Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I REINKARNATION II blev det beskrevet, hvorledes individet efter dødsprocessen gennemgår en sjælelig renselse, som Martinus kalder mellemtilstanden, før det får lov til at træde ind i de åndelige verdener. Hvad er der nu for individet at beskæftige sig med her? Ja, for det første må det fremhæves, at disse verdeners "atmosfære" er så kærlighedsmættet og fyldt med skønhed, at alene det at befinde sig her er en nydelse, der ikke kan beskrives med det almindelige sprog, men dertil må føjes, at der tillige er alle muligheder for dyrkelse af eventuelle interesser.

Uden økonomiske, tidsmæssige eller andre vanskeligheder kan individet frit studere sine interesser på et højere åndeligt plan end på jorden gennem kurser, forelæsninger eller selvstudium. Den kan arbejde med naturvidenskabelige emner, sociale problemer, kulturhistorie, filosofi og dertil udøve enhver form for kunst ad libitum, samtidig med at det knytter kontakt med de mest tiltalende mennesker på dets egen interessebølgelængde. Intet begrænser dets videbegær og aktivitet undtagen dets egne evner, men de rækker til gengæld også et stykke længere her end på jorden, fordi de ikke tilsløres af fysiske begærs og irritationers "røgslør" som i den fysiske tilværelse. Individet erhverver derfor her forskellig viden, ikke mindst livsvisdom, der "aflejrer" sig i dets sjæl, og som det i en kommende inkarnation i form af anelser, ubevidste tilskyndelser eller intuitioner på ny kan komme i kontakt med og få umådelige inspirationer til socialt eller forskningsmæssigt arbejde. Alligevel oplever det sin begrænsning, særlig ved at sammenligne sig med de åndelige verdeners egentlige beboere. Disse er hjemmehørende i spiralkredsløbets sidste riger og er således en meget lang udviklingsperiode foran det almindelige menneske, og deres åndelige kapacitet og skabeevne viser sig i tilsvarende grad at være på et langt højere stade. De mennesker, som er stærkt åndeligt interesserede, vil endvidere kunne se, at den væsentligste betingelse for at kunne opnå disse ordinære beboeres mentale højde er karakterdannelse og kærligheds styrke, og at disse egenskaber kun kan udvikles i en robust, fysisk verden, hvor de stadig stilles på prøve og derfor udvikles. Denne forståelse medfører et naturligt ønske om en ny fysisk inkarnation, som kan understøttes af en trang til at hjælpe sine medmennesker på Jorden frem til større kultur og humanitet. Denne trang udspringer på naturlig måde af den guddommelige kærlighedsatmosfære, som hersker i disse himmelske verdener, og som giver en levende fornemmelse af, at den højeste lykke netop er at være livets tjener. For at fornemme denne tilstand må der i individet i forvejen være en kærlighedsspire, og da denne spire er forskelligt udviklet hos mennesker, bliver oplevelsen af resonans følgelig af varierende styrke. "Intet som helst væsen, hverken dyr eller mennesker, kan, som vi senere skal komme tilbage til, passere den "guddommelige verden" uden udelukkende i kraft af sin kærlighed. Lad så være, at flammen for visse væsener ikke er ret stor, tigeren kan jo ikke have samme kærlighedsvæld i sin bevidsthed som verdensgenløseren, men dens lille flamme er alligevel det absolut betingende for dens tilværelse her." (L.B. II, stk. 384). Selvom alle glæder sig over den ubegrænsede harmoni og livsglæde, er følelsen derfor ikke lige dyb og varig. Dyr og primitive mennesker vil hurtigt mættes af det himmelske lys og ønske en tilværelse, som i højere grad stiller krav til dets fysiske kræfter og i større udstrækning byder på farer og spænding, der kan medføre ære og berømmelse for heltemodig indsats. Besjælet af deres erindringer fra tidligere inkarnationer, vokser der et stærkere og stærkere ønske frem om på ny at få en fysisk tilværelse, hvis opfyldelse yderligere befordres af skæbneloven, idet mennesker med disse primitive idealer selvsagt må formodes at have drastiske skæbnemæssige oplevelser til gode under fysiske forhold.

Som man ser, peger flere forskellige motiver og årsager på nødvendigheden af, at det diskarnerede individ før eller senere inkarnerer på ny i kød og blod. Mod slutningen af den diskarnerede tilværelse neddæmpes individets intellektuelle aktivitet samtidig med at det indhylles i stærkt følelsesbetonede erindringer fra dets tidligere inkarnationer. Disse erindringer er meget forædlede på grund af den mellemliggende tid og kaldes derfor af Martinus guld-kopier af de oprindelige oplevelser. Oplevelsen af disse guldkopier giver individet en meget intens salighedsfornemmelse, og i et klimaks af salighedsekstase sker det da, at individet kommer på bølgelængde med en tilsvarende seksuel ekstase hos et vordende forældrepar og tilkobles den dobbeltcelle, den forenede æg- og sædcelle, som er produceret af disse, og dermed er den fysiske inkarnationsproces påbegyndt. Hvilke forældre individet får og dermed hvilket miljø, det erhverver, afhænger af skæbneloven, som bl. a. betinger, at det inkarnerer hos forældre, som i en vis udstrækning besidder de samme karaktermæssige egenskaber og færdigheder, som det selv ejer dispositioner til, så det hos sine forældre har stor mulighed for at møde et skæbnemæssigt refleks af sin egen mentalitet og væremåde. Det samme er tilfældet for forældrene, som ofte må sande, at deres børns mentalitet fremtræder som en ubehagelig karikatur af deres eget væsen. Det er dog ikke alene skæbnelovens ubønhørlighed, som bestemmer, hvor et individ inkarnerer. Efterhånden som mennesket udrenses for primitivt begær og er indstillet på at arbejde for sine medmenneskers vel, får dets egne ønsker større og større betydning for dets inkarnation og hele udformningen af dets fysiske tilværelse.

Inkarnationsprocessen er imidlertid en lang og kompliceret proces, der ikke alene knytter sig til fosterperioden, men strækker sig over barndommen og ungdommen og ifølge Martinus ikke er fuldbyrdet før i 30 års alderen. Årsagen hertil er nødvendigheden af at repetere de fortidstilværelser, som individet har gennemlevet som plante, dyr og menneske, ikke i detaljer ganske vist, men i store træk. Erfaringerne fra disse områder ligger så langt tilbage, at de gennem repetitionen må trækkes frem på bevidsthedens overflade for at være virksomme i det kommende liv. Repetitionsprincippet, som i øvrigt altid gør sig gældende, når en gammel færdighed skal genoptrænes, kommer her særlig kraftigt til syne. I fosterperioden ser vi, hvorledes hele den biologiske udvikling gentages i store træk fra et encellet til et flercellet, polypagtigt stadium over en fiskelignende tilstand med gællespalter og gællebuer, frem til pattedyrstadiet, hvor menneskefostret har en anselig hårpragt, som fældes umiddelbart før fødslen. Selvom det nyfødte menneskebarn er meget mere hjælpeløst end dyreunger i almindelighed, er dets psyke alligevel på dyrets stade. Det formår fx. ikke at skelne mellem "jeg" og "det", men oplever tilværelsen som en udflydende, udifferentieret helhed med behags- og ubehagsnuancer, der gradvis tager mere og mere form. I de første år er barnet desuden helt behersket af sine biologiske behov og har sine største glæder på det sansemæssige område. Med forældrene, og her navnlig moderen, får det allerede tidligt en emotionel kontakt, som er af stor betydning, fordi den danner et væsentligt grundlag for opdragelsen og social kontakt med andre mennesker. Under alle omstændigheder er opdragelse nødvendig, eftersom barnet repeterer primitive menneskers spontane og ureflekterede natur. Mindre børn er utilslørede egoister, hvis havesyge og begærlighed kun tilgives på grund af deres medfødte charme, som særlig deres forældre har en naturlig evne til at falde for. Den primitive natur kommer ikke mindst til syne i den hjerteskærende ubarmhjertighed, som ofte rettes mod andre børn eller dyr uden fornemmelse for, at disse lider overlast. Det er imidlertid naturligt på dette stadium som repetition betragtet og kan ikke bebrejdes nogen. Men konsekvenserne af denne holdning følger alligevel prompte fra dets legekammeraters side i form af drillerier, ydmygelser og slagsmål, som er medvirkende til at skabe balance i kontaktforholdet, så barnet gradvis erhverver en civiliseret samværsform.

Som reminiscens fra primitivt sjæleliv møder vi hos barnet den tidligere nævnte fetichisme, dvs. forkærlighed for tilfældige ting som en sten, et stykke træ eller lignende, som det gemmer på et hemmeligt sted eller måske altid bringer med sig, fordi det formodes at have en heldbringende betydning, altså det samme som vi så hos primitive folkeslag. Ligeledes møder man mindelser om magisk tankegang som frygt for at træde på flisemellemrum, gå under en stige eller glemme at holde vejret, når man går over en bro. I regnvejr kan man høre børn synge solmagiske sange som "Sol, sol kom igen, solen er min bedste ven", og undersøger man sagen nøjere, viser det sig ofte, at de faktisk tror, at sangen har indflydelse på vejret. Disse sjælelige tendenser, som i vor kultur er forbigående træk hos børnene, må i et større perspektiv betragtes som repetitioner af børnenes fortidige inkarnationer i primitive samfund.

Som repetitioner må man også betragte børnesygdommene, dvs. den næsten obligatoriske række af sygdomme som mæslinger, skoldkopper, skarlagensfeber osv., børn må igennem og som viser tilbage til frygtelige epidemier med de tilsvarende sygdomme, som har hærget menneskeheden op gennem historien.

Også i børns leg kommer det primitive frem; drenges forkærlighed for at lege røvere og soldater, indianere og cowboys, at strejfe om i naturen og klatre i træer, og den iver, hvormed de modtager legetøjsfabrikanternes naturtro gengivelse af revolvere, maskingeværer, tanks osv., viser tydeligt, at de befinder sig på et primitivt mentalt stadium, hvor spændingsmomentet og selvhævdelsen spiller en større rolle end farefantasien, og hvor de derfor naturligt absorberer både fortidige og nutidige primitive elementer. Denne holdning medfører naturligvis en del konflikter med autoriteterne og opdragerne, der tilspidser sig i visse perioder og synes at kulminere i puberteten, hvor den unge i kraft af sin vækst og kønsmodning pludselig får reel, fysisk styrke at sætte bag sin primitive indstilling. Vi skal ikke her komme ind på opdragelsens mange aspekter eller pubertetspsykologiens særlige felt, men blot konstatere, at den skaber konflikter, gråd og bitterhed i mange hjem. Men det må dog understreges, at ikke alle børn er lige egoistiske og krigeriske, og at ikke alle unge er lige oprørske. Børnepsykologien er tilbøjelig til at tilskrive opdragelsen og naturligvis de medfødte anlæg disse forskelle, og klart er det da også, at de opdragere, som har formået at balancere mellem de komplementære principper: kærlighed og konsekvens og har kunnet give den unge større og større frihed i takt med hans voksende modenhed, har færrest opdragelsesproblemer og oplever de største glæder ved at have børn. Set fra et udviklingsmæssigt synspunkt er årsagen imidlertid en anden, ja den modsatte: det er barnet, der er årsag til opdragelsen, idet man erindrer, at det er individets samlede udviklingsmæssige standpunkt, som bestemmer, hos hvilke forældre det inkarnerer, og dermed hvilken opdragelse, det får. Heller ikke med hensyn til opdragelse kan noget menneske således lide uret, men høster virkningerne af sine egne gerninger, ikke mindst resultaterne af sin egen opdragergerning i tidligere inkarnationer. Individet tiltrækker i kraft af sin særlige mentalitet og udviklingshøjde netop den opdragelsesform, som dets forældre har mulighed for at give det. Det er denne omstændighed, som ligger bag den af alle berømte pædagoger dominerende påstand, at forbilledet er den største opdragelsesfaktor. Det viser sig nemlig, at børn og unge, hvad enten opdragelsen har været "god" eller "dårlig", som oftest ender med at danne sig vaner, holdninger og meninger, som er nøje gengivelser eller kopier af forældrenes egenskaber. Den fundamentale lighed i udviklingsstandpunkt mellem børn og forældre slår til sidst på trods af alle vanskeligheder og kriser i barndommen igennem i form af en bevidst eller snarere ubevidst efterligning af forældrene og bekræfter således det gamle ord om, at "æblet sjældent falder langt fra stammen". Naturligvis træffer man udviklingsspring mellem generationerne, der giver sig udslag i, at børnene som voksne tager stor afstand fra deres forældres opdragelse, men det dokumenterer jo netop, at den opdragelse de har været genstand for som skæbne betragtet har gjort sin virkning, nemlig i form af dannelsen af et nyt og bedre opdragelsesideal.

Repetitionsprocessen fortsætter imidlertid op gennem 20'erne til omkring det tredivte år, hvilket er ensbetydende med, at individet indtil da ikke er voksent i kosmisk forstand, selvom det i samfundet har status som voksent medlem. Dette betyder, at det også med hensyn til erhverv og ægteskab når at repetere tidligere livs principielle erfaringer. Når mange tidligt indgåede ægteskaber lider skibbrud, hænger det netop sammen med, at de unge i tyverne stadig gennemgår en rivende udvikling i relation til deres fortid og ofte udvikler sig fra hinanden, så skilsmisse er uundgåelig. Først ved trediveårs alderen udløber repetitionsperioden, den kraftige udviklingsacceleration stilner af og ligeledes den stærke skæbnemæssige indflydelse fra fortiden, og udviklingen fortsætter i et mere jævnt tempo med udgangspunkt i individets nuværende erfaringer og idealer. Nu har individet uden at vide det fået genaktiveret alle de væsentligste erfaringsområder, som det har gennemlevet i tidligere inkarnationer, og det er disses samlede virkning som i særlig grad opbygger individets nuværende karakter eller personlighed. Det er ud fra denne synsvinkel lettere at forstå, at mennesker, som tilsyneladende har samme baggrund, miljø, opdragelse, uddannelse osv. reagerer forskelligt i afgørende situationer. Udslagsgivende er her det ubevidst virkende fond af dybtliggende erfaringer, som lader det ene menneske ane alvoren i et bestemt valg og den fare, som ligger gemt i en situation, medens et andet menneske ingen risiko fornemmer og vælger uden tøven. Særlig i samvittighedsspørgsmål er det ubevidste erfaringer fra tidligere fysiske liv, som bevirker, at den ene person ikke kan nænne at handle ondt mod et medmenneske, medens en anden følger sit eget begær uden at skænke de eventuelle virkninger nogen tanke.

Når man forbinder reinkarnationsideen med den tidligere nævnte skæbnelov, hvorefter individet høster virkningerne af sin hidtidige levevis både fra den indeværende og tidligere inkarnationer, får man en teoretisk ramme for forståelsen af de evnemæssige forskelle og handicap, som man møder i dagligdagen. Åndssvaghed, spastisk lammelse, epilepsi og andre medfødte lidelser må ud fra denne opfattelse ses som tilstande, der indirekte skyldes ødelagte talentkerner og direkte en levevis i tidligere inkarnationer, som har vanrøgtet og nedbrudt det fysiske legeme. Enhver skadelig livsform, som bliver til vane, afspejler sig ikke blot i organismens degeneration, men skaber også en ændring i talentkernestrukturen, og det er denne, som ved en ny inkarnationsproces' påbegyndelse tiltrækker en biologisk arvemasse, hvis kromosomer og gener er tilsvarende defekte. Høje intelligensmæssige begavelser og særbegavelser, fx. musikgenier, der som en Mozart eller Beethoven afslører deres talenter allerede som børn, får ligeledes en naturlig forklaring på denne måde, idet man må tænke sig, at disse genier allerede i tidligere inkarnationer har udviklet deres kunst til C-stadiet og i form af talentkerner overfører deres personligt erhvervede evner til denne inkarnation.

Med reinkarnationsteorien får menneskelivet således et større og mere rimeligt perspektiv, end det normalt er tilfældet i den vestlige religiøsitet og filosofi, eftersom den til organismernes rent fysiske evolution knytter en personlig, sjælelig kontinuitet, som tilfredsstiller menneskets udødelighedslængsler og retfærdighedskrav. Denne teori vinder yderligere i sandsynlighed, fordi den fremtræder som endnu et eksempel på livets kredsløbsprincip, som tydeligvis er mod tilværelsens foretrukne lovmæssigheder.