Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Som et såre aktuelt apropos til de for tiden verserende dommedagsprofetier, slutter Jesus sin udødelige bjergprædiken med en advarsel mod de falske profeter: Vogt jer for dem, thi de kommer til jer i fåreklæder, men er i deres indre glubske ulve! Kend dem på deres frugter! - Og med hensyn til udvælgelsen for lysets eller himmerigets rige (det rigtige menneskes rige) præciserer Jesus: Ikke enhver, der siger Herre! Herre! skal komme ind i himmeriget, men den der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: Herre, har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn? Og da vil jeg sige dem rent ud: Jeg har aldrig kendt jer! Vig bort fra mig. I som øver uret! (Mat. kap. 7).

Når det første skabelsesbud, der runger over de fysiske urmaterier, lyder: der blive lys! mon ikke denne skabelsesformel da rummer et koncentreret udtryk for Guds vilje? Og kan den ikke være en vejledning for alle dem, der søger? Kan den ikke hjælpe dem til et ræsonnement, til en skelnen mellem det der er kosmisk mørke, og det der er kosmisk lys? mellem det i dem selv der søger lyset, og det i dem selv der søger mørket? Er lys ikke afklaring, voksende intelligens, voksende evne til at kunne registrere hvad der er sandhed, og hvad der ikke er sandhed, hvad der er logik, og hvad der er forvirring? Og er uvidenhedens mørke ikke forvirring? Er uvidenhedens mørke ikke det, som drager nedad og som tilstræber at binde det levende væsen, lænke det som Prometheus til overtroens og de fysiske lidelsers klippe? Er mørke ikke skabeimpulsernes lavere svingningsfrekvens? Og er Guds evige "der blive lys" ikke udtryk for de højeste guddommelige vibrationsområder? Kan det da være Guds - en logisk og alkærlig skabelsesfaders vilje at forme og tildanne en planet med så store udfoldelsesmuligheder for kærlighed og visdom, med så store naturens skønhedsåbenbaringer, for at få lejlighed til at demonstrere sin overmagt ved en total udslettelse? Skulle den alvise Fader kunne skabe en sådan universel livsudfoldelsesenhed blot for en sadistisk tilintetgørelseskulminations skyld?

Nej! Den evige Skabers skabeformål er kærlighedens sejr, og kærlighed er lys. Skaberen medgiver sin skabning en vis frihed til træning i skabelse, tænkning og skelnen for at denne skabning skal kunne rumme stadigt øgede kvanta af dette kærlige faderhjertes lys og renhed. Og denne frihed indebærer, at skabningen må have lov at boltre sig, må have lov at bygge sandslotte, der fra tid til anden overskylles og udslettes af det kosmiske tidehvervs bølgeslag. Netop gennem opbygning og nedbrydning må den vordende virkelige skabning i Skaberens billede have en vis frihed til at udvikle sin fysiske og åndelige dømmekraft og skelneevne. Men der er en grænse, og denne grænse er afstukket af den usigelige kærlighed og visdom, der kommer til åbenbaring gennem den ubrydelige kosmiske lovordnethed.

Det var i templet i Jerusalem, at Jesus åbenhjertigt gav udtryk for, at han var et lys for verden, og at den som fulgte ham eller hans livsanvisninger, aldrig skulle komme til at vandre i mørket, men være forlenet med livets lys. Når således Jesus fremholdt sig selv som verdens lys og som vejen, sandheden og livet, og når han lærte om den højeste kærlighed, om ydmygheden og sagtmodigheden som grundelementer i en bevidsthed ét med Gud, da må disse nævnte dyders tilegnelse formodes at være en etape af vejen mod lyset. Og når Jesus som den totale næstekærligheds gesandt trøstede, oplyste og helbredte de mest håbløst syge og besatte, medens han selv, fornægtet og undsagt af alle lod sig forhåne, bespytte, hudstryge og aflive på den mest fornedrende og ydmygende måde, da må det at lade sig ofre, det at sætte sit liv til for Næsten være lysets vej snarere end det at redde sit liv og lade Næsten bære byrderne og omkomme.

Det var de store sandheders kosmiske lys, Jesus var talsmand for under sin jordiske bindingsperiode, der så brat afsluttedes med hans henrettelse. Hans mission var netop med forstærket guddommelig autoritet at gentage dette: Der blive lys! Det sande lys som oplyser hvert menneske, var nemlig ved at komme til verden (Johs. 1.9), hvilket vil sige, at den logisk ræsonnerende intelligens eller intellektuelle følelses epoke var at skimte som en lovende lyskiming på den jordiske menneskeheds evolutionshorisont. Men det åndens lys, der gennem Jesu ord blev tændt over de formørkede menneskelige tankeklimaer, var sandhedsfacitter, der som lysende punkter skulle markere vejen for menneskenes videre søgen og forsken, således at ingen vandrer mod lyset skulle savne kending af vejen. Og om end det kunne se ud, som om disse sandhedens lysende vejmærker ikke har hindret menneskeheden i at styre mod det karmiske ragnarok, der skimtes som et gabende svælg for enden af indeværende årtusinde, er det dog givet, at den åndelige kraft i den store genløsers ord har forhindret det totale kaos og den totale selvudslettelse samtidig med at den som kerneelement i den kristne religion med usvigelig sikkerhed har ført den vestlige kultur frem til den skelsættende fase, hvori denne i dag befinder sig.

Medens det fysiske sollys oplyser vore dage med samme lyskvanta som omstrålede vor planet under Jesu jordiske vandring, er der altså sket en øgning af den kosmiske lysindstråling, der via menneskenes mentalitet og tankeformåen kommer til åbenbaring gennem mere aktiv skaben og i særdeleshed gennem den materielle videnskabs, hvilket vil sige den teoretiske og den konkrete fysiks præstationer. På dette udfoldelsesområde er der en markant forskel mellem Jesu samtid og vor nutid, og ingen kan være i tvivl om, at hvad der er sket på disse felter må være at betegne som direkte fremskridt, der er kommet for at blive, hvor stort et misbrug der end for en overgangsperiode finder sted.

Det ses klart, at den materielle evolution går i retning af stadigt øget kundskab om de fysiske reaktionslove, hvilket medfører tiltagende muligheder for udnyttelse af de i materien bundne energier. Udviklingen her går altså i retning bort fra uvidenhedens grålys, overtro og forvirring og frem imod viden, afklaring og orden. Det ville i sandhed være en kosmisk absurditet om ikke dette øgede mentale lysvolumen i menneskenes relationer til materien ville blive fulgt op af en tilsvarende afklaring i menneskenes åndelige relationer, hvor forvirringens, tågetilstandens og uvidenhedens mørke i vor tid forekommer at være absolut kulminerende.

Men det er netop i dette overtroens kulminerende mørke, at ordren "der blive lys" har sin mest magtfulde effekt. Det sitrer gennem dette åndelige mørke ned over den jordiske ugudelighed. Det spiller mod de vågnende sanser. Det runger for de lydhøres øren. Det lyner gennem de lyshungrendes bevidsthed: Dette er min vilje, at lyset skal erobre sjælens formørkede områder. Det er min vilje, at det åndelige mørke skal fly fra jorden, og at kærlighedens kosmiske solskin skal hæve sig fra horisonten mod zenith, forgylde en verden af jubel, skønhed og højhed og kalde alle de slumrende virkelige mennesketalenter til live, initiere jubelen i menneskenes hjerter, få glædeshymnen til at klinge over jorden, få fredens klokkers klange til at runge gennem det altsammen, runge budskabet fra glemte fortiders lyse oplevelseszoner til menneskenes mørke livsområder: Fred og lys over jorden og i menneskene mit velbehag!

Og på dette den Højestes bud har Martinus for Guds og menneskers åsyn "brudt forseglingen og åbnet livets bogrulle". Aldrig i vor planets historie har ordren "der blive lys!" vibreret med større kraft, med mere intensitet og fylde end den nu gennem Martinus mysterieforløsende kosmiske analyser står for at skulle formidles til den samlede planetære menneskehed. Gennem Livets Bogs afdækning af det levende væsens evige identitet og relation til de kosmiske evolutionsprincipper ligger vejen fremover klart belyst, ligesom det er præciseret, hvilket område mennesket skal forlade, i hvilken position i forhold til de evige udviklingsbaner det befinder sig, og mod hvilken fysisk og mental zone det gennem sin erfaringsdannelse bevæger sig. Menneskeriget lutret for animalisme er den jordiske menneskeheds destination, og menneskerigets ideal er lyset som kontrast til dyrerigets ideal mørket. "Det jordiske menneske er på vej ind i spiralens lysregioner, hvilket vil sige ind i spiralens intellektuelle sfære. Sjælens lys er jo intellektualitet, ligesom dens mørke er primitivitet". (Livets Bog III, stk. 641).

Vejen mod lyset vil således for den vågnende lysets ætling være vejen bort fra mørke animalske traditioner og tankeklimaer frem imod mere humane livsformer, mere logisk betonet tænkning og livsbedømmelse, samt mere afklaret forhold til Gud og de transcendentale sfærers love og struktur.

Det er med andre ord ikke i kataklysmiske flammer og radioaktive dampe, at kristusskikkelsen vil lade sig eksponere for menneskenes åsyn. Og hvad skulle et sådant fænomen også ret betænkt tjene til? Kristus dvæler som en latent lysenhed i hvert levende væsens evighedslegeme, og det er gennem erfaringsdannelse og tankens lutring og sublimering, hvilket vil sige vækst mod logisk tænkning, at dette kristuslys engang skal illuminere den lyshungrende bevidsthed. Dét er Kristi genkomst. Dét er lysets søns hjemkomst til lysets regioner, det rigtige menneskerige. Hvert eneste menneske er således en vandrer mod lyset, og vejen mod lyset er identisk med øgede talenter for logisk tænkning, og logisk tænkning er den absolutte forudsætning for alkærlighedens sejr i den jordiske livsform.

For de tilbageværende etaper af den jordiske menneskeheds store exodus bort fra spiralens mørkeområde og frem imod spiralens lysregioner findes der ingen højere vejledning end Livets Bogs analyser og symboler. De der venter deres messias som et fænomen projiceret på den synlige fysiske himmel, vil vente forgæves. Livets bogrulle er åbnet, og menneskets rute fremad imod lysere livsområder ligger ikke mere indhyllet i mystikkens, overtroens og forvirringens mørke. Med Livets Bog har helligånden meddelt sit lys over menneskenes færden, og ved Livets Bog vil menneskeheden blive vejledet til lysets land.

Livets Bog er den kristne logiks bog. Fra dette værks sider viderestråler med forstærket glans det sande lys, som Jesus lovede skulle oplyse menneskene; thi i dette værk rummes livsmysteriets løsning, og med denne livsmysteriets løsning er der fældet dom over den mentale jordiske nat. Hvor stråler fra dette lysets værk trænger igennem, dér må overtroens og uvidenhedens mørke retirere, dér er Guds højeste skabelsesbud: der blive lys! sket fyldest.