Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvor i spiralkredsløbet begynder og slutter det levende væsen med at have en fysisk organisme?

Som det sikkert er de fleste bekendt, beskriver Martinus det levende væsens evige liv som en tilsvarende evig rejse gennem et ekspanderende spiralkredsløb sammensat af seks kosmiske tilværelsesplaner, der uophørligt afløser hinanden i en nærmere bestemt rækkefølge. Disse seks kosmiske tilværelsesplaner kendes som 1) planteriget, 2) dyreriget, 3) det rigtige menneskerige, 4) visdomsriget, 5) den guddommelige verden og 6) salighedsriget.

Den omstændighed, at tilværelsesplanerne gennem glidende overgange afløser hinanden, fortæller, at der må bestå et indre slægtskab imellem dem. Dette slægtskab har form af den kendsgerning, at de for hvert enestes vedkommende repræsenterer en særlig oplevelsestilstand muliggjort af det levende væsens rådighed over en tilsvarende speciel organisk udrustning. Netop den organiske udrustning påkalder sig i denne forbindelse opmærksomhed, for det er i bund og grund denne, der giver anledning til eksistensen af tilværelsesplanerne. Disse er nemlig ved en første betragtning helt og holdent repræsenteret ved organismer. Således er f. eks. planteriget repræsenteret ved samtlige eksisterende planteorganismer, med hvilke det står og falder, og på samme måde med hensyn til de øvrige tilværelsesplaner; alle er de først og fremmest repræsenteret ved organismer, med hvilke de står og falder.

Med hensyn til organismen beskrives denne af Martinus som et redskab, gennem hvilket den højeste instans ved det levende væsen, nemlig egoet eller Jeget, kan opleve og skabe i den materieverden, organismen tilhører. Denne materieverden består af energi spændende over en uendelig skala af forskellige finhedsgrader, og det gælder her for ethvert levende væsen, at dets sanseorganer kun formår at spænde over et begrænset område af denne skala med det resultat, at kun dette område umiddelbart lader sig erkende. Hvad der ligger uden for, forholder sig som ukendt indtil det lykkes individet at tage et sæt sanseorganer i brug, der er passende reaktionsdygtige. Da vil det hidtil ukendte område i en vis udstrækning komme til syne samtidig med, at det tidligere kendte område mere eller mindre forsvinder ud af billedet. Det er denne omstændighed, der har ført til forestillingen om verdensaltets opdeling i en speciel fysisk og en speciel åndelig verden, med hvilke det levende væsen korresponderer gennem henholdsvis en speciel fysisk og en speciel åndelig organisme. Berettigelsen af denne forestilling bekræftes klart af Martinus verdensbillede, dog med det forbehold, at det alene er sansemæssige omstændigheder, der skiller de to verdener ad, idet de rent objektivt, dvs. uafhængigt af sansning, udgør én verden. I overensstemmelse hermed er det ifølge Martinus også højst individuelt, hvor grænserne mellem dem går. Det afhænger helt af den enkelte væsensarts sansemæssige udrustning. F. eks. kan det meget vel tænkes, at den for en myre optræder et helt andet sted, end for et menneske.

Hvad der gælder for verden som helhed gælder også for det enkelte levende væsen: dets organiske udrustning må beskrives som en kombination af energi, der spænder over en skala af praktisk taget uendeligt mange forskellige finhedsgrader. Af samme grund opfattes også i dette tilfælde en del af nævnte udrustning som værende af speciel fysisk natur og en anden del som værende af speciel åndelig natur. Og hvad der bidrager til at understøtte denne forestilling er belæringen om, at de to områder lader sig indbyrdes adskille, nemlig gennem den proces vi kalder døden. Døden opfattes som det fysiske områdes udskillelse fra det åndelige område. Dette er meget rigtigt, men den omstændighed, at de to områder nogen sinde har stået i forbindelse med hinanden, fortæller, at der består et indre slægtskab imellem dem, og dette slægtskab har form af den kendsgerning, at begge områder består af energi, og ydermere energi, der lader sig omsætte i begge retninger. Dette foregår hvert eneste sekund, så længe den fysiske organisme opretholdes. Herunder omtransformeres sanseimpulser fra det fysiske område til det åndelige område, medens omvendt i lige så høj grad tanke- og andre bevidsthedsimpulser omtransformeres fra det åndelige område til det fysiske område. Ja, overhovedet beror det såkaldte fysiske område med hensyn til sin fremtræden som levende på energiudvekslingen med det såkaldte åndelige område, omend denne målt med fysisk alen - f. eks. Joule, wattsekunder el.lign. - er af en meget beskeden størrelsesorden.

Den omstændighed, at den fysiske organisme gennem døden kan gå under og mistes, medens i modsætning hertil den åndelige struktur danner grundlag for udødeligheden, synes at antyde, at sidstnævnte har en primær karakter i forhold til førstnævnte. Dette bekræftes da også af Martinus, der beskriver den åndelige struktur som individets egentlige organisme, i forhold til hvilken den fysiske organisme i realiteten blot er en kunstig forlængelse. Martinus anfører endvidere meget vægtige grunde til, at individet i perioder af sit evige liv overhovedet indlader sig på et engagement i den fysiske materie (der altså i virkeligheden blot er et relativt groft vibrationsområde af den samlede energiskala), hvor det vigtigste motiv er nødvendigheden af individualitetsfølelsens fornyelse i forbindelse med en total fornyelse af livsoplevelsesevnen. Behovet for disse fornyelser begynder allerede så småt at gøre sig gældende i det tilværelsesplan, Martinus omtaler som visdomsriget, der er et rent åndeligt tilværelsesplan uden tilknytning til den fysiske verden i nogen som helst forstand. Under indtryk heraf forvandler den åndelige struktur sig gradvis meget udpræget, hvilket medfører individets tilsynekomst i det næste tilværelsesplan: den guddommelige verden. Men også denne er et rent åndeligt tilværelsesplan, hvad der i tidens løb medfører en endnu kraftigere forstærkning af førnævnte behov. På ny forandrer den åndelige struktur sig, og med individets tilsynekomst i det herpå følgende tilværelsesplan som resultat: salighedsriget. I salighedsriget har den åndelige struktur antaget en konstitutionel form, der muliggør en heldig udnyttelse af de føromtalte behov, nemlig til fordel for et første elementært og spinkelt engagement i den fysiske verden, altså det fysiske vibrationsområde. Iagttaget fra det udsigtspunkt, samme fysiske verden repræsenterer, kommer disse første "invasionsforsøg" til syne som det materieområde, vi kalder mineralriget (isblomster, snekrystaller m.m.). Mineralriget bliver dermed ensbetydende med den fysiske organismes absolutte begyndelse i spiralkredsløbet. At denne indtrængen i den fysiske verden overhovedet lader sig gennemføre beror på den begyndende udvikling af et særligt organområde i den samlede åndelige struktur, nemlig det såkaldte tyngdelegeme. Dette danner basis for individets evne til at udløse dynamisk kraft, og dets fortsatte vækst medfører i overensstemmelse hermed en tilsvarende voksende evne til at opretholde og udvikle fodfæstet i det tunge fysiske vibrationsfelt. I praksis viser dette sig som mineralformernes langsomme forvandling til planteformer (lader sig kun med største vanskelighed påvise). Yderligere vækst af tyngdelegemet muliggør i tidens løb planteformernes forvandling til dyreformer, og med disse kulminerer tyngdelegemets udfoldelsesmuligheder. Nu begynder tværtimod en degeneration at gøre sig gældende, hvilket uundgåeligt medfører en tilsvarende degeneration (i virkeligheden forfinelse) af den fysiske organisme. Den jordiske menneskeorganisme er eksemplet herpå. Nævnte degeneration vil fortsætte med at gøre sig gældende til tyngdelegemet når en minimumsudfoldelse, og allerede i det rigtige menneskerige optræder den situation, at det ikke længere er muligt at opretholde en tung, stabil fysisk organisme i længere tid ad gangen. De fysiske ophold - der nu beror på en højt udviklet materialisationsteknik - bliver af stadigt kortere varighed og ophører til sidst helt til fordel for en rent åndelig tilværelsesform, hvilket altså betyder: at det rigtige menneskerige er det område i spiralkredsløbet, hvor det levende væsen slutter med at have en fysisk organisme. Og det ses da, at nævnte organisme begynder i mineralriget, konsoliderer sig i planteriget, kulminerer i dyreriget og degenererer bort gennem det jordiske menneskerige for helt at tone ud i det rigtige menneskerige - helt parallelt med tyngdelegemets vækst- og degenerationsrytme.