Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1966/Årsskrift side 77
LIONEL GOONEWARDENA:
En Hilsen fra Ceylon
 
Jeg er en sandhedssøger og har ydmygt søgt efter viden. Mange dage af mit liv har jeg tilbragt med at læse bøger for at opnå indre fred - dog, min tørst efter sandhed blev ikke stillet.
Nu i tiden op mod jul har jeg stillet mig selv det spørgsmål: er du blevet lykkeligere nu? - Fandt du en måde at tilfredsstille din tørst efter sandheden? Og jeg må svare Ja!
Omtrent for et år siden skrev jeg et brev til Martinus Instituts engelskafdeling, og få uger efter modtog jeg en pakke med hæfter og bøger. Jeg læste dem - og jeg læste dem igen, og svarene til alle mine spørgsmål fandt jeg der. Nu "fordøjer" jeg dem.
Jeg er vegetar, kosmopolit, arbejder for freden, holder af dyr og sætter religionen højt, og jeg finder alt dette i Martinus Kosmologi.
Her på Ceylon har jeg sået et sædekorn i form af Martinus Kosmologi, og jeg kan stolt sige, at frøet er blevet til en lille plante med spæde blade. Jeg er ikke i tvivl om, at den en dag vil blive et mægtigt træ, der breder sine grene ud til ly for mange.
Min varmeste tak lader jeg gå til Tage Buch fra den engelske afdeling, fordi han har givet mig al mulig hjælp til at sprede Martinus ædle budskab i mit land.
Der er et stort antal breve i min arkivmappe fra folk, som stiller spørgsmål angående Martinus lære, og jeg må søge at tilfredsstille dem alle. Vor vanskelighed ligger i, at det er svært at importere bøgerne hertil, og det er derfor et spørgsmål, som ikke kan ordnes så snart.
Jeg er lærer, social medhjælper, sekretær for flere humanitære foreninger, og jeg bruger nu bl. a. min fritid til at sprede kendskabet til Martinus i Ceylon. Da der er et stort ønske hos mine venner om kendskab til Martinus litteratur, har jeg bestemt mig til at oversætte nogle af Martinus bøger til mit eget modersmål. Ved engelskafdelingens hjælp håber jeg, at dette store ønske med tiden kan blive ført ud i virkeligheden.
Jeg ønsker Dem alle en glædelig jul og et lykkeligt nytår.
Lionel Goonewardena     
Piliyandala, Ceylon