Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Frihed er det mål, som alle mennesker higer imod og længes efter i mange forskellige former og afskygninger. Gennem politik, videnskab, religion, kunst og meget andet søger menneskene mod frigørelsen. Men samtidig med at menneskene længes efter frihed, længes de også efter fred, og gang på gang kommer de til at opleve, at når de søger at frigøre sig for ydre bånd, bliver det på bekostning af freden. Og er der en tid mere fredeligt udadtil i verden, er der store grupper af mennesker, der er mere eller mindre undertrykt af magthavere og diktatorer. Det medfører naturligvis, at oprøret og trangen til frigørelse vokser i de undertryktes sind, og så er det blot et spørgsmål om tid, hvornår freden er forbi. Hvad er årsagen til disse skiftende tilstande, hvor der hverken eksisterer virkelig fred eller virkelig frihed blandt menneskene?

Mennesker har i almindelighed den opfattelse, at det er ydre bånd, som hindrer deres frigørelse, og de er meget ofte fulde af kritik mod de ydre forhold, mod andre mennesker, mod omgivelserne i det hele taget. De ved ikke, at så snart et menneske udøver kritik, er det bundet. For at blive frie må menneskene nå frem til at hæve sig op over alle begær og al kritik. Menneskene er i en vis form for unatur, så længe de begærer. Herfra selvfølgelig undtaget urbegæret, dvs. begæret efter livet. Begæret efter friheden og freden er naturlige afskygninger af selve livs- eller urbegæret, men da menneskene ikke kender livet og dets love, forsøger de at nå frem til frihed og fred ad veje, der gang på gang fører dem frem til nye bånd og lænker, til krig og ufred i mange variationer. Derigennem gør de erfaringer, og ad erfaringens vej vil de også nå frem til frihed og fred, fordi de vil blive frigjort fra alle - menneskeligt og kosmisk set - unaturlige begær.

Den guddommelige almagt fører menneskene frem mod den evige fred. Men, vil nogle så spørge, hvorledes står det så til med friheden? For når menneskene bliver ført af en guddommelig magt, har de jo ingen frihed. Det er netop friheden, menneskeheden bliver ført frem imod. Det er tilsyneladende paradoksalt, men også kun tilsyneladende. Menneskene bliver ført ved at gøre erfaringer, og erfaringerne frigør dem, idet de udvikler ikke blot deres intelligens, men også deres følelse og deres intuition gennem disse erfaringer. Så længe de jordiske mennesker endnu ikke har udviklet deres intuition, hvorigennem de dagsbevidst vil være i kontakt med universets evige love og principper, indespærrer de i større eller mindre grad dem selv i mentale fængsler. Men intuitionen vil frigøre dem, og igennem den vil også freden blive en kendsgerning, idet den som en indre fred vil stråle ud fra menneskesindet og så fred og kærlighed omkring sig. Man må så fred for at høste fred, og så længe mennesker sår krig, kan de heller ikke høste andet end krig. Virkningerne af handlingerne og de skabte årsager skal nok komme, og gennem de erfaringer, de skaber, vil den menneskelige medfølelse frigøre dem fra det dræbende princip og dets virkninger. En virkelig frigjorthed opnås ikke for et menneske, før end det kun ønsker at være til glæde og velsignelse for sine omgivelser, og før end det hellere selv vil lide end være årsag til andres lidelser. Det er i almindelighed svært at fatte for jordiske mennesker, som tror, at frihed opnås ved at gøre sig fri af ydre bånd. Naturligvis spiller de ydre forhold også en rolle i tilværelsen, men det er jo gennem sin kommende karma, gennem det, man sår, man skal skabe de bedst mulige ydre betingelser for fremtiden, og det gør man ikke gennem oprør og krig. Men så længe man vil oprør og krig, gør man de nødvendige erfaringer, der efterhånden får én til at ville noget andet. Salig er den rigtige frigjorthed, thi den er baseret på menneskets kontakt med den hellige ånd.

Nutidens mennesker, der i almindelighed er så bange for udtryk, der har med "Gud" eller "det hellige" at gøre, vil mene, at de ikke har nogen kontakt med "den hellige ånd", og så er sandheden dog den, at hver gang et menneske glæder sig, fordi det har været muligt for ham eller hende at glæde et andet menneske, er det et lille glimt af "den hellige ånd", vedkommende oplever. Den hellige ånd er ikke en person eller en ting, men en bevidsthedstilstand. Når et menneske bliver helt og ikke blot glimtvis opfyldt af denne bevidsthedstilstand, er det frigjort og bliver Gud lig. Den hellige ånd er den højeste kundskab om livet, og med den ophører tilværelsen at være et mysterium. Gennem denne bevidsthedstilstand véd man, at frihed ikke er noget man tager eller kræver, thi derved binder man blot sig selv med nye bånd. Frihed er noget, man giver ved en kærlig måde at tænke og leve på. Man kan jo så mene, at hvis menneskene på én gang en bestemt dag ville give frihed til alle væsener, så ville den store fred opstå. Men det vil ikke kunne ske. Man kan ikke springe en udviklingsperiode over, den store fred kan ikke komme på én gang. Ligesom et æble må igennem det sure stadium før end det kommer frem til det modne, må menneskeheden også gennem sit sure stadium, før end den er moden til større fred og frihed. Det betyder naturligvis ikke, at den enkelte, der måske er nået lidt længere frem end gennemsnittet af menneskene er det (og det er jo kun på grund af lidelseserfaringer i tidligere inkarnationer, hvis nogen er det), skal vente på at alle de andre får lignende erfaringer. Der er jo netop brug for, at der findes mennesker, som kan være vejvisere for de andre - ikke gennem fanatiske forsøg på "omvendelse", eller intolerant væremåde fordi man tror, man ved mere end de andre, men gennem eksemplets magt. Et jordisk menneske begynder at blive modent som menneske, når det opdager, at det har frihed til at tilgive andre og til at undlade at blive hævngerrig, bitter, skuffet, deprimeret eller irriteret over andres væremåde. Man bør give frihed til andre væsener, dette må menneskene lære af livet, idet man ikke kan diktere menneskene kærlighed. Der kræves stor forberedelse for at nå frem til en kærlig indstilling. Den væsentligste del af denne forberedelse er lidelseserfaringerne eller den mørke karma, en anden del af forberedelsen er åndsvidenskaben, som kan blive en vældig hjælp og støtte i det daglige liv for den, der gennem lidelser og vanskeligheder er nået frem til et vist udviklingsniveau. Men en tredie og også væsentlig del af forberedelsen til kærlighedens tilstand, og dermed til frigørelsen og freden, er andre menneskers eksempel, deres kærlige væremåde, forståelse, imødekommenhed og hjælpsomhed. Man får lyst til at blive lige som de er, og det er en vældig ansporing og inspiration på vejen mod lyset.

Igennem de sidste 2000 år har stærke kræfter virket for at hjælpe menneskeheden ud af dyrezonen og frem imod menneskeriget. Der prædikes jo hele verden over, at man skal vogte sig for at gøre det onde og bestræbe sig på at gøre det gode. Man har indført sakramenter og dåb for derved at føre menneskene ind i en lykkeligere tilstand af tro og håb. Og det har på samme måde været nødvendigt at give menneskene håb om "syndernes forladelse" gennem dette at tro, ligesom de kirkelige handlinger har kunnet få mennesker til bagefter - en kort tid - at leve i en slags opløftet tilstand eller stemning. Men menneskene er ikke blevet klogere derved, og verdensgenløsningen må nu benytte nye kræfter. Millioner af mennesker kan ikke mere føres fremad af kirker og religioner, hvis dogmer ikke taler til deres logiske sans. De har fået større bevidsthed og ny viden og kan ikke mere tro. At tro er ikke noget, man kan lære, det er en evne, der svinder, samtidig med at evnen til at tænke logisk udvikles.

For de mennesker, der af hele deres sind ønsker at få fred, kan det ofte være vanskeligt at se, hvor de i en tid som denne skal sætte ind for at virke i den rigtige retning, og mange giver rådvildt op. Men man skal ikke give op, man skal ikke lægge hænderne i skødet og mene, at man ingenting kan gøre. Det enkelte menneske må arbejde på at skabe freden i sin egen bevidsthed, og først derefter får det evne til at smitte sine omgivelser og dermed være med til at skabe fred og harmoni omkring sig. Men det er en forudsætning, en absolut nødvendighed, først at have fred i sit eget indre, så man ikke føler antipati mod nogen eller noget. Men hvordan kommer man fri af antipatiens snærende bånd? Ved at forstå at alt er led i en guddommelig plan, der fører de levende væsener frem mod lyset, mod freden og friheden, og at hvert eneste levende væsen i dette øjeblik står på det trin i sin udvikling, hvortil det er nået gennem fortidens erfaringer og hverken kan tænke eller handle anderledes, end dets erfaringer giver det frihed til. Hvor andre bærer sig ondt og negativt ad imod os, er de redskaber eller budbærere for vor egen negativitet fra fortiden. Men hvordan svarer vi dem, hvorledes reagerer vi på deres negative tanker og handlinger? Ved at formere krigen i vrede ud fra krænkede følelser? Det har vi frihed til, men er vi frigjort af vrede, forfængelighed og lignende umenneskelige tankearter, har vi frihed til noget endnu bedre: at så et fredens frø, et frø, der som lignelsens sennepskorn vil vokse sig stort og opfylde hele jorden.