Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Jeg vil gerne bede Dem svare mig på følgende spørgsmål: Vi udvikles ifølge Martinus fra plante til dyr og videre til menneske. Men udvikles vi til mand fra kvinde og tilbage igen, altså fra hun til han og derfra igen til hun osv. ? Hvad er det, der bestemmer, i hvilket køn man bliver født? - Samme spørgsmål kunne overføres på racerne. - Er det at være farvet et lavere trin, eller er det den hvide, der står på et lavere trin?

(Svaret fortsat fra brev nr. 24, 1967):

Det er nu ikke svært at udpege repræsentanter for den enpolede tilstand. Til denne kategori hører alle højere udviklede dyr, herunder det jordiske menneske, der dog ikke er enpolet i absolut renkultur. I det jordiske menneskes tilfælde er nemlig den modsatte pol begyndt at vågne, hvilket netop betinger dette væsens status som noget andet og mere end et rent dyr: nemlig et gryende menneske med delvis sympatisk indstilling på andet end repræsentanter for det modsatte køn. Lidt sværere er det tilsyneladende at udpege eksempler på den dobbeltpolede seksualtilstand, men det ér også kun tilsyneladende, idet en nærmere undersøgelse af planteriget hurtigt vil afsløre, at et udpræget flertal af dettes repræsentanter er dobbeltkønnede. Hvorledes dette kan være udtryk for en højere udviklingstilstand end der gælder for dyrets og menneskets vedkommende, lader sig ikke her belyse, men fremgår i øvrigt klart og modsigelsesfrit af Martinus analyser over grundenergiernes kombination (L.B.II).

Der er nu kastet lys over den kosmiske baggrund for det enkelte væsens øjeblikkelige seksuelle fremtoningspræg, altså om det repræsenterer hunkøn, hankøn eller dobbeltkøn. Herefter kan interessen koncentrere sig om de intervaller, hvormed den enpolede og dobbeltpolede tilstand afløser hinanden. Dette har jo interesse med hensyn til det spørgsmål, om vi udvikles fra mand til kvinde og tilbage igen.

Martinus oplyser her, at polforvandlingen foregår efter en meget langsom rytme, der tilmed er urokkeligt synkroniseret med den ændring af grundenergiernes kombination, der betinger det levende væsens vandring gennem det evige spiralkredsløb; der henvises igen til L.B.II. Således spænder den dobbeltpolede tilstand over de fem sjettedele af dette kredsløb, idet kun dyreriget er skueplads for den enpolede tilstand. Men her gælder det til gengæld, at man under passagen af hele dyreriget bevarer den enpolede orientering, der fra begyndelsen afløser den dobbeltpolede orientering. Afløses med andre ord den dobbeltpolede tilstand ved udgangen af planteriget af en hankønstilstand, da varer denne hankønstilstand under hele passagen af dyreriget - altså fra inkarnation til inkarnation. Og på samme måde, hvis det er hunkønstilstanden, der afløser den dobbeltpolede status. Ifølge Martinus veksler man altså ikke fra inkarnation til inkarnation mellem han- og hunkønstilstand under passagen af dyreriget. Derimod er noget sådant tilfældet fra dyrerige til dyrerige, altså fra spiralafsnit til spiralafsnit. Det vil med andre ord sige, at dyr og mennesker i næste spiralafsnit (som klodevæsener) vil fremtræde med modsat køn under passagen af dette spiralafsnits dyrerige målt med det køn, der under passagen af indeværende spiralafsnits dyrerige kendetegner dem. De der f. eks. nu er hunkønsvæsener vil under passagen af dyreriget i klodespiralen komme til at fremtræde som hankønsvæsener og vice versa, hvilket måske kan være til en vis trøst for én og anden samt anledning til eftertanke hos andre; der tænkes naturligvis her på den aktuelle kønsrolledebat. Denne kønsforvandling fra spiralafsnit til spiralafsnit er simpelt hen en følge af, at de to seksuelle poler skiftes til at "sove ind".

Til slut et par ord om den biologiske forklaring på kønsforskellen. Ifølge biologien er alle et individs egenskaber et produkt af arv og miljø. Især er dog kønspræget et produkt af arv. Arven beror igen på små biokemiske mekanismer i det levende væsens cellekerner, de såkaldte kromosomer. Et individuelt antal kromosomer kendetegner de forskellige arter, men hos alle arter har ét eller rettere to af kromosomerne betydning for kønspræget. Disse kromosomer kaldes X- og Y-kromosomet. Nu gælder der det forhold, at hunkønsvæsener normalt kun har X-kromosomer i deres cellekerner - således også i kønscellerne (ægcellerne), hvorimod hankønsvæsener har både X-og Y-kromosomer, dog således for kønscellernes vedkommende, at der her forekommer enten et X-kromosom eller et Y-kromosom; og netop Y-kromosomet er udslagsgivende. Forenes nemlig en ægcelle (X-kromosom) med en sædcelle, der bærer et Y-kromosom, da bliver det biologiske udfald af konceptionen et nyt hankønsvæsen, hvorimod der bliver tale om et hunkønsvæsen, hvis den befrugtende sædcelle bærer et X-kromosom, således at zygoten kommer til at rumme to X-kromosomer.

Og så var det naturligvis rart at se, hvorledes den biologiske forklaring harmonerer med den, der fremgår af Martinus kosmiske analyser. Løsningen er såre simpel: en zygote (befrugtet ægcelle) med to X-kromosomer virker som antennesystem for et inkarnationsmodent væsen med den feminine pol i kulmination, hvorimod en zygote indeholdende et X- og et Y-kromosom virker som et antennesystem for et inkarnationsmodent væsen med den maskuline pol i kulmination.

- - - - - - -

Endelig til slut en bemærkning til Deres racespørgsmål. Her tror jeg man trygt kan regne med, at det gennemsnitlige niveau er nogenlunde ens for hvide og farvede; dyder og udyder balancerer utvivlsomt, om end de fordeler sig forskelligt. At ingen har grund til særlig selvfølelse synes i hvert fald at fremgå af Martinus ord der, hvor han i forbindelse med menneskets skæbneudsigter siger: "Alene dette at være født på denne jord er en såre betænkelig sag".