Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Noget af det første, der i sin tid afslørede sig for Martinus nyvakte intuition, var dette, at verdensaltet er et levende væsen. Og han erkendte dette altomfattende væsen som den Guddom, folkeslagene gennem fortidens store verdensgenløsere havde fået deres bevidsthed indstillet på. Resultatet af dette gryende indblik foreligger i dag i form af et verdensbillede, i hvilket hele livets kosmiske baggrund i alle væsentlige træk er afdækket og gjort tilgængeligt for menneskelig erkendelse uafhængig af intuitive forudsætninger hos den enkelte. Uden at være sværmerisk kan man roligt sige, at Martinus gennem sit livslange, udholdende arbejde har frembragt et værk, der i århundreder fremover vil kunne tjene som åndeligt brød for menneskehedens millioner, og som mere end noget andet, der i vor tid ser dagens lys, vil være istand til i tidens fylde at udløse en kulturskabelse, i hvilken alle positive kræfter uanset deres baggrund og formelle tilhørsforhold vil have mulighed for at forenes i én fælles stræben: at skabe en bedre verden end vi hidtil har kendt; at grundlægge et menneskerige, båret og præget af de højeste moralske og videnskabelige idealer.
 

Uden direkte at proklamere det, skildrer Martinus gennem sine kosmiske analyser sin egen tilsynekomst i den jordmenneskelige sfære som en virkning af de fundamentale kræfter og principper, han indleder sit værk med at beskrive; dvs. moderenergien og de hermed forbundne kosmiske skabeprincipper, først og fremmest det guddommelige skabeprincip.

Om det guddommelige skabeprincip udtaler Martinus, at det udgør hovedfaktoren i den kosmiske realitet, han udtrykker som X 2, dvs. det levende væsens skabeevne. Dette passer med, at moderenergien, fra hvilken det guddommelige skabeprincip udløses, i Martinus fremstilling spiller rollen som materiel hovedbestanddel af det levende væsens skabeevne.

I praksis ytrer det guddommelige skabeprincip sig som det levende væsens afsendelse og modtagelse af impulser (energi). Dette er princippet i al skabelse herunder skabelsen af det overhovedet vigtigste i tilværelsen, nemlig livsoplevelse, der igen er grundlaget for dannelse af bevidsthed.
 

Det guddommelige skabeprincip er som sagt en ytring af tilværelsens syvende kosmiske grundenergi: moderenergien. Men moderenergien udløser også andre skabeprincipper, og det er vigtigt at gøre sig klart, at samtlige principper indbyrdes er af betydning for hinanden. Ja, de udgør ligefrem hinandens forudsætning for at virke og danner i overensstemmelse hermed en enhed, en slags mekanisme med fundamental indflydelse på alt, hvad der i øvrigt eksisterer i verdensaltet af materiel natur; det vil i realiteten sige de seks kosmiske grundenergier, der udgør den åndelige og den fysiske materies sande fundament. Af andre skabeprincipper, som moderenergien udløser, kan nævnes livsenhedsprincippet, kontrastprincippet, bevægelsesprincippet og verdensgenløsningsprincippet, hvor disse navne refererer til den måde, de pågældende principper ytrer sig i materien på.
 

Med hensyn til livsenhedsprincippet ytrer dette sig som verdensaltets opdeling i specifikke stof- og livsenheder, dvs. i selvstændige levende væsener med hver sin individuelle organisme. Det er let at se vigtigheden af dette princip. Dels danner det grundlag for vor egen eksistens som selvstændige individer, men omend endnu vigtigere "frelser" det Guddommen fra en tilværelse i komplet ensomhed og en dermed forbunden total bevidstløshed. Som omfattende hele verdensaltet - dvs. overhovedet alt, der eksisterer - finder Gud jo ikke nogen steder et medvæsen at udveksle impulser med, hvilket er ensbetydende med, at det så vigtige guddommelige skabeprincip på dette grundlag ikke har mulighed for at gøre sig gældende. Denne mulighed tilvejebringes imidlertid gennem det guddommelige skabeprincips forbindelse med livsenhedsprincippet, idet sidstnævnte betinger det altomfattende guddommelige væsens opspaltning i en praktisk taget uendelig skare mikroindivider: gudesønnerne. Og mellem disse indbyrdes kan der på foranledning af det guddommelige skabeprincip i forbindelse med bevægelsesprincippet udveksles impulser, hvor man dog må holde sig for øje, at samtlige med-gudesønner under ét for den enkelte repræsenterer Guddommen, således at hver eneste gudesøns liv i form af den foran skildrede udveksling af impulser former sig som en guddommelig korrespondance. Omvendt fremgår det, at Guds liv er henvist til at forme sig som en fordybelse i Guds eget væsen og de muligheder, der her i kraft af livsenhedsprincippet frembyder sig. Fra intuitionens udsigtspunkt, som det er skildret af Martinus, viser det sig, at Guds liv er et rent åndeligt liv, og at samtlige processer, funktioner, formationer og fænomener m.v., en gudesøn kan komme i berøring med - det være sig i såkaldt fysisk som i åndelig materie er virkninger af Guds tanke- og følelsesliv, kort sagt: bevidsthedsliv. I samme forbindelse kommer de enkelte levende væsener til syne som livsorganer i Gud, dvs. som de faktorer, gennem hvilke Gud i form af manifestation og sansning bringer det guddommelige skabeprincip til at virke.
 

Alle levende væsener er altså dele af Gud, således også menneskene. Ja, ikke alene er de dele af Gud; som følge af den måde, livsenhedsprincippet virker på, eksisterer de oven i købet i Guds billede, nemlig i den forstand, at de med hensyn til deres grundlæggende kosmiske opbygning på det nøjeste svarer til Guds kosmiske opbygning. Dette viser sig for intuitionen på den måde, at såvel Gud som hver eneste gudesøn er konstitueret som et treenigt princip. Hvad dette i enkeltheder vil sige, lader sig på grund af emnets omfattende natur ikke udrede her. Derimod skal der tages stilling til den ejendommelighed, at f. eks. mennesket ikke er bevidst i sit guddommelige tilhørsforhold og de moralske forpligtelser, dette indebærer for samlivet med medvæsenerne.

Fra Martinus side udtrykkes det, at denne situation kun må ses som en midlertidig tilstand, der er fremkaldt af forskellige kosmiske faktorer. For det første er den en følge af indflydelsen fra endnu et kosmisk skabeprincip, nemlig kontrastprincippet.

Kontrastprincippet virker både i Guddommen og i den enkelte gudesøn og viser sig som et permanent behov for livsoplevelsens fornyelse samt som en fundamental afhængighed af modsætningers sammenstilling, idet begge dele er udtryk for al sansnings undtagelsesløse forudsætning. Vi kender det f. eks. fra betragtningen af et fotografi, hvor man er afhængig af lys- og skyggevirkningers sammenstilling, ligesom man på et tidspunkt trænger til at betragte et andet fotografi, fordi det første begynder at kede én. Og det samme gælder altså i stor målestok - også i det guddommelige format. Også inden for Guds livsoplevelse må i princippet lys- og skyggevirkninger veksle med hinanden, ligesom en fornyelse i passende tempo må finde sted.

Vi skal nu med hensyn til Guddommen kontra den enkelte gudesøn iagttage en ambivalent reaktion på kræfterne fra kontrastprincippet af gensidig betydning for livsoplevelsens permanente fornyelse hos de to parter.

I gudesønnens tilfælde former reaktionen sig som en mere eller mindre bevidst bestræbelse for at nå et højere udviklingstrin med alt, hvad dette kræver (angår især planter, dyr og mennesker). Dette medfører efterhånden, som resultaterne indfinder sig, at gudesønnen skifter plads i det guddommelige super-billede, nemlig til fordel for stadigt lysere positioner. Og til sidst nås en position, hvor lysværdien er maksimal og ikke lader sig overtrumfe. Kontrastprincippet bliver imidlertid ved at gøre sig gældende i gudesønnens struktur, men der består nu kun én mulighed for at honorere kravene fra dette princip, nemlig at indlede en proces, der betegner modsætningen til udvikling. Martinus taler her om indvikling og forstår derved en gradvis primitivisering af gudesønnen. At en sådan kan accepteres af gudesønnen som en fuldt tilfredsstillende fortsættelse af udviklingsepoken, hvilket nemlig er tilfældet, skyldes på den ene side, at forandringen sker overordentlig gradvis og umærkelig. Og på den anden side må det ses som en følge af et udpræget behov for åndelig hvile oven på den enorme aktivitet, som placeringen i de højeste lyspositioner er ensbetydende med. Indviklingen optræder med andre ord på et vist tidspunkt som et fristende alternativ til tilværelsen på udviklingens absolutte højdepunkt, og den medfører altså, at gudesønnen nu i modsætning til tidligere skifter plads i det guddommelige superbillede til fordel for stadigt mørkere positioner. Men også her nås engang et højdepunkt altså et mørkemæssigt højdepunkt - nemlig i dyreriget. Kontrastprincippet fortsætter imidlertid at gøre sig gældende, og nu til fordel for gudesønnens indtræden i en ny udviklingsepoke, altså en epoke, hvor kursen på ny sættes mod lysets højdepunkter, dog på et højere plan end tidligere, hvorved en stereotyp gentagelse undgås. Og på denne måde betinger kontrastprincippet i al evighed gudesønnens vandring gennem skiftende udviklings- og indviklingsepoker.

Det ses straks, at dette gudesønnernes kosmiske livsmønster helt falder i tråd med Guddommens behov for fornyelse af sin livsoplevelse, hvilket behov naturligvis må ses som en virkning af kontrastprincippets tilstedeværelse i Guds egen personlige tilværelse. Det kan derfor heller ikke undre, at der fra Guddommens side udfoldes bestræbelser i retning af at stimulere og understøtte fuldbyrdelsen af gudesønnernes kosmiske livsmønster. Dette finder i praksis sted gennem aktivering af det guddommelige skabeprincip til fordel for en udløsning af kosmiske skabeimpulser.

Ved kosmiske skabeimpulser forstår Martinus bølger af organiseret bevidsthedsenergi, der som en virkning af Guds engagement i sin egen livsoplevelse udløses fra visse organiske centre (der naturligvis også er bygget op af gudesønner) og herfra forplanter sig gennem verdensaltets uendelige dybder.

Som ladninger af organiseret bevidsthedsenergi betragtet har hver eneste af disse skabeimpulser en bestemt kosmisk kvalitet afhængig af, fra hvilke organiske områder af det samlede guddommelige væsen de udløses. I overensstemmelse hermed kan denne kvalitet kort beskrives som et spørgsmål om, i hvilket forhold lys og mørke befinder sig til hinanden. Er mørket i overvægt, hvilket vil være tilfældet, når impulserne udløses fra organiske områder, hvor kontrastprincippet og det guddommelige skabeprincip befinder sig i en alliance til fordel for mørket, da er der grund til at tale om "mørke skabeimpulser", ligesom man med hensyn til deres tilblivelse kan tale om skabeprincippets mørke udstråling. Og omvendt naturligvis, hvis lyset er i overvægt. Da er der grund til at tale om "lyse skabeimpulser" og om skabeprincippets lyse udstråling.
 

Det skal nu til slut nævnes, at betydningen af disse skabeimpulser ikke så meget ligger i, at de tjener som udladninger, gennem hvilke Guddommen så at sige afreagerer på det personlige engagement i sin egen super-oplevelse, men nok så meget i, at de har en befrugtende indflydelse på alt liv, de møder på deres vej; det er dog en forudsætning, at der imellem dette liv og de pågældende skabeimpulser optræder en passende overensstemmelse med hensyn til det kosmiske kvalitetsforhold. Der gælder her en udvælgelse, således at givne gudesønner kun lader sig påvirke og befrugte af et begrænset udvalg af samtlige de skabeimpulser, der til enhver tid er under udbredelse.
 

Med hensyn til skabeimpulsernes befrugtningsmåde udtaler Martinus, at der er tale om direkte indvirkning på gudesønnernes bevidsthedsorganer i den udstrækning, modtagelighed er til stede, således at impulsernes indhold af guddommelige bevidsthedsfaktorer - dvs. ideer og tankeklimaer - umiddelbart begynder at optræde i gudesønnens personlige bevidsthedssfære. Hvad angår mennesket er dette hovedsageligt modtageligt for overvejende lyse skabeimpulser, hvilket er en følge af den på kontrastprincippet baserede længsel efter en skønnere og bedre verden til afløsning af den konkurrencens, egoismens og drabets skueplads, jorden hidtil har været.

På det symbol, der præger nærværende hæftes forside, har Martinus kortlagt menneskehedens forhold til det guddommelige skabeprincip og nogle af dets impulser. Idet der henvises til Martinus egen symbolforklaring skal en kortfattet redegørelse præsenteres.
 

Selve det guddommelige skabeprincip er symbolsk udtrykt ved den korsformede figur foroven. De herfra udløste skabeimpulser er vist som skraverede ringe, der stråler ud fra den korsformede figur; og skraveringens tæthed er et symbolsk udtryk for de enkelte skabeimpulsers relative indhold af lys- og mørkeværdier. I forskellig afstand fra den korsformede figur og dermed i individuel berøring med de forskellige skabeimpulser ses en del cirkelfigurer af forskellig størrelse; disse symboliserer gudesønner på forskellige udviklingstrin - her specielt kloder. En af kloderne er fremhævet ved en dobbelt-cirkel; denne udtrykker vor egen jordklode, og her igen specielt menneskeheden. Det ses, at den er i berøring med hele tre skabeimpulser, hver med sin kvalitet. Disse tre skabeimpulser, der ikke er strengt temporære fænomener, beskrives af Martinus som de vigtigste årsager til den enorme udvikling, menneskelivet fra sin begyndelse og til i dag er undergået. Således er den mørkeste impuls ansvarlig for de såkaldte primitive offer-religioners tilsynekomst samt for det kulturelle liv, disse danner centrum for. Den midterste impuls, der af Martinus omtales som "den gamle verdensimpuls", er derimod ansvarlig for de humane religioners opståen samt for det kulturliv, disse har inspireret til. Og endelig udtrykker den øverste impuls, der ifølge Martinus i øvrigt har sit organiske udspring i nærheden af vort mælkevejssystems centrum, menneskehedens første berøring med et felt af guddommelig bevidsthedsenergi, der i kraft af sin høje kvalitet med tiden vil give sig udslag i en helt ny religiøs og kulturel standard på jorden, lige så højt hævet over de humane trosreligioners kulturelle klima, som dette er hævet over de primitive offerreligioners kulturelle klima. De første tegn på, at denne skabeimpuls holder sit indtog, optræder i form af den videnskabelige og teknologiske eksplosion samt i form af den voksende interesse for internationale relationer og politisk integration, hvortil endelig kommer et stadigt klarere erkendt behov hos et voksende antal mennesker for en åndelig videnskab, der på strengt videnskabeligt grundlag kan fastlægge en ny moralkodeks for menneskelivet, og kan åbne: vejen for en modsigelsesfri erkendelse af tilværelsens åndelige faktorer, af Gud, og derigennem levere perspektiv til de udviklingsområder, der allerede i dag sætter sig så strålende blomster. Men hvem skal skænke menneskeheden denne ophøjede åndelige videnskab? Ja, det må nødvendigvis være mennesker, der i kraft af deres egne indre kvaliteter er i stand til at komme på bølgelængde med disse svingningsområder af den ny verdensimpuls, kort sagt mennesker, der er i stand til at virkeliggøre en alliance mellem det guddommelige skabeprincip og tilværelsens verdensgenløsningsprincip. At Martinus uden for al tvivl tilhører denne betydningsfulde kategori af mennesker, taler efter forfatterens mening det storslåede verdensbillede, der er resultatet af Martinus liv og virke, og som har været denne artikels grundlæggende forudsætning.
 

(Vedr. skabeprincippets impulser, se endvidere Livets Bog I, stk. 1-157).