Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har nu igennem de foregående afsnit i hovedtræk fulgt menneskehedens udvikling fra primitive magtkulturer, der åbenlyst bekendte sig til den stærkeres ret, over et kulturstadium præget af religioner, som i teorien lagde stor vægt på næstekærlighed, men i praksis udøvede et autoritært og intolerant pres på sine medlemmer, frem til en ny kosmisk æra, som indledtes med videnskabens og demokratiets frembrud og som ifølge Martinus vil føre frem til et internationalt verdensrige med fred, frihed og sikkerhed for alle mennesker på basis af alles kendskab til livslovene. Det er imidlertid klart, at Martinus verdensbillede ikke øjeblikkeligt kan accepteres af alle mennesker. Nogle modtager det med åbne arme, da de føler, at det samstemmer med deres egne erfaringer, andre forholder sig indifferente og uinteresserede, medens atter andre viser sig negative eller ligefrem fjendtlige over for disse nye tanker. Denne forskel i modtagelighed kan på ingen måde undre dem, der er fortrolige med Martinus analyser, eftersom den netop bekræfter udviklingstanken.

Det er allerede påpeget, at menneskers adfærd, karakter, idealer og meninger ikke er vilkårlige, men derimod symptomer på et aktuelt udviklingsstadium, som nødvendigvis må udtrykke sig ved en særlig karakteristisk adfærd og dertil hørende livsanskuelse. Mennesker kan således ikke handle anderledes end i overensstemmelse med deres dybereliggende egenskaber, der er en frugt af deres hidtidige tilværelse. I utallige foredrag har Martinus med inciterende kraft fremhævet, at netop dette forhold maner til den største tolerance og forståelse for andre mennesker, også ens fjender. Man har således ingen hjemmel til at bebrejde noget menneske, at det handler ud fra de subjektive synspunkter, som forekommer det rigtigt i dag, selvom det måske giver sig udslag i kriminalitet, racediskrimination eller militær oprustning osv. Ethvert menneske har del i menneskehedens udvikling og må derfor nødvendigvis passere de ufuldkomne stadier, før det kan blive et "modent" menneske, ligesom frugterne må gennem et surt stadium, før de bliver modne og spiselige. I kraft af dette udviklingsbegreb fremtræder Martinus verdensbillede som indbegrebet af tolerance overfor enhver livsudfoldelse, naturligvis uden derfor at kunne billige eller opfordre til enhver udskejelse, og er helt i kontakt med Jesu ord på korset: Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!

For nærmere at begrunde den modstand mod sine analyser, som må ventes, har Martinus i Livets Bog I givet en psykologisk oversigt over forskellige menneskers holdning til den nye verdensimpuls og derigennem beskrevet de mentale kvalifikationer, som betinger modtagelighed for dens indhold. De mennesker, som besidder denne modtagelighed og derfor umiddelbart eller senere kan acceptere denne livsanskuelse, betegner Martinus som gruppe A. De kan ikke blive inspireret endsige omvendt til den gamle verdensimpuls' udtryksformer (de ortodokse religioner), fordi de ikke her kan få de klare og logiske svar på tilværelsens problemer, som de har behov for. Gruppe B betegner derimod de mennesker, som er i stand til at leve efter de dogmatiske religioners idealer og normer, eller som senere vil kunne omvendes til en sådan trosform, men som derimod ikke kan føle sig tiltrukket af det kosmiske verdensbillede, i hvert fald ikke før de har gennemlevet og udlevet den gamle verdensimpuls. Hver af disse hovedgrupper A og B har Martinus delt i 3 kategorier, henholdsvis en intelligenskategori, en følelseskategori og en kategori med balance eller ligevægt mellem følelse og intelligens, med den begrundelse, at det er det indbyrdes forhold mellem bevidsthedsfaktorerne følelse og intelligens, som karakteriserer individets udviklingsstandpunkt og dermed er udslaggivende for dets viljeføring og handlemåde, dets tro og viden osv.

Denne sidste kategori beskriver Martinus først, idet han anfører, at den repræsenterer menneskehedens udviklingsmæssige elite. Det er mennesker, i hvem både følelseslivet og forstandslivet er fremragende udviklet, og i hvis daglige væremåde der afsløres en strålende balance mellem sjælelivets forstands- og følelseskomponenter. Disse mennesker ejer således i deres mentale udstyr en forstandskontrol, som betinger, at deres følelser aldrig kan give sig udslag i uligevægtige følelsesudbrud som vrede, urealistisk opstemthed eller depressioner. De ejer en høj grad af naturlig sympati eller kærlighed til deres medmennesker, dyr og planter, og deres hengivenhed giver sig til kende i handlinger, som på hensigtsmæssig måde afstemmer indsatsen efter tid, sted og behov. Deres højtstående etiske sans udgør desuden en støtte og supplement for tankelivet ved at tage afstand fra enhver teori eller plan, som måske nok synes logisk og rationel, men ikke rummer en tilstrækkelig positiv betydning eller virkning for de implicerede levende væsener. De er uprætentiøse og gavmilde, de stræber ikke efter store positioner i samfundet eller overdrevne materielle goder, og de vil derved uvilkårligt i deres daglige færd udstråle en renhed og visdom, som smitter af på deres medmennesker. Ægteskabeligt set er disse mennesker ufrugtbare, da de ikke længere besidder evnen til at blive forelsket eller har trang til at stifte hjem. Deres modsatte seksuelle pol er meget udviklet og nærmer sig en balance med den ordinære pol med den virkning, at de ikke længere kan betegnes som heteroseksuelle. Deres sympati, hengivenhed og kærlighed til andre mennesker er ikke længere afhængig af disses køn, men sigter ganske upartisk på mennesket i manden og mennesket i kvinden. Formeringskræfterne er forvandlet og tilpasset til at kunne tages i en højere bevidsthedsforms tjeneste. Denne menneskehedens åndelige elite betegner Martinus som værende i "Den store Fødsels forgård" og anfører, at de som oftest har oplevet kosmiske glimt, dvs. åndelige illuminationer eller visioner af verdensordenen og derved står umiddelbart foran Den store Fødsels gennembrud. Detaljerne i Den store Fødsel, som i Martinus terminologi betegner den absolutte indvielse i sandheden om universet, skal vi komme nærmere ind på i et senere afsnit. Antallet af disse den sande indvielses aspiranter er meget lille, men der findes dog repræsentanter for denne mennesketype i alle verdensdele, hvor de, som Martinus udtrykker det, vil være de støtter, på hvilke det kommende "rigtige menneskerige" skal bygge.

Medens medlemmerne af 1. kategori i gruppe A er kendetegnet ved et højt udviklet og harmonisk integreret forstands- og følelsesliv, omfatter den 2. kategori i gruppe A følelsesmennesker af mere eller mindre udpræget type. De fremtræder på en skala, som i den øverste ende grænser til 1. kategori og som nedefter betegner mennesker, hvis følelser og lidenskaber i større og større udstrækning dominerer over fornuften. Dette har til følge, at de er uligevægtige i deres natur. De lader ofte følelserne løbe af med sig, både i deres sympatier og i deres antipatier, ligesom de tit handler overilet og egoistisk uden at have tænkt konsekvenserne igennem. Dette skaber et stemningsliv, som undertiden farves af melankoli eller depression, når følgerne af deres aktiviteter viser sig ikke at kunne stå mål med forventningerne. Da følelseslivet i særlig grad er i stand til at kontakte den åndelige verdens vibrationer, er denne type i kraft af sin mentalitet ofte religiøst indstillet og vil som nævnt kunne føle sig tiltrukket af den kosmiske verdensimpuls' verdensbillede. De følelsesmennesker, som i sjælelig balance grænser til 1. kategori, vil i særlig grad være modtagelige for den kosmiske verdensimpuls og være dens fortalere på en harmonisk og værdig måde. Følelsesmennesker, som er noget mere domineret af følelseslivet på forstandskontrollens bekostning, vil ligeledes opleve nødvendigheden af en religiøs fornyelse, men i kraft af deres sjælelige uligevægt vil de have tilbøjelighed til en åndelig partiskhed, som giver sig udslag i, at de fremtræder som fanatiske tilhængere af en bestemt åndelig nydannelse, der måske blot er en enkelt udløber af den kosmiske impuls. De kan blive så opslugt af denne åndelige bevægelses teorier og begreber, at det afstedkommer en intolerant holdning over for de øvrige udslag af den kosmiske impuls. Følelsesuligevægten medfører også større eller mindre selviskhed og ærgerrighed, som får disse til at stræbe efter topstillinger inden for den pågældende bevægelse. "Vi kan derfor blive vidne til det særsyn, at et sådant åndeligt samfunds ledelse undertiden helt er kommet i hænderne på disse dets mindst udviklede væsener, og at dets prædikanter, foredragsholdere eller gruppeledere udelukkende kun er teoretikere og derfor ligeledes undertiden kommer til at holde foredrag for tilhørere, der med hensyn til praktisk overholdelse eller opfyldelse af det pågældende samfunds traditioner er dem langt overlegne eller sidder inde med kvalifikationer nok til at kunne være deres retmæssige eller fødte lærere eller ledere". (L. B. I, stk. 126). Hos nogle er det ukontrollerede følelsesliv så dominerende i forbindelse med den religiøse indstilling, at de fremstiller sig selv som nye verdenslærere, nye messias'er eller reformatorer. Disse fantaster kan få tusinder af tilhængere ved deres effektfulde fremtræden og suggestive påvirkning af deres tilhørere, men deres jalousi og intolerance overfor anderledes tænkende mennesker og andre sekter viser med al tydelighed deres ufærdige mentale stadium. - Inden for følelsesmenneskenes skala findes også mennesker, hos hvem arten af deres religiøse behov grænser til verdensreligionernes traditionsprægede og dogmebetonede stadium. De er endnu ikke helt færdige med dette stadium og kan derfor undertiden føle "religiøs hjemvé". De vakler i deres tiltrækning af henholdsvis de nye tanker og de ældre religiøse begreber, hvilket kan medføre ret svære sjælelige kriser. - Det er imidlertid ikke alle mennesker i A gruppen, hvis følelsesoverskud finder udløsning i religiøsitet. Hos en del finder det afløb i kunstnerisk virksomhed, undertiden i forbindelse med religiøse interesser. Martinus anfører, at kunstnere har en særdeles betydningsfuld opgave i menneskehedens udviklings tjeneste, idet de i kraft af deres kunstneriske evner bidrager til at højne menneskehedens forståelse for kultur og ånd og dermed skærper menneskenes sans for skønhed og harmoni. Fra disse kunstneres side vil der ikke blive gjort nogen særlig modstand mod den nye kosmiske impuls. De er omend ubevidst besjælet af dens kræfter, hvilket giver sig udslag i moderne kunst, musik og arkitektur. "Disse realiteter er endnu i sin vorden og således ufærdige, men er ikke desto mindre identiske med det første gryende morgenskær fra en ny kunstnerisk solopgang over verden". (L. B. I, stk. 129).

Vi nævnte under 1. kategori, at denne type mennesker på grund af den modsatte seksuelle pols fremvækst til balancepunktet med den ordinære pol ikke er interesseret i at indgå ægteskab og stifte familie. Martinus kalder derfor også dette udviklingsområde "ufrugtbarhedens zone". Den strækker sig et stykke ned i følelsesmenneskenes skala, hvor vi finder dens forløberstadium "de ulykkelige ægteskabers zone". Denne benævnelse skyldes, at følelsesmenneskene på dette stadium i særlig grad oplever de uheldige virkninger af den modsatte pols fremvækst. Disse mennesker er på den ene side endnu afhængige af deres ordinære seksuelle pol, som stimulerer deres tilbøjelighed til at blive forelsket og indstiller dem på ægteskab, børn og hjem. Men på den anden side bevirker fremvæksten af den modsatte pol en voksende interesse for opgaver udenfor ægteskabet, hvilket ofte skaber jalousi, konflikter og kriser i ægteskabet, særlig hvis ægtefællerne ikke befinder sig på samme udviklingstrin og har jævnbyrdige interesser. Jo højere udviklet sjælelivet er og jo bedre følelseslivet og intelligensen er integreret, hvilket igen vil sige: jo bedre den feminine og maskuline pol er afbalancerede, des større vil vedkommendes åndelige skabeevne fremtræde og i tilsvarende grad kræve sin ret, medens interessen for at binde sine kræfter indenfor et ægteskabs snævre område følgelig formindskes. Omvendt vil det sige, at jo mere enpolet et menneske er, des fattigere og inspirationsløst vil dets skabeevne fremtræde, og ægteskabet vil i den situation forekomme at være en tryg og lykkelig form for tilværelse. Skilsmissestatistikken fra moderne kulturstater viser imidlertid, at denne lykke for flere og flere mennesker er et tabt paradis. "Der sker således en virkelig psykisk forvandling af det jordiske menneske. Det degenererer i sit ægteskabelige talent ... Tidligere kunne en gensidig forelskelse mellem to parter ligesom hos dyrene vare livet ud, og det herpå baserede ægteskab blev permanent og lykkeligt. I vore dage eller på jordmenneskets nuværende intellektuelle stade er en forelskelse kun af en mere flygtig natur, der meget hurtigt er udlevet. Og med denne udlevelse dør jo interessen for forelskelsens objekt. Det er denne udlevede forelskelse og døende interesse for den seksuelle partner, der bevirker, at ægteskabet ikke består af "hvedebrødsdage" hele livet igennem, og at disse lykkens dage kun udgør en lille, kortvarig periode i ægteskabets første tid. Og det er på grundlag heraf, at ægteskaberne, der hvor de ikke opløses i skilsmisse, må baseres på andre foreteelser, såsom kammeratskab, fælles interessesfærer eller må holdes gående for "børnenes skyld" og i virkeligheden kun bærer prædikatet "ægteskab" i kraft af en vielsesattest. Men et ægteskab, baseret på andre fundamenter end parringslivets lykketilstand, kan kun være et skinægteskab ... Det er disse i større eller mindre grad fremtrædende skinægteskaber, der ligger til grund for, at vi har måttet udtrykke den jordmenneskelige ægteskabelige sfære ved begrebet "de ulykkelige ægteskabers zone"." (L. B. V, stk. 1828).

Går vi længere ned i følelsesmenneskenes skala, møder vi mennesker, hvis følelsesoverskud omsættes fuldstændigt i seksualdrift. Disse menneskers fantasi og interesser er helt opslugt af deres seksuelle kræfter med den virkning, at de går fra forelskelse til forelskelse, fra ægteskab til ægteskab, og undertiden er stamgæster i natklubber og prostitutionshuse. "Deres seksualisme er blevet umættelig, er blevet en last, som fører andre laster i sit kølvand såsom frådseri og drukkenskab. Det nedbrudte og anstrengte legeme må have stimulanser: alkohol, vin, morfin, kokain, tobak, opium osv." Fra disse mennesker vil den kosmiske impuls ikke møde nogen særlig modstand, men til gengæld har den heller ikke nogen interesse for dem i deres nuværende liv. Først når de i kommende liv har oplevet virkningerne af deres udskejelser i form af en skrøbelig organisme og sygdomme og på ny længes efter normalitet og livsglæde, vil de blive inspireret af de nye tanker.