Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Oplever vi da ikke hundrede procent virkelighed, når vi sanser den verden, der omgiver os? De, kære læser, kan spørge: "Er det ikke hundrede procent virkelighed, at jeg i dette øjeblik sidder med et stykke papir i hånden, hvorpå én forsøger at skrive om virkeligheden"? Naturligvis er det af Dem sansede og oplevede papir med tryksværte virkelighed, men det er ikke hele virkeligheden. Det er også virkelighed, at papiret består af celler, molekyler, atomer og endnu mindre partikler med tomrum imellem. Og det er virkelighed, at Deres egen organisme også gør det, ja, den er faktisk et helt univers af partikler med tomrum imellem, og tomrummene er større end partiklerne. Vi er altså blot på nogle få linjer kommet ind på to aspekter af virkelighed:

1. Deres gennem sanserne oplevede billede af papiret med tryksværte, bogstaver og muligvis Deres hånd, der holder papiret, eventuelt lidt mere af Deres organisme og det nærmeste af Deres omgivelser.

2. Deres fra videnskaben erhvervede viden om at det, De oplever med Deres sanser, er mere, end det ser ud til at være, nemlig usynlige partikler i bevægelse, der danner synligt stof eller materie.

Men det er jo hverken for papirets og bogstavernes skyld eller for cellernes og molekylernes skyld, De sidder med papiret i hånden. Det er på grund af det, der er trykt på papiret, dvs. det, som de vedtagne tegn, vi kalder bogstaver, udtrykker i et sprog, De forstår. Det er tanker, jeg har forsøgt at udtrykke, inspireret af Martinus kosmologi. Tanker, lige meget af hvad art de er, er ikke noget fysisk håndgribeligt. Det er de først i det øjeblik, at f. eks. en ingeniørs tanker er blevet til en teknisk konstruktion, en håndværkers tanker til en skabt ting eller en kunstners til et kunstværk. Det vedtagne skriftsprog kan også gøre tanker - om ikke til noget håndgribeligt - så dog til noget, der kan sanses. Men tankerne i sig selv, hvad er de? At de er virkelige kan vi ikke komme uden om, dertil er vor tilværelse alt for meget baseret på tankevirksomhed, da vi ustandseligt bombarderes med andre menneskers tanker gennem tale og skrift og må tage stilling dertil i vor egen tankeverden. Tanker kan via fysiske hjælpemidler, deriblandt lydbølger og skrifttegn, overføres fra det ene menneskes bevidsthed til det andet. Her har vi altså et tredie aspekt af virkeligheden: noget ikke-fysisk, som ved på en eller anden måde at blive gjort tilgængeligt for fysisk sansning kan overføres fra det ene menneskes virkelighedsoplevelse til det andet.

Hvis en trillende kugle rammer en anden, der ligger stille, overføres der kraft fra den ene til den anden, så sidstnævnte kommer i bevægelse. Det har De sikkert oplevet som virkelighed eller set med Deres egne øjne, som man siger. Det er blot ikke kraften, De har set, for den er utilgængelig for sansning, det er dens udløsning i virkninger, der kan blive årsag til nye virkninger. Bag alle vore oplevelser eksisterer en usynlig kraft eller energi, som ustandseligt transformeres fra en form til en anden. Den kan være bundet som i et elektrisk batteri, hvorfra den kan frigøres, men elektriciteten kan man ikke se, kun dens virkninger. Hvad er en bog andet end en form for "batteri" med bundet energi, der kan frigøres? Læser De en bog, der fængsler og inspirerer Dem, overføres der kraft fra bogen til Deres bevidsthed. Det er tryksværte og papir, det er celler, molekyler, atomer osv. med tomrum imellem, men for Dem er det vel først og fremmest et indhold af tanker, der eventuelt kan inspirere og stimulere Dem, altså give Dem åndelig kraft og skabe bevægelse i Deres sind. Bag al virkelighed er der kraft og bevægelse. Men hvad var virkelighed, hvis der ikke var noget, den kunne være virkelig for? Der må være noget, der både kan skabe og opleve kraft og bevægelse, og dette "noget" må selv være en del af virkeligheden.

1) Vort sansebillede af omgivelserne,

2) vor viden om omgivelsernes opbygning af partikler i bevægelse med tomrum imellem,

3) en for sanserne kun indirekte tilgængelig virkelighed af tanker, følelser og andre mentale foreteelser, som vi kalder "bevidsthed" eller "sjæl",

4) et "noget", en helhedsbestemmende faktor, som oplever på basis af erfaringer og skaber på basis af oplevelser. Et "noget", som får viden om noget andet og forsøger at danne sig et helhedsbillede ud fra sin viden.

Hvilket af disse fire punkter kan være "holdepunkt" i tilværelsen eller virkeligheden? Mange vil mene, at det vi sanser først og fremmest må være det. Men kan noget, der ikke kun er det, det ser ud til at være, være et fast holdepunkt? Kan mit synsbillede af vejen, der bliver smallere og smallere for at løbe sammen i horisonten, være hundrede procent virkelighed, når min viden fortæller mig, at dens sider er parallelle? Eller kan en pind, jeg stikker i vandet, så den ser ud, som om den var knækket, være et fuldgyldigt virkelighedsbillede for mig som "knækket pind", når jeg dog kan tage den op igen og se, at det blot var en illusion? Kan min sansefornemmelse af vand med en temperatur på 10 grader som "varmt" være absolut virkelighed, når jeg ved, at det føles sådan, fordi jeg lige forinden havde hånden i vand, der kun var 5 grader? Havde jeg haft hånden i vand på 15 grader først, havde jeg følt vandet på 10 grader "koldt". Nej, vi kan ikke forlade os på sanseoplevelser alene; der gælder det, at alt er relativt, og vor viden om fænomenernes indbyrdes forhold må virke med, for at vi kan komme virkeligheden nærmere. Fænomenerne, ja! Alt, hvad vi er omgivet af, er jo fænomener. Ordet kommer af det græske: phainomai = lader mig til syne, og det deraf udledte: phainomenon = tilsyneladelse, foreteelse eller fremtoning. Demokrit, der levede i Grækenland ca. 400 år f. Kristus, var den første, som i få ord beskrev det fysiske verdensbillede. Han skrev: "Begreberne farvet, sød, bitter, varm, kold afhænger kun af den mening, vi lægger i dem; i virkeligheden eksisterer der ikke andet end atomerne og det tomme rum". Her står vi over for det første forsøg på at skelne mellem et "fænomen" på den ene side og "tingen i sig selv" på den anden. Men så er spørgsmålet: Hvordan kan denne kvantitative "virkelighed i sig selv" af atomer og tomrum blive til den kvalitative, som vi kender, med farver, dufte, lyd og smag? Demokrit besvarede spørgsmålet ved at sige, at fornemmelsen fremkommer ved berøring mellem de atomer, der udgør yderverdenen, og de, der udgør vor sjæl. Helt forkert er denne forklaring ikke, selvom Demokrit ikke kendte noget til atomer på samme måde som nutidens forskere gør det. Han tænkte sig, at der fra tingenes overflade løsrives en stadig strøm af "små billeder", som trænger ind i vore øjne. Sammenligner vi hans udsagn med den beskrivelse, den moderne videnskab giver af den billeddannelse, der finder sted, når vi ser noget, må vi næsten give den gamle græker ret. Ligesom en reproduktion i en avis eller en bog, altså et billede, ved forstørrelse viser sig at bestå af en masse små punkter (raster), bliver også det billede, som vort øjes linse projicerer ind på nethinden opløst i lignende punkter ved hjælp af nethindens stave og tappe. Hver celle opfanger kun en ganske lille plet, og synsbilledet sammensættes af mere eller mindre stærkt pirrede "cellepunkter". Stærkt pirrede celler melder "lys", svagt pirrede "mørke". Det samlede antal pirringer føres som elektriske impulser til vor hjerne. Men et billede er jo kun et billede for den, der har bevidsthed til at opfatte det, og "den" er netop det fjerde af ovennævnte punkter, et "noget", som får viden om noget andet og forsøger at danne sig et helhedsbillede ud fra sin viden. Her har vi holdepunktet, det vi sprogligt udtrykker med ordet "jeg", som ikke blot er et holdepunkt, men selve vort evige livsfundament.

Som filosofi kan dette måske forekomme nogle mennesker fjernt og abstrakt, men ved nærmere bekendtskab med Martinus kosmologi vil man opdage, at det er det allernærmeste, nemlig ens eget liv i hverdagen, der finder sted på basis af disse kosmiske principper. Og man vil se, at værdien af det ligger i, at man får et nyt syn på livet, som hverken den såkaldte død eller det såkaldte onde kan nedbryde. Og et nyt livssyn kan gradvis medføre en ny væremåde og udvidet oplevelse af virkeligheden.

"Filosofferne har hidtil på forskellig måde fortolket verden, men nu kommer det an på at forandre den", skrev Karl Marx i sin ungdom. Denne forandring finder ikke sted ved revolutioner, men ved en gradvis evolution: den enkeltes opdagelse af sine umådelige muligheder som evigt væsen til at forandre virkeligheden gennem sit skabende forhold til den.