Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det kulturelle adfærdsmønster, hvilket vil sige omgangsformer og samfundsdannelser blandt menneskene af vor samtid er under indflydelse af to store kosmiske hovedstrømninger. Den ene af disse hovedstrømninger er den hedenske verdensimpuls, hvis krigeriske islæt og maskulint dominerede kulturer afspejler sig ikke alene i Bibelens gamle testamente, men også i religioner som den ældre persiske Avestareligion, de indiske Hindureligioner samt oldtidens mysteriereligioner. Den anden af de influerende kosmiske hovedstrømninger er den kristne verdensimpuls, hovedsageligt repræsenteret ved Buddhismen, Kristendommen og Islam.

Den hedenske verdensimpuls inspirerer til erobringer, fejder, heltegerninger, plyndringstogter, folkevandringer og krigeriske handlinger af enhver art, ligesom den inspirerer til offerkultus af mere eller mindre blodigt og barbarisk tilsnit. Hvor foreteelser af de her nævnte kategorier finder sted, er de reminiscenser af den hedenske verdensimpuls ganske uanset de finder sted inden for de såkaldte kristne nationer eller kulturer.

Den kristne verdensimpuls inspirerer til broderskab og solidaritet mellem nationer og racer, til ærefrygt for livet, til ydmyghed, sagtmodighed og barmhjertighed, til fredelig sameksistens, næstekærlighed, altruisme, selvopofrelse, til kunstnerisk skabelse, til humanistisk religion, til forskning og filosofi, til individuel frihedsfølelse og individuelt livssyn. Hvor foreteelser af sådant tilsnit giver sig til kende, er den kristne verdensimpuls slået igennem i tilsvarende grad, som disse dyder dominerer.

Overgangen mellem den hedenske og den kristne verdensimpuls er skelsættende i menneskehedens evolutionshistorie, idet den markerer grænsen mellem det mørke og det lyse verdensgenløsningsprincip. Hvor udflydende end denne grænselinje tager sig ud for den umiddelbare beskuer, og hvor meget af den hedenske livsanskuelse der endnu dominerer livet på vor klode, er den lyse verdensgenløsning dog sat ind og har gjort sin indflydelse gældende gennem mere end et par tusinde år. Vi ser i vor tid, hvor galt det endnu er fat med de humane relationer; men vi ser ikke, hvor meget værre det ville have været, om ikke disse lysets og kærlighedens kosmiske kraftstrømme formidlet gennem store indviede havde modereret dominansen fra den mørke verdensudstråling.

Såvel Buddha som Jesus og Muhamed havde næstekærligheden og barmhjertigheden som grundtone i deres forkyndelse, og disse humane dyder er produkt af følelseslegemernes eller de sympatiske anlægs vækst i det enkelte individ og dermed i samfundslegemet som helhed. Jesus lagde ikke skjul på, at han var inkarneret på denne planet for at lægge grundstenen til en årtusindlang verdenskultur, hvis vækstretning var bort fra de hedenske traditioner og frem imod et helligåndens og dermed næstekærlighedens menneskesamfund omfattende hele den jordiske befolkning. Da Jesus i sit materialiserede legeme tog endelig afsked med sine disciple, sagde han til dem: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer!" (Mat. 28. 18-20). At Buddha og Muhamed har fremsat en lære hvilende på samme humane principper som Jesu forkyndelse, er jo kun en bekræftelse på, at denne forkyndelse gjaldt hele jordens befolkning og derfor måtte have sine talsmænd blandt klodens store dominerende folkegrupper.

De sorger og lidelser, som det dræbende princip under de hedenske traditioners dominansperiode har påført og stadig påfører menneskene, kan naturligvis ikke undgå at have medført en vis mættelse eller udlevelse af dette princip hos et stort antal individer. De mange lidelsesinkarnationer har hos sådanne individer aktiveret følelse og intelligens og gjort dem lydhøre for den kristne forkyndelse, hvis motto er at neutralisere ufred, sorger og lidelser gennem tilgivelse, tolerance og gengældelse af ondt med godt. Efterhånden som sådanne mennesker, modne som formidlere af den lyse verdensgenløsning, øges i antal, har kristusimpulsen i tilsvarende grad forstærket sit fæste i den globale bevidsthed, og Guds rige eller himmeriges rige på jord er kommet sin virkeliggørelse nærmere.

Den genløsning, som Jesus var talsmand for, er en virkelig genløsning i den forstand, at den skal forløse og aktivere det i hvert individ iboende latente kristusprincip og således vejlede menneskene til den endelige individuelle frihed, som væksten frem imod kendskab til livets struktur og kosmiske lovmæssighed alene kan give. Den kristne genløsningsimpuls kommer fra det kosmiske livsplan, som den jordiske menneskehed er på vej for at tage i besiddelse, nemlig det rigtige menneskerige, hvor den tredie energi, følelsesenergien har sin højeste udfoldelse, og hvor den fjerde og femte energi gør hver sit til, at et virkeligt himmeriges rige kan etableres.

Den tredie energi på Martinus energiskala over verdensaltets grundenergier, nemlig følelsesenergien er for vor tids menneskeracer en særdeles vigtig energi at stifte bekendtskab med, idet den indtager en central position i den fysiske og mentale livsudfoldelse eller livskemi, der mere og mere vil præge den kommende udvikling. Det er stråler af koncentreret følelsesenergi behersket af intelligens og intuition, der fra genløsningens stjerner indstråler over menneskenes veje og oplyser dets vandring fremover mod de forjættede fredens og næstekærlighedens kulminerende mentale oplevelsesområder.

Fra dette den tredie energis livsplan stråler altså genløsningskræfter ned over den jordiske menneskehed og oplader den med kærlighed, med inspiration, med initiativ, med gudsfred og gudsvelbehag, og dens effekt i menneskesindene er overvåget af lyse skytsengle. Denne menneskehedens genløsning fra den hedenske uvidenheds traditioner og trællekår til åndens lys, suverænitet og frihed begynder med de humane dyders kanonisering gennem de store forkyndere, Buddha, Jesus og Muhamed, og fortsættes med forstærket kraft direkte gennem Martinus intellektuelle og åndeligt videnskabelige analyser af livets evige struktur og kemi samt menneskenes evige livsvej.

Naturligvis må forløbet af en direkte energivending af sådanne planetære dimensioner fra retning mod mørket til retning mod lyset have sin tid eller sine årtusinder. Ikke mindst må det betænkes, at det ikke blot er den for tiden inkarnerede part af menneskeheden, men også den hærskare af temporære diskarnerede individer, der er knyttet uløseligt til vor planets evolutionscyklus, som må have et anseligt antal inkarnationer under påvirkning af den nye tanke- og aktionsretning.

Menneskene af vor tid må således affinde sig med den kendsgerning, at de er yngre brødre til de store genløsere og indviede, og at der er en lang evolutionsvej at tilbagelægge, før manifestationen af den organisk moralske og kærlige holdning, som disse genløsere forkynder, kan gøre sig alment gældende. Man må stadig have i erindring, at de store indviede sandhedsforkyndere er kosmiske sendebud, som på deres rette livsplan naturligvis har en helt anden organisk struktur end den, de her midlertidigt har påtaget sig for at kunne råbe et lavere plans relativt grove bevidstheder op og kalde dem opad mod næste evolutions etape.

Siden de store indviede indledte forkyndelsen af den nye evolutionslinje, er der i menneskenes mentale konstellation navnlig sket det, at følelseslegemerne, hvilket vil sige de elementer i menneskenes organiske og psykiske struktur, der er behersket af den tredie energi, følelsesenergien, har været under kraftig bearbejdning. For eksemple har der været en voldsom drabsaktivitet. Mord har ikke været regnet for ret meget, og små såvel som store krige har gennem århundreder gjort deres dybe indhug i menneskebestanden.

Gennem forskellige former for religionsdiktatur har den almindelige folkeoplysning været undertrykt, hvorved intelligensens almene evolution har været stagnerende. Religionernes jordiske statholdere har i et bredt register spillet på folkets følelser, hvilket har hidført den for vor kulturhistorie karakteristiske autoritetsdyrkelse med dens pragtopbud af paladser, rigdomme og kunstneriske udfoldelser i det hele taget, hvorved masserne er holdt i ave og beundring, men samtidig også i grænseløs fattigdom.

Alt i alt gør de tre første energier, nemlig instinkt-, tyngde- og følelsesenergien sig meget markant gældende i de første faser af menneskets kulturelle evolution, og kun gradvis gør den fjerde energi, intelligensen sig gældende. Der sker da dette, at de store folkemasser har kraftigt udviklede tyngde- og følelseslegemer, men kun svagt udviklede intelligenslegemer, hvilket gør dem til letkøbte ofre for det mindretal, der har den modsatte konstellation, nemlig ret udviklede intelligenslegemer, men stagnerede følelseslegemer. Sidstnævnte mennesketyper udvikler sig til diktatorer, hærførere og dignitarer, der fremtræder i føromtalte pomp og pragt og lader sig dyrke af det store flertal, hvis manglende intelligenskvotient og ofte overstyrede følelsespsyke gør dem til autoritetsdyrkelsens letkøbte ofre.

Og mon ikke det er fra en dyb intuitiv indsigt i denne menneskepsykens kosmisk kemiske struktur, at Jesus lover de sagtmodige, i uvidenhed slavebundne folkemasser salighed, lover at netop disse sidste skal blive de første, når den evolutionære indgang til et jordisk himmerige begynder at åbnes? Thi er det ikke netop den tredie energi, der er den bærende kraft i dette jordiske himmerige? Og udgør det jordiske samfund ledet af en gold fjerde energi, intelligensen tilkoblet de dyriske instinkt- og tyngdetalenter ikke netop det helvede af kulminerende drabskunnen, der gør de på vor planet nulevende slægters liv til en "danse makabre" af planetær dimensionering? Og vil ofrene for denne lidelseskulmination ikke uvilkårligt forlenes med så empirisk lutrede følelseslegemer, at de vil geninkarnere i kraft og herlighed med det ene formål at styre evolutionen bort fra gråd og rædsel og frem imod det af intellektualiseret følelse dominerede livsglædens verdensrige, hvor intelligensen ikke mere har nogen mulighed for at prostituere sig med det dræbende princip? Og med fuldbyrdelsen af dette formål, er da ikke netop menneskehedens anden fødsel, den kristne verdensgenløsning sket fyldest og helligåndens endelige sejr i den jordiske evolutions cyklus en kendsgerning?

Et supplerende aspekt af den kristne verdensimpuls er dens åbenbaring gennem den harmoniske kunstneriske skabelse, således som den kom til udtryk i antikken og den overdådige manifestation af genial skønheds skabelse i renæssanceperioderne. Alt hvad der kommer ind under udsmykning ud over en tings nytteværdi, det være sig bildende kunst, dekorationer, friser, ornamentik med mere, er i virkeligheden åbenbaret følelsesenergi styret af en skabende intelligens. Den kristne hovedstrømnings fortættede følelseskvotient giver sig netop markant til kende derved, at dens forkyndelsesindhold har været og stadig er en uudtømmelig kilde til kunstnerisk inspireret skabelse på så godt som alle kunstudfoldelsens felter. At vor tid oplever en akut dekadence i såvel kunstnerisk opfattelsesevne som kunstnerisk idealistisk skabelse, er kosmisk set kun en hvileperiode eller dvaletilstand, før en ny kunstens morgenrøde, hvor højere skabeideer vil slå igennem og kunstneriske genier atter vil inkarnere for at forskønne og forgylde de jordiske slægters videre færd mod det godes og det skønnes harmoniske kulmination.

Og med tilegnelsen af det logikkens og de kosmiske proportionsloves evangelium, hvormed Martinus fortsætter, fornyer og forstærker den kristne lyse genløsningsproces, vil en ny og højere dimensionering af skønhed, godhed, kærlighed og livsfortolkning holde sit indtog i menneskesindet og gøre sig positivt gældende i de ydre humane relationer. Menneskene vil tilegne sig den sande frihed, som kendskabet til disse love medfører, og denne frihed vil på ny få den spontane livsglæde og livsudfoldelse til at fænge. Den tredie energi har sejret. Glædens, skønhedens og den kosmiske erkendelses rigtige menneskerige er etableret. Guds bolig er hos menneskene, og de er hans folk. Tyngdeenergien, den anden energis og den hedenske hovedstrømnings rige, som før var hos menneskene, er nu forsvundet - og død, sorg, skrig og pine skal ikke være mere!