Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I år var alt drøm og idyl. Jeg skal helt tilbage til året 1947 for at mindes noget tilsvarende, og selv da var det ikke nær så godt som i år, hvor feriebyen siden har opnået at blive "voksen" i den forstand, at de ydre og indre faciliteter nu ligger på et helt andet plan. Det var en fornøjelse at åbne feriebyen i år med fuldt hus fra første dag. Midt i maj strømmede vore københavnske folkepensionister ind over feriebyen og fyldte dette store område med henrykte udbrud. Nå, hvor kommer man også i dag til et feriested, hvor hvert eneste rum er opvarmet, så begreberne morgen- og aftenkulde er totalt borteliminerede, og hvor for disse menneskers vedkommende middagsproblemet var løst på skønneste måde. To usandsynligt energiske ældre mennesker, Ellen og Laurits Nielsen, forestod madlavningen gennem både for- og eftersæsonen, så man kan roligt skrive, at vor smukke og praktiske restaurant TERRASSEN nu opfylder sit formål! I en ramme af blomster har den hver eneste dag fra midten af maj til den 15. september løst en opgave, uden hvilken vort store, vellykkede arrangement med Københavns Kommune overhovedet ikke kunne være kommet i stand.

Kosmos Ferieby har i virkeligheden kun to muligheder: enten at være en lukket cirkel, hvor kun de har adgang, der på forhånd deler vore anskuelser og altså er enige med os, eller at være et åbent område med adgang for ethvert åndeligt søgende menneske. At jeg med hele min sjæl går ind for den sidste anskuelse ved enhver. Jeg afskyr lukkede områder fra de mindste til de største. I en verden, der på så godt som alle områder er hæmmet af det, Martinus så genialt har kaldt "mentale fængsler", er det mit urokkelige håb, at netop denne ferieby altid skal være det "åndehul", hvor den sande tolerances blomst helt kan udfolde sig. At dette mål måske i sig selv er en utopi i en verden af ufuldkomne mennesker, er så en sag for sig. Men idealet må være der - den modsatte tanke bør være utænkelig.

Dette var i yderste korthed et resumé af vore "fremmede" gæsters optræden i feriebyens højsæson. Føjer man så hertil Martinus mandagsforedrag og Mogens Møllers samt Svend Åge Rossens løbende kursus plus de mange filmaftener, koncerterne, oplæsningerne samt alle underholdningsaftenerne på TERRASSEN, har De i hvert fald et, om end ikke særlig skarpt, billede af en højsæson, hvor dagene simpelt hen gled over i hinanden for pludselig at se sig afløst af den eftersæson, der på ny belagde hver eneste plads i feriebyen!

- - En sommer er på ny gået, og vi er atter i gang med at "pakke" feriebyen ned. Hver eneste lejlighed og hvert eneste rum står nu nyferniseret og i orden, og alt udvendigt træværk er malet. Om få dage skoddes det hele til og venter da kun på den forårssol, der atter vil se det hele folde sig ud på ny. Men det ville være utænkeligt for mig at slutte denne lille artikel uden at bringe hver eneste af mine medarbejdere en kærlig tak for deres indsats. Feriebyen er i dag meget stor og har mange funktioner, som må forløbe perfekt, for at den enkeltes ferie her skal føles vellykket. På hvert eneste område har der været mennesker, som hver for sig har virket på en sådan måde, at vi fra alle sider har måttet høre, at "dette var dog den dejligste ferie, vi endnu har oplevet i feriebyen"! Da der jo her er tale om mange hundrede mennesker, som "kommer og går" fra det tidlige forår til høsten for længst er forbi, bør det ikke undre nogen, at man dybt i sit hjerte føler en stærk taknemmelighed imod det Forsyn, til hvis ære alt dette er skabt! En lysende kæde af minder fra de allerede svundne somre ligger bag os; fortsætter vi fremover i den ånd, der har præget disse snart mange år, kan vi trygt se alle de somre i møde heroppe, som det endnu vil blive os forundt at opleve! I en verden, hvor krigens onde skyer tætnes mere og mere, og hvor alt synes at forberede et opgør, hvis gru ingen menneskelig hjerne kan rumme, føles det som en dyb glæde i sjælen at vide, at hvad vi her skabte ene skal tjene krigens og hadets modsætning: den menneskekærlighed, der aldrig synes at have haft ringere kår end netop nu! For er det ikke verdens dybe tragedie, at netop nu, hvor vi ved hjælp af en næsten ufattelig teknik alle kunne leve i "lys og herlighed", netop nu forberedes bag de mange smukke talemåder det "ragnarok"" som synes så bittert nødvendigt for at bringe mennesket til at blive det, der dog fremdeles er dets dybeste kosmiske bestemmelse, nemlig "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" eller mennesket, for hvem hadets tankeklimaer er akkurat lige så fremmede, som den virkelige menneskekærlighed er det for det store flertal i dag!