Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De kosmiske analyser gør det klart for den, der studerer dem, at ethvert menneske er årsag til sin egen skæbne. Man har fortjent det, man kommer ud for, man er selv skyld i alt, og derfor kan den studerende let få den opfattelse, at begrebet "syndernes forladelse" er meningsløst. Er der da noget, der hedder "syndernes forladelse"? Det er der i høj grad, og det udgør et princip, uden hvilket kredsløbet ikke ville kunne fortsætte. Der må være et punkt i en kosmisk udviklingsspiral eller et spiralkredsløb, hvor væsenet går fra mørket til lyset, og det er lige netop det punkt, der udgøres af "syndernes forladelse". Eksisterede syndernes forladelse ikke, måtte kredsløbet standse. Et kosmisk spiralkredsløb består af to store kontraster, mørket og lyset, der kommer til kulmination i hver sin spiralhalvdel, men der må naturligvis være en overgang fra mørket til lyset, en periode, hvor det levende væsen kan blive fri af mørkets karma.

Når de jordiske mennesker vænner sig til at gøre det gode, begynder de også dermed at skabe en lysere skæbne, hvilket jo vil sige, at de begynder at skabe en tilstand, hvor der ikke er nogle "synder" at "forlade". Men det levende væsen udsender ikke blot tanker og handlinger i nuet, som vil blive årsag til den skæbne, det høster i fremtiden. Det har også sendt tanker og handlinger ud i fortiden, som ikke blot danner dets skæbne i dag, men et langt stykke ind i fremtiden; og eftersom alle mennesker har været større banditter i fortiden, end de er i dag, har masser af mennesker stadig en hel del mørk karma til gode. Også de mennesker, der i dag ikke vil myrde, har engang i tidligere inkarnationer været mordere, ikke blot én men mange gange, det er et stadium i udviklingen, som må gennemleves. Hvis et menneske begår et mord, sker der kosmisk set dette, at energikoncentrationen efter at have udfoldet sig gennem morderens bevidsthed i den fysiske materie forvandler sig til åndelig materie, der bevæger sig gennem verdensrummet som en del af morderens evighedslegeme og før eller senere vender tilbage til sit ophav, hvor den udløser sig i et mord på vedkommende. Men hvis nu morderens tanker, livsindstilling og væremåde i dag er helt anderledes end dengang i fortiden, hvor mordet blev begået? Hvis han i dag absolut ikke mere kan nænne at dræbe - ikke blot et menneske, men heller ikke et dyr? Så er det jo unødvendigt, ja, meningsløst, at han skulle komme ud for at blive dræbt.

For at forstå begrebet "syndernes forladelse", må man gøre sig klart, hvad synd er, og for at forstå dette, må vi tænke tilbage på fjerne tider, dengang menneskene levede i en mere primitiv samfundstilstand. Hvis et menneske havde begået noget mod et andet væsen, måtte det undgælde for sin synd. Dette princip udvikledes som loven "øje for øje og tand for tand", der har været gældende lov i jordmenneskelige samfund i lange tider. I visse tilfælde kunne domsmyndigheden lade "nåde gå for ret", hvorved de altså udøvede en "syndernes forladelse" overfor synderen. Da menneskene opfattede dommerne, enten de var høvdinge, konger eller embedsmænd, som indsat af og repræsenterende selve Guddommen, var det Gud, som gennem sine redskaber gav syndernes forladelse, og dette princip er senere blevet dogme i den kristne religion. Ved troen på at Kristus med sin død på korset har undgældt og "betalt" for menneskenes synder med sit blod, skulle menneskene kunne opnå, at den strenge gud ville lade nåde gå for ret og forlade mennesket dets synder.

Set i et kosmisk perspektiv er det, man kalder en "synd", en handling, som er begået i uvidenhed på grund af ukendskab til de kosmiske love. I den store verdensplan eksisterer den som en kontrast til lyset, og lys og mørke fremtræder som et "kunstværk", hvor "synden" er at ligne med de mørke farver, der skal til for at danne kontrast til de lyse farver. For at kredsløbet kan blive fuldkomment, må der imidlertid være et punkt, hvor individet ikke mere har nødigt at få belæring gennem mørke skæbnebølgers tilbagevenden. Dette punkt kommer, når væsenet har tilstrækkelig viden om mørket og dets virkninger. Da er mørket blevet en baggrund for lysets udfoldelse. For der er ikke, som nogle mennesker tror, tale om, at karma er en straf, den er belæring. Det er ikke nogen straf at få en mørk skæbne, det er en undervisning, som hvert eneste jordisk menneske må tage imod på sin vej imod lyset. Et væsen kan ikke være til et eneste øjeblik uden at begære og ønske, og disse ønsker vil blive udløsende årsager til handlinger, som vil give erfaringer, når de engang vender tilbage som høsten af det, vi har sået. Men når det levende væsen har høstet de nødvendige erfaringer for, at det f. eks. ikke skal slå ihjel, hverken mennesker eller dyr, eksisterer der en kosmisk lov for beskyttelse, som bevirker, at vedkommende væsen, der er kommet over et vendepunkt i sin udvikling, er beskyttet imod drab.

Hvad et jordisk menneske er i dag, er rusultatet af de handlinger, det har begået i fortiden, og de erfaringer, det derigennem har gjort. Dets ønsker, længsler og begær er blevet til tanker, der har fået udløsning i handlinger, som før eller senere som skæbnebølger vender tilbage til vedkommende og giver erfaringer. Der er altid en masse skæbnebølger på vej til hvert eneste menneske, og alle ville komme til at opleve umådelig megen lidelse, smerte og ulykke langt ind i fremtiden, hvis ikke det kosmiske princip "syndernes forladelse" virkede som en universel lov i overgangen fra mørke til lys. De erfaringer, et menneske gør, ændrer jo lidt efter lidt dets tankegang, ønsker og væremåde, hvilket er ensbetydende med, at vedkommende væsens hele udstråling ændres. Auraen bliver forvandlet, når mennesket begynder at tænke anderledes end før, hvilket naturligvis ikke kan ses med fysiske øjne men kun med et åndeligt klarsyn. Et menneskes aura vil for det kosmiske klarsyn vise vedkommende menneskes udviklingstilstand. Auraen har en bestemt kvalitet, og denne kvalitet er bestemmende for, om skæbnebølgerne, der vender tilbage, skal komme ind eller ej. Auraens vibrationer er i virkeligheden det levende væsens eneste beskyttelse, de kan virke tiltrækkende eller frastødende på skæbnebølgerne. En mørk aura bevirker, at væsenet selv tiltrækker de mørke handlinger, det har begået. Er det hadefuldt har det ingen beskyttelse mod had, er det sladderagtigt vil det møde sladder og bagtalelse gennem andre. Har det haft tilbøjelighed til selvhævdelse på andres bekostning og endnu ikke er helt fri af en sådan væremåde, vil det komme ud for mennesker, der har en kolossal selvhævdelsestrang. Kun på den måde kan væsenet komme til kundskab om virkningen af sin egen tidligere væremåde, det bliver undervist i bagtalelsens, hævnens, selvhævdelsens og mange andre mørke tankearters virkninger, indtil en sådan grad, at det med sin egen væremåde frastøder sådanne bølger, som det nu véd så meget om, at det ønsker og formår at skabe kontrasten dertil i tanke og handling.

"Syndernes forladelse" består i, at skæbnebølger, der vender tilbage, ikke kan ramme individet, eller rammer individet med formindsket kraft, fordi de opløses mere eller mindre af den forvandlede aura. Hvis det menneske, som engang i fortiden har været morder i den betydning, at han har myrdet mennesker, endnu har en skæbnebølge til gode for et sådant mord, men i mellemtiden på grund af andre skæbnebølgers modtagelse har gennemgået lidelse og udviklet en sådan medfølelse, at han ikke mere vil være i stand til at myrde et andet menneske, vil der ikke være en anden, der myrder ham. Men hvis han stadig bevidst kan dræbe et dyr, er han ikke beskyttet mod sin mørke karma, selv om den vil virke på en anden måde. Måske kan han ikke nænne selv koldblodigt at dræbe et dyr, men spiser animalsk føde og er dermed indirekte årsag til masser af dyrs lidelse og død, og da vil han heller ikke være fuldt beskyttet mod sin gamle karma, om end virkningen også her vil være anderledes, f. eks. manglende beskyttelse ved trafikulykker, hvor det jo heller ikke er noget forsætligt og koldblodigt, der er årsag til hændelsen. Endelig kan man også tale om "fortyndet mord". Hvis et menneske rammes af en "mordbølge" fra fortiden, men er beskyttet mod dens direkte morderiske virkning, fordi det bevidst overhovedet ikke vil være i stand til at dræbe noget levende væsen, vil det dog kunne komme ud for at opleve "mordbølgens" virkning som "fortyndet mord"; indtil dets samvittighed og indlevelsesevne er tilstrækkelig udviklet også på dette punkt - og da vil skæbnebølgen være helt neutraliseret. Men hvad er da "fortyndet mord"?

Da de jordiske mennesker lever i selve det dræbende princips kulminationsområde, kan det hænde, at de kommer til at dræbe uden at ville det. Går man f. eks. hen over en græsmark, kan man let komme til at dræbe dyr og planter, selv om man blot er indstillet på at være til glæde for sine medvæsener. Der er forskel på, om man bevidst træder et dyr ihjel, eller om det sker uden at man på nogen måde har villet det. Vi har trådt så mange tusinde smådyr ihjel, at vi aldrig ville komme ud af det dræbende princips zone, hvis vi skulle betale det alt sammen tilbage til sidste hvid. Og hvis f. eks. en Napoleon eller Hitler, der hver på sin vis er skyld i masser af menneskers død, skulle betale alt tilbage, blev de aldrig færdige. Men de vil lige som alle andre jordmennesker med tiden forandre deres aura på grund af den skæbne, de høster, og de vil opnå "syndernes forladelse". Intet individ kommer til at gennemgå hverken mere eller mindre, end det skal for at gøre de nødvendige erfaringer og få viden om mørket. Der findes ingen genvej, man skal blot lære at gå de rigtige veje for at nå målet. Hele syndsforladelsesprincippet bærer vi i vor egen bevidsthed, vi får ikke lidelser der, hvor vi ikke mere begår forkerte handlinger. Vi skal lige akkurat have de lidelser, som er nødvendige for at forandre vor bevidsthed, hvad der så ellers er tilbage, vil bevidstheden neutralisere. Der hvor vi er med til at skabe lys og glæde for andre, er vi redskaber for Guddommen, gennem hvilke vore omgivelser kan møde den lyse skæbne, de har til gode. Og vi vil da samtidig ikke kunne undgå at skabe noget sådant for os selv i fremtiden, som vi vil møde gennem andre væseners evne til at skabe lys og glæde for os. Det er meningen, at menneskets aura skal blive lysende hele vejen rundt og ikke være befængt med mørke pletter, som de fleste menneskers er det endnu. Der hvor der er mørke felter i auraen, er mennesket stadig modtageligt for farer, lidelser og smerter. Nedtrykthed kan være tegn på tilbagevendende skæbnebølger, som måske nok neutraliseres i nogen grad, men endnu ikke tilstrækkeligt. Ved at tilgive andre, ved at vise forståelse og hensyn vil mennesket selv skabe den tilstand, som er "syndernes forladelse" for dets eget vedkommende. Fra at repræsentere det, som Kristus i lignelsen om "den fortabte søn" karakteriserer som "sønnen, der æder sammen med svinene", vil mennesket forvandles til at blive "mennesket i Guds billede", dvs. det vil komme til at repræsentere selve faderens mentalitet, han som går sønnen i møde og giver ham en strålende velkomst.