Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Problemet fri eller bundet vilje har beskæftiget mange alvorligt tænkende mennesker gennem tiderne, bl. a. religiøse mennesker, hvem den frie vilje har forekommet meget tvivlsom i betragtning af, hvor lidt mennesket kan nå med sine egne kræfter. Det er denne følelse, der ligger bag den almindelige kristne opfattelse, at mennesket ikke frelses på grund af sine gerninger, men ved troen i forbindelse med Guds nåde.

Men også materialismens talsmænd har været mest tilbøjelige til at regne den frie vilje for illusorisk, og mange nyere forskningsresultater synes at støtte dette synspunkt. Man har således kunnet konstruere elektronhjerner, der regner betydelig hurtigere og sikrere end menneskehjernen, men sandsynligvis på samme måde. Menneskets hjerne bliver da nemt anset for at være et mekanisk apparatur ligesom elektronhjernen, om end af ringere kvalitet, og som denne uden fri vilje. Voltaire kunne passende være talsmand for denne konklusion, når han siger: den frie vilje er et af hjulene i maskineriet! - Biologer har foretaget eksperimenter med dyr, der synes at give samme resultat: man har indopereret elektriske elektroder i dyrs hjernecentre, sultcentret, aktivitetscentret osv., og det har da vist sig, at biologerne ved elektriske impulser kan styre dyrenes adfærd, bestemme hvornår de vil spise, lægge sig eller løbe rundt. Altså har dyrene ingen fri vilje. - I samme retning peger de senere års større og større brug af psykofarmaka på psykiatriske patienter. Man kender i dag kemiske stoffer, som dels kan fremkalde depressioner og dels kan modvirke patienternes depressive tendenser. Sjælelivet må da, synes det, være en virkning af kemiske processer. - Problemet den frie vilje er således stadig umådelig aktuelt, og vi skal derfor prøve at belyse det nærmere ud fra Martinus analyser.

Lad os tage vort udgangspunkt i den fornemmelse, vi alle har til daglig, nemlig at vi rent principielt har en fri vilje, hvad enten vi så kalder den illusorisk eller ej; fornemmelsen som sådan kan vi nemlig ikke komme uden om! Vi føler, at vi i praktisk talt enhver situation kan vælge mellem forskellige muligheder. Selv om vi ikke kan gøre lige, hvad vi vil, kan vi dog gøre mange ting og oplever således en principiel fri vilje. På baggrund af Martinus analyser drejer det sig langtfra om en illusorisk følelse, men derimod om et gennemgående træk i vore oplevelser, som viser hen til vor kosmiske struktur som levende væsener, nærmere betegnet til den omstændighed, at der er en fundamental dualitet mellem vor bevidsthed og vort jeg. I almindelighed regnes jeget for en afdeling af bevidstheden, men denne opfattelse skyldes en mangelfuldt udviklet skelne- eller oplevelsesevne; engang har vi på samme måde troet, at legeme og bevidsthed var identiske. Jeget er i virkeligheden af en fuldstændig anden natur end bevidsthed og oplevelse. Medens alt, hvad der kan rummes i bevidstheden i form af oplevelse, er begrænset i rumlig og tidsmæssig henseende, eksisterer jeget fuldstændig uden for disse grænser. Jeget er i Martinus analyser ét med uendeligheden og evigheden, og da der naturligvis kun eksisterer én realitet med disse egenskaber, medfører det rent logisk, at jeget er universelt, ét for Guddommen og alle levende væsener. Større fællesskab mellem alle levende væsener og bedre grundlag for naturens egen religion kan man næppe forestille sig! Jeget kan ikke defineres, da enhver definition er en begrænsning, og det kan ikke sanses, da enhver sansning kræver begrænsning. Jeget er det absolutte subjekt, overfor hvilket enhver anden ting må være genstand eller objekt. Dertil må føjes, at jeget er den årsagsløse årsag, den første igangsætter af enhver bevægelse: ikke en vind kan røre sig, ikke en tanke kan opstå og ikke en kemisk proces kan finde sted uden som virkning af jegets viljesudløsning. Hvis dette er sandheden om det levende væsens højeste natur, er det ikke så mærkeligt, at mennesket i det daglige uden at kunne bevise det føler, at det principielt har en fri vilje.

Men hvad bestemmer nu denne principielle frie viljes omfang? Vi kan som nævnt ikke gøre alt, hvad vi har lyst til, og fri vilje må naturligvis defineres som evnen til at få sine ønsker opfyldt. Der er matematiske opgaver, vi ikke kan løse, der er daglige problemer, vi ikke magter, og der er legemlige egenskaber, vi savner osv. Men her må vi igen henvise til den daglige erfaring, at man selv kan gøre noget for at erhverve den manglende viden eller færdighed, der for øjeblikket begrænser den frie vilje. Man kan tage en uddannelse, gå på kursus eller måske træne på egen hånd inden for det pågældende felt for på den måde at få sine ønsker opfyldt. Denne dagligdags erfaring refererer ligeledes til det levende væsens kosmiske struktur, som vi straks skal komme ind på. Det levende væsen kan faktisk gennem øvelse og træning få ethvert af sine ønsker opfyldt, blot det er permanent nok, ja, alle et menneskes aktuelle egenskaber: dets begavelse. Viden, kærlighedsevne, fysiske evner som syn, hørelse, følesans, dets lemmer samt alle indre organer er - hvor fantastisk det måske end lyder - begyndt som ønske og skabt gennem øvelse. Hvad der er kendsgerning og accepteret i det daglige har Martinus således afsløret som et universelt eller kosmisk princip. Mennesket har selv skabt alle sine egenskaber på godt og ondt, blot må man betragte mennesket i et langt større perspektiv (hvilket jegets udødelighed også opfordrer til) og forstå, at jeget har en uendelig række eller kæde af liv bag sig, hvor disse egenskaber er erhvervet. Ved træning gennem måneder og år kan man opnå megen viden og færdighed, men det er naturligvis begrænset hvilke ændringer i menneskets dyberegående egenskaber som temperament, intelligens, karakter, endsige legemlige egenskaber, der kan skabes på ét liv. Faktisk er psykologer og andre fagfolk nærmest enige om, at disse dyberegående egenskaber ligesom legemskonstitutionen er anlægsbetinget og derfor ikke kan udvikles eller ændres ud over den grænse eller ramme, som er sat af det medfødte anlæg. I Martinus analyser sprænges denne ramme imidlertid, idet der ifølge disse også sker ændringer i de dybere lag, selv om det sker umærkeligt fra liv til liv.

Vi skal nu se lidt nærmere på, hvorledes en ny evne opstår. Den første begyndelse er jegets ønske om en ny egenskab, hvilket viser sig ved en tiltrækning af de kræfter, som antages bedst at kunne opfylde ønsket. I praksis vil jeget altid benytte de lemmer, sanseorganer og andre evner, som det besidder i forvejen til et første ubehjælpsomt forsøg på den ny anvendelse. Det kan være barnets første pludren, det større barns første farefulde cykeltur eller den voksnes første forsøg med et nyt musikinstrument. Hvis ønsket er tilstrækkeligt permanent, vil vedkommende overvinde begyndervanskelighederne og gentage de nødvendige bevægelser, indtil det begynder at lykkes. Efterhånden som øvelsestimerne skrider frem, bliver bevægelserne automatiserede, og man siger populært, at nu kan man det med "rygmarven". Denne udtalelse har i virkeligheden en dyb sandhed i sig, blot foregriber den begivenhedernes gang, da rygmarvsstyringen er et langt senere stadium. Der må derfor være noget andet, der styrer denne automatik. Det er også tilfældet, idet der i individets overbevidsthed er dannet et ultramikroskopisk center, kaldet en talentkerne, som styrer bevægelserne. Talentkernen er således en styringsmekanisme principielt af samme karakter som dem man kender i teknikken, hvor et lille elektrisk anlæg med sine elektriske impulser kan styre og koordinere en lang række processer i en maskine eller måske en hel virksomhed. Som man kan tænke sig, er talentkerneprincippet genialt derved, at talentkernerne ved at overtage rutinearbejdet frigør tankerne og opmærksomheden til nye opgaver. Når en talentkerne er tilstrækkelig konsolideret og effektiv, afføder den en psykisk organdannelse i et af individets 6 psykiske legemer, som det har foruden det fysiske. Uden at komme nærmere ind på disse emner her skal det blot bemærkes, at det er via disse legemer, at individet fortsætter tilværelsen ud over døden og er i stand til at opleve de åndelige eller parafysiske verdener. Dette psykiske (eller parafysiske) organ forøger talentkernens effektivitet i administrationen af de kræfter, som er nødvendige for evnefunktionen. Nu kan der yderligere ske det, at det parafysiske organ afføder et center i den fysiske organisme, hvorved den fysiske side af evnefunktionen bliver betydeligt forbedret. For eksemplets skyld kan vi tænke på sprogcentret i hjernen, som sætter det almindelige menneske i stand til at forstå og at udtale et eller flere sprog. Dette sprogcenter må man forestille sig som det foreløbigt sidste led i en evneudvikling, der i slutningen af dyreriget blot var et ønske om at kunne meddele sig til sine artsfæller, fx. når der var fare på færde og ligeledes at kunne forstå sine artsfællers mere eller mindre uartikulerede lydfrembringelser. Eller hjernebarken, der fungerer som fysisk center for intelligensen. Også den er blevet til gennem årtusinder, drevet frem af et permanent ønske om at kunne klare vanskelige situationer, skaffe sig den daglige føde og undgå eller overvinde fjender. Vi kan også nævne et ældre og større organ som fordøjelsessystemet. Dets begyndelse går i virkeligheden helt tilbage til planteriget, hvor planten i et ekstatisk begær efter at opleve den ukendte fysiske verden lukker sin krone om et insekt, der har pirret dets legemsoverflade, for at absorbere dette salighedsfrembringende noget i sin organisme. Denne stræben afføder mavedannelse hos planter, og vi genkender insektædende planter som kandebæreren og fluesnapperen, der således afslører et brudstykke af udviklingens vej fra begær til den dyriske organismes fuldt udviklede fordøjelsessystem. I virkeligheden har det enkelte menneske i kraft af sine mange liv taget del i hele den biologiske evolution fra kæmpemolekyle til pattedyr, hvad repetitionsprocessen i fosterperioden jo også tyder på. Men til forskel fra den almindeligt anerkendte Neo-Darwinistiske udviklingslære er det ikke mutationer og udvælgelse, der er de drivende kræfter, men derimod jegets begær og herpå følgende talentkernevirksomhed. Det er derimod interessant, at biologerne også antager tilstedeværelsen af styringsmekanismer, hvis definition, hvad funktion angår, er akkurat den samme som talentkernernes. Det er nemlig generne, som antages at styre celledelingen og vævsudviklingen for den enkelte organisme fra undfangelse til graven. Men der er den betydningsfulde forskel, at biologerne anser disse styringsmekanismer for fysiske størrelser, der er slægtseje og kan ændres ved ydre påvirkning som fx. stråling (mutationer), medens de i Martinus analyser er dannelser i overbevidstheden, er strengt personlige og kun kan ændres gennem ønske og praksis.

Nu ville det naturligvis virke betryggende på studerende af Martinus tanker, hvis man kunne iagttage talentkernerne direkte. Dette kan imidlertid ikke lade sig gøre, da overbevidstheden, hvor talent kernerne befinder sig, bogstavelig talt eksisterer over bevidstheden, og dermed uden for oplevelsesfeltet. Med et filosofisk udtryk kan man sige, at overbevidstheden er transcendent, dvs. går forud for erfaringen som en betingelse for erfarings erkendelse. Ligesom man på et fotografi ikke kan se fotografiapparatet, men dog forudsætter dets tilstedeværelse ved fotograferingen, således er talentkernerne, hvorfra alle sanseorganer modtager deres styrende impulser, så at sige et blindt punkt i oplevelsesfeltet, der ikke kan gøres til genstand for direkte iagttagelse. Talentkernernes placering i overbevidstheden har den uvurderlige fordel, at de beskyttes mod slitage i den ydre verden, hvorved de kan overleve den øjeblikkelige fysiske og parafysiske organismes undergang, så de er i stand til at opbygge en ny organisme. Ligesom fx. plantens frø ligger beskyttet i frøhuset, upåvirket af vejr og vind, og derved overlever moderplanten, således overlever talentkernerne individets materielle legemer - og ligesom frøene er i stand til at opbygge nye planter af samme art, således kan talentkernerne skabe nye organismer på jegets ønske, når tiden er inde.

Gennem alle sine gentagende handlinger i det daglige i hjemmet, på arbejdspladsen, i trafikken, i hobby osv. udfælder mennesket i sin overbevidsthed talentkerner, som vil få større eller mindre betydning i dets kommende tilværelse, både efter døden i den åndelige verden og i en kommende fysisk tilværelse. Af ganske særlig betydning for "døden" er, som man kan tænke sig, de karaktertalentkerner, man har erhvervet sig. Udbyttet af de åndelige verdener står og falder med den kærlighedsstyrke, de skabende evner og den livsvisdom, man har talenter for. Uden disse evner kan man ikke komme på bølgelængde med den vidunderlige kærlighedsatmosfære og de øvrige vilkår i de åndelige verdener, og man vil hurtigt søge tilbage til jorden, hvor hovedvægten ligger på mere animalske behov. Men under alle omstændigheder vil de allerfleste mennesker på et eller andet tidspunkt ønske en ny fysisk organisme, undertiden fordi de indser, at jorden er en strålende læreplads for erhvervelse af de manglende åndelige kvalifikationer og desuden er et område, hvor der er hårdt brug for en næstekærlig, kulturskabende indsats.

Ved opbygningen af en ny fysisk organisme (reinkarnation) tilknyttes overbevidsthedens organtalentkerner en befrugtet ægcelle skabt af et forældrepar, der er i besiddelse af en lignende talentkerneudrustning med det resultat, at barnet under opvæksten fremviser en falsk arv, dvs. legemlige og sjælelige egenskaber, der ligner forældrenes, men hidrører fra dets egne selverhvervede talentkerner. Under skabelsen af den nye organisme vil det for alvor vise sig, om talentkernerne er sundhedsskabende eller sygdomsfrembringende. Mange mennesker har fx. gennem rygning, som er en af menneskehedens hovedlaster, svækket deres lunger og skabt modtagelighed for kræftceller, og her må man netop tage flere livs rygning i betragtning for at forstå den individualitet, der gør sig gældende i sygdomsbilledet. En anden fællesmenneskelig svaghed er at overbebyrde sit fordøjelsessystem, navnlig med kød, som kræver en alt for stor syreproduktion af maven med bl.a. det resultat, at den begynder at ætse hul på sig selv. Mennesket er ikke længere et rovdyr og det er nødt til at afpasse sin føde efter sin mentale udvikling. Hjernen og hjertet er ligeledes følsomme organer, der ikke tåler ophidselser, overanstrengelse, selvmedlidenhed, stress eller narkotiske midler. Mange mennesker fødes med svagt hjerte og en meget stor procent dør for tidligt på grund af kredsløbsforstyrrelser. Ligeledes er det værd at bemærke, at omtrent ½% af befolkningen fødes med en så ineffektiv hjerne, at vi kalder dem åndssvage. Vi kan imidlertid ikke gå i detaljer med alle de sygdomme og lidelser, som plager menneskene, men må nøjes med at antyde et grundlæggende livsprincip: enhver organisk unormalitet har sin rod i individets egne ønsker og praktiske levevis. Selv når det ser ud som om skaden kommer udefra og tilsyneladende er uforskyldt, kan man ifølge Martinus være sikker på, at der har været en tiltrækkende modtagelighed til stede i vedkommendes talentkernesæt.
 

Lad mig til slut prøve at vise, at de indledende eksempler med elektronhjerner, hjernestimulering af dyr og psykofarmaka ikke er endelige beviser på, at mennesket har en mekanisk, viljeløs natur, men principielt kan forstås ud fra de anførte analyser. Med hensyn til elektronhjernen må man anføre, at den i virkeligheden ikke er klogere end sin skaber, selv om den kan regne hurtigere og sikrere. Den har intet jeg, kan ikke opleve, har ingen talentkerner (den er blevet til ved forskerens talentkerner) og kan derfor ikke videreudvikles gennem sin egen erfaringsvækst. Den kan kun reproducere, hvad den er bestemt til og kan ikke få nye ideer som sin skaber, der måske en dag laver en mere effektiv regnemaskine. Eksemplet med fjernstyringen af dyrs adfærd gennem elektrisk hjernestimulering viser vel blot, at den fysiske hjerne er en underordnet instans, der normalt styres af overordnede kræfter. Dette er i overensstemmelse med Martinus analyser, idet disse overordnede kræfter normalt er jeget, talentkernerne og de parafysiske organer, men i disse unormale tilfælde er overført til biologens viljeudstyr. - Og til sidst brugen af pyskofarmaka. For at forstå deres virkning på sjælelivet, må man betænke, at normal livsglæde og velvære er medbetinget af de indre organers og kirtlers harmoniske funktion. De er alle skabt gennem årtusinder med bestemte formål for øje og spiller naturligvis en rolle for den sjælelige ligevægt. Tænk fx. på den kvindelige menstruationscyklus, hvor mange kvinder i periodens midte bliver meget irritable netop på grund af de indre organændringer. Mange kirtler i menneskets organisme er utvivlsomt forstyrret i deres funktion på grund af mentale forstyrrelser, forkert levevis, uheldig kost osv. Som følge heraf underproducerer nogle kirtler måske, medens andre overproducerer, ja, det må vel også forudsættes, at der i visse tilfælde fejlproduceres kemiske stoffer. I denne situation må man formode, at psykofarmaka, ligesom medicin i det hele taget, kan virke stabiliserende på den kemiske ligevægt i organismen ved at stimulere underproducerende og modvirke overproducerende kirtler samt erstatte de stoffer, som de måske har mistet evnen til overhovedet at producere. Selv om virkningerne af psykofarmaka måske er mere kompliceret end angivet her, er der grund til at formode, at de principielt genopretter den kirtel- eller organbalance, som normalt er betingelsen for sjælelig ligevægt. Brug af psykofarmaka er imidlertid ikke en absolut løsning, men kun en hjælp til selvhjælp, hvilket bl. a. viser sig ved hyppige tilbagefald. Den absolutte løsning er at finde og fjerne de årsager i livsformen, som har medført den organiske uligevægt, en opgave, som er strengt personlig og individuel for de enkelte mennesker.

Med disse linjer skulle det være forsøgt at vise, at mennesket på basis af Martinus analyser har en langt større fri vilje, end det normalt tror. Gennem ønske, talentkerner og organdannelse i forbindelse med reinkarnation har det uanede fremtidsmuligheder. Så fri er dets vilje, at det endog kan skabe talenter, der er imod dets egen virkelige interesse, nemlig på grund af uvidenhed, men derved bliver det blot nogle nødvendige erfaringer rigere, og da det er udødeligt, vil det altid finde tilbage til grundprincippet for en sund evneskabelse, dvs. en sund sjæl i et sundt legeme til glæde for alle de væsener, det kommer i berøring med.