Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I lignelsen om den fortabte søn har menneskene fået en vældig anvisning på princippet syndernes forladelse. Som alle geniale lignelser rummer den en masse kosmiske sandheder, der er skjult som symboler bag den bogstavelige beretning. Vi kan gå i dybden og studere, hvad den kan fortælle os, vi kan se, hvor aktuel den er den dag i dag, og hvordan den henvender sig til det enkelte menneske og handler om det, der sker i det enkelte menneske, både om dets fortid, dets nutid og dets fremtid.

Mine analyser er til for at vise, at dette "syndefald" ikke er noget forfærdeligt noget, som ikke burde være sket, og som kun en satans eller djævels rænkespil var årsag til. Ligeledes er det min opgave at vise, at den såkaldte synd ikke fører til evig fortabelse i helvedes pine eller lignende drastiske, ja, rent sadistiske foreteelser, men at den fortable søn tværtimod kommer ud af mørket, af smerten og lidelsen og vender tilbage til faderen, hvilket vil sige: får fornyet sin bevidsthed gennem mørkets erfaringer og med disse som baggrund atter manifesterer lyset som strålende visdom og kærlighed. Når det jordiske menneske som før nævnt befinder sig ved et kosmisk vendepunkt, er det ensbetydende med, at "den fortabte søn", som måtte ud og gøre egne erfaringer, derigennem har fået viden om mørket og altså fornyet sin bevidsthed gennem kontrastprincippets udfoldelse og nu atter vender sig mod lyset. Men nu er det ikke mere arven fra faderen, de blinde instinkter og den blinde tro, der er bindeleddet. Alt dette er jo netop forødt. Nu er det sønnens egne erfaringer og hans egen vilje, der får ham til at sige: "Jeg vil stå op og gå til min fader".

Da den fortabte søn vendte hjem, var faderen næsten mere glad for ham, end for sønnen, der var hjemme. Og da den hjemmeværende søn bebrejdede faderen dette forhold i jalousi og vrede (hvoraf man forstår, at det måske nu er hans tur til at drage bort), svarede faderen: "Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din broder var død og er blevet levende igen og var fortabt og er fundet". Naturligvis vil mange opfatte dette som et billede på trosomvendelse af rent følelsesmæssig karakter, men noget sådant hørte endnu til fædrenearven, der er forødt. Derfor mangler sønnen evnen til blindt at tro. Nej, det er lidelseserfaringerne, hans viden om mørket, lidelsen og smerten, der har fået ham til at slå ind på faderens vej. Hvad er da faderens vej? Det er den vej, Kristus, der fortalte denne lignelse, selv vandrede, og derfor kunne han også sige: "Jeg er vejen, sandheden og livet". Lignelsen fortæller om denne vej med ordene: "Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om halsen og kyssede ham". Ligesom faderen modtog sønnen med glæde, tilgivelse og kærlighed, må mennesket også lære at modtage sine "fortabte sønner", dvs. dem, der har bagtalt det, forfulgt det med vrede, mødt det med løgn og bedrag eller på anden måde været redskab eller budbærer for det onde. Vi må gerne lade vore bagtalere, rygtesmede og alle såkaldte fjender gå ud i mørket med deres mørke tanker og lade dem gøre deres erfaringer. Men når de kommer tilbage og er kommet på andre tanker, gælder det om, at vi ikke er hårde imod dem, men står parat til at modtage dem med glæde. De er nemlig den fortabte søn for os. Vi må hele tiden tilgive alle, der gør ondt imod os. Det er vor egen mørke skæbne, der vender tilbage gennem dem. Ved at lade være med at blive vred på den anden part skaber vi ny skæbne af en helt anden karakter. Vi kan naturligvis ikke forhindre, at den anden part har antipati mod os, til gengæld kan ingen forhindre os i at sende positive tanker mod vedkommende. Har det da nogen betydning? Det har det i allerhøjeste grad. Da repræsenterer vi jo faderens mentalitet, da er vi med den del af vor bevidsthed "mennesket i Guds billede". Ganske vist må begge parter være enige om at tilgive hinanden, før end kredsløbet kan være slut; men ét er sikkert, vore fjender skal nok komme tilbage til os, selv om det er muligt vedkommende først kommer i en fremtidig inkarnation. Vi kan ikke komme til at tilgive, før end han kommer til os. Men det spiller ingen rolle, hvornår det bliver, hvis vi allerede har tilgivet ham i vort sind og sendt ham positive tanker. Derved er vi jo imødekommende, ligesom faderen var det i lignelsen. Enhver, der forfølger os, er i virkeligheden med stærk fart på vej tilbage til os, kredsløbet er blot ikke færdigt endnu. Enhver forfølgelse, selv om den ikke manifesteres med våben og vold, er en udfoldelse af det dræbende princip. Og skæbneloven vil uundgåeligt få forfølgeren til at gå i sig selv. Han vil før eller senere komme til forståelse af, hvad han har forbrudt, vil længes efter at gøre det godt igen og vil derfor komme tilbage. Jeg ved, at der er mennesker, der sender mørke tanker og had imod mig, men det kan ikke forhindre mig i at tænke kærligt på dem. Jeg behøver ikke at komme fysisk sammen med vedkommende af den grund. I den indre verden er der dejligt, der kan man lære at tænke kærligt på dem, der ikke kan lide en. Det er sådanne tanker, der gør menneskets aura lys, rund og sollignende. Ethvert jordmenneske har en oval aura, der efterhånden bliver mere rund. Den kan komme i disharmoni og uligevægt, når mennesker er for højt oppe eller for langt nede. Når indstillingen af bevidstheden er baseret på forståelse, tilgivelse og kærlighed, kommer harmonien og ligevægten af sig selv.

Vi har alle sammen fået den opgave at gøre det samme som faderen mod den fortabte søn. Vi gavner os selv ved at søge at forstå alle, som er imod os. Vi må tænke på, at de kosmisk set ikke ved, hvad de gør, for så gjorde de det ikke, Og ikke mindst må vi ikke glemme, at de er budbærere for en undervisning. De bærer bud om noget, vi selv har kunnet nænne at gøre engang og i en given situation kunne gøre endnu. Men kan vi tilgive dem, begynder vi at skabe sådanne vibrationer i vor aura, som i fremtiden vil opløse mørke skæbnebølger. Noget af det allermest væsentlige, et jordmenneske kan lære i denne verden, er, at der ikke må være nogen eller noget, man ikke kan lide. Når man har forstået det, bliver det lettere at vente på dem, der forfølger os. Da Jesus skulle korsfæstes, indstillede han sin bevidsthed på Guddommens vilje og fik lejlighed til at vise i fysisk, praktisk manifestation, hvad det vil sige, at være "menneske i Guds billede". Han kunne sige: "Fader, forlad dem, de ved ikke, hvad de gør", og umiddelbart efter: "Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd". Og da Jesus havde gennemgået lidelsen og døden, fremtrådte han i en strålende opstandelse. Han har vist os, hvordan vi bør indstille vor bevidsthed for derved at opnå opstandelsen - allerede her i den fysiske tilværelse! Det behøver man nemlig ikke være hinsides graven for at opleve. Den egentlige opstandelse er det samme som "den store fødsel", og den vil de alle komme til at opleve engang i kommende inkarnationer. Den opstandelse er at blive ét med faderen. Man vil da se, at alt er kærlighed, og man ser det med faderens eget syn, fordi man tænker og handler i overensstemmelse med faderens vilje. Og da vil man se, at hele verdensaltet er en kulmination af strålende logik. Med dette syn kan man ikke mere hade, og først da begynder man at skabe som faderen. Man har ikke mere hidsigheds- eller depressionstilstande, der forgifter blodet og skaber sygdomme. Man opnår en harmoni mellem blod og nerver, fordi man har skabt freden inde i sig selv. Man ved, at hvis der kommer en mørk karmabølge, er det kun en, der kan forædle os, og som vi derfor i virkeligheden må takke for ligesom Job, der sagde "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet". En sådan livsindstilling og væremåde vil med tiden gøre enhver af Dem til en funklende sol, der lyser og varmer for medvæsenerne, og hvor De står og går, kan krigen ikke trives, De vil så freden, glæden og kærligheden, hvor De end kommer.