Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Som alt i Bibelen er også beretningen om begivenhederne omkring Johannes Døberen på én gang tids- og epokebetonet reportage samt tidløs symbolik med relation til den evige evolutionsrytme, der navnlig af Martinus er trukket op med så skarpe konturer og så minutiøst analyserede detaljer, at det både må betegnes som højvidenskabeligt og som populært anskueligt.

Johannes Døberen fremtræder på den ydre religiøse dramatiks scene på et tidspunkt, da klimaet såvel i det indre menneske som i det ydre samfund var overordentligt domineret af det dræbende princip og al lovgivning centreret omkring autoritær magt opretholdt ved trusler om pine og død over formastelige lovbrydere. Dette golde mentale klima var baseret på årtusinders tradition inspireret af mørke verdensimpulser, hvis guddommelige formål var involutionen eller det levende væsens indvielse til mørket.

Denne det dræbende princips tradition var således organisk rodfæstet i mennesker og samfund og afspejlede sig i enhver fysisk og mental refleksion omkring den tid, da Johannes Døberen under mottoet: "Omvend jer, thi himmeriges rige er kommet nær" indledte sin mentalt revisionistiske dåbskampagne netop i det område, hvor vædderkulturens maskuline og massive tradition havde mest solidt fæste. Af de overleverede beretninger er det ikke vanskeligt at konstatere, at mentaliteten hos befolkningen i landet omkring Jordandalen var særdeles krigerisk og bundet til de jødiske lovtraditioner. Mentaliteten udgjorde således ikke nogen særlig fremragende bonitet for Johanneslæren om kærlighedsordets altforklarende lys og om en sig nærmende revolution i det religiøse livssyn og i den mentale livsholdning i det hele taget. Derfor var Johannes, som han selv udtrykte det, at ligne ved "en røst af en, der råber i ørkenen" - nemlig i den for sandhedens og kærlighedens vækst næsten giftige mentale jordbund, som menneskeheden på hans tid udgjorde. Derfor blev hans gerning kort og den øjeblikkelige effekt af hans dåbs virksomhed uden synlig ydre storhed. Hans lysvirke og hans læres følsomme struktur var prædestineret til at bukke under for den dræbende ørkenmentalitet.

Men netop ved dette hændelsesforløb indledtes begivenheder der skulle ændre en hel menneskeheds mentale kurs. Kristendommen fik sin dåb ved Jordans strøm og sin første blodsbesegling ved blodstrømmen fra Døberens halshuggede legeme. Forinden var dog den åndelige ilds stafet ved Johannes' dåb af Jesus overgivet til den virkelige Messias, således at den store genløsningsplans første etaper kunne ske fyldest efter Forsynets ønske.

Den esoteriske betydning af Johannes Døber beretningen er naturligvis den proces, Martinus kalder "verdensgenløsningsprincippet", hvilket vil sige menneskehedens førelse og progressive vækst gennem de forskellige "riger" og zodiakalt prægede epoker frem mod den moralske sublimitet, der er forudsætningen for etablering af "himmeriges rige" eller det livsplan, Martinus har givet betegnelsen "det rigtige menneskerige", og hvis nærhed Johannes Døberen allerede før Jesu fremtræden bebudede.

Analogien mellem begivenhederne omkring Johannes Døberens virke i Jordandalen - hvis ørkenstruktur jo skyldes dens niveau 300 meter under havets niveau - og vor tid, er på mange måder åbenbar som en analogi i principper, men med den forskel at den "Jordandal", der i vor tid genlyder af formaningen til at lade sig "døbe til omvendelse" er vokset ud over sig selv og udgør den ganske klode, hvis religiøst mentale og moralske niveau i sandhed må siges at befinde sig under vækstgrænsen for fysisk sunde vækster, der kan "bære frugt som er omvendelse værdig".

Det kan være bittert og tålmodighedsbelastende at konstatere, at det "himmeriges rige", som Johannes Døberen profeterede om, i vor tid forekommer lige så fjernt og utopisk, som det må have forekommet de lyttende skarer omkring Johannesskikkelsen i Judæaørkenen. Men Johannes, som jo ifølge overleveringen var den geninkarnerede storprofet Elias og således et erklæret redskab i verdensgenløsningen, talte og handlede ud fra en udviklet profetisk intuition og skuede ud over den jordiske menneskeheds genløsningsvej, som for hans intuitive syn lå badet i lyset fra den kristne verdensimpuls, og som han vidste førte til det himmeriges rige, hvis nærhed han talte til sine tilhørere om. Guds røst må naturligvis, når den henvender sig til menneskene, tale gennem et tilstrækkeligt højt udviklet organ, og sådanne organer udgør profeterne, der er åndeligt og moralsk højt udviklede individer inkarnerede for at vedligeholde forbindelsen mellem skaberen og skabningen og således bevare kontinuiteten i skabelsesprocessen.

Elias, som ifølge beretningen flere gange ved anvendt magi "udslettede" sine forfølgere, men slutteligt selv ved en dematerialisationsproces undgik den fysiske død, var måske netop den, som med størst effekt kunne inkarnere til opgaven som herold for en messiastid, hvis motto var det femte bud i sin yderste konsekvens - elsker jeres fjender! velsigner dem som forbander jer! Til trods for sit adeptskab og sin beherskelse af de okkulte kræfter, hvilke egenskaber han jo allerede 850 år tidligere som profetskikkelsen Elias til fulde havde bevist, lod Johannes sig nu halshugge som en uomstødelig bekræftelse på sin "forkyndelse til omvendelse", nemlig omvendelse fra det dræbende princip til det belivende, tilgivende og forsonende princip som fremtidens rette væremåde i pagt med en kommende etisk revolutionerende kristen evolutionsimpuls.

Tiden for Johannes Døberens fremtræden var altså en meget stærkt markeret overgangsperiode, der virkeligt krævede radikal omvendelse i tænke- og væremåde for hver den, som i sin åndelige vækst ville drage fordel af de nye kosmiske strømninger. Kraften i de den gang gældende religiøse traditioner var så stærkt aftaget, at man åbent talte om, at tiden for den profeterede reinkarnation af Elias måtte være inde, ligesom det gennem århundreder forkyndte komme af Messias, Jødernes konge og fornyer, snart måtte vise sig som en realitet, dersom den jødiske fællestro og dermed sammenhængskraften i det jødiske samfund ikke helt skulle gå i opløsning.

Ligesom monoteismen - hvilket vil sige troen på én sand gud - i samfundene omkring Jordanfloden var spaltet ud i specialfraktioner såsom Farisæere, Saddukæere, Nasiræere og Leviter, således er også mennesket af vor tid med sin aktiverede åndelige intelligens stedet over for en kaotisk blanding af religionsformer og åndsfornægtende kynisk-videnskabelig materiedyrkelse, som ikke formår at tilfredsstille denne aktiverede intelligens, og som samme åndelige intellektualitet ikke formår at omgruppere til et ordnet verdensbillede. Det er netop denne åndsgolde ørkentilstand Johannes Døberens virkeområde er sindbillede på, og som lige fuldt i vor tid markerer overgangen til en ny mental evolutionsfase, over hvilken en højere åndelig kraft vil udgyde sine strømme af hellig ånd eller kosmisk oplysning, der således videre vil nære den kosmiske eller karmiske ild, fra hvis lutrende flammer den fuldkomment åndeligt forløste menneskeslægt vil opstå. "Han som kommer er stærkere end jeg, han skal døbe jer med hellig ånd og ild. Sin kasteskovl har han i hånden for at samle hveden i lade. Men avnerne skal han opbrænde med uudslukkelig ild" (Luk. 3. 16-17). Men efter denne jordisk karmiske renselsesproces skal "alt kød se Guds frelse" og himmeriges rige blive en jordisk kendsgerning.

Det er stadig den kristne verdensimpuls, der er den jordiske evolutions kosmiske strømkilde, og dette understreges tydeligt derved, at såvel individer som samfund, nationer og folkeslag iklæder deres endnu stærkt gammeltestamentligt prægede tankegang og dispositioner en nytestamentlig eller kristent etisk motivering. Med raffineret udviklet drabsteknik drager man hærgende gennem landområde efter landområde, men undlader snedigt at tale åbent om begæret efter ydre storhed og magt som motiv. Man kalder sine togter forsvar for den kristne frihed og kultur, hvis inderste idé man ved den blotte tanke på drab eller vold forråder og fører til skafottet, akkurat som man gjorde det med Johannes Døberen og med Jesus. Og bevæger den overhåndtagende merkantilisme og reklameindustri sig ikke ad samme veje med kristelig moralsk motivering for udfoldelse af den rene herodesmentalitet? Og dækker ærestitler, ros og medaljer for indsats i humanitetens tjeneste ikke oftest over eksperimenter med både dyr og mennesker, eksperimenter hvis diabolske grusomhed hverken overgås i beretninger fra det gamle eller det nye testamente? Og relationerne menneskene imellem, udgør ikke også dette område af livsudfoldelsen en ørken, hvad kristelig etik angår til trods for at vi er statsligt registrerede som kristne? Står det ikke såre goldt til med frodigheden af den kristne etik i vore egne reflektioner og i vor egen indbyrdes væremåde? Ligger vort sind - alle vore etiske og dybdepsykologiske studier til trods - ikke på niveau med en "Jordanørken"? Er de kristeligt etiske vækster i vor karakterudfoldelse ikke lige så forkrøblede og saltsvedne som de ørkenvækster, der udgjorde kulisserne omkring Johannes Døberens virke? Og kunne hans ord til repræsentanterne for de religiøse særretninger, der var sendt ud for at spionere imod ham, ikke lige så fuldgyldigt være henvendt til os: "I øgleunger! Hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede? Så bær da frugt, som er omvendelse værdig, thi hvert træ, som ikke bærer god frugt, skal omhugges og kastes i ilden. Jeg døber med vand til omvendelse, men han som kommer efter mig, skal døbe med hellig ånd og ild!

Jo, "himmeriges rige" er kommet nær - så nær at vi alle instinktivt forklæder de kulminerende diabolske traditioner i "himmelsk klædebon". Ja, sætter man ikke ligefrem himmelsk etiket på den mentale pestsygdom, som narkotikadyrkelsen i al sin skrigende unatur er? Er denne sig så hastigt formerende last ikke at betragte som en døende kulturs sidste dilettantiske forsøg på at "flygte fra den kommende vrede"?

Og vi, som ved skæbnens tilskikkelse er stedet ind for "det tredie testamente" i form af Livets Bog, vi for hvem den avancerede kristne etiks store lovbog ligger opslået i form af Martinus hele livsværk og lære, lyder det ikke dag og nat i vort eget indre, dette manende "ban Herrens vej; jævn i det øde land en højvej for Gud!"? Og kniber det ikke ligefuldt for os at bære omvendelsens værdige frugter, dersom man ved "omvendelse" forstår konvertering fra hedensk til kristen væremåde eller fra animalsk genstridighed til kristen føjelighed?

Med glædesfyldt undren konstaterer den studerende af Martinus lære, hvorledes scene efter scene af de bibelske beretninger beåndes med nyt liv og genopleves som hændelser, hvis essentielle kraft vibrerer med evolutionær effekt, frem til og ofte langt ud over vor egen tid, gør dem hverdagsnære som noget der vedkommer menneskeheden og oplyser dens evolutionsvej fremover gennem den åndelige døds skyggeregioner og ind på fredens vej.

Når Martinus omtaler sit store kosmiske budskab til menneskene som "det tredie testamente", bekræfter dette jo den absolutte samhørighed med Bibelens første og andet testamente, nemlig det "gamle" og det "nye" testamente. Hvilken kraft skulle vel også kunne formå at samle denne mangfoldighed af aldersforskellige historiske brudstykker til essentiel og kontinuerligt tiltagende visdom om ikke et alvidende Forsyns viljekraft.

Der er en forunderligt forenende åndelig dybde i Martinus lære. Vurderet ud fra denne lære ses såvel det fagligt videnskabelige som det religiøst inspirerede studiemateriale som værdifulde og uundværlige elementer i den store kosmisk evolutionære sammenhæng og bekræfter således den skabelses-kontinuitet, der direkte fører menneskeheden til gudserkendelse.

Hidtil har menneskene måttet bygge liv og livsanskuelse på religiøs og fysisk videnskabelig erkendelse, hvilket i realiteten vil sige henholdsvis dominerende følelse og dominerende intelligens. Og historisk evolutionært set har disse to erkendelsesretninger med forbavsende kronologisk præcision ført den oplyste del af menneskeheden fremad og har placeret det på tærsklen til den tredie og endelige erkendelses- og livsoplevelsesform, nemlig den kosmiske - den eneste erkendelsesform der forlener livsoplevelsen med evighedsperspektiv og dermed eliminerer enhver mental og fysisk dissonans.

Og er denne placering af menneskeheden foran den kosmiske erkendelses døre ikke "bruden og brudgommen" ført sammen? Er Martinuslæren ikke "ånden fra det høje", der nu endegyldigt er udgydt over menneskeheden og blot venter på denne menneskeheds endelige "brud med det gamle levned"?

Den samlede menneskehed er indkalkuleret i denne guddommelige forløsningsplan. Den samlede menneskehed må være medbygger på denne højvej for Guddommen. Den samlede menneskehed må være ordets "gører" og bære frugt, som er omvendelse værdig. Thi da skal omsider ørkenen blive til frugthave og retten fæste bo i den nu så retsløse jordiske "Jordandal" - og i omvendelsens frugthave skal retfærd dvæle!