Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I vor hidtidige gennemgang af Martinus verdensbillede har vi gang på gang refereret til reinkarnationsprincippet uden at komme med nogen nærmere forklaring, og læseren har muligvis oplevet et stigende krav herom, efterhånden som beskrivelsen af menneskehedens udvikling og bevidsthedskategorierne er skredet frem. Ved at vente så længe har vi imidlertid høstet den fordel, at vi nu besidder et betydningsfuldt materiale som grundlag for forståelse af reinkarnationstanken, og faktisk skulle vi have gennemgået hele udviklingsspiralen først, hvis vi ville have det fulde forhåndsmateriale, men som sagt - det er vist nødvendigt for den videre fremgang, at vi fremdrager Martinus analyser over reinkarnationen nu.

Vort udgangspunkt for reinkarnationsprincippet er henholdsvis Martinus oplevede intuitioner og visse alment tilgængelige kendsgerninger. Den idé, som står mest centralt i Martinus intuitive tankekreds har han udtrykt med ordene: Alt er såre godt. Det vil sige, at livet til syvende og sidst tilgodeser alle levende væseners virkelige interesser og forener alle modsætninger i en kosmisk harmoni. Denne grundtese er intimt knyttet til et andet kosmisk princip: skæbneloven, som retfærdiggør eller begrunder grundtesen. Skæbneloven udsiger, at der består en nøje overensstemmelse mellem et individs udadrettede aktivitet i tanke, følelse og handling og dets modtagelse af oplevelser fra omverdenen. "Som et menneske sår, således skal det høste" eller sagt mere folkeligt: "Som man reder, sådan ligger man". Skæbneprincippet er oplagt i nære, praktiske situationer, hvor årsag og virkning følger nær på hinanden, og det er vel disse tilfælde af skæbnelovens fyldest, som har givet anledning til det ovennævnte ordsprog eller dette "den, som graver en grav for andre, falder selv i den". Vanskeligere stiller sagen sig, når årsag og virkning er adskilt med et større tidsrum, og man ikke rigtigt kan se, hvorledes den ene begivenhed har medført den anden. Martinus anfører imidlertid, at der findes et for det fysiske syn skjult led, som forbinder den skæbneudløsende handling og skæbneoplevelsen, en såkaldt skæbnebue. Ved enhver aktivitet, uanset om den er stor eller lille, positiv eller negativ, udsendes en sådan skæbnebue, som vender tilbage til vedkommende efter kortere eller længere tidsrum og medfører en oplevelse for sit ophav af samme karakter, som den, der oprindelig påførtes et medvæsen. Skæbneloven står således inde for et universelt retfærdighedsprincip, der giver sig udslag i, at ingen kan gøre uret, og ingen kan lide uret, og understreger således hovedtemaet: alt er såre godt. Skæbneloven er tillige et guddommeligt pædagogisk princip, som har det formål, at ethvert levende væsen ved at opleve virkningerne af sine handlinger på sin egen "krop" lærer at skille godt fra ondt og således ledes til gradvis at forstå de absolutte livslove.

Overfor disse intuitive begreber står en lang række praktiske, fysiske kendsgerninger, som synes at stride imod dette retfærdighedsideal. Der findes voldsmennesker og mordere, som skæbnen tilsyneladende glemte, ligesom agtværdige og hæderlige borgere undertiden hjemsøges af vold og drab - tilsyneladende ganske uforskyldt. Krig og sygdom, menneskehedens værste svøber, raser til forskellige tider og forskellige steder på jorden og river tilsyneladende i flæng retfærdige og uretfærdige med sig i døden. Unge og gamle, kvinder og børn, civile i lige så høj grad som militære rammes af maskingeværerne og bomberne. I koncentrationslejrene tortureres både revolutionære og borgerlige, politisk interesserede og uinteresserede, højt uddannede akademikere, forfinede åndspersonligheder såvel som jævne mennesker sammen med civilisationens bærme, underverdenens elementer, som også her i det moderne helvede nedværdiger sig til at bestikke og bedrage sig til små fordele. Hvor er retfærdigheden, spørger millioner af mennesker? Også livsgoderne er fordelt tilfældigt, for en umiddelbar betragtning. Den ene side af jorden vælter sig i overflod af fødevarer og er udstyret med en teknik af så raffineret karakter, at man knap behøver rejse sig, men kan ordne alt fra et stolesæde eller et bilsæde, medens man på den anden side af jorden undertiden ikke kan rejse sig med den ny dag på grund af udmattelse, sygdom eller underernæring!

Der er desuden kendsgerninger af en anden slags, hvis vidne må høres i sagen om den universelle retfærdighed: de evnemæssige forskelle hos mennesker. Nogle mennesker er højt begavede og får en strålende karriere, medens andre er svagtbegavede eller åndssvage og bliver udnyttet, hånet eller, hvad der er lige så slemt, overset, gemt væk på en institution. Nogle mennesker er udstyret med et livsglad temperament, som lader dem tage alle vanskeligheder med et smil, medens andre er sortseere og ved vanskeligheder tvinges ned i melankoliens og depressionens mørke. Gennem beskrivelsen af bevidsthedskategorierne har vi netop skildret, hvor forskellige mennesker egentlig er, men vi har samtidig understreget, at disse forskelle i intelligens og følelse stod i relation til en generel menneskelig udvikling, og at erfaringsdannelsen gradvis ændrede mentaliteten hen imod et højere intelligens- og følelsesniveau. Vi har således allerede flere gange mere end antydet, at der ligger et positivt og uangribeligt formål i alle menneskelige lidelser. Vi skal derfor her kun føje til, at ingen af de ovennævnte kalamiteter og lidelser danner undtagelser fra skæbneloven, men at disse skæbneoplevelser tvært imod på det nøjeste er virkninger af de pågældende menneskers tidligere livsførelse. Vanskeligheden ved at erkende dette skyldes flere forhold, hvoraf man først kan nævne en almenmenneskelig tendens til at glemme sine egne forseelser. Som Paul Valéry siger: "Et menneskes virkelige hemmeligheder er mere hemmelige for det selv end for andre". Dernæst ved mennesker sjældent, hvornår og hvor ofte de overtræder livets love. Her gælder det i stor udstrækning, "at dåren vandrer trygt, hvor engle ej tør træde". Overtrædelser finder sted ikke blot mod samfundets love, men også med dem, fx. inden for ægteskabets ukrænkelige mure, i opdragelsen eller i forretningslivets jungle. Ligeledes spiller kødspisning en betydelig rolle som skæbneudløsende faktor, da den er baseret på systematisk drab på forsvarsløse dyr i et uhyggeligt tal - et skæbneforhold, som kun de allerfærreste mennesker i dag har skænket nogen tanke.

Men ud over disse årsager er der tilfælde, som kræver en særlig forklaring. Når børn fødes med vanskabte legemer, spasticitet eller defekte hjerner er det vanskeligt at erkende disse lidelser som selvforskyldte. Her er det bl. a., at reinkarnationsbegrebet træder ind i billedet som et nødvendigt led i livets anatomi, fordi de mange liv har skæbnemæssig forbindelse med hinanden. Martinus anfører således, at der er skæbnebuer, som først vender tilbage til sit ophav efter flere livs forløb. Et menneske, som fødes her på jorden, har således allerede gennem sine foregående tilværelser forberedt vilkårene for dette liv; sine medfødte egenskaber, sygdom eller sundhed, sit sociale miljø, sine forældres opdragelse, sin "ufrivillige" deltagelse i krig og fred osv. Har man åbnet for reinkarnationstankens perspektiv, forstår man, at kun den mindste del af skæbnens tildragelser hidrører fra den indeværende fysiske tilværelse, medens de fleste og betydeligste skæbneoplevelser har deres rødder i en fjernere fortid. - Dertil må føjes, at den biologiske evolution og den menneskelige udviklingsproces, som vi har fulgt fra mineral til dyr og fra dyr til menneske, kun får mening for det individuelle menneske, såfremt dette menneske er med i hele processen. Det er det enkelte menneske, der på historiens vej har lidt og grædt, håbet og længtes samt kæmpet for fremskridtet, ligesom det er det enkelte individ, som har syndet og dræbt sin broder. Vi må i denne forbindelse sige, at menneskeslægten er ingenting, mennesket derimod alt, og at det universelle retfærdighedsprincip kun kan "reddes", såfremt tilværelsen for den enkelte har et større perspektiv end det ene jordiske liv. Med Macneile Dixon: "Hvis der ikke er noget liv efter dette, er der ikke noget at tale om. Verden har dømt sig selv".

Her overfor står den kristne livsopfattelse, som ikke har brug for reinkarnationsidéen, men derved i virkeligheden heller ikke kan opfylde retfærdighedsidealet. Kristendommen begrunder i det væsentlige det onde blandt mennesker med en i kødet boende svaghed for det onde (arvesynden) i forbindelse med den frihed, individet har fået af Gud, hvormed det frit kan vælge mellem det onde og det gode, mellem troen og vantroen. Undersøger man sagen nærmere, må man imidlertid indrømme, at denne valgfrihed er illusorisk, når man tager menneskers forskellige forudsætninger i betragtning: intelligensmæssige, følelsesmæssige samt erfaringsforskelle. Menneskets valgfrihed må nødvendigvis være relativ i den forstand, at den afhænger af de psykiske forudsætninger. Psykopaten og professoren har ikke samme valgfrihed! At dømme mennesker til fortabelse på grund af medfødte psykiske dispositioner, der forhindrer dem i at blive troende, er det samme som at dømme uskyldige. Men mennesket "har jo i henhold til den kirkelige opfattelse ikke skabt sig selv, men er et produkt af Guddommens skabeevne. Guddommen har altså skabt "syndere". Men når Guddommen er "alvidende", måtte denne dog i forvejen vide besked hermed. Og da han samtidig er "almægtig", kan det ikke være en mangel eller ufuldkommenhed i hans skabeevne. Den samme Guddom kan derfor kun bevidst og med fuldt overlæg have skabt syndere". Men med fuldt overlæg at skabe væsener, om hvem han i forvejen ved, at de vil ende i et "evigt helvede", hvor der er "gråd og tænders gnidsel", afslører en bevidsthedstendens, der kun kan komme ind under begrebet "perversitet" eller kulminationen af abnormitet eller modsætningen til al logik og dermed til kærligheden. Mon ikke det var her, at angeren var på plads? - Det kan da ikke være "det skabte", men" skaberen", der må angre det "skabtes" ufuldkommenhed (L. B. II, stk. 570). Desuden har kirken gjort retfærdighedsbegrebet håbløst uret ved at tro på syndsforladelse ved Jesu stedfortrædende lidelse på korset. "En Guddom, der giver de virkelige "syndere" "syndsforladelse" på betingelse af, at han får lov til at lemlæste og pine et "uskyldigt" eller "syndefrit" væsen i deres sted, åbenbarer ingen retfærdighed endsige kærlighed. Her kan der kun være tale om, at "straffen" for enhver pris må eksekveres. Om den rammer den skyldige eller uskyldige er for Guddommen ganske underordnet ... " (II, stk. 570).

Heller ikke naturvidenskaben levner reinkarnationstanken nogen plads i sit verdensbillede. Den er da heller ikke i stand til i sin teoridannelse at opfylde retfærdighedens krav, men må nøjes med at angive tilfældige årsager til menneskers lykkelige eller ulykkelige skæbner. Disse årsager finder man som medfødte fejl i de arvede anlæg eller nedbrydende faktorer i omgivelserne. Arv og miljø er de grundlæggende årsagsbegreber for videnskaben, når det gælder menneskets skæbne, men med disse begreber placerer man i virkeligheden årsagen eller skylden udenfor menneskets jeg. Ved at henvise til arvede egenskaber flyttes ansvaret for individets skæbne således over på forældrene i forbindelse med de "tilfældigheder", der er knyttet til genkombinationer og genskader. Men forældrene er i virkeligheden i samme situation som børnene og ansvaret forflygtiges til en ubestemmelig fortid. Miljøfaktorerne er ligeledes upersonlige skæbneårsager, som ikke henføres til nogen sammenhæng med individets jeg, dets ønsker og motiver, og er derfor psykologisk tilfældige, selvom de naturligvis anerkendes som virkninger af naturlove.

Vi ser således, at hverken kirken eller videnskaben af i dag i deres teoretiske grundlag er i stand til at fremstille menneskets liv og skæbne som værende i overensstemmelse med Martinus grundtanke: alt er såre godt eller skæbnelovens retfærdighed. Årsagen hertil er som nævnt, at begge parter arbejder med et for snævert livsperspektiv: étlivsopfattelsen. Nu kan man naturligvis sige, at i hvert fald videnskaben er bundet af kravet om at henvise til påviselige årsager, men det burde ikke forhindre den i at antage reinkarnationstanken som en arbejdshypotese, og man kan jo ikke vente bekræftelser på en ide, før man er begyndt at arbejde med den. Man må i den forbindelse fremhæve, hvor vigtigt det er for al forskning at undfange ideer og antage hypoteser i stedet for på sneglemaner at forlade sig på forsøg-fejlmetoden. Det er ved i dristig tankeflugt at forbinde livsdetaljer, som måske ikke umiddelbart så ud til at have noget med hinanden at gøre, at de store videnskabelige landevindinger er gjort.

Reinkarnationstanken er således ikke særlig populær i Vesten i dag. Sammen med troen på sjælen og jegets udødelighed lever den en miskendt tilværelse hos mindre, åndelige bevægelser, som har trodset tidens materialisme og ortodoksi, men til gengæld ikke er populær blandt de toneangivende eller samfundets såkaldte kulturelite. Men således har det ikke altid været. Betragter man kulturhistorien som helhed, har reinkarnationsideen snarere været en regel end en undtagelse, hvad Schopenhauer har udtrykt på sin egen måde: "Hvis en asiater bad mig om en definition på Europa, var jeg nødt til at svare ham: det er den del af verden, som er hjemsøgt af den utrolige illusion, at mennesket er skabt af intet, og at hans nuværende fødsel er hans første indtræden i livet". – Talrige primitive folkeslag tror på "sjælevandring" omend på ulogisk vis som genfødelse i skikkelse af dyr eller planter. På højere kulturstadier præciseres det imidlertid, at reinkarnationen betegner en stadig fremadskridende udvikling fra liv til liv. I Indiens religioner, hinduismens talrige forgreninger såvel som I buddhismen, er reinkarnationen opfattet som et uundværligt led i menneskets gradvise helliggørelse trods de lidelser, som var knyttet til stadig at være bundet af "livets hjul" og på ny skulle fødes i et fattigt, sygdomshærget og ufrugtbart land. I jødedommen var tanken om reinkarnation ligeledes repræsenteret. Moses opfattedes som en senere inkarnation af Abel, og man ventede, at David skulle genfødes som Messias. Det var derfor i tråd med gældende opfattelse, når Jesus spurgte sine disciple: "Hvem siger folk, at menneskesønnen er"? og de svarede med at nævne forskellige fortidige personligheder. At Jesus selv har hyldet reinkarnationslæren, tyder samtalen med Nikodemus på. På Nikodemus' spørgsmål, om man på ny skal ind i moders liv og fødes igen, svarer Jesus bl. a.: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og ånd". Når denne passage har fået lov at stå i evangelierne og har undgået de udrensninger, som man må forudsætte senere har fundet sted for at fjerne sporene af sådanne teoretiske vildfarelser, skyldes det sikkert, at "vand" kunne tolkes som en hentydning til dåben. Dette kan imidlertid næppe have været meningen, da Jesus slutter passagen med at sige: "Hvad der er født af kødet er kød, hvad der er født af ånden er ånd", og således tydeligt jævnstiller "vand" med "kød". Denne udtalelse må derfor med størst rimelighed tages til indtægt for reinkarnationslæren. Det samme er tilfældet med Jesu påstand om, at Elias var kommet igen, hvorved disciplene forstod, at han talte om Johannes Døber.