Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vedrørende selvopholdelsesdriften III.
Trives de to aspekter (det lyse og det mørke) side om side, eller behersker de hver for sig specielle områder af spiralkredsløbet; i så fald hvilke?

Ved selvopholdelsesdriftens mørke aspekt forstås altså en forbindelse mellem selvopholdelsesdrift, egoisme og tilværelsens dræbende princip. I modsætning hertil er selvopholdelsesdriftens lyse aspekt udtryk for en alliance mellem selvopholdelsesdriften og tilværelsens livgivende princip til fordel for skabelsen af humanitet, lykke og velsignelse. - Det står os hurtigt klart, at vi i og for sig er lige fortrolige med begge disse aspekter, for til alt held er verden trods alt ikke hundrede procent behersket af det mørke aspekt. Dette kan næsten uden forbehold siges at være tilfældet i planteriget; i mindre grad derimod i dyreriget, hvor der i visse zoner viser sig en vis interesse for i hvert fald mage og afkom, her og der endog sporadisk interesse for artsfællers ve og vel. I dyreriget begynder altså trods de herskende vilkår - eller måske tværtimod netop som følge heraf - spinkle manifestationer af det lyse aspekt at komme til syne. Og for det jordiske menneskesamfunds vedkommende er disse på ingen måde sjældne - specielt ikke inden for de såkaldte velfærdssamfund. Det er i denne forbindelse værd at mærke sig, at selvopholdelsesdriften med hensyn til sit lyse aspekt ikke nødvendigvis behøver at være udtryk for målbevidst næstekærlighed. Som dette aspekt foreløbigt manifesterer sig, er der derimod tale om udslag af et vist samfundssind, der igen bæres af forståelsen af det både gavnlige og nyttige for helheden, at man gensidigt viser hinandens ve og vel opmærksomhed og hensyn. På dette grundlag sikres ens egen stilling i tilværelsen; tryghedsfaktoren øges! Det ses tydeligt, hvorledes der fremdeles er tale om selvopholdelsesdrift båret af egoisme, og forskellen på de heromtalte udslag og så udslagene af det rent mørke aspekt er i virkeligheden kun en lille, men dog væsentlig gradsforskel bestående i, at der for de førstnævntes vedkommende er tale om et tilskud af fortrinsvis intellektuelle bevidsthedskræfter stort nok til, at man er i stand til at rykke horisonten ud fra sin egen personlige næsetip.

I første omgang er det altså fortrinsvis intellektuelle bevæggrunde, der motiverer selvopholdelsesdriftens lyse udslag, nemlig på den måde, at disse udslag først og fremmest er fornuftbestemte. Dette indebærer naturligvis, at det specielt er størrelsen af den menneskelige fornuft, der sætter grænsen for, i hvilket omfang selvopholdelsesdriftens lyse aspekt på dette grundlag har mulighed for at blive manifesteret, hvilket livet da også i rigt mål demonstrerer som praksis. Atter og atter gentager det sig, at man hurtigt tager sin tilflugt til det mørke aspekts manifestationsformer, når det ikke længere synes at kunne lønne sig at manifestere det lyse aspekt, og set under denne synsvinkel kan man udmærket tale om, at selvopholdelsesdriftens mørke og lyse aspekt formår at eksistere og trives side om side. Det skal dog straks tilføjes, at det lyse aspekt i den her skitserede form - nemlig som baseret på fornuft - kun repræsenterer et overgangsfænomen, der specielt henhører under det jordiske menneskesamfund. Senere vil det nemlig blive baseret på organisk funderet næstekærlighedsfølelse, i hvilken form intellektet kun vil spille en underordnet rolle af tjenende karakter, og da er sameksistens mellem det mørke og det lyse aspekt udelukket. Men så længe næstekærlighedsevnen ikke er tilstrækkeligt udviklet i de enkelte mennesker, er det altså intellektet eller fornuften, der må være basis for det lyse aspekt. Interesse for det lyse aspekt må derfor uvægerligt være forbundet med en interesse for at styrke denne basis mest muligt, og det er netop storstilede forsøg i denne retning, man ser udfoldet i form af de store (og små) verdensgenløsninger - således også, og ikke mindst i vort århundrede, her og nu. Er netop ikke hele Martinus kosmiske verdensbillede én eneste appel til det menneskelige intellekt, tjenende det ene formål, på fornuftmæssig basis at lade det enkelte menneske indse, hvorledes dets væremåde bør være? Og er samme verdensbillede i denne forbindelse ikke et eneste stort opgør med de faktorer og kræfter, der motiverer selvopholdelsesdriftens mørke aspekt og gør det antageligt. Gennem sin fremstilling af det levende væsens udødelighed, dets reinkarnation og skæbnedannelse afslører Martinus klart et sæt faktorer, der på overordentlig virkningsfuld måde supplerer den fornuftsbasis, hvorpå det lyse aspekt allerede i dag hviler. Tager man analyserne af disse kosmiske terræner i betragtning og hertil føjer det hovedsynspunkt fra Martinus side, at det levende væsens primære hjemsted er den åndelige verden, da indser man, at der kosmisk set ikke eksisterer nogen som helst forsvarlig og dermed fornuftig grund til at klare kritiske situationer ved hjælp af selvoplevelsesdriftens mørke manifestationsformer. Set i ét-livs-teoriens perspektiv kan det virke meget fornuftigt at gøre det - ja, som det eneste mulige; set derimod i udødelighedens, reinkarnationens og skæbnelovens perspektiv vil en sådan adfærd i bedste fald ikke alene blot være ensbetydende med udsættelse af en given skæbneafregning, den vil dertil være ensbetydende med udskrivning af en ny skæbneveksel, der også en dag vil forfalde til indbetaling. Betragtet i verdensbilledets kosmiske perspektiv vil den eneste fornuftige væremåde være den, at vende den menneskelige side til, når nogen møder én med sin dyriske, altså at svare på udslag af selvopholdelsesdriftens mørke aspekt med manifestationer henhørende under dets lyse aspekt. Kun ad den vej frigører man sig endegyldigt af det dyrerigets mørke og primitivitet, som så længe har været menneskehedens lod.

Som det ses, er det ikke nogen lille udfordring, der ligger i Martinus verdensbillede, eller for den sags skyld i nogen hidtil forkyndt højere religion, og det er klart, at det må tage sin tid, førend man modnes til at tage den fulde etiske konsekvens af det indblik, man eventuelt har vundet, dvs. definitivt bryder med tilbøjeligheden til at klare sig ved hjælp af selvopholdelsesdriftens mørke manifestationsformer. Under forløbet af denne tid vil tilmed den lykkelige omstændighed komme den enkelte til gode, at evnen til at føle næstekærlighed i pagt med den samlede udvikling gradvis vokser frem og gør sig mere og mere mærkbart gældende. Til sidst vil den nå en størrelsesorden, der gør intellektet overflødigt som basis for tilskyndelsen til at udløse selvopholdelsesdriftens lyse manifestationsformer. På dette tidspunkt har mennesket nået det udviklingsstadium, Martinus betegner som den fuldkomne mennesketilstand, dvs. en tilstand, hvor det fremtræder som totalt udrenset for alle dyriske anlæg og tendenser, som det færdige menneske, målet for den guddommelige skabelse.

Selvopholdelsesdriften er et stort emne, og det er da også kun fattigt belyst gennem disse tre indlæg. Igen skal henvises til Martinus egne værker, og kun en afsluttende tillægsbemærkning skal vedføjes. Den sigter mod at svare på det spørgsmål, om der fortsat er grund til at tale om selvopholdelsesdrift, når man først har nået den fuldkomne mennesketilstand med deraf følgende frigørelse fra mørket og døden. Det kan straks svares, at det er der i høj grad. Fremdeles må det levende væsen bestræbe sig på at opretholde sin livsoplevelsesevne og den hermed forbundne organiske udrustning, men det sker nu helt og holdent i kontakt med livets love. Det vil i modsætning til tidligere, hvor man levede af hinanden, sige gennem dette at leve for hinanden. Og det viser sig, at overhovedet alle kan stå sig ved denne ændring i tingenes tilstand, ikke mindst den dag, hvor tilværelsen permanent føres i de rent åndelige verdener, den videre udvikling peger frem imod.