Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Som en strålende illustration til dette tankecitat fra et menneske, som for årtusinder siden var opfyldt af brændende længsel efter livets store sandheder, længsel efter at finde ind til det centrale i tilværelsen, står Martinus hovedsymbol, der på genial og usvigelig måde aftegner verdensaltet som en helhed under Guds centrale bevidsthedsherredømme samt alt levende som enheder koordinerede med dette guddommelige helhedsvælde. Ikke blot Marcus Aurelius eller samtlige filosoffer, ikke blot søgende mennesker, men absolut undtagelsesløst alt liv eksisterer på basis af en dragning mod en Gud, et midtpunkt. Bevidst eller ubevidst er al livsudfoldelse, al organismedannelse i sin inderste analyse skabelse af detektorer for søgen mod Gud.

Aristoteles, der regnes for en af fædrene til den konstruktive stoiske filosofi, havde i alt sit livsvirke den søgendes hvileløse kendetegn. Om end han beskæftigede sig med alle tilværelsens væsenssider, den fysiske såvel som den sjælelige og åndelige, så havde hans tanker dog kun en eneste retning, nemlig mod det evige midtpunkt Gud. Samtlige Aristoteles' skrifter er en råben ud fra moralske og harmoniske proportioner efter en guddom som udgør den essentielle moral, den essentielle kærlighed, visdom og herskerkraft.

Symbolet over det evige univers og den evige Guddom, som Martinus hovedsymbol må siges at udgøre, viser netop, at Herren er en evig Gud i det levende væsens midte, at Guddommen omfatter alle ting, men at Guddommens bevidsthed, den rene klare livskilde, altid må søges i midtpunktet, i det indre centrum af alle ting. Ligeledes viser symbolet, at afstanden mellem det levende væsen og Gud udgøres af den skabte verden eller verdensenergierne, hvis organisation er bestemmende for det enkelte livsvæsens oplevelseskvotient.

Aristoteles søgte at påvise harmonien i al skabelse og konkluderede, at bag denne skabelse, inde i denne skabelses uhåndgribelige centrum måtte der eksistere en organiserende intelligens, en verdensfornuft, der samorganiserer alt ud fra den absolutte sandhed og visdom. Marcus Aurelius søgte ad tankens vej at famle sig frem mod det samme livscentrum. Hans selvbetragtninger er en ydmyg grubleri blandet med triumferende indslag af åbenbaret guddommelighed.

Søgen mod Gud udgør i sin endelige analyse livets urkraft. Det fysiske verdensalt er område og redskab for samt produkt af denne søgen. Det levende væsen iklædt fysisk organisme er den evige gudesøn på vandring mod sin evige Faders hus. De store geniers og filosoffers klassiske tanker, der gennem årtusinder er føjet ind som uudslukkelige ledestjerner på den jordiske menneskeheds mentale himmel, er i sig selv en guddommelig illuminering af menneskets vandring gennem de zoner, hvor tilværelsen uden disse lysende åndsfunker ville resultere i modløshed og selvudslettelse. Der har altid været vismænd og åndelige førere, som med deres livsværk har givet næring for menneskenes indre hunger efter Gud. Men det man står over for i Martinus symboler og verdenslære er Guddommens endelige svar på menneskets råb efter en evig over al forgængelighed ophøjet Fader.

Af alle søgende sjæle, som ved deres evolutionstrin er knyttet til vor planet, har hidtil kun et forsvindende minimum kunnet fatte den enhedsformel, som blandt andre Marcus Aurelius og Aristoteles i deres tanker har givet udtryk for. Mange religioner og åndsretninger har haft gudserkendelse til følge for nogle få af deres dyrkere, men den gudsvirkelighed, som Martinus verdenslære på erkendelsesteoretisk basis giver den studerende eller søgende, er det absolut ikke muligt at nå ad andre kanaler. Thi i hvilke andre religioner findes en evighedsanalyse, der går hundrede procent op? I hvilke andre åndsretninger er det levende væsen analyseret og befundet i denne analyse at være et med Gud? På den absolutte sandheds grund kan man sige, at Martinus markerer indledningen til en epoke, i hvilken samtlige sjæle skal kunne nå til i deres tænkning at forenes med Gud. Det er gennem Martinus verdenslære, hans lære om Gud som den eneste virkelighed, at menneskene skal vejledes til denne Gud, til denne evige Fader. Ja, det er alene med den mission at kortlægge det jordiske menneskes fremtidsvej mod Faderen, at Martinus er inkarneret på denne planet.

Tiden er kommet, hvor al tings guddommelighed skal kunne ses og opfattes af menneskene. Dette fælles syn på Gud vil samtidig virkeliggøre den enhedens og broderskabets samfundsepoke, som også er profeteret, besunget og beskrevet gennem årtusinder. Med Martinus er der varslet dom over forvirringens og uretfærdighedens herskervælde. Orden, visdom, broderskab og fællesskab er prædestineret til at skulle indtage den planetære trone. Ordet Gud skal lyse på menneskehedens mentale himmel som den store realitet, den store virkelighed. Ordet Gud skal være med som en stille baggrund, en stille andagt i alle hverdagens handlinger: helligdagene skal ikke være adskilt fra hverdagene på den måde, at Gud er en virkelighed man regner med nogle timer på denne helligdag, og som derefter bliver borte i hverdagens hvirvler. Tiden er kommet for menneskehedens opvågnen til intelligensmæssig erkendelse af, at bag hver enkelt dølger sig det eviges bevidsthed, Guds bevidsthed, hvoraf vi er en del, og har adgang og arveret til at øse visdom af dens alvisdom og styrke af dens almagt. Tiden er kommet, hvor enhver skal lære at hente inspiration og livskraft ved den kilde, hvor livet alene har sit udspring, den kilde, som findes i hvert levende væsens inderste bevidsthedscentrum, akkurat som Martinus hovedsymbol så klart anskueliggør det. Denne kilde er Gud, denne kilde er det evige livs ophav, den evige bevidsthedskerne.

Det var med bind for øjnene og med bevidstheden bortvendt fra al ydre sansning, men det var først og fremmest ud fra en brændende længsel efter kosmisk harmoni, sandhed og retfærdighed, at Martinus i sin tid satte sig til at meditere netop på ordet og begrebet Gud. Det var i denne fra den ydre verden bortvendte sjælstilstand at Gud åbenbarede sig for ham. Det var i denne over al fysisk væren ophøjede stråleglans at kærlighedens, almagtens og alvisdommens evige Fader, evige Gud oplevedes som virkelighed, som en personlig kontaktmulighed for hvert levende væsen. Det er også gennem længsel mod en højere etik, gennem dragning mod livsformer ud over det fysiske, at hele menneskeheden skal hæve sig mod erkendelse af Gud som en realitet. Martinus er eksponent for en åndelig materie, der udgør materiale for tankemæssig erkendelse af Gud. Gennem denne tankemæssige erkendelse vil gudsbegrebet antage mere og mere realistiske former, blive til virkelighed i alt, hvad mennesket omgås, skaber og modtager. Således og kun således kan Guds rige komme til jord.

Der er ikke specielle skrifter eller specielle afdelinger af Martinus kosmologi, som man kan påpege viser hen til Gud, thi dette gør Martinus verdensbillede som helhed. Hvert eneste symbol, hvert eneste ord, hver eneste sætning, Martinus har nedfældet, har det ene formål at fremholde Gud som en realitet for mennesket, at påvise virkeligheden i salmistens spontane udbrud: Alt i Herrens helligdom råber Ære!!! Ære den evige, den alvise, den urokkelige guddommelige virkelighed, som bag vor mentale mørkeperiode, bag det jordiske tilsyneladende kaos favner altet med jublende kærlighed. Intet er uden for Guds åsyns overvågende vælde. Intet er uden for Guddommens legeme. Intet er disharmonisk i forhold til den kosmiske helhed, som universet udgør.

Marcus Aurelius har spontant set Gud på den eneste måde Gud kan ses, nemlig ad tankens og den religiøse følelses vej, nemlig gennem denne indre spontane gennemlysning af verdensstrukturen: Der er kun en helhed, hvoraf vi er dele, og denne helhed er Gud. Bag vore fysiske sanser, bag vore ufærdige legemer, bag mikroben, bag planten, dyret og mennesket er der kun Gud - al skabningen hviler i hans evige, funklende favntag.

"I må ikke have andre guder end mig" er det første bud i Moseloven. Og det er rigtigt, at hverken det som er oppe i himlen eller nede på jorden eller i havet må blænde vort udsyn til Guds virkelighed, men som Martinus hovedsymbol illustrerer det, må vi i alt dette have Gud for øje og se, at det altsammen er Gud, er hans liv, hans ånde, hans fremstrakte hænder, hans skabelsesproces, der har som eneste formål at give mere af sig selv, at åbenbane mere af sin egen fuldkommenheds fylde.

Gud er den eneste hersker, den eneste beliver! Fuglenes kor, dyrenes leg, insekternes myldren, planterigets forunderlige samspil med soles, planeters og mælkevejssystemers makro- og mikroverdener, hvoraf al skønhed opstår: Alt dette er udtryk for Guds skabende bevidsthed, hans ansigts herlighed!