Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det hænder ofte, at mennesker, der bekender sig til vegetarisme af etiske grunde, i diskussion eller samtale med deres anderledes sindede omgivelser bliver præsenteret for den indvending, at planter da også er levende væsener, og at man jo slet ikke kan vide, om ikke de i lige så høj grad som dyrene kan føle angst og smerte, ihvorvel de ikke kan ytre det. Bl. a. kommer denne indvending offentligt til udtryk i Knud Poulsens "Dyden går amok". Fra Martinus side bekræftes det, at planter er levende væsener, men det tilføjes, at deres bevidsthedssituation grundet forskellige universelle omstændigheder udviser en sådan form for primitivitet og begrænsning, at det for menneskets vedkommende på dets nuværende trin i enhver henseende må betragtes som et mindre onde at ernære sig ved vegetabilier end ved animalier. I sit hovedværk begrunder Martinus udførligt denne opfattelse. Bl. a. henvises der til den betydningsfulde kendsgerning, at de forudsætninger, hvoraf dyrets mulighed for at føle angst og smerte afhænger, nemlig et mere eller mindre veludviklet system af perifere sanseorganer (øjne, øren, følesans o.s.v.) med tilhørende centralnervesystem og hjerneorgan, ganske mangler hos planten. Denne kan højst tilskrives en elementær rent kemisk mekanisme at lægge til grund for sin registrering af vekselvirkningen med omgivelserne, en mekanisme, der med hensyn til frembringelse af sansedata ikke på nogen måde kan tåle sammenligning med dyrets differentierede sansestruktur. Dette kan iagttages af enhver, og det vil vise sig, at alt synes at bekræfte det synspunkt, Martinus hævder nemlig, at planternes sansestruktur kun tillader disse i grove træk at ane forskel på behag og ubehag.

Som det allerede er antydet, svares der fra Martinus side, at planternes sansestruktur kun tillader en grov og unuanceret, rent anelsesmæssig skelnen mellem behag og ubehag. Det vil sige, at planternes livsoplevelse efter Martinus opfattelse kun indeholder behagsanelser og ubehagsanelser, ikke noget som helst andet; altså ikke former, farver, lys- og skyggevirkninger, lugt- og smagsdata, lyde, bevægelser og materieeffekter. Langt mindre indeholder plantens livsoplevelse sådanne veldefinerede detaljer som f.eks. bjerge, klipper, sten, dyr, mennesker, huse, telefonpæle - - - eller planter! Nej, den lever udelukkende i en verden af elementære behags- og ubehagsanelser.

For et menneske må en sådan bevidsthedssituation naturligvis forekomme aldeles utilfredsstillende. Af samme grund gribes også de fleste af den allerhøjeste grad af undren over, at planterne kan finde den tilfredsstillende - eller ér planterne måske slet ikke tilfredse, når det kommer til stykket? Tilstanden minder jo ikke så lidt om fuldstændig åndssvaghed! Hertil svarer Martinus, at planterne absolut finder deres bevidsthedssituation tilfredsstillende, idet den fra et intuitivt udsigtspunkt betragtet viser sig at omfatte mere, end hvad der hidtil er kommet til udtryk. Dette mere hidrører imidlertid ikke fra nogen fysisk sansning gennemført ved hjælp af den fysiske planteorganisme, men derimod fra den omstændighed, at planten på en og samme tid lever i to forskellige bevidsthedstilstande. Heraf kan den ene foreløbigt kaldes den fysiske bevidsthedstilstand, og det er den, der her er blevet beskrevet; den anden og hidtil uomtalte kan i modsætning hertil betegnes som den åndelige eller para-fysiske bevidsthedstilstand. I samme forbindelse udtaler Martinus, at den fysiske bevidsthedstilstands elementære natur ikke kun skyldes det fysiske sanseapparats primitive niveau, men derimod er en følge af den samlede bevidsthedssituation. Denne skal der i det følgende gøres rede for, ligesom det skal søges begrundet, hvorledes det kan gå til, at planterne overhovedet finder interesse i netop den primitive fysiske bevidsthedstilstands opretholdelse.

Med hensyn til det levende væsen defineres dette fra Martinus side først og fremmest som et Noget, der både kan og vil opleve. Ikke mindst det sidste træk er i nærværende forbindelse væsentligt. Mere end noget andet præger begæret efter livets oplevelse (af Martinus kaldet ur-begæret) det levende væsens samlede fremtoning. Således vil en nærmere undersøgelse vise, at overhovedet hele det levende væsens skabende aktivitet og stræben til syvende og sidst er helliget det formål at garantere etableringen af livets oplevelse, ligesom hele dets kosmiske konstitution og opbygning gennemført er præget af hensyntagen til dette formål. Med hensyn til sine grundlæggende træk er det levende væsen nemlig først og fremmest at beskrive som et Noget, der på en og samme tid er konstitueret som princippet "en skaber", princippet "en skabeevne" og princippet "noget skabt". Heraf udmærker førstnævnte sig som individets ego eller jeg, hvilket vil sige det samme som subjektet eller den oplevende instans. Dernæst udmærker princippet "skabeevnen" sig som subjektets forudsætning for i praksis at frembringe den attråede livsoplevelse, hvilken sidstnævnte frem for noget andet repræsenterer princippet "det skabte". Som følge af, at der er tale om tre aspekter af ét og samme Noget, gør dette Noget, der altså er det samme som det levende væsen, krav på at blive defineret som et tre-enigt princip.

En nærmere undersøgelse af det treenige princip vil afsløre, at der er grundlag for at tilskrive det levende væsen personlig udødelighed. Det vil sige, at det evigt har været til, ligesom det også evigt vil vedblive med at eksistere. Da nu livets oplevelse jævnfør urbegæret befinder sig i centrum af det levende væsens interesseverden, bliver det uden videre klart, at samme levende væsen permanent er stillet over for den opgave at skulle skabe netop livets oplevelse. Dette inkluderer bl. a. nødvendigheden af at forny denne, således at den hele tiden kan virke passende interessant og tiltrækkende, og netop det at løse denne opgave bestemmer ifølge Martinus udformningen af ethvert levende væsens kosmiske livsmønster. Livsoplevelsens skabelse og ikke mindst dens fornyelse er nemlig underkastet bestemte universelle love, og disse medfører bl. a. den detalje ved livsmønstret, at det evige liv for det levende væsen former sig som en uendelig vandring gennem mentale kredsløb af stadigt voksende størrelsesorden. Tilsammen danner disse et spiralkredsløb, og hver for sig betegnes de som spiralafsnit (Livets Bog, I, stk. 44).

En nærmere undersøgelse af et sådant spiralafsnit vil vise, at det først og fremmest er dannet af seks tilværelsesplaner, der i rækkefølge afløser hinanden. Et af disse tilværelsesplaner er planteriget; et andet er dyreriget og et tredie mineralriget. Som det vil vides er samtlige de her nævnte tilværelsesplaner af udpræget fysisk natur. Herved adskiller de sig fra de tre ikke nævnte; disse er specielt af åndelig eller parafysisk natur og betegnes af Martinus som det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden. Nævnt i den rækkefølge, hvori de afløser hinanden, ser spiralafsnittet således ud: 1) planteriget, 2) dyreriget, 3) det rigtige menneskerige, 4) visdomsriget, 5) den guddommelige verden og 6) mineralriget. Da der er tale om et evigt fortsættende system af kredsløb, der afløser hinanden, forstås det, at mineralriget afløses af et nyt planterige omend af en højere orden. Det ses dermed, at planteriget med hensyn til sin position befinder sig imellem mineralriget til den ene side og dyreriget til den anden side.

Til belysning af, hvad der menes med udtrykket "et nyt planterige af en højere orden", skal det nævnes, at Martinus i sit verdensbillede opererer med syv grundlæggende organismeprincipper, som afløser hinanden i en bestemt rækkefølge på den måde, at de efter tur benyttes af det levende væsen under dets færd fra spiralafsnit til spiralafsnit. Disse syv organismeprincipper er 1) elementarpartiklens, 2) cellens, 3) organets, 4) organismens, 5) klodens, 6) solsystemets og 7) mælkevejssystemets princip. Vort indtryk af "livets vej" er hermed det, at det levende væsen efter at have passeret gennem samtlige et givet spiralafsnits seks tilværelsesplaner: planterige, dyrerige o.s.v. fra dette afsnits mineralrige træder ind i et nyt spiralafsnits planterige, men vel at mærke iklædt et nyt organismeprincip. Var det f.eks. således iklædt organismens princip i det netop tilbagelagte spiralafsnit, vil det ved sin indtræden i det ny spiralafsnits planterige være iklædt klodens princip. Dette vil i praksis forme sig på den måde, at der på kloden kun forekommer vegetation - altså ikke dyr af nogen art. Og på dette trin befinder individet sig altså på ny i den situation, at dets livsoplevelse og den heraf affødte bevidsthed kun er sammensat af behags- og ubehagsanelser, og intet andet.

For at vende tilbage til plantens situation, så er denne kendetegnet ved, at den åndelige bevidsthedstilstand i kvalitet, indhold og betydning langt overgår den primitive fysiske bevidsthedstilstand. Det drejer sig nemlig her om en bevidsthedsverden, hvis indhold er repræsenteret ved samtlige individets erindringer fra det spiralafsnit, det netop har afsluttet, altså fra dets fortidige tilværelse som plante, dyr, jordisk menneske, rigtigt menneske, visdomsvæsen o.s.v. I overensstemmelse hermed må den åndelige bevidsthedstilstand for plantens vedkommende betragtes som den primære, medens den primitive fysiske bevidsthedstilstand i forhold hertil må betragtes som sekundær.

Nu kan man måske undre sig over, at planten overhovedet befatter sig med den sekundære bevidsthedstilstand, når den primære er denne så langt overlegen. Dette har imidlertid sin naturlige forklaring. For det første er der grænser for, hvor længe det kan vedblive at være interessant af beskæftige sig med et givet sæt erindringer - også selv om antallet er stort og kvaliteten imponerende. Ifølge loven om kontrastfunktion kommer der uvægerligt et tidspunkt, hvor det bliver aktuelt med nogle nye, friske indtryk, dersom livsoplevelse skal vedblive at virke interessant og tiltrækkende. Disse indtryk kan imidlertid ikke erhverves ved hjælp af de sansebetingelser, hvorpå den bestående primære bevidsthedstilstand beror. Disse formår nemlig kun at befordre netop erindringsoplevelser! Altså må de indhentes ad anden vej, nemlig gennem den organisme tilhørende det ny organismeprincip, som individet har fået frem på det fysiske plan - foreløbigt på planteniveau. Da imidlertid dette niveau er udtryk for det ny spiralafsnits første tilværelsesplan, foreligger der kun overordentligt begrænsede evner hos individet til at betjene det, hvortil kommer, at nævnte organismeprincip på ingen måde straks kommer til syne i en skikkelse, der er præget af den højeste ydedygtighed. På det tidspunkt, hvor det overtages, repræsenterer det i ydelsesmæssig henseende tværtimod en meget elementær og begrænset standard - en slags fostertilstand; og endda skal det møjsommeligt erobres af det interesserede individ. Der er imidlertid ingen vej uden om! Urbegæret presser på, og individet udfolder under indtryk heraf de fornødne bestræbelser. Dette er forklaringen på, at der foruden den primære bevidsthedstilstand også er interesse for en sekundær tilstand, trods det at sidstnævnte fremviser så begrænsede og primitive træk. Samtidig foreligger der en forklaring på, at situationen trods alt forekommer de implicerede individer tilfredsstillende. Den primære bevidsthedstilstand opvejer i så høj grad manglerne ved den sekundære tilstand, at disse i praksis er uden større betydning - i hvert fald foreløbigt.

Med den sidste bemærkning hentydes der til, at de omstændigheder, der i det hele taget frister til en beskæftigelse med den sekundære bevidsthedstilstand, jo fremdeles vil gøre sig gældende - og som tiden går mere og mere mærkbart. For på den ene side bliver den primære bevidsthedstilstands indhold af erindringsmateriale efterhånden mere og mere udpint for kontrast- og fornyelsesmuligheder; og på den anden side er det, som man vil forstå, kun meget beskedne og elementære bidrag, der tilgår via den sekundære bevidsthedstilstand, så længe denne befinder sig på planteniveau. Det viser sig dermed af betydning for individet at få den sekundære bevidsthedstilstands standard hævet så betydeligt, at der ad denne vej kan rådes bod på de stadigt mere følelige mangler, der optræder på det primære bevidsthedsområde. Ja, det kan endog forudses, at der må komme et tidspunkt, hvor det er opportunt helt at kunne lade den nugældende sekundære bevidsthedstilstand overtage opgaven med at etablere livsoplevelsen, nemlig på det tidspunkt, hvor det foreliggende erindringsmateriale endegyldigt er opslidt med hensyn til muligheden for at frembringe tilfredsstillende kontrastvirkninger. Det ses, at der her er tale om kræfter, der som en overordentligt stærk spore indefra påvirker plantevæsenet til at hæve standarden af de ydelser i livsoplevelsens tjeneste, som planteorganismen på ethvert tidspunkt varetager. Lægger man hertil den spore i samme retning, som de ofte drastiske, dræbende og destruerende kræfter ude fra naturen repræsenterer, da forstår man rent principielt baggrunden for, at planten langsomt, men sikkert forvandler sig til et væsen, der for det første er i besiddelse af en sansestruktur, som muliggør en skarp og differentieret orientering i omgivelserne; som dertil er veludrustet med enten offensive eller defensive mekanismer - eventuelt begge dele, og som yderligere i nøje tilknytning hertil er blevet forlenet med evnen til at bevæge sig frit i forhold til omgivelserne. Man forstår kort sagt baggrunden for, at planten gradvis forvandler sig til det, vi kalder et dyr.

Med hensyn til dyret står man netop over for et væsen, hvor den primære bevidsthedstilstand er overflyttet til det fysiske plan; og tager vi mennesket med, da ved vi, at overflytningen er så total, at det endog i adskillige tilfælde kniber med overhovedet at acceptere eksistensen af en åndelig verden. Så gennemført erhverves livets oplevelse nu gennem den fysiske organisme, og så definitivt er nu det erindringsmateriale opslidt, som i sin tid bar os gennem planterigets fysiske dvaletilstand. Set på denne baggrund kan mennesket med god grund placeres i Kristi lignelse om sønnen, der får sit arvegods (erindringsmaterialet) udbetalt af faderen, efterhånden opbruger og formøbler det så effektivt, at han til sidst havner i positionen som den fortabte søn, der befinder sig i det yderste mørke. Netop dette mørke omhyller det ateistisk og materialistisk indstillede menneske; men som alt andet har også det en guddommelig hensigt, nemlig gennem loven for kontrastfunktion at få mennesket til at længes så brændende efter en gud og en højere verdensorden, at det ganske uanset tvivl eller tro på eksistensen af sådanne realiteter giver sig til at søge. Og Martinus spår her på inspirerende vis, at en sådan søgen på det bestemteste vil bære frugt. Bl. a. vil mennesket atter nå til erkendelse af, at det primært er et åndeligt væsen og kun sekundært ved den fysiske organisme er tilknyttet det fysiske materieplan. Det vil endvidere komme til at stå klart, at mennesket (og dyret) i lighed med planten på en og samme tid lever i tilknytning til to bevidsthedstilstande, en primær og en sekundær. Til forskel for planten er imidlertid som følge af kampen for tilværelsen - såvel internt som eksternt - i menneskets tilfælde den primære bevidsthedstilstand overflyttet til det fysiske plan, medens til gengæld den sekundære er knyttet til det åndelige plan altså lige omvendt plantens bevidsthedssituation.

Når det ved flere lejligheder har været hævdet, at såvel planten som dyret og mennesket på en og samme tid lever i to bevidsthedstilstande, er det i virkeligheden ikke helt rigtigt. I praksis veksles der nemlig mellem de to tilstande, således at individet snart befinder sig i den ene og snart i den anden. Dette vekselspil følger en bestemt linje, som er lettest at iagttage i dyrets og menneskets tilfælde. Som bekendt veksler disse to væsenstyper mellem søvn og fysisk vågentilstand. Dette er i virkeligheden det praktiske udtryk for, at der til forskellige tider er tale om en tilknytning til henholdsvis den åndelige og den fysiske bevidsthedstilstand, idet søvnen er udtryk for, at bevidsthedslivet udfolder sig på det åndelige plan, medens til gengæld vågentilstanden, som det vil vides, er udtryk for, at bevidsthedslivet udfolder sig på det fysiske plan. Det kan her tilføjes, at individet, når det befinder sig i den fysiske vågentilstand, i en vis udstrækning fremtræder som sovende på det åndelige plan.
 

I overensstemmelse med de træk, der for dyrets og menneskets vedkommende rent praktisk karakteriserer disse to bevidsthedstilstande, taler Martinus om en natbevidsthedstilstand og en dagsbevidsthedstilstand, hvilke indbyrdes forholder sig som henholdsvis sekundær og primær. Det vil altså sige, at dagsbevidstheden hos dyret og mennesket udfolder sig på det fysiske plan, medens natbevidstheden udfolder sig på det åndelige plan. For plantens vedkommende forholder det sig lige omvendt, jævnfør placeringen af henholdsvis den primære og sekundære bevidsthedstilstand. Her udfolder dagsbevidstheden sig på det åndelige plan, nemlig i form af de omfattende erindringsfunktioner, medens natbevidstheden udfolder sig på det fysiske plan. Og også i dette tilfælde kan det i praksis spores, hvilken af tilstandene individet til et givet tidspunkt befinder sig i - i hvert fald her på vore breddegrader. Som bekendt veksler nemlig også planterne mellem en form for søvn og vågentilstand nøje forbundet med årstidernes vekslen; og her gælder det, at planten befinder sig i sin natbevidsthedstilstand, når den om foråret, sommeren og efteråret udfolder sin biologiske aktivitet på det fysiske plan, hvorimod den om vinteren under sin biologisk set inaktive periode befinder sig i sin dagsbevidsthedstilstand. Man bemærker her et lighedstræk med dyrets og menneskets situation, nemlig at man hovedsageligt fremtræder som sovende på det ene plan under den tid, hvor man udfolder bevidsthedsaktivitet på det andet plan.
 

I virkeligheden omfatter nærværende emne langt flere detaljer, end der her kan komme til udtryk. Bl. a. vil en analyse af det parafysiske organområde, gennem hvilket planten udfolder sin samlede bevidsthedsvirksomhed, afsløre, at de føromtalte begrænsede forudsætninger for konkret at kunne føle fysisk angst og smerte ikke blot skyldes et primitivt udviklet sansesystem i den fysiske planteorganisme, men i mindst lige så høj grad beror på, at den bagvedliggende parafysiske struktur, med hvilken planteorganismen korresponderer, på væsentlige intellektuelle områder befinder sig i en meget primitiv og indskrænket tilstand. Dette område er imidlertid udførligt beskrevet af Martinus i Livets Bog, I, kap. 6, og Livets Bog, II, kap. 10, til hvilke kilder det vil være en glæde at henvise den læser, der mere indgående ønsker at skaffe sig klarhed over grundene til, at det må anses for at være et mindre onde at ernære sig ved vegetabilier end ved animalier.