Kosmos 1935/9 side 138
Erik Gerner Larsson:
Sommeren endt –
Kosmos' Feriekoloni i September.
I lange blide Dønninger, der knapt nok naar at kamme over, inden de naar Kysten, kommer Havet idag rullende ind mod Kosmos Feriekoloni. Regnen siler stille ned over den tørstende Jord, og Luften, ude som inde, føles mættet med den Sensommerens ejendommeligt krydrede Blomsterduft, der ligesom lader en ane det kommende Efteraar.
Den første Tanke, der slog mig i Møde, da jeg dennegang kom herop for at lukke af og skodde til, var, "hvor er her dog stille!" Ingen lystig Latter, ingen Pludren fra nogen af Husene, kun Stilhed afbrudt af Lyden fra Bølgernes Møde med Strandkanten og enkelte Strandfugles Skrig. Og dog. Lader jeg Blikket glide ned langs Husrækken, er det paany som om alt bliver levende, Erindringen fra den svundne Sommer er endnu saa nær inde paa Livet af en, at de enkelte Huses Beboere dukker frem for ens indre Syn, samtidigt med at Øjet strejfer Numret over Døren.
Hvilket Mylder af Mennesker der dog har været her, og hvilket Mylder af glade Minder har de ikke affødt? Som den Dag da Timmermann og jeg (undskyld!) byggede vor højelegante Badebro. Den gik langt ud i Vandet, havde fin Trappe ned og var i det hele taget lavet saadan, at vi var ved at gaa bagover af Vigtighed over vor egen Præstation. Naa, henover Middag kom Martinus paa Besøg, og aldrig saasnart var han ude af Bilen, før vi fik ham halet ned til Stranden for at se "Barnet". Ogsaa han var imponeret, det var de i det hele taget allesammen, – undtagen Havet. Knapt var Martinus afrejst, før en pæn lille Storm ind under Aften først halede alle vore med Sved nedhamrede Stolper op af Grunden og dernæst masede hele Molevitten paa nogle faa Minutter. For Resten en umaadelig lykkelig Tilskikkelse! Hvordan det? Jo, efterhaanden som Havets Ødelæggelse skred frem, blev Timmermanns Ansigtsudtryk selvsagt mørkere og mørkere, og da Havets Raseri var paa sit højeste, kom Jydens Trang til at besejre saa stærkt op i ham, at han paa Stedet bedyrede, at der næste Sommer i den ødelagte Bros Sted skulde staa en i Jern, som Havet jo saa kunde prøve at bide Skeer sammen med! Eller som den Dag vi byggede en mægtig fin Høfde lige ud for Badebroen for at Havet kunde lægge en Sandrevle lige op til os. Som vi sled, ikke sandt Fru Seest? – Og saa lagde Havet Sandrevlen paa den helt forkerte Side af Høfden, saa at alle vore sammenslæbte Sten nærmest laa os nederdrægtigt i Vejen. Naa, et Par Dage efter fjernede et Par raske Bølger hele Historien, og saa var den Sorg slukket. Eller som Fru Seest bemærkede: Nu kan det næste Hold jo bygge den op igen, de skal jo osse ha' noget at lave!
Minder, – jeg vil tro, at hver enkelt er vendt hjem ladede til Randen med Minder heroppe fra, lyse og festlige som Minder maa blive, hvor de fødes blandt glade og forstaaende Mennesker. En af Gæsterne heroppe fra skrev for kort Tid siden til mig om Kolonien, at her havde Martinus skabt et lille Paradis paa Jorden, – mon ikke den Opfattelse deles af samtlige Lejrens Gæster, jeg tror det. Egnens Befolkning opfatter os som én stor Familie, – at de samtidigt tror vi lever af Hø, – er jo en anden Side af Sagen, men netop det, at det hele smelter sammen til et lille Samfund, hvor hver enkelts Smil skaber en samlet Atmosfære af Fred og Glæde for alle, forekommer mig at være denne Kolonis største Charme og giver dens Eksistens den største Berettigelse. Thi hvor kan alle vi, der i vor Higen efter Sandhed er naaet til "Livets Bog", rejse hen paa Ferie uden at risikere aandelig talt, at "falde blandt Røvere"? Overalt Kødspisning, Tobaksrygning etc. Overalt den aandelige Ufred og Uro, der tvinger en til, dersom man vil sikre sig selv absolut Fred, at tie og være passiv. Naturligvis er det godt at kunne tie og iagttage, men Livets Oplevelse bestaar nu engang i en Vekselvirkning. Som aandeligt interesseret føler man Trang til at være sammen med aandeligt interesserede Mennesker, det stimulerer ens Tro paa det Gode i Livet og øger ens Trang til Erkendelse. Med Kosmos Feriekoloni har Martinus skænket os en Plet, hvor vi kan mødes, udveksle Tanker og Meninger og drage bort med Følelsen af, at selvom Verden netop ruster sig til den sidste store Kamp, saa vokser dog i det stille det Menneskerige frem, hvor Verdensfreden ikke er en Utopi, men en velsignet dagklar Realitet.
– – –
Jeg er heroppe for at lukke af og skodde til. Den første Sæson er nu slut, men den anden er allerede i Sigte. Næsten alle Huse er allerede udlejet til næste Aar. – Sandsynligvis vil Sommeren 1936 se Husantallet i Kosmos Feriekoloni fordoblet. Tænk: dobbelt saa mange Huse, mange flere Mennesker, meget mere Fest og Glæde!
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige