Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som vi allerede for længst er blevet gjort bekendt med, er det jordiske menneske et ufærdigt væsen. Det befinder sig i overgangsstadiet fra dyr til menneske. Derfor fremtræder det med en degenererende dyrisk bevidsthed og en voksende menneskebevidsthed. Da menneskene ikke er lige langt fremme i denne forvandling, forekommer der mennesker, der endnu har megen dyrisk bevidsthed og meget lidt menneskebevidsthed, lige såvel som der forekommer mennesker med megen menneskebevidsthed og meget lidt dyrisk bevidsthed. Den dyriske bevidsthed i mennesket er i virkeligheden det, vi kender under begrebet "det onde", medens den menneskelige bevidsthed i jordmennesket udgør det, vi kender under begrebet "det gode". Da det er den menneskelige bevidsthed, der skal vokse frem, og den dyriske bevidsthed, der skal degenerere og forsvinde fra jordmennesket, er det ikke så mærkeligt, at verdensgenløsningens princip igennem de humane religioner inspirerer og vejleder menneskene i at gøre "det gode", altså det menneskelige i mennesket. Fundamentet for denne væremåde er netop dette, at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv.

Menneskenes forvandling fra dyr til menneske er ikke en viljesakt således som dette at gå og stå eller løbe, sige ja eller nej, eller bestemme, hvornår man vil spise og drikke. Nævnte fundamentale forvandling er derimod en vækstakt eller et udviklingsspørgsmål ligesom dette at blive geni i musik, malerkunst eller anden form for genialitet. At kunne elske sin næste som sig selv og dermed Gud over alle ting er det samme som at være et moralsk geni. Denne genialitet kan således også kun tilegnes ved udvikling. Og det er netop denne udvikling til at blive et moralsk geni, der foregår med det ufærdige menneske i dyreriget. At blive til et moralsk geni er det samme som at blive til et menneske, hvis væremåde er alkærlighed, og det fremtræder derfor som mennesket i Guds billede efter hans lignelse.

Det bærende kosmiske, organiske fundament for det levende væsens livsoplevelse, dets bevidstheds mange stadier, dets forvandling fra dyr til menneske er væsenets sympatiske anlæg, der er det samme som organstrukturen for den højeste ild, og som ligger til grund for væsenets kredsløbspassage gennem lys- og mørkeområdet. Det befordrer væsenets fremtræden som hankønsvæsen, hunkønsvæsen og som menneskekønsvæsen, hvilket sidste vil sige: det færdige menneske i Guds billede. Den højeste ild ligger til grund for såvel krig som fred og bliver derved hovedorganet for væsenets skæbnedannelse. Den har sit sæde i væsenets overbevidsthed og befordres ved urbegæret og moderenergien og udløses herfra igennem de seks grundenergier, vi allerede kender som instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. Det befordrer kontrastprincippet, ved hvilket muligheden for enhver form for sansning eksisterer.

Den højeste ilds to store hovedorganer kender vi under begreberne "den maskuline pol" og "den feminine pol". Disse to poler er til stede i ethvert levende væsen. De eksisterer i et evigt indbyrdes skiftende forhold til hinanden i væsenet. Disse indbyrdes skiftende forhold afføder tilsvarende skiftende forvandlinger af det pågældende levende væsen. Disse forvandlinger er både fysiske og psykiske. De ændrer både organisme og mentalitet. Når vi ser på alverdens mineraler, planter, dyr og jordmennesker, bliver vi vidne til, i alt fald kosmisk set, at de alle udgør livsformer, der har forvandlet sig fra en forudgående ringere tilstand og til deres nuværende mere udviklede tilstand. Og ligeledes vil vi her blive vidne til, at de nuværende livsformer er i færd med at forvandle sig til nye tilstande. Det er denne forvandlingsproces, vi må erkende som "Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse". De førnævnte livsformer: mineraler, planter, dyr og jordmennesker repræsenterer udviklings- eller skabelsesstadier, som ethvert levende væsen må gennemleve for at blive til det fuldkomne eller færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Da denne Guds skabelse forvandler dyr til menneske, forvandler den, altså et væsen fra at være morderisk og livsødelæggende til at være et væsen, der er alkærligt og livsbefordrende eller til glæde og velsignelse for alt levende. Fra at være et ligefrem djævlemenneske, et geni i mørkets udfoldelse, bliver det forvandlet til at være et kulminerende kærlighedsvæsen, et geni i lysets udfoldelse. Men to diametrale modsætninger som djævlemennesket og gudemennesket, altså mennesket i Guds billede, kan absolut ikke have samme organiske struktur bag sin væremåde eller livsudfoldelse. For det ene væsen er den organiske struktur af en sådan art, at den gør det til en livsbetingelse for væsenet at måtte dræbe for at leve. Hos det andet væsen er den organiske struktur af en sådan art, at den bringer væsenet til hverken at kunne dræbe, myrde eller på anden måde gøre noget levende væsen fortræd. I bedste tilfælde elsker det sin næste, som det elsker sig selv og er bevidst i Gud, medens det andet væsen i bedste tilfælde kun kan udfolde en egoistisk sympati, hvilket vil sige: forelskelse over for et væsen af modsat køn, i hvilket det kan finde genforelskelse. Der hvor det ikke finder denne genforelskelse, kan dets parringssympati let blive til had.

Denne væsenernes énpolede tilstand ligger altså til grund for dyrets psyke og væremåde, dets parringsdrift og forplantningssystem, dets dræbende natur og skabelsen af mørkesfæren i spiralkredsløbet. Hvordan kommer énpoletheden således til at blive fumdamentet for mørkets skabelse? - Énpoletheden bliver mørkets fundament på grund af, at den har en organisk struktur, i kraft af hvilken det er umuligt for det pågældende væsen at opfylde kærlighedsloven: Du skal elske Herren din Gud over alle ting og din næste som dig selv. Kærlighedstalentet hos det énpolede væsen i renkultur er næsten totalt latent. Det énpolede væsen i renkultur er det samme som det væsen, vi udtrykker som "dyr". Ethvert dyr har haft en forudgående tilværelse, hvor det var plante, ligesom det har haft en livsform, der ligger endnu længere tilbage i udviklingen eller spiralkredsløbet, som vi kender som mineral. Fra denne minerallivsform har det forvandlet sig til plantelivsform og derefter til den dyriske livsform.

Som vi gennem de tidligere analyser har erfaret, sker alle livsformers første fremtræden på det fysiske plan i form af mineraltilstanden. Minerallivsformernes bevidsthed eller psyke er endnu ikke fremme på det fysiske plan. Det har således ingen dagsbevidsthed på det nævnte plan. Denne forekommer kun på det åndelige plan i salighedsriget. De energiformer, der kommer til udløsning som bevægelse og skabelse i mineralriget er underbevidsthedsenergi fra væsenerne i salighedsriget. I kraft af Guds skabelsesproces når livsformerne efterhånden frem til plantelivsformerne. I disse livsformer kommer den allerførste spæde antydning af fysisk dagsbevidsthed til syne i deres psyke. Den bæres af instinktenergien og udløser sig som "anelse". Planten kan ane behag og ubehag igennem sin fysiske organisme. Den kan mærke kulde og varme og begynder at kunne reagere nyttigt her over for. Den kan lukke sig for nattekulden og igen åbne sig for lyset og solens varme. Den kan naturligvis ikke tænke i fysiske baner, da de fysiske sanser endnu kun ligger i svøb. Derimod har disse væsener på det åndelige plan en sidste rest af dagsbevidsthed fra det forudgående spiralkredsløbs salighedsrige, som de nu er i færd med at forlade, efterhånden som de får deres fysiske sanser udviklet og på ny kan opleve dagsbevidst på det fysiske plan. Som vi allerede ved, er denne sidste rest af dagsbevidsthed kun oplevelse af erindringerne fra det nu udlevede spiralkredsløb. Disse erindringer forekommer her i genoplevelsen i et strålende salighedens lys. Og vi har derfor udtrykt disse erindringer som "guldkopier". Disse udgør slutoplevelserne i et kosmisk spiralkredsløb.

Hvorfor er menneskene så onde ved dobbeltpolede væsener? - Denne menneskenes ondskab eller antipati mod dobbeltpolede væsener skyldes udelukkende den uvidenhed, der også er årsag til al anden ondskab, forfølgelse, vrede og had. Da de pågældende mennesker ikke har nogen særlig viden eller forstand med hensyn til det dobbeltpolede sympatiske anlæg, kan de kun opfatte dobbeltpolede mennesker som abnorme. Og her over for virker deres dyriske instinkt, som de endnu ikke er vokset helt fra. Dette dyriske instinkt bevirker dyrets forfølgelse og drab af væsener af dets egen race, der er abnorme og ikke kan klare sig selv. Hos dyrene i renkultur er denne naturens anordning jo et gode. Dyrene har ingen anden udvej til at hjælpe deres invalide, abnorme eller hjælpeløse væsener. Det er det samme instinkt i det primitive menneske, der får det til at føle uvilje, antipati eller nag til mennesker, der afviger fra den af flokken opfattede normalitet. Det tror, at det dobbeltpolede væsens sympatiske følelser for væsener af dets eget køn er en afsporing, noget de må vænnes af med. De tror, at denne sympati kun er en viljesakt, man kan beherske ligesom viljen til at stå op eller sidde ned. De mener, at det er retfærdigt, at sådanne væsener skal straffes. De mener, at disse må kunne bekæmpe en sådan for dem tilsyneladende tåbelig følelse. - Væsenet kan naturligvis til en vis grad tvinges til ikke at lade denne sin sympatiske følelse komme til udbrud, men det holder ikke derfor op med at være dobbeltpolet.

Hvad er det, der er et umådeligt stort behov for i verden? - Er det ikke netop den absolutte og virkelige alkærlighed eller næstekærlighed menneske og menneske imellem uafhængigt af køn, der mangler på jorden? - Er det ikke netop evnen til ikke at kunne nænne at dræbe eller gøre andre væsener fortræd? - Er det ikke evnen til at kunne elske væsener af sit eget køn? - Hvordan skal mennesket ellers komme til at opfylde det store kærlighedsbud eller loven for livet, nemlig denne at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv? - Hvordan skal man kunne afskaffe krigen og dens rædsler uden virkelig næstekærlighed? - Er det ikke netop næstekærligheden, der fjerner al krig, nød og elendighed? - Er det ikke den, der mildner sorger og ulykkelige skæbner? - Er det ikke den, der tilgiver al fjendskab og al uret? - Er det ikke den, verdens største religioner eller verdensgenløsningen har udtrykt som den rette vej til lyset? - Er det ikke den, alle fremskredne mennesker hungrer og tørster efter? - Hvem ønsker ikke at møde kærlighed hos sin næste? - Hvordan skal livet og skæbnen blive til en lysets tilværelse uden absolut næstekærlighed?