Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Kun sjældent har jeg lejlighed til at skrive et brev af den slags, jeg begynder på nu. Sjældent, fordi det, det skal omhandle endnu hører til den art begivenheder, vi kun hører om med meget lange mellemrum. Og dog skal det handle om noget både De og jeg inderst inde har drømt om at måtte få lov til at opleve: et kosmisk glimt, et første virkeligt syn af Gud!

Åndelig søgen bevæger sig ad mange veje. Hvert menneske følger sin, selv om det kan se anderledes ud. Men lige så lidt som der findes to absolut ens blade på et træ, findes der to mennesker, som er absolut ens, hvilket igen vil sige, at der ikke findes to mennesker, som sanser og oplever samme ting absolut ens. I almindelighed tænker menneskene ikke ret meget over dette. De tænker faktisk for lidt over det, deraf de mange urimelige misforståelser mennesker imellem. Da dette forhold også angår menneskets åndelige søgen, bør det ikke undre, at vi her står overfor et af de områder, hvor summen af misforståelser faktisk er større end summen af forståelse. Og den viden mennesker her kan få er ofte både farlig og i sin virkning negativ, idet der tit er en alt for stor afstand mellem denne viden og den videndes væremåde.

Men åndelig søgen har også en anden vej end den direkte bevidste. Den har en næsten ubevidst, der i hvert fald ikke ytrer sig stærkt i det ydre. Martinus var åndeligt søgende gennem hele sin barndom og ungdom. Men mere ubevidst end bevidst. Det var først, da han nåede til det bevidste stadium, at begivenhederne satte sig i skred og forhindrede ham i at tilegne sig en viden, der ville have reduceret hans livsværks værdi betydeligt. Det har jo ofte været påstået, at han har "taget" fra teosofiens og antroposofiens skrifter etc., men enhver der med forstand har studeret hans livsværk ved, at dette ikke alene er usandt, men simpelt hen umuligt. Hvad man end mener om hans skrivemåde, så er den i ordets dybeste betydning original. Den er på intet punkt påvirket af andet end hans egen oplevelse. Det er netop dette forhold, der gør hans værk så suverænt, som tilfældet er.

Men har De læst hans bog "Omkring min missions fødsel" - og det går jeg i dette brev ud fra, at De har - så har De også det rette grundlag for at vurdere medfølgende fantastiske beskrivelse af et andet menneskes oplevelse - omend i mindre format - af den samme proces, der udgør grundlaget for Martinus liv og mission. Og er De indenfor dette område den videnskabelige forsker, Martinus ønsker De skal være, har De her foran Dem et helt uvurderligt aktstykke, som skulle kunne sende strålebundter af lys og glæde gennem Deres nervesystem. For også her står vi overfor det originale og igen oplevet af et såkaldt "ganske almindeligt menneske", nemlig en kvinde, der både havde været gift i mange år og havde flere børn, da oplevelsen indtraf. Hende lod livet "være i fred", indtil hun var omkring 40 år. Så skete det. Pludselig var hun hinsides enhver form for fysisk tid og rum, midt i selve evigheden! At selve hendes kosmiske oplevelse i sin natur, men altså ikke i princip, afviger fra den Martinus havde, har i denne forbindelse ingen betydning. Sådan vil det altid være. Men hendes oplevelse kan ikke rubriceres som et "lille" glimt. Dette ses bedst af, at hun nu som 60-årig forsøger at omsætte sin oplevelse i skriftlig form, idet hun føler det som sin pligt at viderebringe denne inspirerende oplevelses budskab til en ulykkelig verden.

Vi som endnu kun er "sønner af jorden" med en sanseoplevelsesevne, som Martinus så genialt har betegnet som "sanseevnen nedenfra", har kun små forudsætninger for virkelig at kunne vurdere en sådan oplevelse. Den kommer til os "udefra" som alle andre oplevelser mødet med mennesker giver os, men da denne oplevelse er så speciel, som tilfældet er, altså ikke refererer til noget, vi selv har oplevet i forvejen, afhænger det helt af vor egen intuitionsudvikling, hvor meget af den vi fuldt og helt kan godtage som virkelighed. Mennesker, hvis intuition og dermed deres kosmiske talentkerne endnu er meget uudviklet, vil sandsynligvis opfatte hele oplevelsen som fri fantasi. Men er intuitionen - og dermed den kosmiske talentkerne - blot lidt udviklet, og det er den hos millioner af mennesker, vil man simpelt hen fornemme ærligheden bag ordene. For mig i hvert fald hersker der ingen tvivl om, at vi her står over for et af de kosmiske glimt, som mennesket, der befinder sig i "den store fødsels forgård", kan komme til at opleve, når det vel at mærke ikke bevidst venter det! Der er således for mig ingen tvivl om, at utallige unge i dag igennem hash og andre euforiserende midler netop bevidst søger frem imod åndelige oplevelser, der i nogen grad kan sidestilles med små kosmiske glimt. Men tænk hvilken pris de betaler for dette vanvid!

Lad mig her indskyde en enkelt oplysning, som jeg mener er på sin plads. For alt for mange mennesker er talen om kosmiske oplevelser så ny, at de ikke er helt vidende om, at begrebet "kosmisk bevidsthed" ikke er skabt af Martinus. Hvor længe det har eksisteret, ved jeg ikke, men i Richard Maurice Buche's berømte værk "Cosmic Consciousness" (Kosmisk Bevidsthed), der indtil år 1948 var udkommet i ikke mindre end fyrretyve oplag, skildres en lang række kosmiske glimt, både fra historiens ældste tid og helt op til vore dage. Nej, det nye og vel nok mest fascinerende er, at disse oplevelser nu begynder at komme til mennesker, der både kan læse og skrive og derved direkte meddele os oplevelsens natur. Herved kommer vi i besiddelse af et dokumentarisk materiale, som ikke er "andenhånds" og dermed uhyre værdifuldt, idet det hver gang viser sig, at hvor forskellig end oplevelsens ydre form er, i princip er den absolut ens! Det tilsyneladende mærkelige er blot, at disse oplevelser gang på gang overgår mennesker, hvem man mindst troede skulle få dem (jfr. her Martinus udtalelse i L. B. stk. 123 om "assistenter, håndværkere, bude, arbejdsmænd etc."). Det synes at være en skæbnens ironi, at det netop er de typer, hvem den slags overgår. Det har i hvert fald for mig altid været en påmindelse om endelig ikke at tillægge sig selv titlen "højt udviklet"! I livets store spil sidder den nok tryggest, der placerer sig selv ved det åndelige højbords nederste ende!

Et af de kendetegn man straks hæfter sig ved, er den dybe ydmyghed, der præger denne i virkeligheden udvalgte kvinde. Hun siger selv i en senere beskrivelse af virkningen af oplevelsen: "Da jeg i januar 1946 oplevede Kosmos som et lyshav, havde jeg aldrig læst et ord mystik. Er det ikke af betydning, at netop denne første-oplevelse (der fulgte flere efter, blot blegere) var total spontan? Jeg tror ikke, at man kan spore noget, som kunne afstedkomme nogen art af mental "make up" - om Gud selv har udført nogen forberedende virksomhed, er så en helt anden sag. Jeg er også glad for, at jeg ikke forsøgte at finde ord for denne oplevelse, inden jeg egentlig "læste noget".

At denne kvindes oplevelse i mange har udløst antipati imod hende, er kun at vente. Intet menneske, der har den slags oplevelser, må regne med at gå fri af hadefulde angreb og bitre misforståelser - især fra religiøse menneskers side. For det er jo livets paradoks, at de som taler mest om Gud og næstekærlighed, oftest er de ringeste til at praktisere denne næstekærlighed. Men her træder oplevelsens enorme indre kraft frem. Det synes som om enhver, der på rette måde kommer i berøring med tilværelsens kosmiske kræfter, får en indre styrke, der opløser enhver modstand, enhver forfølgelse. Disse mennesker er på sin vis Guds "enebørn" og hvem af os ville ikke gerne være i deres sted?

Hvordan man end betragter verden omkring os, kan intet menneske med sin forstand i behold undgå at se, at den er "forbandet". Af det mere modne menneske opleves denne forbandelse mere som en dyb følelse af, at alt er i opløsning, og at livet selv har antaget en mørk og destruktiv farve. I en sådan verden er det af uvurderlig betydning, at disse kosmiske "glimt", disse vældige åndelige lysoplevelser med mellemrum tegner deres lysende spor på vor mørke mentale himmel! Hver gang det sker, oplever vi, at håbets stærke kræfter på ny rører på sig og giver os fornemmelsen af, at hvad der i det daglige liv kan synes håbløst og udsigtsløst, i virkeligheden blot er en illusion. At vi midt i kaos, midt i det tilsyneladende meningsløse alligevel alle lever undergivet Guds urokkelige kærlighed til hver og en af os, at det, med digteren, er virkelig sandt, at "ej skæbnerne er blinde, men blinde er kun vi"! Et nyt kosmisk glimt har gjort et menneske "seende", har ladet et menneske opleve "synet af Gud" og dermed bekræftet, hvad vi med Martinus kosmiske analyser bag os forstandsmæssigt kan begribe, men alligevel ikke forstå på samme måde som den, der oplever det. Endnu må vi "æde sammen med svinene", men længslen efter "fædrenehjemmet" er stærk i tusinder af mennesker, stærkest måske hos dem, der gennem deres åndelige søgen rent forstandsmæssigt er kommet på sporet af dets virkelige eksistens. Men vi gør klogt i at holde os forskellen mellem teoretisk forståelse og selvoplevelse for øje! Gør vi ikke det, kan det alt for let ske, at en tilsyneladende overvældende intelligensmæssig viden dræber netop den intuition og dermed den ydmyghed, der alene kan gøre drømmen om selv at "se Gud" til den virkelighed, der er blevet denne svenske kvinde beskåret!