Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

At se ud over menneskenes samfund af i dag er som at se en eneste stor forbandelse blive eksekveret. Alle kriges i princippet mod alle, og langt den største part af Jordens mennesker har i vor tid samme indstilling som de skriftkloge fra Jerusalem, til hvem Jesus henvendte ovenfor citerede belæring. Menneskeheden som helhed har det indbygget som automatisk refleks i sit talentområde, at "Satan må uddrives ved Satan", at ondt skal fordrives med ondt, krig med krig, revolution med kontrarevolution, forbrydelse med straf og så fremdeles. Denne talentkerneautomatik er en reminiscens af tidsaldres involution idet dræbende princips zoner, en involution der vendte med den kristne verdensimpuls.

Såvel ved sit liv og sin lære, som sin død stræbte Jesus at gøre det klart for sin samtid, at med ham var en ny evolutionsretning indledt: Jeg siger jer, at indtil nu havde loven og profeterne deres tid; men fra nu af gælder en ny verdensimpuls; fra nu af gælder det om ikke at modsætte sig det onde, men at velsigne det og neutralisere det med den modsatte energi, nemlig det gode - kærligheden. Det er rigtigt, at således var det indtil nu, at folkeslag måtte bevæbne sig mod folkeslag, og at de, som ikke adlød loven, måtte påføres lidelser som straf. Men denne hævnens og gengældelsens metode er vejen til Helvede og ikke til Himmeriges Rige. Den lov, I har fået gennem Moses: "øje for øje og tand for tand" er stadig gældende og vil gælde i evigheders evigheder; thi det er jo selve karmaloven, som I netop skal lære at bringe liv og gerning i pagt med, for at I kan leve i tryghed i det fredens og harmoniens land, der er forjættet jer. Derfor gælder det om ikke at ødelægge Næstens "syn" eller udslå hans "tænder"; thi det vil uomgængeligt medføre samme kedelige skæbne for jer selv, og I vil således ikke i fuldt mål kunne nyde den Guds fred, som venter hver den, der handler i pagt med min lære.

Karmaloven, som den kort er formuleret i Sinajåbenbaringen, kan ingen lægge en tøddel til eller trække en tøddel fra. Men midlet, ved hvilket mennesket skal frigøre sig af denne onde karmiske cirkel, er det såvel fysisk som åndeligt videnskabelige princip, at en foreteelse neutraliseres med sin modsætning. At være kommet til erkendelse af dette, som en hel del mennesker af vor oplyste tid og race må siges at være, er dog langt fra ensbetydende med, at man dermed har lammet al den dyriske automatik, der udgør en del af menneskeracens psykiske og fysiske legemer. Analyserer man sit eget handlingsmønster, vil man se, at kød og nedarvede traditioner stadig i udstrakt grad begærer imod åndens indsigt og viden. Og når det er således, at man hver eneste af sine levedage over for sig selv har brug for et meget stort antal tilgivelser, bliver det forståeligt, at der skal adskillige tusinde år til for en ny verdensimpuls at vinde kendeligt gehør og indpas hos en hel klodes menneskehed.

Dersom sejren over synd og død én gang for alle var vundet ved hændelsesforløbet omkring hin påskehøjtid i Jerusalem, således som det jo hævdes inden for den autoriserede kristendom, hvor er da det forjættede fredsrige, som skulle være modsætningen til det syndens og dødens klæbrige hængedynd, hvori menneskeheden endnu stønner af udmattelse? Er det ikke snarere sandheden, at kristusprincippet endnu tørster, bløder og vånder sig på Golgatahøjen flankeret af et udfordrende og et retirerende røverprincip, medens bødlerne spiller terning på retterstedet og mængden ser passivt til? Er det ikke tendentiøst, når man overser, hvad Jesus forudså måtte komme over en i kærlighedskundskab så uskolet menneskeslægt, før Himmeriges Rige kunne etableres i dens midte og Helligånden være ledemotiv i alle dens dispositioner? : "Sandelig siger jeg jer, af helligdommen her skal ikke lades sten på sten tilbage - alt skal brydes ned ... I skal høre krigslarm og krigsrygter ... folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der ... mange skal bringes til fald og forråde hverandre og hade hverandre ... og mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild, og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste ... thi da skal der komme en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu, og som heller ikke senere skal komme ...". "Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige, thi himlenes kræfter skal rystes. Og da skal de se menneskesønnen komme i skyen med kraft og megen herlighed. Men når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig". (se Matt. kap. 24 og Luk. kap. 21).

Man må gøre sig klart, at når en bevidsthed af Jesu kosmiske dimensioner taler til sine samtidige, taler han til dem som evige væsner tilhørende en menneskehed under udvikling. Hans blik er rettet hen over deres snævre tidsdimensionering mod evolutionsmål tusinder af år fremme. Han er sig bevidst i sin genløsermission, der har planetære dimensioner og perspektiver. Derfor vover han at sige: "Og dette evangelium skal prædikes over hele Jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og så skal enden komme" (Matt. 24.14). Han vover også at love sine tilhørere, at de skal komme til at opleve alt dette, idet han ved, at de alle inkarnation efter inkarnation må erfare sig frem til erkendelsen af den rene sandhed og den rene kærlighed: "Sandelig siger jeg jer, denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket" (Matt. 24.34).

Som verdenssituationen tager sig ud i dag, er alt endnu kaos. Klodens godt tre milliarder "mennesker" er delt i to hinanden bekæmpende ideologiske lejre: de besiddelsesløse og de besiddende, der begge mener, at Satan kan uddrives ved Satan; og kloden er således at betragte som et hus, der er i strid med sig selv. Men et klodesamfund beriget med vor tids kommunikationsformåen kan ikke eksistere som isolerede hinanden bekæmpende enkeltdele i højere grad end en menneskeorganisme kan udspalte sig i selvstændige enkeltdele og dermed isolere sig fra den fra hjertet pulserende livgivende blodstrøm samt de fra makrobevidstheden udgående fornyelsesimpulser. Splittelse betyder opløsning og undergang, og således ville planeten eller menneskeheden som helhed også gå til grunde, dersom de for tiden herskende tilstande fik lov at udarte i den retning, strømpilen i vor tid viser.

Så sandt der er et forsyns vilje og plan bag al evolution, får noget sådant dog ikke lov at finde sted. Ligesom menneskets bevægelsesimpulser forplanter sig via hjernen nedad gennem legemet og skaber sin effekt, således bevæger den nye kosmiske evolutionsimpuls sig fra nord ned over kloden. Målt med vore fysiske levedages tidsmål breder denne impuls sig langsomt, ja næsten umærkeligt; men i kosmisk målestok breder den sig nøjagtigt med den hastighed, som den kosmiske verdensorden forudsætter. Den nye kosmiske impuls vibrerer med "kraft og megen herlighed", nemlig med oplysning og åndeligt materiale af forstærket evolutionsfremmende art, hvilket bevirker, at visse områder af menneskenes højere vibratoriske legemer aktiveres. Men den nye åndelige impuls vil uvilkårligt blive dechifreret og udnyttet på mange forskellige måder. Og navnlig vil den på områder, hvor menneskene ikke har udlevet den dyriske livsautomatik, blive udnyttet til selviske formål, til religiøst charlataneri og til dyrkelse af den enkeltes interesse i stedet for helhedens. Det er da også først og fremmest denne udnyttelse, der møder vort syn, overalt hvor vi retter vort blik, og det er næppe for meget at påstå, at der skal en god portion optimisme til at se nogen strømpil pegende mod en ny og navnlig en bedre verden.

Men var det ikke netop i denne kaotiske situation, at Jesus henviste menneskeheden til at "rette sig og løfte hovedet", fordi genløsningen da nærmede sig? Og dersom vi følger denne anvisning, hvilket vil sige, toner sind og tænkning ind på det nye kosmiske vibrationsfelt, får vi da ikke uvilkårligt øje på navnet Martinus, der hæver sig suverænt over vor tids utal af religionsstiftere? Er hans verdenslære ikke lutret for alle frit svævende spekulationer og urokkeligt hvilende på den åndeligt videnskabelige logiks evighedsfundament? Og med betegnelsen "åndeligt videnskabelig" er her ment, at denne verdenslære ikke blot er rodfæstet i laboratoriernes reagensglas, men i det levende trefoldige kosmos, hvis system og orden udgør selve kraften bag enhver kemisk reaktion. Martinus har formuleret en anvisning på organisationen af et planetært brodersamfund, der viser en i alle detaljer intim familiaritet med de etiske grundprincipper i Jesu lysende forkyndelse, samt en påfaldende overensstemmelse i kosmisk udsyn og psykologisk indsigt. Denne anvisning udgøres af fjerde kapitel i Livets Bog og er syntetiseret i "De tolv punkter" for planetær opfyldelse af det store kærlighedsbud: ELSKER HVERANDRE:

"Der er en rift i skyen over Danmark", sagde en højt udviklet okkultist for snart et halvt århundrede siden. Gennem denne "rift" spiller kærlighedsstrømme ind over de skandinaviske lande og videre ud over vort martrede klodelegeme. Disse strømme er ladet med impulser for broderkærlighed, for indsigt, for logik, for sandhed, for et menneskefællesskab, der ikke indebærer nogens fattigdom, men alles rigdom. Så enkelt og endeligt er det, men alligevel for os junglearvinger så svært at forstå, at et verdensrige kan baseres på en metode for godernes fordeling, som den Martinus har trukket op i sit fjerde kapitel. Et verdensrige uden penge, uden privilegier! Noget sådant er alt for fantastisk og utopisk for vor automatisk fungerende profitære tænkning. Og hvem skulle vel være moralsk kvalificerede til at udgøre det styrende råd i et sådant Planetarrige? Kan der tælles blot tolv blandt nulevende statsmænd eller videnskabelige notabiliteter, hvis livsholdning og verdenssyn er overensstemmende med Martinus tolv punkter? Svaret er nok på forhånd dømt til at blive negativt; men også her har Jesus med sit kosmiske storsyn skuet hen over årtusinder og lovet højt kvalificerede individers inkarnation, når tiden derfor er inde, og menneskene mæt af blodsudgydelser råber til Forsynet om udfrielse: "Da skal menneskesønnen sende sine engle ud med mægtig basunklang (kosmiske vibrationer), og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser". (Matt. 24.31).

Den jordiske menneskehed er allerede blevet planetarisk i sin tænkning og dispositioner. Blot er det endnu ikke fredens og kærlighedens "basunklange", der fra raketaffyringsramperne vibrerer mod de fire verdenshjørner. Bag de tekniske bedrifter ligger der intense militære spekulationer kombineret med overeksponeret magtbegær. Det er da også åbenbart, at "Det fjerde kapitel" ikke er nogen femårsplan eller fem gange femårsplan. Snarere er det en tusindårsplan. Men forsynet har befalet, at "Planetarriget", som Martinus i sit fjerde kapitel benævner det, skal grundlægges, og således vil det blive. Lykkelige de, som i god tid har fået planerne for dette rige i hænde, lærer dens detaljer at kende og finder deres plads og individuelle opgaver i denne plan.

Der er endnu adskillige inkarnationers arbejde med lutring og omstilling af de ufærdige sindelag og den uordnede menneskepsyke. Der forestår endnu adskillige inkarnationers karmiske lidelser takket være den overtro, at ombringelse af andre levende væsener er betingelsen for opretholdelse af vor egen fysiske eksistens. Der er endnu adskillige hårde kampe at udkæmpe med Næsten, før vi lærer, at Næsten ikke er vor fjende, men vor kosmiske slægtning, og at den, som slår først og hårdest, ikke har sejret, men at netop den, som "vender den højre kind til, når han bliver slået på den venstre", vil være vinder af livets sejrskrans.

Det er stort gennem Martinus analyser at få lov at skue tilbage over det forbigangne. Det er stort at stå midt i overgangshvirvlerne, at befinde sig midt i "havets og brændingens brusen", hvilket vil sige den gamle verdenskulturs dødskramper, når man samtidig har øje for den nye helligåndskulturs første spæde livsytringer. Det er stort at stå ved denne nye broderkærlighedens verdenskulturs vugge og få udleveret planen for kommende årtusinders evolution. De, som har Livets Bogs fjerde kapitel indbygget i deres bevidsthed, arbejder ikke i blinde.