Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er to principper, vi alle er knyttet nøje til, det er "oplevelse" og "skabelse". Det er evnen til at opleve og evnen til at skabe, der betinger, at vi fremtræder som levende væsener. Lige fra vi vågner om morgenen, til vi falder i søvn om aftenen, kan vi ikke undgå at opleve og skabe. Selv om man er syg og ligger i sengen, strømmer der oplevelser gennem hjernen, og vi danner os tanker og forestillinger, som vi i større eller mindre grad overfører til skabelse i fysisk materie. Det er denne oplevelses- og skabeproces, der udgør vor bevidsthed eller psyke. Vi udgør således hver især "Noget", der oplever og skaber livet gennem en bevidsthed. Det vi ser, når vi betragter hinanden, er ikke dette "Noget", som vi kan kalde Jeg'et eller skaberen og opleveren. Vi ser derimod hinandens organismer. Er sådan en organisme da ikke det samme som Jeg'et eller det levende væsen selv? Nej, organismen kan umuligt være identisk med selve det levende væsens Jeg. Organismen er jo en skabt ting, den er et produkt af en skaber. Men skaberen kan absolut ikke i sig selv udgøre en skabt ting. En skabt ting kan ikke opfinde og udføre en logisk skabelse. Et hus, en bil, en symaskine eller et jakkesæt opfinder ikke et fotografiapparat, en flyvemaskine, en elektronhjerne eller en sputnik. Det er soleklart, så klart, at man synes, det er noget nonsens at sige sådan. Ikke desto mindre godtager mennesker en sådan absurd tankegang, når de accepterer den opfattelse, at det levende væsen er identisk med sin organisme. Når en kunstner eller tekniker skaber noget, er det altså blot en skabt ting, der skaber noget, hvis han skulle være identisk med sin organisme. Det er fuldkommen ulogisk, thi den ene skabte ting kan ikke skabe den anden. En skabt foreteelse kan kun blive til i kraft af evner, som kun "noget levende" kan have. Hvad er det for evner? Det er evnen til at tænke, til at planlægge logisk skabelse. Denne evne plejer vi at kalde "intelligens".

Intelligensen er en evne, som er af umådelig stor betydning for mennesket, men den ville være absolut uden betydning, hvis ikke samme menneske eller levende "Noget" havde en sanseevne, i kraft af hvilken det kunne opleve og danne sig viden og erfaringer. Men viden og erfaringer ville også være af liden betydning, hvis det "levende noget" ikke havde den evne, vi kalder hukommelsen. Hvordan skulle det ellers kunne opsummere og genfremkalde den viden eller de erfaringer i sin vågne dagsbevidsthed, som det har fået gennem tidligere oplevelser? Uden en sådan genfremkaldelse ville en hvilken som helst planlægning af logisk skabelse være en total umulighed. Men foruden sin intelligens og hukommelse besidder det tænkende menneske også en højere evne, ved hvis hjælp det kan opleve den side ved livet, der ligger hinsides den fysiske verden og derfor er ganske utilgængelig for almindelig materialistisk intelligensmæssig forskning. Det er ganske vist en evne, som det jordiske menneske endnu ikke i synderlig grad er i stand til at bruge. Man kalder den "intuition", og den er mere eller mindre latent i jordmenneskets bevidsthed, men den er der. Når et menneske "får" en lys idé, der slår ned i ham som et lyn, er det intuitionen, som virker. Han ved blot ikke, at den kommer fra et andet plan end det fysiske, fra ideernes verden, som er hinsides det fysiske plan.

Foruden dette fysiske legeme har vi også et andet område af nævnte apparatur, som er utilgængeligt for de fysiske sanser. Det er denne del, der udgør det, vi kalder sjælen eller psyken. Medens det fysiske legeme til en vis grad udgør et dagsbevidst apparatur for menneskene, udgør sjælen derimod et mere underbevidst apparatur. Selve dagsbevidstheden har dog ikke sit sæde i det fysiske legeme. Dette legeme er udelukkende et organ til at opleve og skabe igennem, og dagsbevidstheden er rodfæstet i det sjælelige apparatur, der også er sæde for den del af menneskets bevidsthed, jeg kalder "natbevidstheden". Den kunne også kaldes "den psykiske dagsbevidsthed" i modsætning til "den fysiske dagsbevidsthed", men da det jordiske menneske i øjeblikket kun har en drømmeagtig forbindelse med denne del af sin bevidsthed, når det er vågent på det fysiske plan, har jeg valgt at kalde den "natbevidsthed".

I skæbneelementet og dermed i overbevidstheden findes også vort evige organsæt for selve livsoplevelsens mulighed. Dette organsæt er talentkernerne for afgivelse og modtagelse af energi, to poler af hvis indbyrdes forhold al livsudfoldelse og oplevelse er afhængig. Det er det levende væsens "maskuline pol" og "feminine pol". De ligger til grund for al kontrastskabelse og dermed for al sansning. I kraft af disse to poler skabes alt mørke, krig, had, sorg og lidelse lige fra de mindste til de største sanselige foreteelser, ligesom det også er i kraft af disse polers konstellation, at det højeste lys, det største velvære, den stærkeste kærlighed og den mest intense salighedsoplevelse kan skabes. Uden disse to polers eksistens var al livsoplevelse totalt umulig. Det er således i kraft af polernes forskellige konstellationer i de levende væsener, at disse befinder sig på forskellige stadier i de kosmiske spiralkredsløb. Konstellationen mellem polerne betinger, om det levende væsen fremtræder som plante, dyr eller menneske eller udgør en endnu højere livsform. Det er naturligvis også disse to poler, der bestemmer væsenets fremtræden som hankønsvæsen eller hunkønsvæsen eller som et væsen, der har balance mellem polerne og derfor fremtræder som et dobbeltpolet væsen.

Da det levende væsens Jeg og dets overbevidsthed ikke udgør resultater af en skaber, kan de ikke være identiske med skabte ting, og derfor kan de heller ikke som andre skabte ting direkte sanses og opleves af det jordiske menneske. Men gennem de for sanserne tilgængelige skabte ting, såsom væsenernes fysiske organismer med deres indviklede men geniale struktur kan overbevidsthedens og Jeg'ets eller skaberens eksistens teoretisk erkendes af det udviklede jordmenneske. Den virkelige absolutte oplevelse af Jeg'ets og overbevidsthedens evige eksistens kan kun ske gennem den højeste sanseevne, intuitionen, men den kommer ikke i virkelig dagsbevidst funktion hos jordmennesket, førend dette har nået en langt højere kapacitet af menneskelig moral og human væremåde i sit daglige liv, end det nu repræsenterer. I kraft af vort Jeg og vor overbevidsthed, hvis apparatur eksisterer uden for tid og rum, udgør hvert eneste levende væsen en uudslettelig, evig individualitet, som i al evighed kan skabe sig nye sjælelige og fysiske legemer til livsudfoldelse og skabende oplevelse. Men ligesom det levende væsen kan bygge op, kan det også bryde ned, og på sit nuværende udviklingstrin bryder det jordiske menneske næsten mere ned, end det bygger op. Hvad er vore utallige hospitaler og sygehuse, såvel som sindssyge- og åndssvageanstalter andet end "koncentrationslejre" for nedbrudte fysiske og sjælelige organismer? Man forsøger at "lappe" og "reparere", så godt man kan, og det er på sin vis beundringsværdigt, hvad tålmodige og dygtige læger og sygeplejersker udretter. Men så længe mennesket ikke kender sin egen kosmiske struktur, er og bliver det kun lapperier, der kan udføres. For at en sygdom kan fjernes, må man fjerne dens årsag, og alle sygdommes årsager, også de fysiske sygdommes, findes i den sjælelige struktur, hvori der er opstået spændinger og kortslutninger, fordi - og det er den dybeste årsag - visse talenters og evners udstråling fra overbevidsthedens talentkerner direkte modarbejder hinanden i stedet for at arbejde til gavn for helheden.