Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når der nu henvises til og forlanges, at en mand bør elske og ære den samme kvinde livet igennem, og ikke begære anden kvinde, så var dette lettere at efterkomme, dersom det fysisk set var den samme kvinde livet igennem. Men det er jo en kendsgerning, at selv en i ungdommen velskabt og blomstrende kvinde efter en del års forløb og nogle barnefødsler ofte kun er en ren karikatur af det oprindelige: buldnet ud så helt uformelig, dårlige ben, opsvulmede åreknuder, selve kønsskeden forstrakt, udvidet og slap, så det næsten minder om en kloak fyldt med al urenhed, og kan man så med rette bebrejde manden, at han begærer noget fuldkomment?

Jeg er sikker på, at Deres indlæg i adskillige kredse vil kunne give anledning til endog meget stærke reaktioner, men så meget desto mere kan der være grund til at tage det op til behandling, især da den indeholdte problematik erfaringsmæssigt har såre udbredt aktualitet.

Lad os begynde med at se på de sider af de præsenterede synspunkter, som der kan være grund til at give medhold.

Man må her sige, at der sandelig ikke er grundlag for at bebrejde en mand, at han med hensyn til sin partner begærer noget fuldkomment. Til gengæld kan man bebrejde ham, at han ikke først begærer for sit eget vedkommende at kunne tilbyde det fuldkomne. For det første må man huske på, at kvinden på dette område og med al mulig ret har de samme ønsker som manden, og dernæst står det klart, at kræver manden først det fuldkomne af sig selv, da vil han også hurtigt blive belært om, hvor grænserne for hans krav til kvinden må gå. For som Osvald Helmut i en af sine gemytlige sange udtrykker det: "Man er jo heller ikke længere nogen Tarzan selv". Med disse ord peger han naturligvis på den kendsgerning, at mandens legeme lige så godt er undergivet forfald som kvindens og i sørgeligt mange tilfælde egner sig som model for en lige så trist karikatur, som for kvindens vedkommende kommer til orde i Deres indlæg - og endog ofte af langt mindre hæderlige grunde. For medens det kan siges at være hæderligt at blive mærket af barnefødsler, stiller sagen sig noget anderledes, når forfaldet skyldes forsømmelse af organismens naturlige tarv; f. eks. naturlig og mådeholden ernæring, renlighed, søvn, lys, luft og motion.

I Deres indlæg bemærker man en tendens til at betragte kvinden som et fysisk nydelsesmiddel, manden har krav på, og dertil ret til at kassere og forny efterhånden som forbruget afføder sine virkninger. Dette frister mig til at fremkomme med nogle refleksioner af almen interesse, bl. a. fordi sagen optræder i en sammenhæng, hvor begreberne elske og ære er indblandet.

Der er et gammelt ord, der siger, at den der gifter sig for at få penge i banken, har ærligt fortjent dem!!!! - - - Med relation til nærværende problematik kan man passende ændre denne formulering til følgende: "Den mand, der primært lader valget af ægtefælle være bestemt af hendes fysiske fortrin i ungdoms vår, han har ærligt fortjent sin skæbne". Og hvorfor det? - Fordi en sådan mand ved en sådan lejlighed manifesterer højdepunktet af egoisme; ganske vist uden selv at gøre sig det klart. Han træffer sit valg i den tro, at det er bestemt af kærlighed til den udvalgte og overser helt, at det han i virkeligheden vælger er en ting, med hvilken han på den mest tiltrækkende måde kan tilfredsstille sin egen nydelsestrang - dog vel at mærke så længe "tingen" praktisk taget uindskrænket bevarer netop de fysiske fortrin, der var bestemmende for valget. Indtræder derfor den uundgåelige situation, at samme fortrin med tiden taber i valør, da står en sådan mand i den situation, at han skal gøre op med sig selv, hvilken interesse han har i det, den udkårne er foruden krop, nemlig sjæl. Og da skal det klart vise sig, hvor megen sandhed der var i hans ord, da han i sin tid erklærede sin kærlighed og talte om at elske og ære.

Det ses her klart, hvorledes egoisme og falskhed før eller siden med usvigelig sikkerhed afføder ubehagelige virkninger for sin indehaver. Men samtidig med at dette indses, kan der være grund til at præcisere, at der naturligvis ikke er noget som helst forkert i, at en mand føler sympati for et tiltrækkende ydre hos en kvinde, og vice versa. Skønhed er jo netop én af de ting, som giver livet fylde og inspiration og for øvrigt bidrager til at minde os om, at noget guddommeligt overskygger livet. Hvem finder på at bebrejde en blomst, at den er skøn, endsige ringeagte den for det, og hvem finder det naturligt at benægte sin interesse og glæde ved en blomsts skønhed. Vi skal blot huske på, at skønhed også kan give sig udtryk i andet end fysiske kendetegn, ja, at skønhed dybest set henter sin kraft og næring fra en åndelig baggrund eller kilde. Herom vidner de ikke så få eksempler på mennesker, der ved en nøgtern bedømmelse faktisk ikke er fysisk smukke i gængs forstand, men som på grund af noget sædvanligvis uforklarligt i deres personlighedsudstråling fremtræder med en skønhed, der betager og tiltrækker os mere, end den umiddelbare fysiske skønhed gør. Og her er vi ved noget, som rent principielt kan tjene til at gøre kravet om livsvarig trofasthed, kærlighed og agtelse til en ægtefælle acceptabel for enhver, der interesserer sig for livets højere værdier, og som nu én gang har tiltrådt ægteskabets vej. Et ægteskab er nemlig en strålende lejlighed til at skænke et andet menneske sine egne fornemste kræfter på en sådan måde, at dette andet menneskes sjæl og personlighed befrugtes og belives og herved bringes til at producere energier af en art, der for det fysiske syn viser sig som skønhed i en højere forstand. Og det er her klart, at er begge ægtefællerne enige om at interessere sig for denne opgave, da virker de også for at skænke hinanden et middel til effektivt at kompensere for den svindende, umiddelbare fysiske skønhed, som kendetegnede deres ungdom. For jo længere de lever livet sammen, jo mere vil de kræfter, de skænker hinanden, blomstre og bære frugt. Og der er intet i vejen for, at de ved livets afslutning kan fremtræde som uendeligt langt skønnere og smukkere, end de selv i deres mest tiltrækkende animalske charme var ved livets begyndelse. Men det er klart, at for at noget sådant kan lykkes, kræves der en tankegang, der ligger temmelig fjernt fra den, der var udgangspunktet for disse refleksioner. For medens der dér var tale om en selvisk og kritisk interesse for en given partner, drejer det sig her om en vidunderlig gensidig gavekultur, der bl. a. har det ved sig, at den gennem de krav, den stiller, uundgåeligt udfordrer og beliver både giver og modtager og derigennem bidrager til at holde dem friske og levende. For ægteskabet opfattes her ikke som noget, der giver én mulighed for at kræve af et andet menneske, at det skal skænke en oplevelse og indhold i tilværelsen, hvorimod det opfattes som en opgave. Ikke mindst opfattes det som den opgave, der består i gennem personlig indsats hele tiden at gøre sig fortjent til den anden parts interesse, sympati, kærlighed og agtelse, akkurat som det jo finder sted, når unge mennesker gør kur til hinanden. Og anskuet på denne måde, befries ægteskabet helt af sig selv for én af de ting, der i dag er dets værste svøbe, nemlig trivialitet og slendrian. Hvor tit ser vi ikke ægteskaber fra strålende højder af gensidig aktivitet i forlovelsestiden sygne ned til et trivialitetens og ligegyldighedens lavmål, inden for rammerne af hvilket de mest utrolige former for hensynsløshed trives; og hvorfor? - Fordi de oprindelige motiver har været egoistiske og selviske på en måde, der uundgåeligt giver anledning til, at man da ikke længere finder grund til at oppe og anstrenge sig, når først det attråede nydelsesmiddel er kommet i ens juridiske besiddelse. Og følgen er uundgåeligt, at parterne med en naturlovs nødvendighed taber i fysisk skønhed og tiltrækningkraft som tiden går, fordi de ikke giver hinanden det, der skulle erstatte den ungdommelige animalske skønhed og charme, nemlig sjælelig skønhed og charme. De gamle kinesere, som i mange tilfælde havde stor indsigt i livet, havde også forståelse for denne sandhed. Herom vidner det råd, som én af dem gav efterverdenen: "En kvinde er som en have! Ønsker du derfor at bevare hende ung og smuk, da må du også dyrke hende med klog, kærlig og nænsom hånd. Gør du det, vil hun blive smukkere og smukkere, jo længere hun er hos dig". - At de samme ord i mandens favør kan adresseres til kvinden, turde være indlysende, og én ting mere burde stå det nøgterne menneske klart: vor evne til at præstere kærlighed er endnu så begrænset, at én have er nok til at sætte vore kræfter på prøve.

 

NB. Ved en meget beklagelig fejltagelse kom de sidste linjer af svaret på spørgsmålet i sidste brev ikke med. Vi bringer det sidste afsnit her og beder Dem undskylde forsinkelsen: "Gør det ikke det, kan man være sikker på, at der er noget galt et sted, og man må da forny undersøgelserne på det pågældende område. Endelig skal til slut nævnes en sidste ting, der til alle tider vil sikre det kosmiske verdensbilledes renkultur, nemlig det enkelte menneskes egen opnåelse af kosmisk bevidsthed. Og dette hænger naturligvis sammen med at kosmisk bevidsthed netop udgør den personlige forudsætning på sansningens område, der lader det enkelte menneske skue de højeste ting direkte, altså netop den samme forudsætning, som Martinus verdensbillede skylder sin tilblivelse. Sammen med den kosmiske bevidstheds indtræden ophæves således den kosmiske blindhed, der i dag udelukker mennesket fra personligt at skue de højeste ting, og som jævnfør det foranstående er den dybeste årsag til eksistensen af såvel de mange religiøse sekter som de forskellige udlægninger af Martinus analyser og symboler.