Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Alt har sin historie, menneskehedens opfattelse af det, den kalder virkeligheden eller verden, har også sin. Vi lever stadig i en ny verden i den forstand, at virkeligheden først går op for os lidt efter lidt. Utallige gange har vi fået "en ny himmel og en ny jord". Engang troede man, at jorden var flad som en pandekage, et andet gammelt verdensbillede viser den hvilende på ryggen af fire elefanter, der står på en kæmpemæssig skildpadde. Middelalderens verdensbillede viser os jorden som verdens centrum omgivet af cirkulerende sfærer, hvori himmellegemerne, der alle er mindre end jorden, har deres plads og drejer omkring den i faste baner. Yderst er himmerige, hvor Vorherre troner omgivet af engleskarer. Andre opfattelser har afløst disse, og fra at være mytologisk og dogmatisk-religiøst præget er verdensbilledet gennem de senere århundreder mere og mere præget af videnskabens fantastiske udvikling. Galilei, Kepler, Tycho Brahe, Kopernicus og Newton har været pionerer og opdagere af en særlig slags. De har ikke som Columbus og Vasco da Gama opdaget nyt land, men de har opdaget love for himmellegemernes indbyrdes forhold og baner. De har begyndt at måle og veje universet omkring os, således at menneskene, ligesom de lidt efter lidt lærte deres egen fysiske verden at kende, også begyndte at få kendskab til det fysiske univers omkring dem. Vi tror ikke mere, at jorden er verdens navle, men lærer af den fysiske videnskab, at den kun er som et støvfnug i verdensaltet, i forhold til hvilket menneskene er som atomer eller endnu mindre enheder. Det moderne verdensbillede er blevet mere og mere afmytologiseret og irreligiøst. Det der kan vejes, måles og bedømmes i hastigheder, volumen og bølgelængder regnes for realiteternes verden, verdensbilledet er blevet materialistisk, er udtryk for tilfældighed, og menneskelivet i forhold dertil er så tilfældigt, mener man, at man måtte anse - som en forsker engang udtrykte det - at menneskeheden kunne være en slags "udslet" på jordens overflade, som måske slet ikke burde have været der.

Det materialistiske verdensbillede er imidlertid også ved at ryste i sin grundvold, og noget nyt er ved at bryde frem. Vi lever i en brydningstid, hvor videnskaben selv er begyndt at underminere det hidtil gældende verdensbillede og vise dets utilstrækkelighed. Alligevel er dette "revnede fundament" det eneste, masser af mennesker i øjeblikket har at holde sig til. Det nye verdensbillede eksisterer kun i "fostertilstand" i menneskehedens bevidsthed, den "nye himmel" og den "nye jord", der skal blive en realitet for menneskene, viser sig at være af en sådan natur, at selv pionererne inden for den fysiske forskning er ved at tabe vejret af forbavselse og spænding. Materien eller stoffet viser sig at være himmelrum, hvori tusinder af miniaturesole og -kloder går i deres baner, og det rigtige himmelrums kloder og sole er måske stof eller materie af umålelige dimensioner. Tid og rum bliver ubetydelige faktorer, og menneskenes betydning kan synes at være så ringe, at man naturligt får mindreværdskomplekser eller i alt fald kuldegysninger ved tanken om dette store kolde univers af tomrum og partikler i makro- og mikrokosmos. Skal man så ikke nøjes med at hygge sig i sin lille hverdag af tilfældigheder og lade de svimlende højder og dybder fare? Det mener vel mange. De lader det gamle ord: "Herrens veje er uransagelige", som ikke mere betyder noget for dem, da de er blevet materialister og irreligiøse, afløse af ordet: "Videnskabens veje er uransagelige" og mener dermed, at de kun er for specialister og ikke for "almindelige mennesker".

Historien viser os, at når en Kopernicus eller en anden af de gamle videnskabelige pionerer opdagede, at virkeligheden omkring vor jord var anderledes, end man før havde troet, var det religionens eller filosofiens sag at hjælpe menneskenes tanker og forestillingsevne til rette over for et nyt verdensbillede. I visse tilfælde foretrak man dog fra kirkelig side at brænde fornyeren på kætterbålet som det skete med Giordano Bruno og var lige ved at ske for Galilei. Nye tanker blev ofte betragtet som den rene galskab, men megen ny galskab er med tiden blevet til gammel visdom. Hvor kulturens fortrop har banet vej, er den store mængde lidt efter lidt fulgt efter, og man har dannet en form for livsanskuelse med de engang nye opdagelser som fundament.

Videnskabens kost, der skulle feje overtroens støv bort, har egentlig indtil nu blot hvirvlet det op, så alt står indhyllet i en støvsky, hvor man hverken kan se eller høre. Jordklodens betydning og det enkelte menneskelivs værdi forsvinder i dette uendelige univers af "støvpartikler". Hvad er det hele værd? Alt er relativt! Vi lever kun én gang! Det hele er kun maskineri eller tilfældighed! Etik og moral er blot et resultat af organismens kemi! Lad os altså få så meget som muligt ud af livet, selvom det eventuelt må ske på andres bekostning, albue os frem, ja, måske slå dem ihjel, der er i vejen for vore planers udførelse! Det bliver meget let resultatet af den livsanskuelse, der bygger på et ensidigt materialistisk betonet verdensbillede. Det er en livsteori med dødspraksis, og nu hænger atombomben over os alle som et Damoklessværd, en trussel om undergang for vor kultur.

Livets gåde er ikke løst, selvom man kender en hel del til bevægelser i stjerne- og atomverdener, og heller ikke fordi man ved, der er noget, der hedder kosmisk stråling. Spørgsmålet om meningen med menneskehedens liv og med det enkelte menneskes skæbne og ikke mindst med det såkaldte onde i verden trænger sig stærkere og stærkere på. Er der et forhold mellem den enkelte og det umådelige univers, som kan berettige os til at mene, at alting ikke er ligegyldigt og tilfældigt? Hvad kan hjælpe menneskene til en forståelse af virkeligheden, en forståelse, der lidt efter lidt kan ændre deres væremåde og dermed deres oplevelse af virkeligheden? Det kan arbejdet med Martinus kosmologi, en åndelig videnskab, der er baseret på oplevelse og forståelse af det evige verdensbillede. Mange vil uvilkårligt mene, at det må være en ny religiøs sekt, hvis medlemmer skal være "frelste", medens andre er fortabt. I min næste artikel "Det evige verdensbillede og den enkeltes livsfundament" skal jeg forsøge at vise, at det ikke er sekterisk-religiøs frelse-sværmeri, det drejer sig om, men realiteter i den enkeltes hverdag med perspektiver til en evig fortid og en evig fremtid. Og, hvad der i den forbindelse er meget vigtigt: det enkelte menneskes indsats i dag har betydning for menneskehedens fremtid.