Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Så vidt jeg har forstået taler Martinus til fordel for den fri vilje. Men hvordan kan tanken om fri vilje være forenelig med loven for stoffernes reaktion. Denne belyses af Martinus i første kapitel af hovedværkets andet bind, og jeg mener, at forenelighed med den fri vilje må være et berettiget krav, eftersom Martinus andre steder beskriver mennesker, dyr og planter som repræsentanter for mellemkosmisk stof, altså også stof, hvor loven for stoffernes reaktion må forventes at gælde.

Det er forbavsende at se, hvordan det nærliggende og det skarpsindige ofte ligger tæt op ad hinanden. Trods det, at jeg gennem hele min 10-årige interesse for Martinus arbejde i særlig høj grad har været optaget af den fri viljes problem - herunder det treenige princips analyse - er det første gang, jeg ser denne på engang enkle og skarpsindige opstilling af problemet. Jeg kan dog straks svare, at forenelighed er til stede; til gengæld er det desværre næsten ugørligt at give en dækkende fremstilling heraf på denne begrænsede plads, selvom det straks kan fastslås, at løsningen under alle omstændigheder skal søges i en præcis forståelse af den valør, det er muligt at tildele begrebet "fri vilje". Dette skal de følgende aspekter af sagen søge at belyse.

Inden man tager fat på spørgsmålet om den fri vilje, er det naturligvis nødvendigt først at gøre sig klart, hvad der forstås ved selve begrebet "vilje". Her fremgår det af Martinus analyser, at viljen er det levende væsens evne til bevidst at administrere, styre og virkeliggøre sin samlede energiomsætning.

Problemet om viljens frihed må i lyset af denne definition herefter ses som et spørgsmål om, hvilke ydre og indre faktorer der kan tænkes at øve restriktiv indflydelse på den blotte viljesfunktion. I denne forbindelse er det meget vigtigt at gøre sig klart, hvad det er, der motiverer viljeføringen. Med hensyn til sidstnævnte oplyser Martinus, at det drejer sig om ønsker og begær, der alle er at betragte som kosmisk-kemiske udslag af til grund liggende behov, hvilke igen i deres dybeste natur er kosmisk-kemiske virkninger af det på moderenergien baserede og i den samlede organstruktur virkende sult- og mættelsesprincip. Sult- og mættelsesprincippet er også det kosmiske grundlag for individets evne til at kende forskel på behag og ubehag, hvorved dette princip tydeligvis på endnu et område øver indflydelse på viljeføringen.

Da ønsker og begær udgør de faktorer, der til enhver tid motiverer viljeføringen og således bestemmer dens udformning, ses det, at samme ønsker og begær er viljefunktionen overordnede; man kan tale om begærledet vilje. Følgeligt kan der ikke være grundlag for at tale om fri vilje i forholdet til disse, hvorimod viljeevnen kommer til syne som et aktiv i ønskernes og begærernes tjeneste. I overensstemmelse hermed må der ved fri vilje forstås individets evne eller frihed til at få sine ønsker og begær opfyldt.

Det er nu muligt at påvise, at de levende væsener med hensyn til dette at bringe deres ønsker og begær til opfyldelse inden for visse grænser er højst forskelligt stillede, hvilket betyder, at de også med hensyn til dette at have fri vilje er højst forskelligt stillede. Fælles for dem alle er, at de i deres bestræbelser på at få givne ønsker og begær opfyldt er henvist til at korrespondere med en materiel omverden, der gennemført er behersket af universelle love og principper, de såkaldte naturlove, og i hvilken deres medvæsener på mere eller mindre rivaliserende vis optræder. Og det gælder her groft udtrykt, at bestemte ønsker og begærs tilfredsstillelse er betinget af, at individet formår at overvinde den modstand, den materielle omverden under ét frembyder - herunder at det formår at opfylde de med ønskerne og begærene korresponderende naturlove. Dette forudsætter igen eksistensen af personlige kræfter, evner og erfaringer, men netop på dette område er de levende væsener fra individ til individ højst forskelligt stillede, dog jo mindre, des mere elementære udviklingstrin man undersøger. Medens en ret stor forskel nemlig kan spores hos mennesker indbyrdes, er dette i ringere grad tilfældet hos dyr, og i endnu mindre grad hos planter. Men parallelt hermed fremviser de herskende ønsker og begær også et mere og mere elementært og ensartet præg, således at der inden for hvert af de nævnte tre tilværelsesplaner relativt set forekommer den samme grad af fri vilje! Ja, set fra en bestemt synsvinkel er der endog grundlag for at tale om en højere grad af relativ fri vilje i dyreriget end hos mennesket: et dyr kan f. eks. ikke konstruere en elektronregnemaskine, men det falder det heller ikke ind at ønske noget sådant. Omvendt kan et sådant ønske godt optræde hos et menneske, men det er på grund af manglende personlige forudsætninger ikke i stand til at få det opfyldt.

Vi kan nu drage nogle højst vigtige slutninger. I plante- og dyreriget er individerne nogenlunde ensartet stillet med hensyn til den udrustning, der er en betingelse for de herskende ønsker og begærs tilfredsstillelse; og de er på dette område relativt gunstigt stillede. De pågældende ønsker og begær er på den anden side af en meget elementær og ensartet natur, ligesom de optræder i et meget begrænset udvalg: hos dyret f. eks. drejer det sig hovedsageligt om ønsker vedrørende føde, mage og afkom samt territorium og personlig beskyttelse. Det betyder, at dyret i én forstand har en relativt høj grad af fri vilje, nemlig udtrykt ved dets udrustning vedrørende dette at bringe sine ønsker og begær til opfyldelse. Men samtidig er det på den anden side bundet i et elementært system af ønsker og begær, over for hvilket det ingen som helst viljemæssig indflydelse har, det så meget mindre, som dyrene slet ikke er bevidst heri, men blot reagerer derpå. Tager man nu hensyn til, at disse ønsker og begær i praksis beror på kosmisk-kemiske processer i den personlige organstruktur, som i bund og grund er lovbundne, ses det, at dyret trods sin relative fri vilje samtidig opfylder normerne for loven for stoffernes reaktion. Det vil i henhold til sine kosmiske dispositioner automatisk reagere på en principielt stereotyp måde over for de situationer og begivenheder, det måtte komme ud for, og særligt, hvis de falder ind under det bestående erfaringsområde. Man taler her om instinktive eller ubetingede reaktioner. - Tænker man sig nu et antal ensartede dyr, da har man i princippet en blok mellemkosmisk stof, så at sige et mellemkosmisk grundstof. For denne blok gælder i henhold til det foranstående en given reaktions- og adfærdsmæssig stereotypi, der - betragtet over den samme kosmiske afstand, der gælder mellem mennesket og det af Martinus belyste mikrokosmiske stofområde - på det nøjeste opfylder loven for stoffernes reaktion. Og på samme måde med hensyn til mennesket som repræsentant for mellemkosmisk stof. Blot er reaktionsmønstret og dermed reaktionsloven betydeligt mere kompliceret og individualitetsbetonet end for dyrets vedkommende, hvilket naturligvis skyldes, at mennesket i kraft af sit højere udviklingstrin og den dermed forbundne betydelige intellektualitet, individualitet samt fysiske dagsbevidsthedstilstand er en langt mere kompliceret stofpartikel end dyret, endsige planten, dog naturligvis mindre i tilfældet primitive naturmennesker, der er udpræget bundet i flokmentalitet, stammelove, taburegler og religiøse skikke, end i tilfældet det civiliserede atomaldermenneske, der bevidst lægger vægt på den personlige individualisering. Og dog, lad os blot tænke på f.eks. en fagbevægelse som mellemkosmisk stof betragtet, eller et politisk parti; nazisme, fascisme, kommunisme .......