Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Dagen efter, at Martinus havde haft sin første lysoplevelse, nemlig sin konfrontation med den funklende levende kristusskikkelse og sin étbliven med denne, ville han atter meditere, ville atter bevæge sig ind i den æteriske lysregion, som han således havde fået kontakt med. Da kom til ham en oplevelse, som han selv beskriver således:

"Jeg tog igen tørklædet for øjnene, og alt blev mørkt omkring mig. Men en himmel kom til syne. Over denne himmel bevægede sig ligesom en skygge, og da denne skygge havde passeret, blev den åbenbarede himmel endnu lysere. Og således passerede skygge efter skygge, og for hver gang øgedes den himmelske lysstyrke, indtil alt skinnede med umådelig stråleglans, hvori al jordisk væren udviskedes - mine jordiske omgivelser, mit værelse, stolen jeg sad i, ja endog min egen organisme. Alt hvad jeg var mig bevidst var, at jeg befandt mig i et ocean af gyldne stråler, et lys med guldets glans og farve. Det var, som om der hvilede et kolossalt tryk mod min bevidsthed. Jeg følte, at hvad jeg her oplevede, var Guds egen bevidsthed. Det var mit højeste Selv, der mødtes med Guds Selv".

Det er denne overjordiske oplevelse, Martinus har givet udtryk i det ovenfor gengivne symbol, der hermed som fremtidigt hoved for kontaktbrevene præsenteres for læserne. Selve bladhovedet er blevet til ved Martinus egne hænder, idet han i sin tid tegnede det til tidsskriftet Kosmos, der senere overgik til anden udgivelsesform.

I en tale ved indvielse af sagens flag i Sverige sagde Martinus: Symboler er transformationer af åndelig energi! - Måske er det ikke mindst ud fra denne kendsgerning, at dette, det mest essentielle af alle Martinus symboler nu efter hans eget ønske med en let ændring gennemføres som hoved og indledende illustration for nærværende publikation.

Men symbolet er langt mere end et bladhoved. Det er Livets Bogs hovedsymbol og repræsenterer livsmysteriets løsning, repræsenterer åbenbaringen af livets inderste væsen, inderste umanifesterede udspring, det x-dimensionerede, i hvis regioner der "ikke er plads for jord og himmel", men hvor "Faderen" og "Sønnen" dvæler i blot dette at være.

I symbolet har Martinus fået grundtrækkene af sin oplevelse foran Guds trone med. Nærmer man sig symbolets centrum udefra, vil man se de skygger, der bevæger sig over himlen og efterlader den gradvis lysere, indtil man er inde ved selve strålekilden, flammekorset eller stjernekorset, der udtrykker Guds legeme i sin x-dimensionerede manifestation. Dette stjernekors udstråler fra en cirkel, der er udtryk for Guds organisme, Guds livgivende væren. Og endelig befinder der sig i denne cirkel den ligesidede trekant, der udtrykker det evigt ubevægelige, X1 eller selve livets inderste identitet.

Symbolet repræsenterer med andre ord lysenes lys, det absolutte udgangspunkt for alt liv, det punkt, i hvilket alt liv bevidst eller ubevidst har sin rod, og omkring hvilket alle kredsløb fungerer. Symbolet løser centrifugalkraftens og centripetalkraftens inderste mysterium, idet det repræsenterer urkraften i begge disse foreteelser. Ja, der findes ingen anden kraft end den, der evigt strømmer fra det livscentrum, symbolet er udtryk for. Her er vi ved oplevelsen af selve den hellige treenighed. Her eksisterer kun Faderen, Sønnen og Helligånden. Alt er reduceret til noget, som blot er. Livet strømmer direkte fra Guds bevidsthed til gudesønnens bevidsthed, og stråleglansen fra denne korrespondance er de gyldne tråde eller stråler.

Dette er Guds trone! Dette er den verden af lys og visdom, som også Johannes under den store apokalypse på Patmos fik lov et kort øjeblik at skue ind i. Det var fra denne livets tinde, han så ud over verden og så, hvad der skulle komme over menneskene, netop for at livsvæsnet kunne generobre sin rettighed til at skue ind i dette lys. Thi således at stå ind for Guds ansigt er en højpsykisk belastning af en sådan styrke, at den kun kan bæres af væsner, som gennem årtusinders vandring gennem mørkets og lidelsernes sfære har erhvervet en belastningskapacitet, der ligger langt over, hvad den jordiske menneskeheds nuværende gennemsnits stadium er udtryk for.

Uden at være iført den åndelige og moralske sejrs hvide klæder er det ikke muligt at erhverve adgang til dette livets inderste udspring. Det er et fælles træk for Johannes' og Martinus' åbenbaringsberetning, at al kontrast er elimineret. Der er ikke plads for jord og himmel, ikke plads for nogen organisme - alt er umanifesteret, og tilbage er kun den essentielle oplevelse af den absolutte væren ét med al kærligheds og visdoms evige ophav. Det hedder jo også i 2. Mosebog, 33.20: Ingen kan se Gud og dog leve! Kan der være nogen anden udlægning af denne påstand, end netop den totale frigørelse af al manifestation, således som den er beskrevet af den store indvielses forkyndere?

Symbolet med trekanten eller stråleglorien i forbindelse med en livsforklaring ud fra treenighedsprincippet er ikke ny eller ukendt inden for de okkulte annaler. Men aldrig har det været anvendt med en sådan åndelig indsigt, en sådan baggrund af herliggørende gudskraft, som det nu fremtræder med i dets tilknytning til Martinus indvielsesberetning og som kernesymbol for hans åndsvidenskab. Flere har også i evolutionshistoriens forløb fundet ind til den filosofiske sandhed, at bag al ydre håndgribelig form og bevægelse eksisterer den uhåndgribelige, men eneste virkelighed, det igangsættende og oplevende, formernes og bevægelsernes absolutte kildespring. Men ingen sinde i den menneskelige evolutionshistorie er denne filosofiske sandhed fulgt op af en så fuldkommen genius for udlægning og systematisering af denne virkelighedserkendelse.

Forrige århundredes rebelske skotske filosof, Thomas Carlyle, filosoferede over at hundrede tusinder i historiens forløb er gået syngende i døden for et banner, et slægtssymbol eller et bestemt tegns skyld. Sådanne symboler har på skift stået for religiøs og for verdslig magt. Man behøver blot at erindre om middelalderens talrige korstog, der jo havde korset som symbol, men som ikke desto mindre var udtryk for begær efter jordisk position. Kampene udkæmpet under disse symboler har da også involveret kampdeltagerne såvel som disses bagmænd dybere og dybere i den materielle verdens anliggender.

Over for det tyvende århundredes intellektuelle har for eksempel krucifikset som ledesymbol næppe den fornødne kraft, næppe den fornødne samklang med menneskets sind og psyke. I en verden med to storkrige som erfaringsbaggrund og med A-B-bomben som permanent aktuel trussel kan krucifikset næppe mere tvinge det store flertal i knæ i ægte meditation på Jesu lidelser. Dersom ikke kaos skal blive produktet af al menneskets stræben og fremskridt, må en klodes menneskehed under evolution dog have et symbol, en ledestjerne, der udtrykker en fælles stræben mod ædlere livsformer, og som kan danne fokus for øje og tanke. Spredt over den beboede verden eksisterer der imidlertid nu et væsentligt antal mennesker, der higer efter udfrielse af den binding og autoritetsdyrkelse, som de religiøse dogmer og symboler var udtryk for. Disse mennesker råber efter frelse og frihed for deres sjæle, som de føler fængslede i den åndelige uvidenheds klamme huler. Sådanne mennesker må have et symbol, der drager sjæl og tanke opad, et symbol der peger mod det guddommelige lys og den guddommelige, intellektuelle frihed, der er alle sjæles hemmelige længsel. Og her er Martinus symbol over livsmysteriets løsning den rette ledestjerne. Det er blevet til ud fra en vågen intellektuel oplevelse af livsmysteriets løsning, en vågen intellektuel oplevelse af den tredobbelte indvielse, hvilket vil sige bevidsthedens étbliven med livsformer og livsudtryk i de tre livssfærer: mikro-, mellem- og makrokosmos. Symbolet er altså tegnet for åndens evige sejr, åndens evige triumf og det levende væsens opstandelse til det virkelige liv, den virkelige frihed ind for Guds hellige strålende ocean af lys og energi, ind for Guds trone.

Men symboler og symbolforklaringer alene gør det naturligvis ikke. Alfa og Omega er den ånd, beskueren, det enkelte individ er i stand til at belive og forgylde det beskuede med. Det er graden af længsel efter sandhed og renhed, der bestemmer graden af fremskridt og forståelse. Det er styrken i dragningen mod livet i Gud, der bestemmer sjælens dragning og tilknytning til en verdenslære og en livsvejledning, som den det er blevet Martinus forundt at skænke menneskeheden. Symbolet med trekanten, solen og stjernekorset og de gyldne tråde er altså ikke et tegn for livsmystik, men tværtimod tegnet for livsmysteriets endelige løsning. I form af Livets Bog samt alle Martinus øvrige skrifter og symboler er dets betydning afklaret og uddybet til vejledning for alle de, som stræber fremad og opad mod renere og lysere livssfærer. For at få den rette forståelse af, i hvilken æterisk oplevelsesregion symbolet er rodfæstet, anbefales det at læse Livets Bog, bind VI, stk. 2087 til og med stk. 2130. Afslutningen på denne artikel er udpluk fra dette afsnit af Livets Bog:

"Åbenbaringen af denne Guds nærhed begynder med at lade os opleve et umådeligt tomrum. Vi er uden for alle detaljer, uden for alle bevægelser, og dermed uden for tid og rum. Alligevel markeres rummet ved at være gennemstrålet af et gigantisk lysocean. Lyset har fuldstændig guldets farve. Det er, som om rummet gennembrydes af lysende guldtråde. Alt lyser i guld og atter guld. Intet andet fornemmes end følelsen af at være et med Gud. I dette gyldne strålevæld føler gudesønnen sig overskygget af sin almægtige Faders ånd og tanke i form af overjordiske visioner og tale: Min søn, du er nu så meget i mit billede, at du kan sammensmelte med dette og derved opleve mig i dig selv. Du kan her se den guddommelige eksistens og storhed hævet over tid og rum, over liv og død. Du kan her opleve den sande virkelighed. Du kan her se dig selv som ét med tidens og rummets skaber. Her fra livets tinder skal jeg lade dig opleve, hvorledes jeg i min alvidenhed, min almagt og min alkærlighed skaber, styrer og behersker verdener, solbyer og mælkeveje såvel i det store makrokosmos som i det små mikrokosmos ..... Dette de gyldne trådes lysocean, som du i øjeblikket befinder dig i, er en passage i den store indvielse. Du ser her på livets tinder foran dig de lysende guldtråde, der vibrerer i umådelige tomrum eller intet. Dit og mit JEG kan absolut kun være dette intet. Vi udgør selve uendeligheden og evigheden. De gyldne tråde er vor overbevidstheds passage gennem grænseområdet mellem det manifesterede og det umanifesterede. De udgør den allerførste eller højeste form for sansning af din og min evige struktur. Bag dette grænseområde eksisterer altså kun dit og mit JEG som al bevægelses allerførste begyndelse. Her fra denne vor evige væren bag livstinderne udsender vi til den materielle verden alle vore livsimpulser og modtager igen fra den samme verden tilbagevirkningerne eller reaktionerne af disse vore impulsers møde med den materielle verdens impulser. Disse reaktioner er det samme som vor livsoplevelse... I kraft af denne din samoplevelse med mig vil du nu blive gjort fuldt fortrolig med min ånds vælde i det små som i det store, ligesom din egen sansning vil blive frigjort af tids- og rumdimensionens mentale spærremur. Ved denne frigørelse vil min og din evigt sammensmeltede ånd og natur funkle og lyse som identisk med evigheden, udødeligheden, visdommen og kærligheden. Og de sidste rester af livsmysteriets tætte skydække vil opløse sig som en funklende morgenrøde på livets himmel og vige bort for din opadgående soltilværelse og dit lysende strålevæld i mit evige favntag."