Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det er det tyvende århundredes vågnende intellektuelle menneskes kardinale spørgsmål, som den dyrkede eventyrdigter her i et af sit livs stille, refleksive stunder har givet udtryk for. Den vågnende filosofiske evne, den stadigt ekspanderende bevidsthed spørger og spørger: Hvad går det hele ud på? Er livet, som det her leves, blot et spontant indslag i et stykke evighed, som vi ellers intet har med at gøre? Vor bevidsthed, vore handlinger, vore bønner, vore suk, vor længsel efter viden - vil alt dette få sin endelige udklang i det udstrakte, mægtige øde? Vil det visne bort og som det kødelige legeme blot opløses i sine bestanddele og opgå i højere enheder? Vil alt, hvad der her udgør Guds levende verden, miste sit individuelle fokus og blot blive en ubevidst, uskelnelig del af den usynlige, evige æter, der udfylder alt rum?

Den jordiske menneskehed passerer under den nuværende epoke et spørgende og samtidig et overordentlig vanskeligt og kritisk stadium, fordi den vågnende intelligens uvilkårligt vil blive taget i brug af hele den del af menneskets mentale kompleks, der er så inderligt engageret i den materielle verden. Derfor vil tænkning og forskning, der i sin inderste kerne er en søgen mod Gud, blive rettet den forkerte vej nemlig rettet mod materien, rettet mod det, som jo kun er virkninger, der vil føre til registrering af andre virkninger og virkningers virkninger og så fremdeles uden udsigt til nogen sinde at transcendere livets tungeste og mest materielle overflade, nemlig det fysiske mellemkosmos, hvori den jordiske menneskehed i dag har sin skole eller sit guddommelige klasseværelse.

H. C. Andersens hjertesuk, dette inderlige spørgsmål rettet direkte mod det ukendte, kunne på hans tid ikke besvares på anden måde end med en stille trøst, som sikkert er kommet til dette fremskredne væsens indre, og som vil komme til alle de mennesker, der ud fra virkelig trang til guddommelig kontakt sukker deres længsel efter sand kosmisk viden ind mod rummets dybder. Årtusinde efter årtusinde er disse suk strømmet mod det evige forsyn, mod det ubevidste, udstrakte ødes mysterium, og det er disse suk, denne hunger efter viden og vækst, der har hidkaldt mester efter mester, geni efter geni, profet efter profet, som har påtaget sig jordisk inkarnation for at give svar på denne undrende spørgen efter vejen, sandheden og livet. Men lige så udefineret og tåget, som denne spørgen har været formuleret, lige så begrænsende måtte svarene blive, således som de blev meddelt gennem Guds store udvalgte.

Siden H. C. Andersen blot et århundrede tilbage i tiden under et ophold i det fremmede tolkede sit vemod og sin udefinerede længsel i det anførte poetiske stemningsforløb, er der sket en voldsom udvikling i evnen til at stille Guddommen præcise spørgsmål, og med denne ekspansion er dette hjertesuk steget som et crescendo til et fælles råb fra menneskeheden: Hvorfor lider vi? Hvorfor dræber vi hinanden? Hvorfor starter vi noget stort kun for at dø midt i det alt sammen? Hvorfor beder vi og beder om åndelig viden og dør næsten lige så åndeligt uvidende, som vi fødtes? Skal vore oplevelser, vore drømme, vore aspirationer, vore længsler blot overskylles af havenes brusen, og alt det som levede i og om os blive noget, der for evigt blot er dødt og glemt? Denne fælles hunger efter mere eksakt viden om livets store spørgsmål strømmer ud og lejrer sig i klodens aura som et vakuum, der fra Forsynets side udfyldes ved inkarnation af genier på de felter, hvor der er virkeligt behov for oplysning, og hvor tiden for meddelelse af denne oplysning er inde.

Levede H. C. Andersen iblandt os i dag, da kunne vi konfrontere ham med Martinus analyser og give ham svar på svar, give ham, og alle der spørger som han, evigtgyldig forsikring om, at intet dør, at intet toner bort i det mægtige øde og forsvinder for altid, men at alt, hvad han følte og sang, alle de hvide og røde roser, der blomstrede og forsødede hans jordiske levedage, og som senere visnede, stadig blomstrer i andre sfærer og venter på, at hans intuitive blik atter skal skue dem, favne dem og vise dem for højere og lysere verdener. Takket være Martinus og takket være den evige Fader, som altid svarer sin evige søn, takket være det store, endeligt forløsende budskab, der nu er givet menneskene, skal ingen mere sukke forgæves efter svar på sjælenes store spørgsmål, thi svaret er kommet: Du, som har set Guds verden; du som har grædt og leet; du som har lidt og stræbt; du som har oplevet sorger og skuffelser; du som trængt til det yderste har følt en dragning mod selvudslettelse som eneste udgang; du som har følt dig fængslet og knuget bag uvidenhedens solide mure; du hvis kinder er furede af fortvivlelsens tårestrømme; du som har bævet i løndom i angst for det store ukendte, der lå foran dig; du som har skælvet ved tanken om at skulle skilles fra alt det, du elskede og at skulle forlade dit værk inden det blev fuldkommet; du som har set ven efter ven tone bort i det store, udstrakte stilhedens øde, du kan nu få klarhed over, at disse venner lever, at denne tårestrøm er dug på livets evige roser, at furerne i dit ansigt er furerne på livets frugtbare ager, hvor rosenhave efter rosenhave skal blomstre for evigt at føje deres farver, former og dufte ind i en salighedsverden, der venter enhver gudesøn, som vandrer sin cyklus til ende. Livserfaringernes hvide og røde roser skal føje sig ind i det paradis, der atter en gang skal blive den evige Adams sande hjem. Han skal være suveræn hersker, og han skal vandre i haver af minder, der funkler og lyser, lever og spiller af guddommelig viden og skabekraft.

Med den evige Guds verdensplan, som Martinus har trukket op til vejledning for kommende menneskeheder, kan vi påvise, at disse indre følelser og stemninger, der ligesom opfyldte sindet med et brus af harmonisk klingende orgelpiber; disse flygtige inspirationer; disse ideer, der ligesom lyn oplyste bevidstheden og tonede bort i tilsyneladende forglemmelse, aldrig vil forgå, men at de udgør brudstykker af en evig kosmisk udsæd, der som sæden, bonden lægger i jorden, ustandseligt har det samme kredsløb. Den essentielle idé og urform er til for evigt og er i al evighed parat til at rodfæste sig i modne sind, i frugtbare sind, i sjæle med den rette bonitet, hvor de kan komme til vækst og udfoldelse til gavn for det universelle helhedslegeme og dermed til gavn for det fostrende individ. Alt dette er i inderste instans Guds tanker, Guds egne ideer, der dvæler i det evige nu, som udgør Guds helhed og Guds bevidsthed.

Indtil Martinus har det ikke været muligt for menneskene at formidle evighedstanken til jordisk sprog. Indtil Martinus har enhver verdensforklaring haft sin udklang i noget abstrakt, har haft en begyndelse og en afslutning og har derfor ikke haft evighed til slutfacit. Med Martinus verdensforklaring har livet ingen statiske perioder, men er en evig vibration, evig funktion, evig skaben og evig bevidst væren på et eller andet livsplan. Gud er liv, Gud er væren, Gud er med i hvert eneste molekyles evige dans, Gud er med i atomernes ufattelige hvirvler, Guds bevidsthed styrer det foragtede støvgrans stille dalen og genforening med den materieverden, hvoraf det udgør en løshvirvlet enhed. Når en bevidsthed, der omfatter alt, hvad der er til, og alt hvad der kan blive til, registrerer alt fra det mest æteriske og uhåndgribelige til det mest grove og fortættede, hvorledes skulle noget da kunne tone bort i intethed? Hvorledes skulle noget kunne forsvinde i en bevidsthed der er evig, eller i et legeme der er evigt? Hvorledes skulle noget for bestandigt kunne blive borte i et uendeligt, ubegrænset verdensalt? Hvor skulle det blive af, når der ikke er noget udenfor, men i al evighed kun noget indenfor?

I sandhedens ånd kan vi således give eventyrdigterens på hele den jordiske menneskeheds vegne udstødte hjertesuk det svar: Der er en evig ihukommende Guddom, som aldrig glemmer! Og der er et evigt element i hvert levende væsen, hvori alt er registreret, og hvori alt dvæler i aktiv venten på sin åbenbaring, når dets time er inde!