Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Meditation er et emne, som for tiden er fremme i offentligheden til aktuel debat. Og forinden man giver sig i lag med at analysere og beskæftige sig med dette emne, er det naturligvis vigtigt at gøre sig klart, hvad begrebet "meditation" egentlig dækker. Ordet "meditation" er udledt fra det latinske og betyder: eftertanke, overvejelse, grublen eller grunden. Ordet anvendes også for at betegne forberedende øvelser eller forstudier.

Mange opfatter begrebet meditation som en venden sig bort fra de ydre realiteter ved at neutralisere tanken og blot lade åbent for indre impulser. Men en sådan opfattelse af begrebet meditation og en sådan praksis af dette begreb er ikke i overensstemmelse med ordets sande betydning. Faren ved at praktisere meditation som tankepassivitet ligger selvsagt i, at hvor det er lykkedes et menneske at trække sin bevidsthed tilbage fra det fysiske og således komme i en form for trancetilstand uden om den ydre bevidsthed, bliver det pågældende individ til viljeløs kastebold for vilkårlige åndelige kræfter, som den mediterende ikke har udviklede åndslegemer til at registrere, placere og dirigere.

Man må stadig erindre sig, at såvel åndelig som fysisk skelneevne må oparbejdes gennem de fysiske inkarnationer, idet denne skelneevne netop i de sidste faser af den foregående evolutions spiral har haft sin udklang. Den må altså genopvækkes, genaktiveres og uddybes gennem en lang række fysiske inkarnationer. Den logiske refleksionsevne og evnen til at kende forskel på godt og ondt er ligeledes et produkt af de fysiske inkarnationsperioder og kan ikke erhverves eller grundlægges i åndelige sfærer, hvor man netop kun kan bevæge sig frit og suverænt efter at have gennemlevet de lavere riger og bestået de moralske prøver, som garanterer de himmelske sfærers fortsatte eksistens som bolig for de rene af hjertet.

Allerede ud fra disse betragtninger må det stå klart, at det, at bevæge sig ind mod åndelige sfærer uden at have den fornødne bevidstheds- og moralkapacitet, indebærer mange for den uindviede uforudsete farer.

Dersom et menneske i den fysiske verden bliver betroet en høj stilling med administration af store værdier uden at være begavet med de fornødne moralske kvalifikationer, vil en sådan situation for det pågældende menneske uvilkårligt medføre, at det lavere personlige selvs indsmigrende røst vil lokke til fristelser, vil råbe om position, vil presse på for at komme til udtryk og til sidst føre et sådant misplaceret væsen ind i fristelser, som det ikke med sin underudviklede moral kan overvinde, og resultatet vil blive tragedie såvel for den forlorne storhed som for den engagerede part. Det er netop denne uomgængelige lovs åndelige parallel, der vogter tærsklen til den højere åndelige videns områder. - Tyve og røvere skal ikke arve Guds rige.

For en menneskehed, der er ved at køre træt i vor i opløsning værende kulturs besværligheder, er det vel naturligt, at der opstår en søgen mod noget mere grundfæstet, noget mindre flygtigt og opløseligt end denne ydre verdens sociale positioner og goder må siges at være. Og hvor som helst man øjner noget, som måske kunne være denne faste grund, denne mere stabile livsposition, ja, så stormer man til og forsøger sig efter bedste evne ganske uvidende om de kvalifikationer, der kræves, og de love der stiller sine krav. Lignende forhold har gjort sig gældende på Jesu tid, da moselovskulturen var i fremskreden opløsning og den kristne kulturperiode stod ved sin spæde begyndelse. Jesus måtte irettesætte de jødiske farisæere med følgende formaning: "Fra Johannes' tid forkyndes evangeliet om Guds rige, og alle og enhver forsøger at storme ind i det, men snarere skal himmel og jord forgå end en tøddel af loven falde bort (Luk. 16.16-17). - Denne udtalelse er jo en klar præcisering af, at der eksisterer en lov, som må opfyldes for at give adgang til Guds rige eller indsigt i Guds hemmeligheder. Og denne lovs essentielle udformning kommer Jesus ind på i sin bjergprædiken, hvor han priser de rene af hjertet salige, fordi netop disse skal se Gud.

I Livets Bogs sjette bind, stk. 1997-2015 behandler Martinus meditationen, dens farlighed og dens opløftende muligheder. Martinus påpeger her, at det allerhelligste i Guds rige er beskyttet af åndelig stærkstrøm, således som det er illustreret i beretningerne i det gamle testamente om tabernaklet og Salomons tempel (se 2. Mos. 40.34-38 samt 2. Krøn. kap. 3-7). Disse beretninger dækker over den okkulte sandhed, at der ikke er adgang til Guds riges hemmeligheder og dermed til indsigt i de himmelske mysterier uden om en vis naturligt udviklet kærligheds- og moralkvotient, hvilket vil sige, at uværdige ikke kan trænge ind i Guds rige, men vil omkomme i selve forsøget derpå.

Martinus pointerer, at meditationen som adgang til indsigt i Guds hemmeligheder helt er afhængig af den udøvendes moralske struktur. Hvor meget et umoralsk eller mentalt og psykisk tilbagestående menneske end koncentrerer sin tanke på kærlighed, humanisme og renhed, er dette menneske dog lige mentalt ufærdigt og lige inhumant. Og skulle disse tankekoncentrationer end medføre et kosmisk nedslag i et sådant menneskes bevidsthed, ændrer dette ikke bevidsthedsstrukturens moralske værdi, men skaber i stedet en kortslutning, der kan blive skæbnesvanger for den pågældende og blive vejen til nervesammenbrud, hospital og sindssygehus. – "Men David kunne ikke gå hen og søge Gud foran altret, thi han var rædselslagen over Herrens engels sværd!" (1. Krøn. 21.30).

De kosmiske kræfter, som mennesket kommer i forbindelse med gennem inderlig hengivelse i tanker om godhed, kærlighed, Gud og åndelighed, er selve helligåndskraften, nemlig universets højeste viden og Gudslysets mest æteriske vibrationer. Og det er denne kolossale åndelige højspænding, der naturligvis vil smelte og fordampe ethvert mentalt glødelegeme, den passerer, og som ikke er beregnet for denne højspænding - akkurat som man kender det i omgangen med el-kraften, således som den er organiseret og taget i brug i vor daglige fysiske tilværelse.

Når man bruger allegorien om Salomons tempel og pagtens ark med ypperstepræsterne og de isolerende rigt udsmykkede dragter, der alene gjorde det muligt for præsterne at nærme sig det allerhelligste uden risiko for at omkomme, da er det naturligvis også symbolsk belæring om, at kun et menneskesind illumineret af de store dyder såsom kærlighed, humanitet, uselviskhed, altruisme, tolerance og ydmyghed er værdige og modne for indgivelse af de højere kosmiske sandheder. Og en sådan renhed kan man vel godt sige er lige så sjælden i vor tid som på Salomons eller Mose tid. Derfor er selve det at forsøge at meditere sig ind i Guds rige og at meditere sig en hellig position til ikke alment at anbefale, da der er så lang vej igen, før en sådan meditation kan bære varig frugt i positiv retning.

Martinus advarer således kraftigt mod at anvende meditationen som middel til opnåelse af åndelig indsigt, og han fremsætter denne advarsel ud fra sin kosmiske viden om det nuværende menneskes bevidsthedstrin og psyke i relation til den høje etiske standard samt den uselviskhed, ydmyghed og sagtmodighed, der udgør nødvendig bærekraft for den åndelige stærkstrøm, som meditationen kan bringe sin udøver i kontakt med.

Det er rigtigt, at man skal åbne sindet mod de kraftige forvandlingsimpulser, men det skal være et rent og et af oprigtig ydmyghed styret sind. Dersom man bag sin fysiske meditationsposition rummer forfængelighed, herskesyge, ærgerrighed og andre laster, hjemmehørende i det lavere personlige selvs områder, da må de rene åndelige strømninger jo passere disse områder og uvilkårligt forplumres af disse grågrumsede, ufærdige naturer. Dersom en åndens indgivelse opleves i et hovmodigt og forfængeligt sind, da bliver udgangen af en sådan utidig åndsbefrugtning næsten uomgængeligt tvangsforestillinger om åndsstorhed og okkult indsigt. En sådan illusorisk livsindstilling kan i værste fald få reminiscenser for flere inkarnationer, derved at den helt afblænder den pågældende bevidsthed for den virkeligt åndsforløsende sandhedsåbenbaring.

Utallige er de selvdyrkende og forfængelige stræbere, der opmuntret af belæring om meditationen som vej og middel til kontakt med det guddommelige har taget livsvarig skade på sjæl og psyke, har udråbt sig selv som profeter og førere og således uden selv at være sig det bevidst er blevet en slags kvasi-spirituelle bajadser på livets religiøse scene og gennem skrift og tale har kundgjort dette for alverden. Sådanne kortsluttede sjæle er det, der i vor tid i stort tal udråber sig selv til profeter og førere og i kraft af vor tids dominerende åndelige uvidenhed og overtro for en tid får mange medløbere, hvilket er en bogstavelig levendegørelse af Jesu advarsel: Thi falske messias'er og falske profeter skal fremstå og gøre tegn og undere for, om det er muligt, at føre de udvalgte vild. Men I, tag jer i vare! Jeg har sagt jer alt forud! (Mark. 13.22-23).

Men meditationen har ikke blot denne negative og farlige side. Når meditationen i overensstemmelse med dette ords virkelige betydning udøves som en hengivelse i højere tanker og en fordybelse i livsproblemerne for at løse disse problemer, kan den naturligvis være frugtbringende. Men betingelsen er, at man ikke mediterer ud fra en længsel efter ydre position, en længsel efter at kunne fremtræde over for sine omgivelser med en bedrevidende holdning og at kunne brillere på en talerstol eller med beretninger om okkulte og mystiske hændelser over for sin daglige omgang.

Når en nærmen sig Gud sker ud fra en inderlig trang til at få Guds vejledning til bevidsthedsudrensning, til løsning af hverdagens problemer, såvel de åndelige som de fysiske, og når en ydmyg og sagtmodig længsel efter højere viden og dybere indsigt i Guds hemmeligheder er ledemotivet, da kan meditation være overordentlig frugtbar; men den må for at være i pagt med lyset være søgen efter sandhed, og ikke søgen efter genvej eller smutvej til åndelig position og glorie.

Individets evolutionsmål er individuel selvrealisering. Men når denne selvrealisering ikke hos individet kan intelligensmæssigt registreres, er den uden væsentlig værdi og kan som påpeget forårsage psykisk kortslutning og personlighedsspaltning, der ikke let lader sig helbrede.

Her overfor står den kosmisk analytiske metode for selvrealisering, som Martinus åndsvidenskab udgør, og som fra et på denne planet ikke tidligere åbenbaret kosmisk udsyn tegner det levende væsens evighedsstatus og dets evolutionsruter gennem vekselvis primære og sekundære bevidsthedszoner. Menneskets sind og psyke er for almenheden et absolut lukket område, et mystisk uafklaret "noget", som snilde hjerner har beskæftiget sig med i århundreder, men hvor man ligesom på de naturvidenskabelige områder kun er i stand til at registrere ydre reflekser, medens man intet ved eller i det mindste intet anerkender om livets parapsykiske struktur, nemlig det overordentligt æteriske kompleks af bundne energiformer, der usynligt ombølger det fysiske legeme og er selve kraftressourcerne bag dette legemes ydre reflekser.

Mange, selv blandt de studerende af Martinuslæren, er sig ikke den kendsgerning bevidst, at kun i denne læres enestående universalitet er den sande oplysning om livets åndelige struktur at hente. Der findes ikke nogen mere oplyst vej til helt afklaret viden om det jordiske menneskes kosmisk organiske struktur end den vej, der er udpeget af Martinus, og som udgøres af hans undervisning i den strukturelle opbygning af det trefoldige kosmos og dets samfunktioner med alt, hvad der lever og røres.

Meditationen i form af fordybelse i Martinus åndelige analyser og en bevidst mental indsats for at tilegne sig de store kosmiske sandheder, der er kodificeret i de geniale farvesymboler: det er den jordiske menneskeheds fremtidsvej til åndelig oplysning. Og det er ingen kunstig vej, men de højeste himles sandheder udlagt til næring for menneskenes mentale vækst, efterhånden som de udvikles moralsk til at kunne fordøje denne næring. Ligesom vi ved, at mange æteriske elementer i den føde, vi indtager, ikke får den fornødne frigørelse og udnyttelse i vort relativt grove organiske system, og ligesom vi ved, at mange af de indstrålinger, der kommer fra det store kosmos, preller af mod vor primitive auriske udstråling, således er det også med den viden, Martinus har nedlagt i sine analyser og symboler. Denne viden vil først gradvis parallelt med vor moralske og humane vækst være åben til indtagelse og udnyttelse. Men uden al tvivl er Martinus kosmologi fremtidens vej til åndelig viden og til åndelig illumination, idet den indebærer en absolut eksakt vejledning for mennesket i den store kosmiske metodiske livs- og krafthusholdning. Den viser klart, hvorledes et menneskes mentale og humane vækst er fulgt op af en tiltagende korrespondancekapacitet for højere energistrukturer og derfor også parallelt øgende erkendelsesmuligheder for højere åndelige sandheder.

Ligesom Jesus præciserede over for sine disciple, at der stadig var åndeligt lys, som deres bevidsthed endnu ikke kunne tåle konfrontationen med, kan menneskeheden i almindelighed endnu slet ikke bære mange af de kosmiske sandheder, der er potentielt omsluttet af Martinussymbolerne. For eksempel er der karmalæren i dens totalt afklarede form. Dersom menneskene pludselig som ved et kosmiskbevidsthedsnedslag kunne indse den fulde sandhed i disse karmiske funktionelle detaljer, ville hele det økonomiske system, hele det erhverv, der er baseret på ombringelse af dyr, eksperimenter med dyr, våbenfabrikation og krigsspekulation kunne ses i al dets blodige gru, og den store menneskeheds psykiske såvel som fysiske livsgrundlag ville sprænges og for en periode fremover gøre mørket tættere og forvirringen komplet.

Konklusionen må da være den, at ligesom man skal være varsom med at gribe kunstigt ind i det fysiske legemes naturlige kemiske processer og efter bedste evne beflitte sig på at understøtte disse processer ved tilførsel af den mest velegnede næring, således er det også individets opgave i mindst muligt omfang at indgribe i det naturlige åndelige stofskifte og i størst muligt omfang at fremme dette stofskifte ved tilførsel til de psykiske legemer af naturlige og sunde mentale vækstkomponenter.

I den græske mytologi berettes der om Ikaros, at han som fange i labyrinten gjorde sig kunstige vinger af fuglefjer, som han sammenføjede med voks. Da han på disse selvgjorte vinger ville hæve sig ud i friheden, kom han trods sin fars advarsler for nær til solen, hvis varme smeltede voksen, så Ikaros styrtede i havet. Moralen af denne beretning er, at adgang til højere himle får man kun gennem mere sublime psykiske legemer, og mere sublime psykiske legemer opnår man kun gennem højere moralske kvaliteter, der igen er produkt af overvundne karmiske lidelser.

Dette vil altsammen sige, at når man begiver sig på frihedsfærd mod Guds strålende lysocean, da må man se til, at vingerne har organisk fæste, at de har rod i en lutret tænkning, et logisk indblik og en kærlig væremåde samt et liv i renhed ind for Gud. Følger man den af Martinus anviste vej til kontakt med det guddommelige, da skal Guds riges lysvæld fremstråle naturligt og rytmisk som en andagtsfuld solopgang over sindets formørkede horisonter, himlene skal åbne sig i det indre menneske og Guds herlige nærhed opleves som en forunderlig uomstyrtelig ophøjelse.