Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Under gennemgangen af hovedlinjerne for menneskenes udvikling fra dyr til menneske samt omtalen af reinkarnationsprincippet og skæbneloven har vi gang på gang stødt på begrebet sygdom og da fremhævet dennes positive betydning som en udviklings- eller modningsfaktor af menneskesindet både følelsesmæssigt og intelligensmæssigt. Historien fortæller, hvorledes menneskene igennem alle tider har været hjemsøgt af frygtelige sygdomsepidemier, og det har derfor også været en af den moderne videnskabs største opgaver at bekæmpe disse epidemier. Det må imidlertid vedgås, at det ikke er lykkedes lægevidenskaben definitivt at befri menneskene fra sygdommenes lidelser, men at der tværtimod opstår nye, ukendte sygdomme mens man prøver at afhjælpe de allerede kendte lidelser, hvilket tyder på, at sygdomme skyldes fundamentale misforhold i menneskets tilværelse, som videnskaben endnu ikke i tilstrækkeligt omfang har rettet opmærksomheden imod. Ud fra Martinus synspunkt er årsagerne at finde i menneskenes mentalitet og levevis, der er af en sådan karakter, at der skabes modtagelighed for nedbrydende bakteriekulturer i organismen. Bakterieangreb er således kun symptomer på svagheder og brist i individets psykofysiske system, der billedligt kan sammenlignes med revner i murværk og klipper, der gør det muligt for vand at trænge ind og skabe frostsprængninger, så selv de højeste bjerge med tiden jævnes med jorden. Disse brist i mennesket står i forbindelse med dets situation som et overgangsvæsen mellem to tilværelsesriger, "dyreriget" og "det rigtige menneskerige" og skyldes direkte et konfliktforhold eller en uforenelighed mellem disse to rigers moralbasis og livsstil. Mennesket af i dag er både dyr og menneske og er derfor i sin mentalitet og væremåde nødt til at skabe et kompromis mellem på den ene side den dyriske selvopholdelsesdrift og egoisme og på den anden side en menneskelig tolerance, uselviskhed og sensibilitet. Martinus gør gældende, at dyret under naturlige betingelser har en bedre sundhedstilstand end vi mennesker, fordi dets livsbasis er entydig og instinktstyret, og at fremtidens "rigtige" mennesker ligeledes vil kunne undgå sygdomsangreb på grund af en ligeså kompromisløs livsholdning inspireret af uselviskhed og styret af intelligens, men at sammenstødet mellem disse to kontrære livsholdninger i den daglige tilværelse hos mennesket i dag skaber en kæde af kortslutningseffekter i organismens organer, hvorved energifordelingen til disse kommer i uorden og visse organer underforsynes og andre overbelastes. Denne energifordeling, som kan være af elektrisk, kemisk eller hormonal art, kan ikke beskrives her i enkeltheder, men må overlades til fagspecialister, da det for Martinus er vigtigst at få belyst livsfunktionernes grundprincipper. Og det er med dette formål allermest væsentligt at fremhæve, at førsteårsagen til legemets kortslutninger og den fejlagtige energifordeling er at finde i bevidstheden, hvor de konfliktskabende tanke- og følelsesimpulser skabes. Bevidsthedens stemningsklima er en elektrisk kraftkilde, som stimulerer og aktiverer organismens blod, organer, kirtler og celler. Er et menneske veloplagt og glad, ensbetydende med at det er i harmoni med sine omgivelser, flyder der en sundhedsgivende strøm af energi til alle legemets dele, så disse arbejder hensigtsmæssigt og effektivt, og det føler sit legeme let og adræt. I denne tilstand kan det arbejde længe uden træthed, og det er - alt andet lige - immun overfor bakterieangreb, da hele det pågældende menneske med sjæl og legeme er én samarbejdende enhed og dets biologiske forsvarsberedskab følgelig er hundrede procent effektivt. Dette positive og sympatiskabende stemningsklima er imidlertid som bekendt ikke stabilt hos mennesket, men veksler med større eller mindre hyppighed med negative stemninger som ærgelse, skuffelse, angst, vrede o.l. følelser, der sender så voldsomme elektriske energier gennem legemet, at visse nerveledninger kortslutter, så energien strømmer ind i finere, sårbare organområder, hvorved disse overbelastes og skades. Når en person fx. bliver ophidset, ser man, hvordan blodet stiger til hovedet, hjertet banker voldsomt og det ryster over hele kroppen. Organismens energier er tydeligt ude af kontrol og nedbryder centrale organiske anlæg, så vedkommende ikke kan tænke klart eller fornemme blidere følelser. I sin vrede farer det måske hårdt og brutalt frem mod sine omgivelser, bruger sprogets værste gloser, ødelægger møbler og inventar, ja, øver måske direkte vold mod andre personer. Undertiden er kortslutningseffekten så kraftig, at vedkommende får krampe og konvulsioner, hvorved de biologiske "sikringer" træder i funktion, så den ødelæggende energistrøm afbrydes og vedkommende besvimer eller bliver bevidstløs. Under alle omstændigheder efterfølges et vredesudbrud altid af en udmattelse, som er tegn på, at nervevævet og forskellige organer er stærkt læderede og ikke kan fungere tilfredsstillende. Man ved, at mavesækken under vredesudbrud trækker sig sammen som om der var kommet gift i den, og at hele den normale fordøjelsesfunktion afbrydes. De fleste mennesker får hovedpine, og mennesker med svagt hjerte får kraftige brystsmerter efter sådanne tilstande. Det har endvidere vist sig, at antallet af hvide blodlegemer i blodet øges under ophidselse, og da det normalt kun sker, når der forekommer fremmedlegemer som bakterier i organismen, tyder dette på, at tilstedeværende sygdomskim har benyttet sig af de øjeblikkelige kaotiske tilstande til hurtig udbredelse. Det er imidlertid ikke kun sådanne meget voldsomme sjælelige tilstande, der har disse virkninger, også mere modererede, negative tilstande som utilfredshed, misundelse, surhed, melankoli virker nedbrydende på organfunktioner, skaber mindre kortslutninger, som medfører unaturlig træthed og modtagelighed for sygdomme. At psykiske forhold har betydning for den fysiske sundhedstilstand og kan være direkte sygdomsfremkaldende har længe været erkendt af lægevidenskaben, som kalder disse sygdomme psykosomatiske lidelser. Man ved således, at tilpasningsvanskeligheder på arbejdspladsen eller i hjemmet, der af vedkommende selv opleves som bekymringer, stress og hyppige irritationer, kan medføre forskellige legemlige sygdomsbilleder som forhøjet blodtryk, hjertesygdomme, astma, basedow, tyktarmskatar, mavesår og hudlidelser. Når man betænker, at 240 af 1000 mennesker dør af hjerte- og kredsløbsforstyrrelser, giver det en anelse om, hvilken psykisk betinget overbelastning disse organer lider hos mennesker i almindelighed.

Den dybeste årsag til menneskets sygdomme er således at finde i dets ufærdige bevidsthedstilstand eller mentalitet, idet der fra denne sendes modsatte, uforenelige energier til organismen, som nedbryder organernes naturlige funktioner og derved skaber modtagelighed for sygdomme. Den ufærdige mentalitet giver sig imidlertid også udslag i større eller mindre uvidenhed om, hvorledes man skal pleje sin organisme med hensyn til hygiejne, motion, frisk luft og lys, legemsholdninger (gå rigtigt, sidde rigtigt, ligge rigtigt, rigtige arbejdsstillinger osv.). Manglende hensyntagen til lovene for disse funktioner kan naturligvis også medføre legemlige lidelser.

En tredje og meget væsentlig hovedkilde til sygdomme er efter Martinus analyser at finde i ernæringen. Det viser sig, at den mad, kulturmennesker spiser i højere grad er bestemt af tradition og smag end af sundhedsmæssige synspunkter. Nydelsen af kødretter er således meget udbredt i velstående stater og områder med rigt dyreliv med den begrundelse, at de er sunde og nærende og naturligvis velsmagende. Det anbefales således af læger, at gravide kvinder spiser visse særlige nærende former for kød og at de giver deres små børn kød, for at de kan vokse sig sunde og raske. Dette er i direkte modstrid med Martinus analyser og i virkeligheden heller ikke videnskabeligt holdbart. Kødspisning betinger drab på dyr, er således en klar overtrædelse af kærlighedsloven og vil uvægerligt medføre alvorlige skæbnemæssige lidelser for overtræderen. Når man ikke sjældent ser, at meget humane mennesker kommer ud for en "urimelig" hård skæbne, kan årsagen ligge i kødspisning, som afslører uvidenhed om dyrenes identitet som levende væsener og ufølsomhed for afkortning af deres liv og deres lidelser ved slagtning. Den primære inspiration for Martinus til antipati mod kødspisning er således en etisk holdning, der udvider næstekærligheden til også at omfatte dyrene, og de sygdomme, som i virkeligheden er forbundet med nydelsen af kød, må dels betragtes som tegn på, at mennesket ikke længere som rovdyrene er egnet til denne ernæring, og dels erkendes som skæbnemæssige lidelser, som har til hensigt at åbne menneskers øjne for denne grove overtrædelse af livslovene.

Menneskets fordøjelsesorganer er vidt forskellige fra kødædernes, altædernes og græsædernes og ligner mest menneskeabernes, som karakteristisk nok er vegetarianere, idet de lever af frugt, nødder og saftige rødder. I sin bog "Den ideelle Føde" giver Martinus udtryk for, at kød, som jo består af levende animalske celler, gør kraftig modstand mod fordøjelsesprocessen og faktisk repræsenterer en så stærk energiudløsning eller vibrationstilstand, at fordøjelsesorganerne ikke magter at nedbryde denne. "Der hvor ligstoffernes (kødets) egenvibration bliver den stærkeste, bliver organismen forsvarsløs overfor al invasion af fremmedlegemer (bakterier), idet disses egenvibration er i harmoni med ligstoffernes egenvibration og får således intet at overvinde for at tage organismen eller dele af denne i besiddelse. Og der, hvor organismen på denne måde er blevet overvundet, udviser den en mere eller mindre fremtrædende, livsfarlig, organisk sygdom. Og det er en sådan underminering af organismens normalvibration, dels i form af blod- og kødnydelse og dels i form af narkotiske nydelser og andre uheldige ernærings- og forplejningsforhold, der er den absolutte årsag til en hvilken som helst form for sygdom, det være sig tuberkulose, kræft, bylder, gigt, galdestene, nyregrus, overfedme, hjertesvaghed, unormalt blodtryk, blodfattigdom, fordøjelses- og afføringsbesværligheder e.l. "At fortæring af kød stimulerer bakterieangreb understreges af den kendsgerning, at antallet af hvide blodlegemer i blodet vokser mere ved optagelsen af animalske end af vegetabilske fødemidler.

Når det almindeligvis fremhæves, at kød er sundt og uundværligt, skyldes det en tidligere ensidig vurdering af forsøgsresultater (se Å. Hvolby: "En kemikers syn på vegetarisme" (årsskriftet 1958) og "Vor føde i dag er en del af os i morgen" (årsskriftet 1959)). For almindeligt kød gælder det, at det må karakteriseres som et næringsmiddel af under middel lødighed, da det er ganske blottet for C-, A- og D-vitamin, og hvad angår indmad (lever, nyre m.m.) og fede fisk (sild, makrel, ål m.m.), som er meget værdsat på grund af deres store mængder A- og D-vitamin, må det anføres, at de indeholder stoffer, nærmere betegnet purinbaser, der i organismen nedbrydes til urinsyre, som ikke kan udskilles og derfor aflejres forskellige steder i legemet og medvirker til gigtlidelser, nyregrus, blæresten m.m.

Hvilken vegetarisk kost, der er ideel for mennesker i dag, er naturligvis et individuelt spørgsmål, afhængig af den enkeltes udvikling og konstitution. Den form for kost, som stiller færrest krav til drab af livsenheder, er ifølge Martinus ren frugternæring, idet frugtkødet hos fx. æbler, pærer, blommer, vindruer, bananer osv. består af livsenheder og næringsenheder, som er i stand til at passere direkte ind i organismen uden nogen form for opløsning eller destruktion. De er "fremstillet af livets højeste "madekspert": naturen selv, efter de mest fuldkomne kemiske love. Det er livets egen servering af "dagligt brød" for de væsener, der skal opfylde kærlighedens store bud. ... Dette vil igen bevirke, at man i den kommende verdensordning i stedet for nutidens store slagteri- og kvægopdrætningsvirksomhed vil finde mægtige virksomheder, der har til opgave at fremme planternes forædling og udvikling af spiseligt frugtkød. Dette vil igen bevirke, at man efterhånden vil få udviklet frugter af ligefrem fantastiske dimensioner i forhold til nutidens kendte arter. Udviklingen vil altså føre med sig, at nutidens store landbrug vil blive til havebrug. De bølgende kornmarker vil blive afløst af blomstrende frugthaver. Da der ved denne ernæringsform ikke vil behøves nær så meget som ved den nuværende, vil den overskydende del blive anvendt til store folkeparker. Fra herlige lunde med store plæner, springvand, blomsterrabatter, kanaler, buede broer, opstillede kunstværker, pavilloner m.m. vil man se tilbage til fortidens barbari. Man vil med forfærdelse læse om menneskenes ligæderi, om hvorledes menneskenes kærlighed til dyrene i stor stil kun var en kannibals kærlighed til kød. På pragtfulde museer vil store økser, dolke, slagteknive, jagtgeværer, fiskekroge og andre mordinstrumenter til fremtidens mennesker tale sit tavse sprog om en svunden primitiv mentalitet. Gennem historiske værker vil man i en sygdomsfri tilværelse med gysen læse om nutidens syge menneskehed, dens tuberkulose, kræft, nyrelidelser, galdesten, forkalkning, hjertefejl, fordøjelsesbesværligheder, nervøsitet osv. og i sandhed få bekræftet Jesu ord, at hans rige ikke var af denne verden."

Efter denne fremstilling af Martinus ville det være fristende at tro, at menneskene i dag hurtigst muligt skulle gå over til ren frugternæring. Denne hører imidlertid en fjernere fremtid til og det ville i virkeligheden være til skade for den almindelige menneskelige organisme i dag at leve af frugtkød alene. "Det jordiske menneskes nuværende organisme er endnu, selv om den i virkeligheden er vokset fra den animalske kødernæring, alligevel ifølge vanens magt udstyret til indtil en vis grad at være opholdssted for opløsningsprocessen og passagen af ligresterne. Hele dens fordøjelsessystem, dens mave og tarmorganer er endnu baseret på transport af en vis mængde affald, og absolut kun en naturlig udvikling, hvilket vil sige en gennem århundreder langsom tilvænning, vil kunne forandre menneskenes fordøjelsesorganer om til at være hundrede procent tilpasset det rene frugtkød. En pludselig overgang til helt at leve af frugtkød vil være et overgreb, et brud på naturens love, af et sådant omfang, at dets følger grænser til organismens undergang. En sådan forfinet føde hører "det rigtige menneske" til eller det færdige gudemenneske til på samme måde, som alkærligheden er samme væsens medfødte hovedegenskab."

Om rå vegetarisk kost gør Martinus gældende, at den for mange mennesker er for grov, idet også en del rod, kærne- og bladprodukter i rå tilstand kræver en ret kraftig opløsnings- og nedbrydningsproces, som fordøjelsessystemet kan have vanskeligt ved at mobilisere. Kogning af grønsager må derfor betragtes som en hjælp for fordøjelsen i den mere udviklede og forfinede organisme. "Vi ser, at det primitive naturmenneske kan spise råt kød, grove rødder, kan i det hele taget i langt højere grad spise rå produkter end det forfinede kulturmenneske. Hvis dette sidstnævnte væsen derfor går fra nydelsen af produkterne i kogt tilstand over til at nyde disse i rå tilstand, vil det, i alle fald for de groveste og vanskeligst fordøjelige af planteprodukternes vedkommende, være at udtrykke som et tilbageskridt." Det skal dog nævnes, at stegning er uheldig på grund af den forkulning af næringsstoffets overflade, som uundgåeligt følger med. Kogt vegetarisk kost suppleret med frugt med individuelle variationer vil således ifølge Martinus være den sundeste kost for mennesker i dag. Dog bør en sådan kost i dag for at være fuldlødig med hensyn til vitaminer og mineraler efter ovennævnte biokemiker Å. Hvolby have tilskud af mælk og æg, da levnedsmiddelindustrien endnu ikke har udviklet sig til et sådant stade, at den kan udnytte de vegetariske næringsmidler fuldt ud.

Sygdomme er et meget mørkt kapitel i menneskehedens historie, men det må trods alt siges at være et positivt træk, når det viser sig, at de kan føres tilbage til menneskets egen mentalitet og levevis (herunder ernæring) og ikke skyldes "onde magter" eller tilfældigheder. I Martinus analyser fremtræder sygdommene således som en enkelt variation af de mange former for erfaring, mennesket nødvendigvis må have for at kunne blive et virkeligt indsigtsfuldt og humant menneske.