Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Er næstekærligheden eller alkærligheden identisk med "den højeste ild"?

På dette spørgsmål kan jeg straks svare benægtende; det har i øvrigt tidligere været for her i læserbrevkassen, men da problemstillingen rummer ganske overordentlig vigtige sider af Martinus verdensbillede, er jeg glad for at få lejlighed til igen at bringe den på bane.

I forhold til næstekærligheden må den højeste ild siges at være af grundlæggende natur og betydning, idet næstekærligheden blot er et enkelt af den højeste ilds mange mulige udslag. Ganske vist repræsenterer næstekærligheden den ene af den højeste ilds to mulige hovedformer for udslag; den anden er egoismen i dens fremtræden som ren selviskhed eller egenkærlighed. - Jeg skal i dette og det følgende læserbrev forsøge at klarlægge forskellen på det, der henholdsvis skjuler sig under begreberne næstekærlighed og den højeste ild.

For den højeste ilds vedkommende er der tale om noget, som er en direkte virkning af de egenskaber, der knytter sig til den af de syv kosmiske grundenergier, Martinus kalder moderenergien. I Martinus beskrivelse danner moderenergien overgangsled mellem Jeget og Jegets organiske struktur, der er bygget op af de seks øvrige grundenergier.

På grænsezonen mellem Jeget og moderenergien optræder en kosmisk faktor af evig natur, nemlig jegets begær efter livsoplevelse; Martinus taler her om urbegæret. Mellem urbegæret og de i moderenergien iboende egenskaber foregår der en vekselvirkning med visse effekter til følge. En af disse effekter er den højeste ild.

For at forstå, hvorledes den højeste ild opstår samt hvad den er, er det nødvendigt først at se lidt nærmere på de egenskaber, der knytter sig til netop moderenergien. Ved energi forstår man som bekendt noget, der viser sig som en evne til at frembringe virkninger. I forhold til virkningerne forholder energien sig altså som årsagen, og det betyder, at man ved at studere virkningerne kan danne sig et indtryk af årsagens natur eller egenskaber.

Som det er tilfældet med al anden energi røber også moderenergiens egenskaber sig igennem de virkninger, den frembringer. Disse virkninger optræder i det område, de seks øvrige grundenergier danner - af Martinus kaldet underbevidsthedsområdet - og de viser sig som tilstedeværelsen af forskellige principielle love og tilstande. Som udtryk for moderenergiens iboende natur bliver der med støtte i disse principielle love og tilstande derfor anledning til at beskrive moderenergien som et system af kosmiske skabeprincipper, der i form af tilsvarende effekter manifesterer sig i underbevidsthedsområdet.

Den samlede virkning af moderenergiens indflydelse på underbevidsthedsområdet viser sig som det, vi må kalde "evnen til at opleve". Denne evne er igen Jegets vigtigste aktiv, idet det er gennem denne, Jeget bliver bevidst i såvel sin egen tilværelse som eksistensen af alt, hvad der eksisterer ud over Jeget.

Kosmisk set kan man tale om, at evnen til at opleve er et produkt af urbegæret og de i moderenergien indeholdte skabeprincipper. Og naturligvis udgør urbegæret motivet for dette produkts tilblivelse, idet urbegæret jo er Jegets begær efter livsoplevelse; og livsoplevelse forudsætter eksistensen af en oplevelses-evne.

Men hvad er det egentlig at opleve? - Man kan vel næppe formulere noget vanskeligere spørgsmål at besvare. Fra Martinus side foreligger der imidlertid et svar, som vi dog her må forenkle ganske betydeligt. Det lyder i denne forenkling således: 1) at opleve vil sige at konstatere "tings" væren (herunder ikke-væren og anderledes-væren), 2) at opleve vil sige at konstatere forskel på behag og ubehag. - Det ses straks, at svar nr. to betegner en udvidelse af indholdet i svar nr. 1.

Intet i hele Martinus verdensbillede har vel for mit eget vedkommende overbevist mig mere om styrken i Martinus intuition end netop dette dobbeltsvar på oplevelsens problem. Ikke alene betegner det en nøgle til løsningen af en lang række grundlæggende erkendelsesproblemer; det udgør samtidig en bastion i forsvaret for det levende væsens udødelighed, som det aldrig nogen sinde vil lykkes den materialistisk indstillede naturvidenskab at løbe over ende. Og også for vor problemstilling er det af afgørende betydning. For vi indser, at når selve evnen til at opleve er urbegærets og moderenergiens værk i forening, da må det samme være tilfældet med hensyn til det, der karakteriserer denne evne, nemlig at den udgør forudsætningen for, og adgangen til at kende forskel på behag og ubehag.

For den, der ikke straks indser betydningen af dette træk ved oplevelsesevnen, vil det være en åbenbaring at få påvist, at nævnte træk giver anledning til eksistensen af en absolut permanent spænding i Jegets bevidsthedsfelt, en spænding, der sammen med urbegæret udgør den dybeste motivering for overhovedet hele den aktivitet, det udløser, og som i denne forstand spiller rollen som selve den kosmiske drivkraft bag nævnte aktivitet. At det forholder sig således vil fremgå af følgende ræsonnement.

For det første betinger oplevelsesevnen på grundlag af det anførte træk, at der i Jegets bevidsthedsfelt kommer til at optræde et grundlæggende kontrastfænomen, nemlig behag og ubehag. Dernæst betinger dette kontrastfænomen, at Jeget permanent stilles i en valg-situation; det skal vælge mellem behags- og ubehagsoplevelser. Og her viser det sig, at de såkaldte behagsoplevelser øver en tiltrækkende indflydelse på Jeget, hvorimod de såkaldte ubehagsoplevelser gør det modsatte: øver en frastødende indflydelse. Grundlaget for sympatier og antipatier, tiltrækning og frastødning er lagt. Og ikke nok med det: tendensen i Jegets aktivitet er også fastlagt, idet denne aktivitet vil betegne en positiv stræben mod dette at få berøring med betingelser for behagsoplevelse side om side med en stræben efter at undgå berøring med betingelser for ubehagsoplevelser.

Det er sikkert ikke svært at se, at denne tendens i Jegets aktivitet er af fundamental betydning for samme aktivitets praktiske udformning, dvs individets adfærd. Ledet af en indre ubedragelig drift og permanent korrigeret af Jegets reaktion på meldingerne fra de ydre sanseorganer afsøger individet konstant tilværelsen for dens indhold af muligheder for behagsoplevelsers opnåelse. Og hermed har vi indkredset det, der skjuler sig under begrebet "den højeste ild", idet den højeste ild simpelt hen er identisk med den føromtalte permanente og ubedragelige drift: driften mod behagsoplevelse.

At denne drift som sit negative aspekt inkluderer en afstandtagen fra ubehagsoplevelser er underforstået, og dermed bliver det helt klart, hvor centralt et fænomen den højeste ild er i det levende væsens samlede fremtræden. Derimod er det måske stadig ikke helt forståeligt, hvorfor Martinus har valgt betegnelsen "den højeste ild"; dette skal vi imidlertid søge at belyse i det følgende brev, hvor også begrebet "næstekærlighed" vil blive nærmere omtalt.