Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Trods det at vi lever i en relativt oplyst tid, ser man stadig mange uhyggelige eksempler på fanatisme. Hvad er kosmisk set fanatisme, og hvad kan man gøre for at udrydde den?

De har desværre ret i, at verden stadig ikke savner eksempler på fanatisme; det mest aktuelle og bizarre er vel mordet på den amerikanske negerleder Martin Luther King.

Det skal straks siges, at fanatisme set under en kosmisk synsvinkel er en temmelig kompliceret ting, som det på denne plads kun kan lade sig gøre at skitsere i grove træk. Af samme grund er det heller ikke muligt at fremkomme med nogen som helst form for endegyldig løsning på problemet om fanatismens udryddelse i verden; var det bare så vel. Men nogle vigtige grundlæggende træk kan skitseres, altså træk, som går igen i alle former for fanatisme, og som derfor vil kunne være rettesnor for ethvert tilfælde af bestræbelser i retning af at udrydde fanatisme.

I lighed med alt andet, der forvolder lidelser og smerte i verden, kan det om fanatismen først og fremmest siges, at den er en virkning af uvidenhed, kombineret med en snæver egoistisk livsholdning, der i sig selv er et udtryk for uvidenhed. Det er således ikke for ingenting, Martinus udpeger uvidenheden som den dybeste rod til overhovedet alt ondt i verden. Men heraf fremgår dog samtidig det opløftende moment, at det rent principielt ligger inden for alles rækkevidde at bidrage til dette generalondes udryddelse, så sandt som det praktisk taget står til enhver at forvandle uvidenhed til viden - først og fremmest hos sig selv, men naturligvis også i en vis udstrækning i forholdet til omgivelserne.

Skal man gå nærmere ind på fanatismens væsen, vil det være nødvendigt at karakterisere den som udtryk for en stærk følelsesmæssig binding til et bestemt standpunkt inden for et givet emneområde, og hvor dette standpunkt igen er betinget af fanatikerens totale erfaringsmateriale, det bevidste såvel som det ubevidste. Man kan, som Martinus gør det, tale om et mentalt fængsel, hvis vægge, loft og gulv består af erfaringer, der er fast kittet sammen af følelsesenergi, dog som regel også kraftigt assisteret af instinktenergi. Sidstnævnte gælder således ikke mindst i religiøse spørgsmål.

Typisk for fanatikeren er manglen på både lyst og evne til at tænke uden for baner, der er relevante til vedkommendes standpunkt. En fanatiker er med andre ord ikke modtagelig for forestillinger, men ser i forsøg på at fremkomme med sådanne snarere en fjendtlig handling, eller i det mindste en opfordring til at gøre egne synspunkter gældende for enhver pris og så at sige med ethvert middel, der tåler anvendelse.

Med hensyn til manglen på evne til at tænke uden for det personlige standpunkts baner er der naturligvis tale om en direkte følge af de begrænsninger, der kendetegner fanatikerens totale erfaringsmateriale. Men det er for så vidt ikke dette, der gør en person til fanatiker, hvorimod det er utilbøjeligheden til at respektere eventuelle andre synspunkter blot så meget, at man viser dem almindelig interesse. Herved sker der nemlig to ting. Man anbringer for det første sig selv i en karakteristisk fjendtlig attitude over for de ydre påvirkningskilder - altså mennesker med andre synspunkter - og man afskærer sig fra den fordel at kunne drage nytte af andres erfaringer på områder, som faktisk er blanke hos én selv. Man forsvarer med andre ord den uvidenhed, der råder - helt i modstrid med éns sande interesser.

At der her er tale om en ond cirkel falder sikkert alle i øjnene. Vi har et standpunkt, der er betinget af begrænsede erfaringer. Og vi har et følelsesmæssigt engagement i dette standpunkt, der umiddelbart spærrer for den erfaringstilvækst, der fører til et mere åbent syn på tingene, og som ikke mindst sætter én i stand til at forstå og respektere andre menneskers standpunkter, nemlig som det de er: et produkt af deres erfaringer. Følgelig føler man sit eget standpunkt truet af de andres standpunkter, og man tager til at forsvare det, både defensivt og offensivt - helst det sidste. Herved opretholdes uvidenheden samt afhængigheden af det følelsesmæssige engagement. - Men hvad beror egentligt det følelsesmæssige engagement på; det er jo det, der betinger den føromtalte utilbøjelighed?

Hertil svarer Martinus, at det først og fremmest beror på en vis usikkerhedsfølelse og mangel på tryghed i al almindelighed, og han tilføjer, at situationen har sine rødder i den kendsgerning, at mennesket fra at have tilhørt dyreriget i renkultur er blevet borger i en verden, som hverken dets degenererende instinkt eller fosteragtige intelligens sætter det i stand til at gennemskue og beherske. Den pågældende utryghed søger man så instinktivt at kompensere for ved på et større eller mindre antal områder konsekvent at indtage et bestemt standpunkt, som man også søger at overtale andre til at antage. For herigennem stimuleres nemlig indtrykket af, at man selv er på sikker grund; jo flere det lykkes at overtale, jo mere tryg føler man sig selv, hvilket antyder, at utryghed ikke er nogen uvigtig ingrediens i det fænomen, Martinus kalder "flokmentalitet". Imidlertid hører den tryghed, der på denne måde lader sig erhverve, kun hjemme på bevidsthedslivets overflade. I større eller mindre dybde nedenunder lever fortsat den usikkerhed, der stammer fra en ubevidst erkendelse af det bestående erfaringsmateriales begrænsethed. Og netop denne fortrængte usikkerhed - som vi i virkeligheden alle bærer på - giver sig i fanatikerens tilfælde til kende i rasende intolerance og aggressionstrang, der hvor vedkommende i afgørende spørgsmål kommer til at stå over for repræsentanter for afvigende standpunkter. De bekæmpes med næb og klør som noget, der på en eller anden måde er farligt, og som derfor helst totalt skal udryddes fra jordens overflade.

Det blev før sagt, at vi i virkeligheden alle bærer på den usikkerhed, som er årsagen til fanatikerens specielt kraftige engagement i sine standpunkter. At noget sådant må være tilfældet er ikke så mærkeligt i betragtning af, at vi med hensyn til vor udvikling alle er i samme båd og alle har nogenlunde den samme position på livets store søkort. Men hvorfor er vi så ikke alle fanatikere? - Det er vi skam også! Vi er det blot ikke alle i samme målestok. Alle har vi på et eller flere områder vore "bestemte meninger", som ikke lader sig rokke, og som vi også meget gerne ser andre antage - i hvert fald respektere. Vi bemærker også den iver, hvormed vi til vore venner eller bekendte anbefaler den bil, radio, støvsuger eller levertran, vi netop selv har anskaffet, og vi interesserer os også for de følelser, der griber os, når de overraskende giver sig til at tale godt for helt andre mærker af den samme vare - for slet ikke at tale om det, der sker, hvis der skulle falde en nedsættende bemærkning om det, vi for et øjeblik selv så varmt anbefalede. Sandheden tro er der vist ikke mange mennesker, der kan sige sig fri for et lille lumsk ønske om at lave verden om i deres eget billede. Og forskellen på de af os, der lader forsøget blive ved småtterier og så de, der hæver sig op som større eller mindre fanatikere, der ikke er til at tage fejl af, er i virkeligheden kun en gradsforskel. Og graden kan meget vel bestå i, at livets erfaringer hos fanatikeren ikke har så jævn en fordeling som hos dem, der ikke umiddelbart opfattes som fanatikere, i forbindelse med, at netop denne situation har givet anledning til prøvelser, der enten måtte skabe netop en fanatiker eller en neurotiker, alt afhængig af temperament og gemyt. Og lad os ikke glemme, at den, der i denne sag i dag kan synes at stå, skal se vel til, at han i morgen ikke falder. For vi bærer alle fanatismens principielle betingelser i vore ufærdige bevidstheders indre, og det er derfor også her vi vil kunne finde den første fanatiker, det kan være vor opgave at udrydde, nemlig ved at investere i det aktiv, der hedder bevidsthedens udvidelse.