Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For at følge med i de kommende Betragtninger, maa vi forstaa, at det vi kalder Lys, hvidt Lys, som bekendt er sammensat af forskellige Lysarter, hver med sine Bølgelængder hvis forskellige Brydningskoefficient danner Spektrets Farveskala. Ser man alle Farver paa een Gang, smelter Indtrykket af disse forskellige Lysarter sammen til Indtrykket "Hvidt". Øjet er nemlig med Hensyn til Analyseringsevne overfor blandede Farvepaavirkninger ganske ubehjælpsom stillet. I Modsætning til vort Høreorgan Øret, gennem hvilket ihvertfald musikalske Mennesker kan paapege hvilke forskellige Toner, der tilsammen danner en anslaaet Akkord, kan Øjet absolut ikke opfatte de forskellige Farver "Hvidt" er sammensat af. At vi ikke kan skelne Spektrets Farver i almindeligt hvidt Lys, ved vi allerede, men ogsaa ved Sammenblanding af Rødt og Grønblaat opfatter Øjet Indtrykket som Hvidt, og det samme gælder ved en Blanding af Indigo og Gult, eller Gulgrønt og Violet, eller Grønt, Violet og Rødt, hvilke Farvesammensætninger alle fornemmes som udgørende et "Hvidt" Indtryk.

Men udenfor Lysets synlige Farvespektrum findes der jo ogsaa Lysstraaler, hvis Vibrationsværdi staar i et saadant Forhold til vor Sanseevne, at denne ikke reagerer her over for. Udenfor den røde Farve, findes de Straaler, vi kalder ultrarøde, og udenfor den violette Farve, ultraviolette Straaler.

Nu kan vi igen gaa over til at betragte vort Bevægelsesforhold til Solens Lysvibrationer.

Naar vi nærmer os den, vil vi altsaa modtage betydelig flere Lysbølger, end naar vi fjerner os fra den. Vi vil aldrig blot to Sekunder i Træk modtage nøjagtig samme Antal Lysvibrationer fra Solen, idet vort Bevægelsesforhold aldrig er konstant, men altid undergivet Forandring.

At modtage flere Lysbølger pr. Sekund end før vil jo betyde det samme, som at Lysets Vibrationer eller dets Svingningstal forhøjes. Men en Forhøjelse af Svingningstallet vil jo betyde at f. Eks. mørkerøde Straaler bliver lysere, og at nogle af de usynlige Straaler, vi kalder ultrarøde, og som har relativt lave Svingningstal, faar dette forøget i en saadan Grad, at de nu kan paavirke Øjet, d. v. s. blive synlige. Hele Spektret igennem vil Svingningstallet vokse, i Forhold til den Hastighed med hvilken vi bevæger os mod Lyset, og de yderste synlige violette Straaler vil da selvfølgelig faa saa høje Svingningstal, at vort Øje ikke længere er modtagelig for deres Svingninger, og de gaar derefter over til de usynlige ultraviolette Straaler. Vi faar altsaa stadig det samme Solspektrum at se, men dette Spektrum vil være forrykket i Forhold til det tidligere. Ganske vist er denne Forrykkelse ganske minimal, og forsaavidt uden praktisk Betydning, hvor det drejer sig om Hastigheder, der ikke overskrider nogle faa Kilometer i Sekundet, men rent videnskabelig kan den paavises og anvendes ogsaa i udstrakt Grad til Maaling af Stjernernes Hastigheder ved Sammenligning med de saakaldte Fraunhoferske Indsugningslinier, hvis Betydning dog ikke vedrører vort Emne, og som vi derfor heller ikke skal komme nærmere ind paa. Men i selve Princippet for Spektrets Forrykkelse ligger der derimod en meget betydningsfuld Faktor. Thi Forsøget viser os, at ved at forøge vor Bevægelse d. v. s. forhøje vor Egenvibration, vil vi komme til at sanse Straaler, der før ikke kunde sanses.

Men jo hurtigere vi bevæger os, des større vil denne Forrykkelse af Spektret blive, des flere forhen usynlige Straaler vil vi kunne opfatte som synlige, og for at gaa dybere ind herpaa, vil vi gaa over til endnu større Hastigheder.

Jorden gennemløber sin Bane omkring Solen med en Hastighed paa ca. 30 km i Sekundet, og selve Solen fører hele Solsystemet med sig gennem Verdensrummet i Retning af Stjernebilledet Herkules med en Fart af 20 km i Sekundet. Dette vil sige, at vi paa visse Tidspunkter bevæger os gennem Verdensrummet med en Hastighed paa ca. 50 Sekundkilometer. Dette synes os allerede at være en ganske antagelig fjernkosmisk Hastighed. Medens vi overfor Solen kun kan komme i et Bevægelsesforhold, der er under l km i Sekundet, kan vi saaledes overfor de andre Stjerner komme i et meget større Bevægelsesforhold, ydermere da der jo ogsaa er det Forhold at tage i Betragtning, at disse andre Stjerner eller Sole ikke staar stille, men bevæger sig med Hastigheder, der endog kan naa op til 1000 km i Sekundet.

Dette vil med andre Ord sige, at vort Bevægelsesforhold til en saadan Sol er ganske forskellig fra vort Bevægelsesforhold til vor egen Sol. Deraf følger igen, at vor fysiske Sansning er forskellig for hver Sol. Hvis Afstanden mellem en Stjerne og os selv formindskes med 1000 km i Sekundet, vil vi gennem Spektret i endnu højere Grad end overfor Solens Spektrum komme til at se tidligere usynlige ultrarøde Straaler, og fjerner vi os med samme Fart, vil vi i Spektret se tidligere usynlige ultraviolette Straaler. Vort Synsfelt er altsaa blevet anderledes end før, netop paa Grund af Forskellen i Bevægelse mellem os selv og Objektet.

Nu maa vi huske paa, at selv om en Hastighed paa Tusinde Kilometer i Sekundet maaske forekommer os at være svimlende, saa er denne dog ikke nogen Rekord indenfor astronomiske fjernkosmiske Hastigheder. Det er f. Eks. paavist, at fjerne Spiraltaager – altsaa andre Mælkevejssystemer – kan bevæge sig med Hastigheder paa omkring 10,000 km i Sekundet.

Men selv en saadan uhyre Hastighed er ikke nær nok for os, naar vi vil bevæge os i Rummet og gaa dybere ind i Analysen af vort Sanseforhold overfor Lyset. Vi maa endog mangedoble vor Hastighed, og antager derfor at vi bevæger os med en Hastighed af 100,000 km i Sekundet, og vi vil nu med denne Hastighed og med vor almindelige Synsevne betragte det Verdensalt, hvori vi bevæger os.

Det første vi vil forbavses over, er at se at der pludselig er dukket adskillig flere Stjerner op foran os – altsaa i vor Bevægelsesretning – end der tilsyneladende var før. Stjerner, der alle lyser med et dunkelt rødt Skær, og som har den Ejendommelighed, at de forekommer enten i ganske uhyre Størrelser eller som ganske smaa Stjerner, gennemgaaende betydelig mindre end vor egen Sol, medens derimod en Mellemstørrelse almindeligvis ikke syntes at være til Stede.

Aarsagen hertil er imidlertid let forklarlig. Dannelsen af en Sol eller et Himmellegeme sker gennem en Fortætning af en kosmisk Taagemasse af ganske smaa Meteorit- eller Gaspartikler. Paa Grund af den gennem uhyre Tidsrum fortsættende successive Sammentrækning af Partiklerne udvikles der Varme d. v. s. udsendes der Varmestraaler, der ganske vist er usynlige for os under normale Forhold, men med den Hastighed vi bevæger os med her, vil vort Øje modtage saa mange flere af de udsendte usynlige Lysbølger, at Paavirkningen bliver den samme, som den rødt Lys almindeligvis giver os. Lad os f. Eks. sige, at Varmestraalerne udsendes med et Svingningstal paa 300 Billioner i Sekundet. Denne Vibration ligger udenfor vor Sanseevne under almindelige Forhold, men nærmer vi os det Sted, hvorfra disse Svingninger er udsendte med en Hastighed paa 100,000 km i Sekundet, vil Svingningstallet komme op paa henved 400 Billioner i Sekundet, og denne Vibration fornemmes af os som en dyb rød Farve. Ved at forhøje vor Bevægelse kan vi altsaa sanse Varme som Lys.

Da en saadan kosmisk Taagemasse udsender Varmestraaler længe inden den er bleven af fast Konsistens, vil den i Reglen have en uhyre Udstrækning – en Udstrækning der kan beløbe sig til Millioner Gange vor Sols – og den vil altsaa paa Grund af vor forøgede Bevægelse, være synlig for os paa et Tidspunkt, der maaske ligger Milliarder af Aar, førend dens Sammentrækning og Varmeudstraaling har naaet det Punkt, hvor den begynder at udsende synlige Lysstraaler.

Med Sammentrækningen og Varmeudviklingen formindskes ogsaa Himmellegemets Rumfang og efterhaanden kulminerer ogsaa dets Energi eller Lysudvikling. Himmellegemets Egenvibrationer falder, det bliver mørkere og mørkere lysende og slukkes tilsidst helt for vort almindelige fysiske Syn. Men ogsaa paa dette Stadium af dens Udvikling kan vi se den, naar vi bevæger os saa hurtigt som før nævnt. Saalænge den endnu udstraaler Varme, vil vi kunde se den som en rødt lysende Stjerne.

Vi bliver saaledes gennem vort forstørrede Bevægelsesforhold overfor Lysvibrationer Vidne til Stjernefødsler i Universet paa et langt tidligere Stadium, end vi under normale Forhold kan observere, og vi bliver Vidne til Soles Død og Forvandling til mørke Kloder paa et langt senere Stadium, end vi kan følge dem med fysiske Øjne.

Dette var hvad vi observerede foran os, men retter vi vort Blik bagud – altsaa i modsat Retning af vor Bevægelse – vil vi ogsaa her se Forandringer indenfor Stjerneverdenen. De talrige røde, orange og gule Stjerner, der før vor Rejse begyndte, skimtedes mellem de stærkere lysende staalhvide Sole er ikke længere synlige. De af disse Stjerner udsendte Lyssvingninger, der ligger imellem 400 Billioner og 550 Billioner pr. Sekund vil paa Grund af den Hastighed vi bevæger os bort fra dem, kun naa os med et Svingningstal paa henholdsvis 267 Billioner og 367 Billioner, og dette Svingningstal er ikke stort nok til at paavirke vort Øjes følsomme Lysnerver. Hundreder af Stjerner er som ved et Trylleslag slettet ud af vor sansemæssige Verden. Vi kan ikke længere se dem, og vil – hvis vi er ensidig materielt indstillet – i fuld Overbevisning paastaa, at de ikke eksisterer.

Samtidig kunde vi maaske ogsaa nævne den Opdagelse, at de Stjerner, vi endnu kan se bagude, har mistet de fleste af deres kemiske Egenskaber ved deres Lysstraaler. Vi ved jo, at f. Eks. Solbrændthed stammer fra Solens kemiske Straalevirkning, og de Straaler, der fremkalder denne, ligger i det usynlige Lysspektrum under de ultraviolette Straaler, med Svingningstal paa indtil 1200 Billioner i Sekundet. Ved vor relative Hastighed vil vi imidlertid reducere denne Paavirkning, og kun modtage et Svingningstal paa 800 Billioner, og dette svarer til almindelige violette Straaler i det synlige Spektrum, altsaa vil vi nu "se" almindelige violette Straaler i Stedet for at "føle" de kraftigt virkende kemiske Straaler.

Men denne valgte Hastighed paa 100,000 km i Sekundet er, saa interessant den ellers kunde være at beskæftige sig noget nærmere med, alligevel ikke nok for os, og vi fordobler den derfor, og bevæger os nu med en Hastighed paa 200,000 km i Sekundet.

Vi kan maaske nok synes, at denne Hastighed er absurd, og at den slet ingen praktisk Interesse har for os, der slet ikke kan komme op paa en saadan Hastighed. Men heri tager vi fejl. Videnskaben har vist os, at de radioaktive Stoffer udsender Elektroner – Alfa Straaler – med Hastigheder, der netop som Regel ligger omkring 200,000 Sekundkilometer. Dette vil jo sige at i Forhold til en saadan Elektron har vi selv netop denne Hastighed, idet den maa betragte sig selv som værende i Hvile, paa ganske samme Maade som vi paa vor Jordklode betragter os selv i Hvile f. Eks. overfor Lysets Bølgefænomener. Set fra en saadan Elektron er det altsaa ikke den selv, der bevæger sig, men dens Omgivelser og dermed os, der farer forbi den. Overfor en saadan Elektron har vi altsaa virkelig den nævnte Hastighed.

Med denne antagne Hastighed paa 200,000 km i Sekundet betragter vi nu igen vor Verden.

Foran os vil vi ved de allerede tidligere synlige Stjerner kun bemærke, at deres kemiske Straalevirkninger bliver stærkere og stærkere forøget, deres Lys bliver intensivere og intensivere. De føromtalte mørkerøde Sole og Taager, der overfor vor almindelige Synsevne var usynlige, spiller nu i alle Farver. Deres Varmestraalers Svingninger er ved vor hastige Bevægelse henimod dem, blevet forøget i samme Forhold som Hastigheden er vokset, og vi oplever i endnu højere Grad deres Varme som Lys, vi ser de forhen usynlige Sole som røde, gule, grønne og blaa Lysgivere.

Ser vi i modsat Retning, altsaa mod vor egen Sol, som vi bevæger os bort fra, fornemmer vi den kun som en næppe sigtbar mørkerød Stjerne. Solens yderste ultraviolette Straaler har et Svingningstal pr. Sekund paa 1200 Billioner. Med den Fart vi bevæger os bort fra Solen, vil vi kun modtage 400 Billioner Svingninger, og dette Svingningstal vil igen paavirke vort Øje som en meget svag mørk rødbrun Farvetone. Og hvis vor Hastighed blot steg yderligere nogle faa Tusinde km i Sekundet, vilde ikke alene Solen, men alle de Stjerner og Sole, der befandt sig modsat vor Bevægelsesretning, forsvinde for os. Deres Lysbølger vilde stadig naa os, men med et saa ringe Svingningstal, at vi ikke kunde observere noget Lysindtryk. Den fysiske Verden vilde være en Verden, der ikke længere eksisterede, en Verden som vi ikke længere kunde fornemme, et Tilværelsesplan, som ikke længere korresponderede med vore Sanseorganer. Vor Jord og Sol vilde ikke længere være indenfor vor Sansehorisont, thi Forholdet mellem den Tilstand eller Bevægelse, de befinder sig i, og den Tilstand eller Bevægelse, vi selv befinder os i, er blevet saa forandret, saa forstørret at vor Sansebegavelse ikke længere kan spænde over det. Det Perspektivforhold, gennem hvilket vi betragter vor Verden, er blevet et andet. Vor "virkelige" og "materielle" Verden er bleven uvirkelig og immateriel. Vi kan med lige saa god Ret, som vi maaske nu stiller os tvivlende overfor Tilstedeværelsen af andre "overfysiske" Planer og Kloder, stille os tvivlende overfor vort nuværende jordiske Tilværelsesplan, thi dette er nu blevet til en teoretisk Tilstandsform, til en uvirkelig fantastisk Tankeverden.

Som før omtalt kan Elektroner fra radioaktive Stoffer bevæge sig med lignende Hastigheder, men dette vil jo sige, at set fra Elektronens Synspunkt vil vor Verden have en ganske anden Eksistensform, end den vi antager den har, thi for Elektronen er det jo vor Verden, der bevæger sig med en Hast paa 200.000 Sekundkilometer, medens den selv maa føle sig staaende i relativ Ro overfor dens eget Univers, der netop dannes af de andre fra det paagældende radioaktive Stof udsendte Elektronmængder, der alle har samme Hastighed og derfor er i Hvile overfor hinanden.

Vi ser deraf, at Realiteter der bevæger sig med disse store Hastigheder bort fra os, ikke kan gøre Indtryk paa vor Sanseevne, det er skjulte Realiteter, der tilhører Verdener og Tilværelsesplaner, vi ikke kan træde i Samkvem med.