Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det samme landskab, som for blot seks måneder siden var sortnet af nøgen muld, står nu gyldnet med tavler af ringlende modent korn. Hvor der ikke er gyldne aks eller allerede afhøstede agre, er der frodig grønhed - alt sammen til befordring af og velsignelse for det liv, fra hvilket det kommer, og mod hvilket det rækkes.

Ud af det store forarbejde udført af en stræbsom og erfaren stab af landbrugsfolk vokser der således skønne, nyttige og helhedsgavnende resultater, der stadig fra år til år forbedres og forædles på basis af de indvundne erfaringer. Landmanden ved, at en god høst kræver et omsorgsfuldt og logisk tilrettelagt forarbejde. Han ved også, at enhver form for svigtende omhu med dette forarbejde, der i virkeligheden begynder umiddelbart efter høstens afslutning, vil influere både på høstens kvalitet og kvantitet.

Loven, der her kommer til syne, og hvorefter landmanden indretter sin tilværelse, er den lov, hvorpå hele verdensgangen er baseret. Enhver opbygning og enhver nedbrydning er en direkte følge af denne urokkelige lovs funktion. Hele naturens umådelige livsudfoldelse er bundet i sin rytme af denne retfærdige, konsekvente og i sidste instans aldrig svigtende lovmæssighed.

Hvor individet har udviklet hjernen til begyndende selvstændig tænkning og uerfarent forsøger at basere tilværelsen på modsætningen til loven "Som du sår, skal din høst være", dér begynder smerte, skuffelse og kaos at gøre sig gældende. Området, hvor dette forekommer, er navnlig i menneskets forhold til Næsten. Dér mener vi, trods generationers smertebetalte erfaringer om det modsatte, at vi kan bygge et fredeligt, rigt og bestående samfund op på princippet isolation fra vor Næste og kommunikation med denne Næste kun baseret på udnyttelse og udbytte til egen fordel. Her forsøger man at bygge en behagelig tilværelse op på bestandigt at kunne høste uden at sørge for kultivering af jorden eller at foretage såning.

En sådan tilstand kan kun have varighed, indtil den virkelige høstens tid er inde. Da vil mennesket, som forpassede såtiden, skue ud over trøstesløs goldhed; thi intet gerningens gyldne korn lyser sin overdådighed imod det. Ingen kærlighedens frugter tynger dets livstræs grene. I denne goldhed må mennesket da kæmpe og opretholde livet, indtil det lærer sædens og høstens lov, og indtil det indretter liv og virke derefter.

Hver dag, ja hvert sekund på dagen, sår vi, hvad vi senere skal høste. Og vi er frit stillede - kan selv vælge vor udsæd. Vi kan være uvirksomme, og sår således et felt af tomhed, der senere vender tilbage med tomhed. Vi kan udføre handlinger i modstrid med logik eller samvittighed og må senere opleve et tilsvarende disharmonisk livsområde. Vi kan være aktive i tanke og handling, basere hele vort liv og virke på princippet at elske og tjene Næsten, hvorved vi ikke kan undgå at fremelske det gode i og omkring os. Vi vil da komme til at leve som midtpunkt for disse handlingers overdådige, bugnende og velsignende resultater.

Set udefra kan en god og kærlig handling gengældes med ondskab og misundelse. Men dette kan ikke gøre den gode handling til en ond handling. Det gode vil leve og virke, indtil det har båret sin ædle og velsignende frugt. Set udefra kan en ond handling gengældes med kærlighed og forståelse. Dette kan ikke gøre den onde handling god; men da det gode ikke kan udgøre grobund for det onde, må den onde udsæd friste tilværelsen som frøkorn, indtil den finder vokseplads i et ondt sind.

Hele tilværelsen udgør altså en uafbrudt kæde af sæd og høst. Varetagelsen og anvendelsen af den ene høst er i virkeligheden forberedelsen til næste høst og således videre. I nuet sanker vi vor fortid og sår vor fremtid. Medens vi må tage høsten, som den nu engang falder ud, kan vi influere bevidst viljemæssigt på forberedelsen og udsæden.

Det er overtro at mene, at en varig lykkelig og fredfyldt tilstand kan etableres i modstrid med dette åbenbare princip. Det er overtro at mene sig trygt arrangeret uden for farezonen, fordi økonomien er i orden, dersom man ikke samtidig i sin daglige væren dyrker den gode sæd ved at omgås sin Næste på rette måde og nærer den dybeste ærefrygt for alt liv.

Siden Herrens løfte til Noa efter syndfloden om, at så længe jorden eksisterer, skal sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke aflade, har Jesus, talt i Galilæas bjerge om sædens og høstens lov i dens psykiske aspekt med tilknytning til det individuelle handlingsmønster. Og summen af Jesu belæring vedrørende dette emne er da, at menneskets høst vil være, Som dets udsæd har haft kvalitet til, at den som sår splid og had, vil høste splid og had, at den som sår fred og omgængelighed, vil høste disse positive oplevelser. Den som sår under sværdets lov, høster sværdets produkter, som er død og sorg. Og den som sår under kærlighedens lov, høster kærlighedens frugter, som er liv og glæde.

I form af en ny kulturimpuls vibrerer Herrens stemme med forøget styrke ind over vor egen samtid. Temaet er stadig sædens og høstens lov, og for den, som har øren at høre med, lyder Guds belæring om sæd og høst gennem den fysiske såvel som gennem den åndelige videnskab. Thi den materielle videnskab, således som den kulminerer i vor samtid, hvad er den andet end afdækning efter afdækning af den universelle kemis mysterier? Hvad er den andet end et dag for dag voksende kendskab til en ydre kausalitetslov, som i begge retninger fortoner sig i uhåndgribelig uendelighed, men i aldrig svigtende logisk følgeorden som årsag og virkning, som sæd og høst, som kredsløb i fire hovedfaser: Vinter og såtid, sommer og høst?

Og den åndelige videnskab, således som den er blevet til ved Martinus, er ikke også denne en videnskab om sæd og høst, om kosmiske rytmer eller åndedræt i form af tiltagende livsfaser, kulminerende åbenbaring, aftagende livsfaser og erfaringsbelastet udklang mod ny, men livssvanger latens.

Hvad rummer de livssfærer, i hvilke kausalitetskæden fortoner sig såvel i det uendeligt små, som i universets makrokosmiske dybder? Hvor konsekvent er loven om sæd og høst, om årsag og virkning? Er der undtagelser? Er der bonitet for uretfærdighed og tilfældighed i den kosmiske ager? Og dersom der ikke er en sådan margin for retfærdighedens usvigelighed, hvorledes kan mennesket da få denne kosmiske konsekvens bekræftet? Hvorledes kan mennesket lære at skøtte retteligt om sin høst og tage rationelt vare på sin udsæd i samklang med denne kosmisk konsekvente årsags- og virkningslov?

Hertil kan kun svares, at Guds tale til menneskene, således som den lyder gennem den af Martinus etablerede åndelige videnskab, placerer det levende væsen som en evig selvansvarlig husholder og forvalter af livets værdier. Samme åndelige videnskab påviser, at hver eneste idé, tanke og handling, hver eneste reaktion fra dette levende væsens side er en udsæd i det pågældende væsens bevidsthedsdybder, en udsæd, der vil komme til udfoldelse, til modning og til høst omkring det samme væsens jegbevidsthed.

Som det påvises af Martinus, er den ubrydelige følgeorden i sædens og høstens lov baggrunden for al erfaringsdannelse og således udtryk for Guds fundamentale kærlighed, den alkærlighed, som ikke kan tage parti, som ikke kan favorisere, men som kun kan lade sæden gro indtil høsten, kun kan give sæden den værdi, kvalitet og fold, som den individuelle sædemand har skøttet om sæden til.

I Livets Bog har Martinus trukket kausalitetsloven så knivskarpt op, at ingen alvorligt og uhildet studerende kan tvivle på universets ubrydelige og minutiøse krafthusholdning. Af de syv bind, som Livets Bog udgør i sin helhed, handler de to, nemlig andet og tredje bind, i princippet om sædens og høstens lov. Begge disse bind fremtræder under overskriften "Kosmisk Kemi" og har til opgave at belære den studerende om livets forunderligt ubrydelige konsekvens, om den guddommelige energihusholdning, der er så gennemført, at den har tal på vore hovedhår, har registreret spurvenes mængde, ja styrer hver lille bevægelse i den luft, vi indånder.

Det betaler sig at sætte sig ind i denne kosmiske kemi, denne åbenbaring af livets højeste og hidtil skjulte mysterier. Blot studiet af de to omtalte bind af Livets Bog vil forlene den studerende med sikker viden om, at al skæbnedannelse kommer fra individet selv, at dets gerninger, tanker og handlinger skal følge det i tusinder af oplevelsesled, ja, at endog en tilgivet synd overvintrer i individets evighedslegeme og på velsignelsesrig måde kommer til at udgøre den første udsæd i højere oplevelsesspiralers instinkt- og tyngdeenergizoner.

I Martinus åndelige videnskab er det da, vi skal søge viden om sædens og høstens evige kemi. Dér kan vi hente bekræftelse på Carlyles spontant henkastede råd til menneskene: Hvor fjernt end høsten fra dit nuværende udsigtspunkt forekommer dig, er det alligevel god økonomi at se hen til denne høst og forberede den gennem tanke, ord og gerning. Og med Jesu lignelse in mente kan vi sige: Lad kun ugræsset, som florerer på nuets ager, og som er kommet til vækst gennem tidligere uvidenhedsforårsaget skødesløshed med udsæden, gro side om side med de ædle vækster indtil høsten, og tag så vare på, at det uædle sorteres fra det ædle og opbrændes, for at kommende agre må være lutrede og bære mange fold.

Om sædens og høstens lov i dens kosmiske aspekt skriver Martinus i Livets Bog bind 2, stk. 615:

"Væsenets vilje udgør en egenskab, ved hvilken det er i stand til at udsmykke og forme sin evige, udødelige nærværelse i verdensaltet. Det er denne udsmykning eller udformning, vi kalder skæbnen. Da denne udformning umuligt kan eksistere uden at være et viljeprodukt, vil ethvert individs skæbne, hvilket altså vil sige udsmykning eller udformning af dets kosmiske åndedræt, således kun kunne eksistere som et produkt af dets egen viljeudløsning. Livet kommer derved til udelukkende at bestå af dette: at så og at høste. Jordbunden for denne sæd og høst udgøres altså af væsenets evige kosmiske åndedræt eller spiralkredsløb. Men når dette kosmiske åndedræt eller spiralkredsløb således udelukkende kun kan være jordbund for væsenets sæd og høst, vil der ikke være nogen som helst mulighed for, at noget væsen kan høste andet end sin absolut egen kosmiske sæd. Derved bliver væsenet identisk med sin egen skæbnes herre. Det udgør den dybeste eller første årsag eller det første ophav til detaljeringen eller udformningen af dets egen tilværelse. Det er kilden til udmålingen af sit eget lys og mørke, der således kun kan eksistere som identisk med dets egen viljeproduktion."

"Det kosmiske åndedræt garanterer således det levende væsen en evig tilværelse, medens det samme væsen med sin viljeproduktion garanterer sig selv denne evige tilværelses lokaldetaljering alt efter dets ønske, hunger og mættelse. Når dette yderligere stadfæstes gennem loven for bevægelse, der betinger at energi kun kan udgå fra et Jeg og danne kredsløb, således at den uundgåeligt må vende tilbage til samme Jeg, og når denne tilbagevenden er fundamentet for al erfaringsoplevelse, ja for al oplevelse af liv, bliver det evige ord: "Hvad et væsen sår, skal det høste", her i livets højeste analyser til uomstødelig videnskabelig sandhed."

Loven om sæd og høst er ikke en tro eller en religion, men har rod i livets inderste realiteter og kan blive erkendelse for hver den, som vil eftertænke og i praksis efterprøve den i samklang med Martinus kosmiske kemilære. Det menneske, som ud fra denne lære vil forsøge at gøre hver dag til såtid for kærlighedens og forståelsens frøkorn, vil snart erfare, at både fra sind og fra omgivelser vil kærlighedens og forståelsens modne smil bølge imod det og gyldne dets livstavler med fred og tryghed.