Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En abonnent på vore Kontaktbreve har meget indtrængende bedt mig skrive lidt om mit syn på begrebet lidelse. Vedkommende har det på næsten alle livets områder meget svært og spørger mig, om jeg ikke, blot for hans skyld, kunne søge at kaste lidt lys over dette for mange mennesker så uforståelige og triste problem.

Intet er mig kærere! Men før jeg forsøger derpå, må jeg ærligt indrømme min inkompetence i den forstand, at livet hidtil har forskånet mig for de helt store sorger. Men intet andet problem har optaget mig mere fra mine helt unge år, og livet har jo anbragt mig i en situation, hvor det næsten har været mit arbejde at møde lidelsen i dens utallige forklædninger. Jeg bruger med vilje dette udtryk. For hvor som helst jeg objektivt har mødt lidelsen, har jeg altid set dens indre, dybere hensigt: kærligheden. Men dette ændrer ikke min forståelse af sandheden bag ordene: "Det er så let at lægge kors på andre - !" Den som står midt i smerten, kan ikke se på den med glæde og taknemmelighed. For ham eller hende er den livets ondeste realitet - moderen til den bitterhed, skuffelse og den følelse af indre tomhed og forladthed, der altid synes at være dens umiddelbare følgesvend.

I langt de fleste menneskers liv synes lidelsen at optræde som oldtidens hydra, slangen med de mange hoveder. Knapt er ét hugget af, før et nyt vokser frem! Der er mennesker, der i livets grå hverdag oplever, hvorledes sorg og skuffelse afløser hinanden i én, tilsyneladende ubrydelig ond cirkel, og der er intet at sige til, at disse mennesker taber modet - og dermed tilliden til en kærlig Guddoms eksistens. Langsomt gror en mur op omkring den, en mur, der isolerer dem ude fra det liv, andre oplever. Og til ulykke for dem selv sker der det, at denne tilstand fra først at være en indre åndelig, en dag bliver en ydre synlig. Deres ansigt former sig efter deres skuffelser, deres bitterhed imod skæbnen og gør sluttelig deres lidelse total. De oplever, at mennesker flygter fra dem, for så tungt er livet, at udover en vis venlig sympati for næsten har de fleste mere end nok med at klare deres egne byrder. Trangen til at bære andres er endnu meget ringe - og dermed også evnen.

Vi har alle hørt det gamle ord, at "tanker er toldfri!" Lige så gamle disse ord er, lige så løgnagtige er de. Nej, vores tanker, hvor usynlige de end kan synes at være, bliver en dag vor skæbne, og derfor er det af allerstørste betydning, at vi ved blot lidt om kunsten at blande disse tankekræfter på den rigtige måde. Derfor forekommer det mig uhyre vigtigt, når talen drejer sig om begrebet lidelse, at vide, at det dækker et så stort område, at man, for at forstå dets inderste natur og væsen må se lige i øjnene, at det i sig selv har to ansigter: et åbent og et lukket.

Lidelsens åbne ansigt kender vi alle, for vi har alle begået en eller anden dumhed, hvis konsekvens kan få os til at udbryde: "Åh jeg idiot! Jeg burde have vidst, at det ville ende sådan!" Det er lidelsens absolut åbne ansigt, for der kender man årsagen og behøver ingen til at trøste sig. En anden side af dette "åbne ansigt" er det, hvor man frimodigt giver andre skylden for den smerte, man oplever. Heller ikke denne smerte gør sjælen overvældende fortræd, for i dette at man ser årsagen til den hos et andet menneske, ligger der ligesom en slags balance, en slags forsoning med smerten, idet man ved at skælde dette menneske ud kan få netop den luft ind i sjælen, der forhindrer direkte forgiftning. Og så er der endelig de fysiske smerter, der opstår ved, at man f. eks. brækker et ben eller på anden vis kommer fysisk til skade. Der er det ofte "tilfældet" der får skylden, og den slags afstedkommer kun sjældent dybere sjælelige vanskeligheder.

Alt hvad jeg her har nævnt er imidlertid kun lidelsens ydre, åbne ansigt. Men så er der det andet. Det lukkede. Det bag hvilket alle de lidelser skjuler sig, der ligesom dråbevis hver dag - tapper sjælen for livskraft og sluttelig efterlader mennesket begravet i konstante depressioner. Vi møder dette lidelsens lukkede ansigt overalt, hvor vi møder et menneske, hvis ansigt afslører, at det er ulykkeligt, ensomt og isoleret. Og livet af i dag er fyldt med forgræmmede ansigter, af ansigter der lyser af skuffelse, bitterhed og den negative ensomhed, der er som en mental grå, trist og klam tåge omkring vedkommende. Man ved ligesom instinktivt, at spørger man et sådant menneske om, hvordan det har det, er det som at skære i en ond byld: materien giver sig straks til at flyde ud.

Hvor finder vi denne onde kildes udspring, hvorfra denne livsnedbrydende smerte kommer? Uden kendskab til sit eget evige liv finder de fleste en fattig trøst i den livets tilfældighed eller den skæbnens blindhed, der i virkeligheden intet forklarer, men snarere tværtimod øger lidelsen. For en lidelse uden begribelig årsag gør let mennesket ond og hadefuld, gør det bittert og ofte gement. Kun ét svar kan her hjælpe os, men forståelsen af det kræver et vist medfødt talent. Har man ikke det, kan i hvert fald jeg ikke hjælpe. Indholdet af dette svar skjuler sig bag ordene: vor evige fortid!

Følger livet en guddommelig plan - og alt liv vi kan følge er i virkeligheden absolut målsøgende! - og har ordene: "Som sæd, så høst!" overhovedet mening, må denne mening være evighedsbetonet, så sandt som vi ikke i blot ét liv kan opleve den fulde konsekvens af samtlige vore begær. Alle kan vi skabe, men selv er vi noget andet end det skabte! Vi er skaberen! Og skaberen og det skabte kan aldrig blive identiske! Den dag blot ét menneske kan overbevise mig om, at energi kan opleve energi, at en bevægelse kan opleve en anden bevægelse, er jeg villig til at opgive enhver forestilling om Guds eksistens og min egen udødelighed. Men heller ikke før, og lad mig her sige, at enhver der hidtil har forsøgt derpå, og det ligegyldigt hvilken grad af intelligens vedkommende har repræsenteret, er kommet til kort. Og det er her, jeg selv har fundet årsagen til, at den livets modgang, som også jeg har mødt, aldrig har formået at berøve mig glæden ved at være til!

Vor evige fortid - prøv at forestille Dem dette hav af liv, af tidligere eksistenser, som De allerede har oplevet! Liv, i hvilke både Deres viden og moral var mindre end den er i dag, hvor De står på højden af den udvikling, der en dag vil føre Dem frem til målet, nemlig den fuldkomne tankebeherskelse, den fuldkomne begærbeherskelse! Tænk på det hav af lidelse, vi hver for sig, i kraft af vor store uvidenhed om livets urokkelige kosmiske lovmæssighed, har "sået" - er det så at undre, at den "høst", vi i dag oplever, er så ringe, som tilfældet er? Er det ikke snarere sådan, at skæbnen, hvordan den så end former sig for hver enkelt af os, kunne blive endnu frygteligere, end den er blevet? I langt de fleste tilfælde må vi bekræfte denne sandhed! Vil vi ikke indrømme dette, frygter jeg, at vi går imod endnu sværere lidelser, for vi må aldrig glemme, at konge eller stodder: vi kom alle nøgne og ensomme, og vi skal alle gå nøgne og ensomme! For mig at se står valget for enhver af os dagligt imellem bitterheden, skuffelsen og den sårede forfængelighed og så dette: som søn af Gud er al livsoplevelse kun en sag mellem ham og dig. Og ve den, der skyder Guddommen slette motiver i skoene!

Selvmedlidenheden er måske nok vor evige fortids mest iøjnefaldende frugt. Det er i vor verden næsten ikke til at undgå at føle sig forurettet, så her og så der. Men selvmedlidenhed er, når alt kommer til alt, den hurtigste vej til selvkoncentrationens blomsterløse ørken. Når som Kumbel udtrykker det: "Alle tænker på sig, kun jeg tænker på mig", er forbindelsen mellem en selv og verden i virkeligheden afbrudt. Og da lades næsten alt håb ude!

Men også inden for et andet område møder vi i dag frugten af vort ukendskab til vor egen kosmiske struktur, vor egen identitet som "søn af Gud", nemlig indenfor livets seksuelle område. Hvor mange ved, at al bevidsthedsdannelse beror på spændingen mellem de i vor bevidsthed eksisterende to kosmisk-seksuelle poler: den maskuline og den feminine pol? Så godt som ingen! Og dog er det i dette spændingsforhold, at vi finder årsagen til al den ulykke, den sorg og elendighed vi oplever både i og udenfor ægteskabet. For et gift menneske kan, om muligt, være endnu mere ensom og forpint end et ugift, så sandt som en af livets største tragedier er den, at være knyttet til et menneske med hvem man intet andet fælles har end bord og seng. Hvad denne tilstand har medført af elendighed, ved ethvert udviklet menneske, fordi det normalt aldrig behøver at gå udenfor familiekredsen for at få det bekræftet. Selv om vi lever i en pornotid, hvor alt er tilladt, har dette ikke medført større lykke for den samlede sum af mennesker. Frihed er nu engang ikke noget, et andet menneske kan give en. Frihed er et åndeligt begreb og udløser sig kun der, hvor sjælens lavere egenskaber er bragt under kontrol af de højere. Nej, skal man være hæderlig, og det skal man, når talen drejer sig om et så alvorligt emne som den menneskelige lidelses dybeste årsag, må man se tingene i deres store kosmiske sammenhæng. Og her er det, man ser, at det alene er vor næsten usandsynlige uvidenhed, der er al vor lidelses virkelige moder. Vi er blindfødte, vandrer i blinde og handler i blinde og forlanger endda, at livet skal bringe os lykke og harmoni!

Hvor inderligt gerne jeg end ville, kan jeg ikke tage lidelsen fra noget menneske. Men jeg kan søge at forstå det og give den, der vil modtage det, al den kærlighed, et forstående menneske kan give et andet. Hver for sig skal vi leve dette liv. Jeg skriver med vilje skal, for en bevidst afbrydelse af det, tjener intet formål. Kun dette at leve det igennem, udfylder formålet mod vor tilsynekomst i denne verden. For der er et formål, bedst udtrykt i det ene ord: selvforædling! Det er ikke livet, der er noget i vejen med, det er os selv. Alle fødtes vi som langt mere mænd og kvinder end mennesker. I vor åndelige bagage medbragte vi virkningen af en sum af drømme og illusioner, som engang var strålende og lykkebefordrende for os. Disse drømme, disse illusioner er "arvegods" fra liv af en helt anden struktur end livet i dag, og det er dette arvegods, der nu forpester alt for mange menneskers liv. Dengang "ejede" man hinanden og fandt behag i det. I dag vil vi alle være "frie" uden at have evnen til at være det. Og da vi kun kender uendeligt lidt til os selv, formår vi ikke at affinde os med vor nuværende tilstand. Alle bebrejder alle deres væremåde og opførsel. Der er virkelig "krig mellem far og søn, mellem mor og datter". Og sådan må det være, om vi skal frem, selv om jeg bedre end de fleste måske forstår, hvor svært livet må blive for den enkelte i en sådan verden. Men til trøst for den, der lider under alt dette, vil jeg gerne sige, at når alt kommer til alt, er dette liv kun som et svindende sekund i evigheden. Det er altid senere, end vi tror! Og i daglig livspraksis har livet lært mig at "lade hver dag have nok i sin plage!" - og aldrig træffe vigtige bestemmelser, før de helt er "sovet igennem" og altid om morgenen, aldrig senere på dagen, så sandt som at livskraften er mindst efter dagens midte - og dermed også ens evne til åndeligt at se klart! Og endelig når man er så omhyggelig med at tage sin medicin og her ganske nøje følger sin læges forskrifter, så hvorfor ikke også være lige så omhyggelig med sin bøn, både morgen og aften? Hvorfor alt det sjuskeri, der her finder sted? Bøn er ingen illusion! Bøn er virkeligere i sin værdi end alle dagdrømme tilsammen, glem aldrig det!

Selvfølgelig forestiller jeg mig ikke, at jeg med dette lille brev har løst lidelsens gåde, men jeg håber, at jeg har ført Dem på vej til at forstå blot lidt af dens natur og årsag. Lad mig slutte med et lille råd, som årene vil lære Dem at se værdien af: kritiser aldrig noget menneske!!! Det enkelte menneske er ulykkeligt nok endda! Mød dit medmenneske med venlig forståelse og giv dig tid til at lytte. For vi lever i en verden, hvor alle er dygtige talere og langt de fleste dårlige lyttere! Alene i en koncentreret lytten ligger der en verden af lægende medicin for den syge sjæl! Men først og sidst: vær glad ved livet! Træng ind i dets inderste væsen, søg at forstå alt og alle, for kun igennem det går vejen til den frihed, der er al lidelses største kontrast. Smerten er, med Martinus, ingen ond ting, den viser vejen til Gud og dermed til den sandhed og kærlighed, der aldrig skal forgå, den kærlighed, som læger selv det bitreste sår, livet her tilføjer enhver af os!

PS. Glem ikke, at De altid er velkommen til at skrive til mig om personlige vanskeligheder! Selv om jeg sjældent kan love omgående svar, skal jeg nok svare! Vær venlig at vedlægge svarporto. Adressen er blot mit navn og så Kosmos Ferieby, Nykøbing Sj.