Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det er blevet en vane hos mig at skære de småstykker i aviser og tidsskrifter ud, der omhandler virkelige livsproblemer, og så gemme dem til jeg ved lejlighed kan behandle dem i kontaktbrevene. Vi står nu ved begyndelsen af et helt nyt år, og et af de problemer, der i højeste grad er fremme, er vort forhold til den opvoksende ungdom. Vi både forkæler og forkætrer den og fremfor alt, så diskuterer vi den. Jeg har ladet en af disse unge indlede dette brev med en anklage, som jeg ikke alene finder yderst alvorlig, men også fantastisk oplysende!

Før jeg går dybere ind på anklagen, vil jeg stille et beskedent spørgsmål: "Ved De egentlig, hvad det vil sige at være ung?" For mig at se dømmer langt de fleste mennesker ungdommen efter det ældgamle symbol over retfærdigheden: rettens gudinde med bind for øjnene! I almindelighed dømmer enhver ret efter de rent ydre forhold. Den sigtede har indrømmet at have gjort dette eller hint, og ifølge reglerne straffes dette med så og så mange måneders eller års indespærring. Den indre, dybest liggende kosmiske årsag til selve begivenheden symboliseres netop af "bindet for øjnene"! Kosmisk set eksisterer forbrydelser ikke. Kosmisk set eksisterer kun årsag og virkning, og dette forhold er i sig selv upåvirkeligt. Men dette forhold er i vort fysiske liv dækket af "Mayas slør". Vi lever endnu ikke på et plan, hvor menneskene er sig deres kosmiske liv bevidst. Vi lever på et "lokalt" plan, hvor horisonterne er snævre og rummene små. Et plan hvor det uvirkelige bliver gjort virkeligt og det virkelige uvirkeligt. Og nøjagtig lige sådan i vort forhold til ungdommen. Vi ser en masse drenge og piger vokse op og ytre sig på en måde, der ofte irriterer os og fører os til vurderinger af dem, som vi selv finder sande, vurderinger, der meget ofte er udtalt negative - og så har vi vort på det tørre! Men midt i vor trang til at vurdere, glemmer vi ganske det evige bag det timelige. Vi glemmer, at disse "unge" er evige og dermed i virkeligheden hinsides begrebet alder. Vi glemmer, at de har levet før, og at det, vi i virkeligheden er vidne til, er "fosterstadier", er repetitioner, som uafbrudt afløses for endelig omkring det 25-30 år at nå den modenhed, som udtrykker den enkeltes virkelige kosmiske udviklingstrin. Men vi glemmer også noget, som er meget vigtigt, og som den, der har skrevet den lille artikel, der indleder dette brev, sætter fingeren direkte på. Vi glemmer, at intet ungt, der vokser frem, når sit virkelige mål, uden stor beskyttelse, stor kærlighed!

Børn er besværlige. Naturligvis. Ellers var de jo ikke børn! Tror man virkelig, en abeunge er mindre vanskelig end en menneskeunge? Men svigter abemoderen af den grund? Men både menneskemoderen og menneskefaderen svigter i vor tid alt for ofte! Utallige mennesker tror, de kan købe sig fri for besværet med deres børn. De "giver" dem alt, hvad de ønsker, tror de. Nej, de gør ikke! Skjult bag et camoufleret gavemotiv søger de at købe sig fri for det ansvar, barnet er. De forstår ikke, at dette, at sætte sig roligt hen og behandle deres eget barn som "en lille voksen", tale til det i et sprog, det virkeligt forstår og vel at mærke tale alvorligt, overflødiggør langt de fleste gaver. I virkeligheden eksisterer der overhovedet ikke børn! Der eksisterer kun uudviklede voksne. Bag selv det mindste barns rent fysiske krop står et voksent menneskes vilje. Et voksent menneske på vej! Men hvor mange forstår det? Alle lever vi i dag i en verden uden Gud. Uden evighed. Og vor opfattelse af børn er præcis som retfærdighedens gudinde: vi vurderer dem med bind for øjnene! Vi ved ikke, at disse "børn" ofte er et liv ældre end vi selv. At de, når deres hjerne er fuldt udviklet, ikke alene står over os i tænkeevne, men også, meget ofte, i moral.

Moral? Eksisterer den? Ja, det gør den og mere end nogen sinde. For endelig er vi nået dertil, at den såkaldte seksualmoral begynder at få sin egen vurdering. Endelig begynder mennesket at forstå, at den erotiske side af dets tilværelse faktisk er langt mindre end antaget og i hvert fald ikke kan være den væsentligste i dets opfattelse af begrebet moral. Erotik kan være kærlighed, men behøver ikke at være det og er det i virkeligheden meget sjældent. Erotik kan være en faktor i sig selv og er i så tilfælde altid en egoistisk faktor, på hvilken man kun kan etablere en ren egoistisk eller dyrisk moral. Det erotiske begær søger sit eget, er sig selv nærmest. Erotik, bundet af en højere etik, søger aldrig sit eget. Hvor den første faktor er absolut og uhæmmet krævende, er den sidste denne tilstands absolutte modsætning, nemlig i alt givende og beskyttende.

Men hvor mange forældre ved dette? Hvor mange forældre har overhovedet nogen virkelig åndelig uddannelse? Hvor mange mennesker ved noget virkeligt om dem selv, om alle de skjulte sider af deres eget væsen, om deres egen evige natur? Lever vi ikke i en verden, hvor de fleste ved alt om det ydre, men intet om det indre? Og ved man intet om det indre, om den sande kærligheds virkelige væsen, hvordan skal man så hjælpe andre, specielt sine egne børn? Sandt nok har vi et hav af såkaldte psykologer, af videnskabsmænd, der interesserer sig for det "sjælelige". Men vel at mærke kun det af sjælen, der kan begrænses til dette liv - og så er man faktisk lige vidt. Livet kan ikke forstås uden sin egen evighed. Gør man det timeligt og timeligt alene, styrter man i afgrund efter afgrund. Man bygger da på "sand", og alting skrider for en.

Seksualisme og erotik er ikke én ting. Det er to ting. Seksualisme er i sig selv alt, er som et solhav af lysende og varmende stråler, og af dette strålehav er erotikken blot en enkelt stråle. Dette ved det modne menneske dybest inde i sig selv. Derfor er dets kærlighedsevne ikke så begrænset, som denne evne må være hos den ganske unge, der i sin naturlige umodenhed ikke endnu kan se klart og derfor forveksler sin glødende, selvkoncentrerede forelskelse med den kærlighed, han eller hun endnu er ude af stand til at fatte. Dette burde ethvert forældrepar vide, men de ved det ikke. Og hvad man ikke ved, kan man ikke bruge. Og det er denne manglende viden, der i dag rammer så mange børn. De spørger, men får intet svar. De grubler, men ingen hjælper dem. De længes efter den kærlighed, der består i at de frit og åbent tør stille selv de "skrappeste" spørgsmål. Men de tør ikke. For de kender svaret. Far og mor har "travlt"! Far og mor vil ikke have "besvær" med dem og ergo eksperimenterer de selv, og forældrene bliver som regel rædselsslagne, når resultatet af denne eksperimenteren foreligger - og føler sig ydermere hjælpeløse!

Tænk, om de fremskredne pattedyr bar sig lige så ligegyldigt ad med deres unger, som menneskene gør med deres? Hvor mange ville da overleve? Kun få! Og dybest set er det også kun få menneskebørn, der virkeligt overlever. Se på verden omkring Dem! Overalt møder de mennesker, der er gået i stå. Mennesker, hvis åndelige egenskaber engang var unge og levende, hvis sjæle var fyldte med spørgsmål af langt højere art end de, der blot angår mad, tøj og bolig, blot angår de ulykkelige statussymboler, som er blevet vor tids mangeartede "guldkalve". Men disse åndeligt stillestående mennesker gifter sig, og sætter børn i verden, hvis åndelige liv næsten på forhånd er dømt til at mislykkes, fordi ingen hjælper dem. Ingen elsker dem så højt, at de virkeligt ofrer sig for dem. Undskyldningerne for ikke at gøre det, er legio, men resultatet det samme: et barn der, åbent eller skjult, anklager sin egen far og mor! Anklager det for den mangel på kærlighed, hvis resultat altid er åndelig stagnation, er manglen på den åndelige vækst, uden hvilken virkelig dyb, varig og stadigt voksende lykke er en absolut umulighed.

--- Et nyt år er begyndt! Skal det alene bringes til at sætte indkomsten i vejret, eller kan der i det blive blot lidt tid til også at udvikle den ånd, der en dag skal se tilbage over det liv, den her oplevede? Se tilbage og enten glæde sig over den vækst på den "indre front", det nu skal nyde frugterne af eller også, dybt beskæmmet ved sig selv indrømme, at man blot "gravede" sine talenter ned og lod dem skøtte sig selv? Bør vi ikke alle tænke på, at dette problem ikke alene angår os selv, men også alle dem, med hvem vi er i berøring, dem vi, om vi ville det, meget let kunne blive en lysende og varmende inspiration for - er alt dette ikke en tanke værd -?

- og må jeg så, med disse få linier, bringe de mange, der fra både Norge, Sverige og mit eget land har sendt mig en kærlig jule- og nytårshilsen, min kærligste tak! Jeg ville meget gerne takke hver enkelt, men kræfterne er endnu ikke til det. Jeg håber blot, at den inspiration, disse breve har været for mig, må komme til syne i kommende kontaktbreve - det forum, som står mit hjerte nærmest!