Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det har været en stor oplevelse for mig at lære Martinus verdensbillede at kende. Især har Martinus logiske påvisning af, at alt er såre godt, betydet meget for mig. Alligevel er der en ting, som volder mig store vanskeligheden, og som slet ikke rimer med min forståelse af, at alt virkeligt er såre godt. Jeg har så let ved at lade mig skuffe af andre mennesker, og jeg mærker, hvordan det tærer på min naturlige livsglæde, der ikke mindst har fået næring fra beskæftigelsen med Martinus tanker. Hvad er egentlig skuffelse for noget, og hvordan modarbejder man sin tilbøjelighed til at lade sig skuffe.

Der kan nok være grund til at beskæftige sig med skuffelsens problem, for det første fordi De sikkert ikke er ene om tilbøjeligheden til at lade Dem skuffe af andre mennesker, og for det andet fordi dette at befinde sig i en skuffet tilstand utvivlsomt er en kilde til mange psykisk bestemte sygdomme. Ja, Martinus går endog så vidt som til at give alvorlige skuffelsestilstande skylden for adskillige kræftsygdomme, hvilket må ses som udtryk for en tilbøjelighed hos Martinus til at betragte en stor gruppe kræftformer som psyko-somatiske sygdomme, altså psykisk bestemte sygdomme i den fysiske organisme. (Emnet forventes behandlet i kommende bind af Martinus store symbolværk).

Om skuffelse må man først og fremmest sige, at det er en karakteristisk sjælelig tilstand, som opstår, når ens omgivelser - det være sig mennesker (herunder for øvrigt én selv), dyr eller ting - mere eller mindre uventet ikke indfrier de forventninger, man stiller til dem. Og typisk for skuffelsen er, at den fornemmes som et sjæleligt vakuum, der truer ens humør og livsglæde, og som stiller krav til en mere eller mindre energisk afledningsmanøvre i bevidsthedslivet, hvis man da ikke er så heldig at få hjælp udefra - altså fra omgivelserne. Er dette sidste imidlertid ikke tilfældet, og man samtidig, enten som følge af skuffelsens intensitet og dybde, eller fordi man er almindeligt psykisk afkræftet, ikke formår at gennemføre den føromtalte afledningsmanøvre, da er selve ens livslyst mere eller mindre truet, og der er stor fare for, at man synker ned i depression og bitter tankevirksomhed, en tilstand, der naturligvis ikke kan undgå at påvirke organismens millioner af mikrovæsener. Og faren for psykosomatiske sygdommes opståen er da rent principielt til stede, rent bortset fra den fare, der består for psykiske sygdommes opståen.

Som De sikkert forstår, er tingene her trukket skarpt op, nemlig i principielle retningslinjer. I praksis er der en stor margen for det menneskelige bevidsthedslivs udslag, således at ikke den første lille skuffelse eller depression får nævneværdige følger - i det mindste for én selv. Men lad os se lidt nærmere på skuffelsens natur, for kun ved at lære et onde at kende, kan man gøre sig håb om at bekæmpe det med held.

Først er det af værdi at gøre sig klart, at det faktisk er helt rimeligt, at skuffelse, som begrebet her er defineret, ytrer sig som den foran beskrevne sjælelige vakuum-tilstand. Dette forstås i samme øjeblik man indser, at de forventninger, der med skuffelsen til følge ikke indfries, enten direkte eller indirekte er knyttet til personlige behov, som det er af betydning for éns livsglæde og sjælelige balance at få tilfredsstillet - også i tilfælde, hvor disse behov set fra et rationelt synspunkt må betragtes som fuldstændigt urimelige. - Forventninger og livsglæde er således nært forbundne faktorer.

Som alle andre sjælelige tilstande og foreteelser har også begrebet livsglæde og glæde i det hele taget en kosmisk-kemisk baggrund, altså en baggrund, der har med tilværelsens kosmiske grundenergier at gøre. Og det gælder her, at tilstanden "glæde" er udtryk for et særligt heldigt kombinationsforhold mellem først og fremmest følelsesenergien og tyngdeenergien. Førstnævnte er i overvægt, men ikke mere, end at tyngdeenergien forlener tilstanden med et specielt dynamisk moment. Vender vi os nu mod den føromtalte forventning, da er den udtryk for en slags forskud på glæde, hvilket kosmisk kemisk vil sige, at den for glæden karakteristiske kosmisk-kemiske energitilstand så at sige er foruddiskonteret eller præ-produceret og befinder sig i en slags bunden tilstand. Sker det nu, at de for glædesudløsningen nødvendige forventninger ikke indfries, reagerer bevidsthedsstrukturen i første omgang automatisk med en ekstra mobilisering af følelsesenergi, nemlig fordi situationen uundgåeligt giver anledning til oplevelsen af mental smerte. Derved tilføres den føromtalte foruddiskonterede energikombination så megen følelsesenergi, at tyngdeenergiens dynamiske natur mere eller mindre undertrykkes, og i stedet for en glædesudløsning registreres der nu en helt anden bevidsthedstilstand, nemlig selvmedlidenhed, der i praksis erkendes som skuffelse. I næste omgang kan der lige så automatisk foregå en voldsom mobilisering af tyngdeenergi foranlediget af den opfattelse, at ansvaret for skuffelsen ligger hos den eller det, der ikke indfriede de stillede forventninger. Og tilstanden registreres nu som intolerance, vrede og bitterhed alt efter situationens særlige natur og den involverede persons specielle mentalitet og karakter; dette er grunden til, at intolerance ofte omtales som skuffelsens tvillingebroder. Og i mange tilfælde omsætter den skuffelsesmotiverede intolerance og vrede sig i mere eller mindre tilslørede hævnakter, hvoraf den hyppigste sikkert er bitter afstandtagen fra årsagen til skuffelsen. Og her er vi ved nok en grund til, at det kunne være rart at komme skuffelserne til livs. Ikke alene virker de nemlig saboterende ind på den enkeltes egen livsglæde og sjælelige balance. De medfører samtidig ofte større eller mindre vanskeligheder i forholdet til omgivelserne. Og begge dele er ganske urimeligt, når man tager i betragtning, at netop skuffelserne hører til de psykologiske problemer, det uden videre ligger inden for det enkelte menneskes egen rækkevidde at få ophævet. Som det skal vise sig har midlet hertil form af menneskets intelligens og tænkeevne i forbindelse med en oprigtig og målbevidst indstilling på at opnå resultater. I virkeligheden kræves der ikke nogen væsentligt større indsats, end hvad glimrende sportspræstationer forudsætter. (Emnet afsluttes i næste Kontaktbrev).