Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvorledes kan ejerforholdet til f. eks. et hjerte placeres ved organtransplantation? Da alle levende væsener opbygger og styrer deres egne organer, hvem er det så, der styrer et transplanteret hjerte? Er det den, der har overtaget det, eller er det den, der har afleveret det?

Ja, det er jo netop det store problem, og det er ydermere et problem, hvis sande omfang transplantations-kirurgerne endnu ikke helt har fået overblik over - deres næsten utrolige dygtighed ufortalt. Ganske vist mener man ikke, at det betingelsesløst kan lade sig gøre at udskifte dele af et menneske med dele fra et andet menneske, som man f. eks. kan udskifte dele af en bil med dele fra en anden tilsvarende bil, men det er dog ikke desto mindre rent principielt i disse baner, tænkningen bevæger sig. Således forestiller man sig, at en opfyldelse af rent fysiske krav naturligt medfører en fuldstændig beherskelse af organtransplantationens teknik, således som det f. eks. har vist sig at være tilfældet ved blodtransfusion. Fra Martinus side gøres der imidlertid opmærksom på, at organer er livsenheder, der står mennesket betydeligt nærmere end tilfældet er med hensyn til blodlegemer, hvilket i tilfælde af organtransplantation medfører nødvendigheden af, at også psykiske krav må opfyldes, hvis teknikken skal beherskes.

I Martinus verdensbillede beskrives organer som levende væsener tilhørende den udviklingsspiral, der ligger umiddelbart under menneskets udviklingsspiral. I samme forbindelse beskrives blodlegemerne som levende væsener, der tilhører en udviklingsspiral, der ligger umiddelbart under organernes spiral, nemlig cellespiralen. Det ses deraf, at blodlegemerne befinder sig på større kosmisk afstand af mennesket end tilfældet er med organerne, idet de ligger to spiralkredsløb under mennesket; det er i denne forstand, at organerne hævdes at stå mennesket nærmere end tilfældet er med blodlegemerne.

Som det vil forstås er f. eks. hjertet et levende væsen, der tilhører organspiralen. At det er et levende væsen vil sige, at det er et Noget, der kan opleve. Forudsætningen herfor er igen, at hjertet bag om sin fysiske fremtræden afslører sig som et subjekt (et jeg), der har rådighed over en omfattende organisk struktur dannet i parafysisk materie; dvs. en materie, som ganske vist er beslægtet med den fysiske materie, men som samtidig er af en så fin natur, at den ikke lader sig fysisk iagttage eller registrere på anden måde end gennem særligt indrettede organområder i det enkelte væsens egen fysiske organisme - i menneskets tilfælde hjernen og nervesystemet.

En beskrivelse af denne parafysiske organstruktur lader sig her ikke gennemføre. En bestemt detalje må dog fremhæves, nemlig det såkaldte skæbneelement. Herved forstås et kompleks af fin-elektriske centre - de såkaldte talentkerner - der bl. a. er ansvarlige for bevarelsen af den parafysiske organstrukturs organisation, og som gennem korrespondance med de fysiske cellekerners gener har en tilsvarende indflydelse på materieorganisationen i den fysiske organisme. Det er således i dybeste forstand skæbneelementet med dets indhold af talentkerner, der bestemmer den tilknyttede fysiske organismes artspræg, fremtoningspræg, egenskaber og samtlige dispositioner.

For et hjertes vedkommende er der altså også tale om et skæbneelement bag om den fysiske hjerteorganisme, og af det foranstående vil det forstås, at det først og fremmest er dette hjertevæsenets eget skæbneelement, der styrer den fysiske hjerteorganisme; denne funktion varetages altså primært af hjertevæsenet selv, og ikke af det makrovæsen, i hvilket det fører sin tilværelse. Hermed er ét af Deres spørgsmål besvaret; i tilfælde af hjertetransplantation styres hjertet dybest set ikke hverken af donoren eller receptoren, det vil henholdsvis sige den der afgiver og modtager hjertet. I kosmisk forstand styrer det sig selv. Heraf fremgår svaret på Deres første spørgsmål om, hvorledes ejerforholdet til hjertet skal placeres. Man kan passende svare med følgende citat af Piet Hein: lille kat, lille kat, lille kat på vejen. Lille kat, hvis er du? - Jeg er s'gu min egen!

Ved nærmere eftertanke kan dette svar næppe undre. På den anden side er det klart, at der imellem et hjerte og dets makrovæsen må bestå en meget intim kontakt. Sidstnævnte er jo hjertevæsenets univers, og samme hjertevæsen befinder sig udelukkende i dette univers, fordi det byder på livsbetingelser - herunder betingelser for skæbnedannelse der på det nøjeste svarer til hjertevæsenets dybeste kosmiske behov.

Sin entré i dette univers gjorde hjertevæsenet, da dets makrovæsen - altså mennesket - i sin tid blev undfanget på det fysiske plan, og af samme grund: det havde for en tid udlevet den åndelige tilværelsesform og var modent for inkarnation i den fysiske verden. Men hvordan foregår i praksis hjerteorganets inkarnation? I korthed fortalt således: fra hjertevæsenets skæbneelement foregår der en udstråling, der på grund af inkarnationsmodenheden har en særlig intensitet og sammensætning. Dette betinger hjertevæsenets tilknytning til det tilværelsesplan, hvorfra al inkarnation i den fysiske verden foregår, nemlig salighedsriget. I salighedsriget eksisterer også de mennesker, der er modne for fysisk inkarnation, og også fra disses skæbneelement foregår der en særlig udstråling. På grundlag af udvælgelse gennem resonans sluttes der fra tid til anden kontakt mellem skæbneelementet tilhørende et hjerteorgan på den ene side og skæbneelementet tilhørende et eller flere inkarnationsmodne mennesker på den anden side; seksuelle funktioner er grundlaget for disse kontakter. Efterhånden får de nævnte kontakter en klarere og klarere tendens, og til sidst eksisterer hjertevæsenet i en relativt fast binding til som regel ét, højst nogle få menneskers skæbneelement, nemlig på den måde, at hjertevæsenets skæbneelement på grund af særlige gunstige psykiske resonansforhold forbinder sig med en særlig gruppe talentkerner i menneskevæsenets skæbneelement, nemlig den gruppe, der betegner det pågældende menneskes kosmiske forudsætning for at kunne varetage den bestemte fysiske funktion, vi kalder hjertefunktionen. I tilfælde af, at det pågældende menneske undfanges, besegles kontakten med det tilknyttede hjertevæsen, og dette er da også fysisk undfanget. Heraf fremgår det, at det ingenlunde er tilfældigt til hvilket menneske et givet organ - f. eks. et hjerte - er knyttet. Det skyldes dybe kosmiske årsagsforhold, der i tilfælde af organtransplantation nødvendigvis må tilgodeses, for at teknikken kan siges at være behersket. Sker dette ikke, vil komplikationer af større eller mindre omfang med sikkerhed kunne forudses, akkurat som det vil være tilfældet, hvis f. eks. et menneske kritikløst bliver overført til en anden planet, f. eks. Venus, Jupiter eller Mars. Det er her ikke nok, at Venus, Jupiter og Mars også er planeter; de må være så meget kosmisk beslægtede med jorden, at mennesket så at sige lige så godt kunne være inkarneret dér.