Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af de største illusioner vi lever på er den, at vi er frie mennesker. Jeg tænker ikke i denne forbindelse på vort ydre liv, vor sociale tilstand eller vort nationale forhold, selv om der også her er et og andet, der røber vor utrolige bundethed. Nej, jeg tænker ganske enkelt på vor tilsynekomst som menneske, på den kosmiske "arv", hver af os medbringer. For hvad er et menneske andet end et Jeg plus alle dets evner og anlæg? At mange af disse evner og anlæg rummer mulighed for fremtidig sjælelig frihed er sandt nok, men deres vækst er nu engang betinget af, hvor bundet vi er af andre lige så medfødte tendenser. Og at spændingen mellem disse to grupper er stærk, ved enhver. Vi vil så meget, men -!

Et af de områder, hvor enhver kan se denne kamp, er ernæringsområdet. Ethvert humant menneske er villig til at indrømme, at kødspisning som problem betragtet er uæstetisk, og kun meget få vil være i stand til at spise kødet råt. Egentlig gad jeg gerne vide, hvor mange kødspisende mennesker der nogen sinde har besøgt et slagtehus og der overværet den måde, dyrene aflives på. Procentsatsen er næppe høj. Og hvorfor? Simpelt hen fordi det store flertal afskyer den råhed, der udgør forudsætningen for det arbejde, der skal og må udføres for, at den mere sensible kan få sin bøf, mørbrad, lever eller frikadeller.

Men "kød er mandens kraft", som en tidligere, nu afdød kendt kvindelig læge udtrykte det, og langt de fleste lever i virkeligheden på den overbevisning, at det er nødvendigt at spise kød for at være sund. Men taget under ét spiser de fleste mennesker simpelt hen kød af en vanetilbøjelighed, hvis rødder forsvinder i fortidens mørke. De er vokset op i hjem, hvor kødspisning er en selvfølgelighed, de skænker kort sagt ikke problemet én eneste tanke! Sådan har det altid været, og sådan skal det altid være - altså vanetænkning i renkultur!

Men skal det nu også det? Er det absolut sikkert, at den smagsevne, der kræver døden for utalte milliarder af levende væsener for sin tilfredsstillelse, evigt skal forblive, som den er i dag? Består livet ikke netop i en gradvis ændring af alle vore vaner? Er det ikke således, at der bagom alt det tilsyneladende urokkelige vokser erfaringer frem, som får os til at tage den engang vedtagne livsform op til debat, til fordomsfri undersøgelse? Er livet ikke i sig selv en sagte fremadskridende proces, hvis mål ganske vist er uklart for de fleste, men til gengæld synligt for de få, der er standset op, ramt af et eller andet, der har tvunget dem til ny selvransagelse og dermed ny erkendelse?

Mange millioner mennesker spiser i dag ikke kød. De fleste af disse millioner gør det ikke, fordi det er en del af deres religion. Dette er i sig selv ædelt, men ikke ædelt nok. For de er ikke vegetarianere af en virkelig oplevet kærlighed til dyrene. De er det med et andet motiv. De vil gerne opleve lysere og lykkeligere kommende liv, derfor betaler de denne pris. For at det er en pris ses meget let, når tilhængerne af denne religion kommer til at leve under andre forhold som f. eks. indere i England. Da tilegner mange af dem sig hurtigt kødspisningens vane. Nej, virkelig vegetar er kun den, der på grund af en bevidst følelse af kosmisk forbundethed med dyret føler det akkurat lige så umuligt at spise det, som at spise en af sine egne. Så først er dette vældige kosmiske kredsløb virkelig fuldbyrdet, og hvor mange kan i virkeligheden påstå, at de har det sådan?

Nej, selv om den vegetariske tanke er ældgammel, er den i virkeligheden "ny" i verden. Ny i den forstand, at det kun er et forsvindende fåtal i hver enkelt kulturnation, der tager den virkelig alvorligt og efterlever den. Og af denne gruppe, der gør dette, er en relativ stor procentdel ikke vegetarer af hjertet, men derimod kun af forstanden. De ser det sunde og kloge i tanken og mener, at dette at efterleve den giver dem mulighed for et længere liv. Det er i almindelighed denne mennesketype, der taler mest om denne høje, smukke tanke, men om de er dens bedste efterlevere får vel stå hen som et ubesvaret spørgsmål.

Men at den vegetariske tanke er ny i verden, er ikke ensbetydende med, at den ikke er her for at blive. Tværtimod! Den vil vokse, og den vil vokse stærkt i de kommende århundreder. Men ikke alene af etiske eller æstetiske grunde, men mest af den simple kendsgerning, at verden ikke vil være i stand til fortsat at forsyne det voksende verdenssamfund med den mængde af kød, det kræver. Skal verdens sultende millioner mættes, må menneskeheden finde nye veje på ernæringsområdet, og vældige summer er da også for længst sat ind på dette felt. Et af dem kan De læse om i medfølgende bilag. Jeg vil tro, at dets indhold vil interessere mange af de mennesker, for hvem Martinus tanker er blevet en livsinspiration. For lad os være ærlige: for mange af os er den vegetariske tanke netop så ny, at det måske er vor første inkarnation, i hvilken vi forsøger at virkeliggøre den. Og netop fordi det er således, føler vi det som et acceptabelt kompromis, at denne nye leveform ad kunstig vej søger at tilgodese den smagsform, vi gennem tidligere liv er blevet vænnet til. Der var engang, jeg smilede ad tanken om "vegetariske pølser" og "vegetariske bøffer" etc. Men det gør jeg ikke mere. Jeg finder tværtimod, at kan man på denne måde bygge bro fra den ene livsform til den anden, er det i sig selv storartet. Det er for det første langt mere æstetisk, og det kan blive en vej til problemets etiske side! Mennesket der vågner op til en ny livserkendelse, bliver meget let "himmelstormer". Det vil nå det hele på én gang. Åndelig ny viden er som stærk vin. Den beruser, og det er i sin orden. "Tømmermændene" kan være slemme at komme over. Men de er i denne forbindelse sunde. Det har altid gjort mig ondt for dem, som ikke i tide får deres "jordforbindelse" bragt i orden. For den skal være i orden, om man skal gøre nytte i den verden, vi her er født ind i. For der er én ting, vi aldrig må glemme, og det er, at vi selv holdt meget af kød, den gang vi spiste det. Det var jo ikke smagen, der var noget i vejen med. Det var kun den etiske side af sagen. Og det er stadig væk sådan, at den der ikke med Martinus "hellere vil være sammen med en god og tolerant kødspiser, fremfor en vild, fanatisk vegetar", intet har forstået af det hele! Jeg har indtil nu ikke oplevet, at nogen er blevet "bedre" af at blive vegetar. På det område går væksten nu engang så langsomt, at den ikke kan registreres.

Kunne man spise sig op i himlen, var sagen måske en anden, men det kan man ikke!!! Vegetarisk levevis er kun en beskeden del af den sjælelige udrensningsproces, der forvandler det jordiske menneske til et virkeligt menneske eller et væsen, der i alt ved sig fri af det dræbende princip. Så lad os ikke tage større skridt, end vi kan magte, det gavner ingen og slet ikke os selv. Nej, evnen til at hade fjernes ikke ved at drikke gulerodssaft, hvor sund den så end er. Men når dette er sagt, skal det også siges, at ét sted skal vi jo begynde, og da vegetarisk levevis vitterlig er sundere end den nugældende, er det klogt at indføre i hvert fald flere kødløse dage i ugen og dermed påbegynde tilvænningen til en ny smagsform. Og her er det, jeg med glæde hilser de forsøg, som det vedføjede bilag omtaler. For ét må vi jo altid huske, og det er, at fordi et enkelt familiemedlem - og måske oven i købet den, der står for gryderne - gerne vil ændre kostformen, er det jo langt fra sikkert, at den øvrige husstand vil hilse dette med begejstring. Her kan de nye næringsmidler måske blive netop den håndsrækning, vedkommende har håbet på.

Den vegetariske tanke er ny i verden, det ved enhver, der både i sit eget og i andre lande har forsøgt at realisere den. Men den er kosmisk og derfor evig. Den udgør en enkelt stråle af et universelt strålebundt af kosmiske kærlighedskræfter, og ethvert forsøg på at "plukke den ud" af dette strålebundt vil altid mislykkes. Man kan lave foreninger på den, det ved vi, men det bliver altid små isolerede øer midt i samfundet, og ikke altid behagelige øer. Bedst for denne tanke er det, at man forsøger at realisere den i stilhed i sit eget liv. Den som her følger ydmyghedens lov, står meget stærkt og bliver så godt som aldrig angrebet, tværtimod. Ydmygheden er ingen ringe læremester! Og endelig: som alle kosmiske tanker har den en udvendig og en indvendig side. Og det er, trods alt, den indvendige som tæller mest! Thi dette i ethvert dyrs øjne at se sin "broder" er i sig selv noget meget stort. Det er et vidnesbyrd om, at man trods alt er nået dertil, at man svagt kan begynde at tale Guds eget sprog. At man her midt i en grå, krigerisk og på utallige områder nederdrægtig verden dog ved sin væremåde bidrager til, at summen af smerte mindskes og dermed også summen af angst. For den der blot én gang har set angsten i slagtedyrets øjne og forstået den ved, at der kun er en gradsforskel mellem den, dyret føler, og den vi selv føler, når ulykken er over os. Derfor må man altid tale dyrets sag, hvor man har mulighed derfor, men ikke larmende, for så svarer verden larmende igen! Nej, sagtmodigt og - det har livet vist mig som den bedste måde - ved altid at tage afstand fra dette horrible massemord, som menneskets kødhunger befordrer. I dag bygger vi sygehusbyer snart så store som byerne selv. Det vil vi ikke gøre den dag, mennesket for alvor er kommet på sporet af årsagen til alle disse sygdomme. Da vil vi forstå, hvad Martinus virkelig mente, da han i sin kloge lille bog "Den ideelle føde" skrev: Han (mennesket) må gøre sig klart, at et efter nutidens højeste mode "veldækket" bord udgør en i sølv, krystal og blomster skjult vej til hospitalet, en festsmykket genvej til døden!"