgens og Lidelsens Skueplads til et Samfund, hvor Klogskab har afløst Uvidenhed, hvor Kærlighed er det daglige Livs Fundament og hvor Had og Intolerance kun er forlængst oplevede og udlevede Tilværelsesformer!