Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1967/21 side 11
 
Den store foredragssal på Martinus Institut genoprettes
I en periode, hvor trykning og administration syntes at beslaglægge større og større plads på Instituttet, lod man foredragssalen opdele med skillerum og lofter, således at der blev i indrettet kontorer og lager og tillige et mindre studielokale, og det var derefter hensigten, at alle større foredrag skulle holdes i byen i lokaler, der var trafikalt let til gængelige. Imidlertid er det blevet klart for ledelsen af Instituttet, at den store sal ikke kan undværes i sagens arbejde. Martinus sag må have et sted, der er dens eget, og hvor mennesker kan høre foredrag ugentlig, hvor man kan købe bøgerne og opnå en virkelig kontakt med sagens centrum. Ved det hidtidige arrangement har sagens virksomhed ikke udfoldet sig som den skulle, og Martinus og Instituttets bestyrelse har derfor nu taget skridt til, at den store sal, som kan rumme 180-200 mennesker, genoprettes, og man må så skaffe plads til lager og kontorer på anden måde.
Det vil for mange af sagens interesserede være en overordentlig glædelig ting, at de igen kan komme til regelmæssige foredrag på Instituttet, og Martinus har selv til hensigt at holde ugentlige foredrag, så længe hans kræfter slår til, og formentlig vil han også gennemføre afholdelsen af egentlige kurser i Martinus Åndsvidenskab. Det er Martinus håb, at han straks efter nytår igen kan stå på talerstolen i Instituttets egen sal.
Der forestår nu et større nedrivnings- og ombygningsarbejde, og da det altid har været god skik, at nogle af sagens interesserede med praktisk håndelag deltager i det praktiske arbejde, for at man i så stor udstrækning som muligt kan holde håndværkerudgifterne nede, beder vi alle dem, der kunne tænke sig at deltage i arbejdet, om at melde sig til inspektør Henning Laug, Vanløse allé 80, 2720 Vanløse, tlf. 71 76 40. Også folk uden håndværkeruddannelse kan være med, idet der er flere opgaver, fx. flytning af lagre m. v., der ikke kræver håndværksmæssig kunnen.
Tegninger og ansøgning er allerede indsendt til byggemyndighederne, og det forventes, at arbejdet meget snart kan påbegyndes, således at en smuk og værdig ramme om Martinus egne og hans medarbejderes foredrag kan genskabes.
tb.