Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den franske teolog, filosof og prælat, Jacques-Bénigne Bossuet, hvis jordiske inkarnation faldt fra år 1627 til år 1704, er mester for følgende filosofiske forløb om den evige sandhed:

"Dersom jeg søger at udforske de evige sandheders rodfæstelse i evigheden, tvinges jeg til at erkende et væsen, i hvem sandheden er en evig realitet, der aldrig fordunkles. Dette væsen må være sandheden selv. Fra dette væsen kommer sandheden i alt, hvad der er til. Fra det modtager jeg på en for mig uudgrundelig måde sandhed og indsigt. I den Evige hviler de evige sandheder. Dér er det også, at jeg og alle andre ser dem.

Hvorfra har min ånd fået det rene indtryk af sandheden? Hvorfra henter den de uforanderlige regler, efter hvilke den drager sine slutninger, efter hvilke den danner sine moralske begreber, og ved hjælp af hvilke den opdager legemers og bevægelsers skjulte forhold? Hvorfra henter den kort sagt hine evige sandheder, som jeg så ofte har grublet over? Er det de trekanter, firkanter og cirkler, jeg kun ufuldkomment tegner på papiret, der indprenter i min sjæl disse evige sandheders forhold og forbindelser? Eller gives der noget andet sted enten i verden eller uden for verden trekanter og cirkler af en fuldkommen regelmæssighed, hvorfra de er indgivet mig?

Og lovene for fornuftens brug og for sædeligheden - eksisterer de et eller andet sted, hvorfra de meddeler mig deres urokkelige sandhed?

Nej, er det ikke snarere Den, som udbredt overalt har mål, forhold og sandheden selv, der har nedlagt bestemte begreber derom i min ånd?

Det er vist, at Gud er grundårsagen til alt, hvad der er til, og til den samklang der går gennem universet. Det er givet, at Han er ursandheden selv, og at alt kun er sandt ved sin forbindelse med Hans evige tanke. Søger vi sandheden, søger vi Ham - og når vi finder sandheden, da er det Ham, vi finder!"

Bossuet var en af de mange virkeligt åndsoplyste personligheder, som er indskrevet i den pavelige kirkes annaler. Han var af streng puritansk og rigoristisk skole og af lige så streng konservativ livsholdning. Og da hans liv og gerning faldt kun hundrede år efter reformationen, hvor kampen mellem pavedømmet, og den lutheransk protestantiske kirkeorganisation endnu var hed, heftig og blodig, fandt Bossuet det som sin livsopgave at kæmpe for bevarelse af det bestående, nemlig pave- og kongedømme, ja i det hele taget alt hvad der stod for autoritet og lovordnethed. At han ikke desto mindre havde et varmt hjerte for de højeste sandheder og den højeste retfærdighed, og at han i sin filosofi virkeligt nåede ind til visse kosmiske sandheder, vidner foranstående citat blandt andet om. Men når et menneske af så relativ stor indre lysstyrke kunne klynge sig til og forsvare det gamle autoritærsystem i et omfang, som det var tilfældet med Bossuet, kan det muligvis have sin forklaring i et intuitivt blik og en intensiv angst for det lidelsernes stormpiskede ocean, almenheden ville blive tvunget ud på, når timen kom, hvor de måtte forlade den gamle autoritetstros og autoritetsdyrkelses lagune, på hvis smulte vande de gennem mange århundreder havde vugget blidt og uberørt af de lidelser, den frie tænknings og den religiøse selvstændigheds pionerer måtte udstå. Den tankedovenskab, religiøse ansvarsløshed og totale afhængighed af præsteskabets åndelige autoritet, som middelalderens og senmiddelalderens store masser har levet under, var jo netop båret af autoritetstroen, der med fuldt overlæg var prolongeret af pavedømmet.

Når så mange kraftigt lysende kosmiske fakler er tændt inden for dette autoritære religionssystem, når så mange ophøjede og hellige budskaber århundrede efter århundrede er givet menneskene fra en religion, hvis dogmatik ind for vor tids intelligenstribunal forekommer uholdbar og uvirkelig, da har dette sin forklaring deri, at den totusindårige periode fra Jesus og frem til vor tid var domineret af en zodiakal impuls vibrerende med kosmisk næring specielt for tros- og følelsesliv, for religiøs hengivenhed, klosterliv, martyrdom og lignende.

Fra denne nævnte periodes religiøse annaler kunne opremses en lang række af navne og dertil knyttede livsforløb, der lyser og fortsat vil lyse for menneskene som sandhedsfakler, der netop er uslukkelige, fordi de brænder med den evige sandhed og gudhengivenhed som energikilde.

Støttet af rituelle bønner og faster kunne munke, nonner og prælater i deres celler og enekamre under studiet af hellige skrifter nå så sublime højder i deres kærlighed til Jomfru Maria, Jesus og de kanoniserede helgener samt en sådan hengivenhed for Gud, at intuitionen slog igennem i deres bevidsthed, styrkede deres tro og livssyn og opflammede deres sind for renere og højere sandheder. Intuitionen er betinget af kærlighed, af hengivenhed, af åndelig renhed og brændende tro på en guddommelig nærværelse. De kosmiske lysfunker, som i sådanne ophøjede stunder har illumineret ortodokst inficerede sind, var inspireret af ægte kærlighed og repræsenterer virkeligt sandhedens lys, er virkelig glimtvis åbenbaring af den store Ene, i hvem hele sandhedens fylde rummes.

Men ligesom en spontan kærlighedsrus har sit forløb, opnår sit klimaks og toner hen, således har en momentan sandhedsåbenbaring også et tidsforløb, der begrænses af den bevidsthedsstruktur, hvori åbenbaringen finder sted. Kun den, som rummer hele kærlighedens fylde, kan rumme hele sandheden. Kun den, som organisk er bygget for den evige kærlighed, den uforbeholdent altruistiske kærlighed, kan rumme den uforbeholdne evige sandhed. Noget andet kriterium for permanent korrespondanceevne med de kosmiske sandhedsdybder eksisterer ikke.

Bossuets og med ham andre store filosoffers, teologers og prædikanters livsforløb viser klart, at hvor intenst disse sjæle end brændte for sandheden, var sandheden dog endnu ikke i hele sin fylde åbenbaret i og gennem dem. Ud fra Martinus analyser bliver det klart, at begrænsningen har sin årsag i, at disse store åndens pionerer endnu ikke har haft en sådan organisk struktur, at sandheden permanent kunne gennemstrømme dem. Medens solen har liv i sig selv og uforbeholdent giver fra det rumløse til det rumløse, har måne og planeter kun en given, der er betinget af solens given. Og således er det med den organisk ufærdige menneskehed. Hvor høj en åndelig standard de end repræsenterer, udgør deres delvis enpolede seksuelle struktur en hindring for den åndelige illumineringsproces, Martinus kalder "indvielse" eller "den store fødsel". Og dersom der nu ikke, som det er forjættet gennem den åndelige videnskab, fandt en naturlig, kosmisk vækstproces sted uden undtagelse i alle levende væseners talentlegemer, da ville dette være ensbetydende med, at ingen nogensinde ville nå frem til den store sandhedserkendelse, ingen ville nogensinde komme til at stå ansigt til ansigt med den åbenbarede "evige sandhed".

Takket være ivrige forskere og historieskrivere er de forløbne to årtusinders hændelsesforløb i store træk bevaret og konserveret, således at vor tid har et overblik over denne periodes klimaks og antiklimaks inden for de verdslige og religiøse beteelser. Denne historiske tavle er spontant isprængt lysende juveler i form af beretningerne om de store humanister og åndsranke sandhedsforkæmpere, som for nogles vedkommende ikke svigtede sandhedens evangelium, selv når det fysiske legeme måtte ofres som pris for standhaftigheden. De mennesker, som har det privilegium at være blevet konfronteret med Martinus åndelige videnskab, og som har assimileret denne videnskabs store sandhedsforkyndelse, vil have en særlig baggrund for vurdering af disse spontane historiske åndsjuvelers karat, men de samme mennesker vil også med en særlig øget synsstyrke kunne skue tilbage over de forgangne to årtusinders hændelser mod den lysende Jesusskikkelse, hvis kærlighedsstruktur var af en sådan karat, at helligånden helt kunne gennemstråle den og helt og permanent tage bolig i legeme, liv og handlingslære. Helligåndslyset kunne gennemstrømme dette legeme i et sådant omfang, at det har funklet ud over død, grav og tidsforløb og for vor tid lyser med samme styrke, som ved dets tilsynekomst på jorden.

Jesu forkyndelse var ikke produkt af spontane sandhedsglimt, men af en permanent "væren ét med Faderen". Vurderet ud fra Martinus analyser ved vi imidlertid, at den kristne forkyndelse var kosmiske lovmæssigheder og facitter meddelt som trosbudskab og livsvejledning for en uoplyst menneskehed, der stod på tærsklen til en lang og brydsom forvandlingsperiode. Endvidere var det kristne budskab som nævnt båret af tros- og følelsesaktiverende zodiakale impulser, hvilket har givet den forløbne periode sin særlige åndelige og fysiske kolorit.

Men udviklingens hjul drejer sig med usvigelig præcision, og livsudfoldelsen på vor planet har nu fået kontakt med et nyt zodiakalt udstrålingsfelt, hvis særlige æteriske struktur har aktiverende influens på intelligensen, den individuelle livsholdning og den personlige skelneevne. Det er for denne nye mentale strukturs æra, Martinus har udformet sin verdenslære. Hvor der tidligere gennem verdensgenløsningen blev meddelt menneskene moralske facitter at tro på og at leve efter, har Martinus givet menneskene en detaljeret analyse af hele livets struktur. En sådan altomfattende livsanalysering, der indtil de mindste enkeltheder går op i ordet Gud, med alt hvad menneskene tillægger dette navn af egenskaber og attributter, må jo nødvendigvis repræsentere "den evige sandhed".

At have sit sind oplyst af de kosmiske stråler, der for to årtusinder siden udgik fra Galilæas bjerge, er at være vidne til en levende demonstration af den fuldkomne menneskelige væremåde. At forlene sig med det kosmiske lysvæld, der strømmer gennem Martinus til menneskene ved den kosmiske videnskab, han har meddelt, er at forlene sig med "den evige sandhed" om det levende væsen som en udødelig skaber, igangsætter og oplever i et tidsløst og grænseløst kærlighedens stråleocean.

Overskriften over denne artikel er hentet fra "Livets Bog", stk. 238, hvor Martinus beskæftiger sig med de relative og de absolutte livsfacitter, og hvor han stærkt pointerer, at åndelig sansekapacitet og dermed bevidsthedsherberg for den evige sandhed er betinget af, at bevidstheden er gennemsyret af kærlighedsenergi. Den studerende må gøre sig dette klart, at man ikke kan læse sig en kærlighedskapacitet til, og således i første runde af de åndelige studier må stille sig tilfreds med tilegnelse af den teoretiske belæring om det levende væsen og dets kosmiske relationer, naturligvis isprængt de udødelige stunder, hvor tankearbejdet med de transcendentale problemer ligesom hos Bossuet slår igennem i erkendelsesglimt. Men se ud over verden i dag og bemærk hvilket utal af sekter og bevægelser, der hævder at kunne vejlede menneskene til frelse, til Guds- og sandhedserkendelse, se hvilke brogede mængder af patentsystemer for åndsilluminering der bringes til torvs! Er det ikke netop på denne baggrund lysende og forjættende som en intelligensens solopgang at få sin kosmiske status, dens muligheder og dens begrænsning præsenteret i en analyseform så usvigelig, så uomgængelig og så ubrydeligt i overensstemmelse med "den evige sandhed", at vejen fremad synes åben, og de forestående mørketerræner oplyst af en åndens ildstøtte, hvis stråleglans er hævet over alle jordiske fortrædeligheders skyggedannelser?

Bossuets grublerier over menneskets moralske rodfæstelse, over legemers og bevægelsers skjulte relationer, over geometriske figurers effekt på erkendelsen af de evige sandheder samt den forunderligt klare konklusion om Gud som alt livs urgrund, leder uvilkårligt tanken ind på Martinus, hans åndsvidenskab og symbologi. Men Martinus grubler ikke og fremsætter ingen hypoteser. Hans åndelige førerskab er ikke meddelt ham af nogen jordisk fyrste eller autoritet. Med kosmisk suverænitet fører han ved sine tankeanalyser den studerende og sandhedssøgende højere og højere op ad den evige sandheds knejsende bjergtinde, hvorfra panorama efter panorama af afslørede kosmiske sandheder åbenbares, hvorfra liv og tilværelsesformer måles med højere mål, hvorfra alting får mere kontinuitet og samhørighed, hvorfra sandhedsdetalje efter sandhedsdetalje føjer sig ind i systemer af sandheder og sandheders sandheder, og hvorfra horisonter flimrer af forjættelser om nye åbenbaringer, nye udsigtspunkter, nye horisonter, nye livsriger, nye bevidsthedsformer! Og fra højderne fornemmes den Eviges røst: JEG er vejen, sandheden og livet - se, alt dette vil jeg give dig!