Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Interview med Martinus på Island ved Birger Sigurdsson, Timinn Sunnudagsblad, Juni 1966

 

Martinus hedder manden. Hans håndtryk er fast og varmt uden at den, som ejer hånden, føler det, som om han forsøger at tilegne sig den. Hans øjne er også varme, og i denne varme forenes en livskraft og glæde, som er både inciterende og stærk; men dog ikke påtrængende, den er en del af øjnene og lige så selvfølgelig og naturlig som disse. Jeg lægger ikke mærke til, om Martinus er stor eller lille. Det spørgsmål trænger sig ikke på. Hans væremåde vækker ikke opmærksomhed, og han synes ikke at have noget specielt personligt særkende. Men dog er alt, hvad han siger, fuldt af personlig oplevelse, og hans tale er meget levende. Han leder ikke efter ord eller udtryksmidler - han taler og er.

Sådan er manden. Han har skrevet mange tykke bøger og også mange mindre bøger. De handler alle på en eller anden måde om livet og mennesket. Han fører mennesket fra det kendte til det ukendte, fra mikroverdenen ind i endnu mindre verdener, fra makroverdenen ind i endnu større verdener; fører det fra alle verdener ind i én verden. Og alle vegne er der liv, fra det mindste støvfnug til verdensaltets uendelige størrelse. I disse store, tykke, hvide bøger skildrer han et gigantisk verdensbillede, der er lige så stort i det store som i det små. Hele Martinus logik går ud på at vise, at livet er en enhed uden begyndelse og afslutning, en bevidsthed fuld af kærlighed, hvad enten den kommer til syne i det ufuldkomne eller det fuldkomne.
 

Vi er hjemme hos idrætslærer Vignir Andresson, som er en af Martinus hovedstøtter på Island. Og nu sidder han foran mig - denne livets tjener - med de hvide bøger som en usynlig baggrund. Netop færdig med at holde foredrag på Island for femte gang. Jeg er først lige begyndt at studere hans verdensbillede og prøver derfor at forme mine spørgsmål sådan, at jeg har fast grund under fødderne.

Før vi beskæftiger os med hans værker og deres filosofi, spørger jeg ham, hvad hans rigtige navn er, og han svarer, at hans navn er Martinus Thomsen, og føjer leende til: men Thomsen er sådan et almindeligt navn i telefonbogen. Derefter går vi over til at tale om hans filosofi. Jeg spørger først, hvordan livet efter hans mening ville forme sig, dersom der ikke fandtes en Gud, og der kun var dette ene liv - vores nuværende liv.

- Livet ville da være et kaos, siger han, fuld af grusomhed. Der ville ikke være retfærdighed til, fordi menneskene ikke er udstyret med de samme evner, når de fødes, og de får heller ikke de samme livsbetingelser. Et barn fødes under de bedste vilkår hos dejlige forældre, et andet fødes i elendighed og fattigdom hos underudviklede forældre. Men da der er tale om mange jordliv, ser sagen helt anderledes ud. Så bliver det klart, at de evner og anlæg, man fødes med, er frugterne af erfaringer gjort i tidligere jordliv. Og menneskenes erfaringer i jordlivene er i samklang med deres udvikling og deres tidligere væremåde, thi som man sår, skal man høste. Menneskene får ikke noget forærende, de må arbejde for det, Når genier fødes, er deres genialitet en følge af deres flid og virke i tidligere liv. Når mennesker som Einstein og Bohr fødes igen, og de i skolen kommer til deres respektive fag, vil de hurtigt komme langt foran de andre elever, thi de bringer deres kundskaber fra forrige jordliv med sig. Først ved 30 års alderen har mennesket repeteret tidligere jordlivs kundskaber og udvikling. Når det er overstået, begynder det egentlige liv i denne inkarnation. Denne repetition er nødvendig, fordi mennesket i sin ny hjerne må have den bevidsthed, det er vokset frem til.
 

- De henviser tit til Kristus i Deres værker?

- Ja, det er faktisk Kristi ord, jeg regner mest med. Jeg har ikke læst noget videre og har kun fået almindelig skoleundervisning ude på landet. Jeg forklarer Kristi ord eller dogmer, for at menneskene kan se, at de er rigtige. Før hans tid lærte menneskene, at de skulle hade det onde og elske det gode. Men dette forandredes med hans lære, og i fremtiden vil menneskene komme til at indse, at for at de kan lære at forstå det gode, må de have oplevet dets kontrast. Ingen bevidsthed bliver skabt uden oplevelse af kontraster. Og nu er livet så viseligt indrettet, at ingen bevægelse kan gå i lige linje, al bevægelse må gå tilbage til sit ophav. Hvis vi tager det primitive menneske som eksempel, ser vi, at det må kæmpe og dræbe for at opretholde sin tilværelse. Det kommer selv til at opleve en lignende tilværelse, endda helt frem til vore dage, idet det er underlagt det såkaldte karma- eller skæbneprincip - gengældelsesprincippet - som indebærer, at det man sår, kommer man til at høste. Mennesket fuldkommengør sin evne til at dræbe. Fra at have brugt køller og kastet med sten er det nu nået frem til at producere atombomber, og dets drabskapacitet er således blevet mangfoldiggjort. Men de lidelser, som det selv har udløst, får det tilbage, og derfor vokser antipatien imod at udløse lidelser lidt efter lidt frem i dets indre. Hele denne udvikling strækker sig over mange liv. Mennesket husker ikke sine tidligere fysiske tilværelser, men de erfaringer, det har høstet der, har i dets indre udviklet en fornemmelse af, hvilke virkninger dets handlemåde kan have. Denne fornemmelse eller evne har vi alle i større eller mindre grad. Der har vi den første begyndelse til den såkaldte humanitet, og til sidst går det sådan, at mennesket ikke kan nænne at gøre det onde, fordi det føler på sig selv, hvad det gør imod andre. Mennesket gør sig selvfølgelig ikke klart, at det selv er årsag til alle sine lidelser og synes, at meget af det, det oplever, er tilfældigheder, men det er fordi, det ikke kender de realiteter, som gør det indlysende, at det ikke kan være tilfældigheder. Hvis man iagttager naturens skabelsesprocesser, kan det ses, at alt, hvad der er færdigskabt, i sit slutfacit er til glæde og velsignelse for levende væsener. Det som ikke er færdigt, kan naturligvis ikke opfylde dette formål. Mennesket har endnu dyrisk mentalitet. Det kæmper, dræber og fører krig og fremkalder således lidelser for sig selv. Men samtidig udvikles de menneskelige evner, som til sidst vil skabe det om til at være i det, Bibelen kalder "Guds lignelse".
 

- I Deres værker lægger De megen vægt på, at den tid nu er inde, da mennesket må finde Gud ad forstandens vej. Vil det sige, at "det troende menneske" vil forsvinde?
 

- Det er indlysende, at det "ortodokse" er i opløsning, kirkens autoritet bliver mindre og mindre, og den vil langsomt dø. Efterhånden bliver alle mennesker mere og mere oplyste, derfor mister kirken sin autoritet, fordi med forøget viden bliver mennesket så videnskabeligt indstillet, at det ikke kan lade sig nøje med at tro. Det må selv se og forstå tingene. Men naturligvis er der endnu mange millioner mennesker, som er troende og må have kirken og dens ceremonier. Men alle de mennesker, der faktisk regerer verden i dag, er sådan set ikke religiøse. De er materialister. De opretter militær og producerer våben til at forsvare sig med og bruger dem imod hverandre osv.
 

- Det er blevet sagt, at Guds veje er uransagelige?

- Ja, det blev sagt før i tiden, men de er ikke længere uransagelige, og det er heller ikke meningen, at de skal være det. Menneskene blev nødt til at sige dette, fordi deres viden ikke var tilstrækkelig stor til at forstå de analyser, som nu kan fremføres. Kristus kunne have givet logiske forklaringer på sin lære, men det ville have været nytteløst at fremføre dem den gang, da befolkningen manglede de nødvendige kundskaber for at kunne forstå dem.
 

- Hvorledes var deres forhold, da De begyndte Deres forfattervirksomhed, var de ikke lidt vanskelige?

- Nej, de var egentlig gode. Jeg arbejdede på et stort kontor, havde før arbejdet på et mejeri. Da jeg var på kontoret, oplevede jeg de erfaringer eller visioner, som fuldstændig forvandlede min bevidsthed (om disse oplevelser har Martinus skrevet en bog, som hedder: "Omkring min missions fødsel"). Jeg havde ikke den mindste idé om de høje åndelige realiteter, som mine værker handler om, og jeg anede ikke spor om, at jeg skulle skrive en bog om livet. Jeg havde heller aldrig skrevet noget før.

- Havde De ikke lyst til at skrive?

- Nej, men jeg tænkte meget over, hvad mit liv skulle føre til; der gik jeg til og fra kontoret dag efter dag og skrev tal og ønskede, at jeg kunne gøre noget for menneskene, som var til mere nytte. Jeg tænkte på at blive missionær, men min indstilling var ikke i overensstemmelse med kirkens, så det kunne jeg ikke. Men da fik jeg en oplevelse, der kom som et lyn fra en klar himmel. Efter det skete der det mærkelige, at hver gang jeg tænkte på et problem, stod løsningen med et i min bevidsthed. Det var en meget vanskelig tid, og jeg led af en stadig hovedpine, men lidt efter lidt fik jeg mere øvelse. Så kom jeg i forbindelse med en mand, som havde læst meget og kendte til det, jeg havde oplevet. Siden blev jeg selv efterhånden klar over, hvad der var sket, og jeg kunne analysere det. Nu kom der syv år med mange besværligheder. Jeg havde ofte visioner, det generede mig imidlertid ikke. Men så begyndte jeg at føle andre menneskers sygdomme på mig selv. Da jeg f. eks. sad i nærheden af en hjertepatient i sporvognen, fik jeg selv ondt i hjertet, og var der nogen med sukkersyge i min nærhed, blev jeg selv meget dårlig. Jeg måtte kæmpe imod dette af alle kræfter. Hvis jeg havde været læge, ville det have været meget godt, føjer Martinus til og ler.

- Så ville De ikke have haft større besvær med at stille diagnosen?

- Nej, siger han og ler endnu hjerteligere. Ja, og så begyndte jeg at skrive og blev kendt og fik hjælpere, som gjorde det muligt for mig at bruge al min tid til at skrive og holde foredrag. Siden fik jeg sekretærer, som også holdt foredrag. Og vi fik oprettet en ferieby i nærheden af Nykøbing på Sjælland, hvor vi kan holde foredrag for folk i deres sommerferie. Mine værker begyndte at blive oversat til svensk, engelsk, tysk og esperanto, ligesom vi fik afdelinger i udlandet. Jeg har selv rejst vidt omkring og holdt foredrag, bl. a. i Japan og Indien.

- Så har De måske truffet mystikeren Paul Brunton?

- Ja, han boede hos mig i tre måneder.

- Men deres indstilling må have været ikke så lidt forskellig?

- Ja, det var den, fordi han havde skrevet de fleste af sine bøger, før vi traf hinanden. Men han var meget begejstret for mine analyser. Jeg holdt foredrag for ham og hans kone nogle gange om ugen og viste ham mine symboler, og han satte sig meget godt ind i mine analyser. Han gjorde en masse notater ved foredragene, havde næsten en kuffert fuld af dem. Så rejste han til Indien, men der blev kufferten med notaterne væk. Han var meget ked af det, for det var hans mening at skrive en bog ud fra disse notater og få den frem i verdenspressen. Men det skulle åbenbart vente nogen tid. Det ville også have taget al min tid. Jeg må benytte tiden til at skrive endnu 2 bind, inden jeg går.

- Da jeg læste Deres bøger, syntes jeg, at det næsten var uforståeligt, at De ikke havde skrevet noget før efter Deres tredivte år, og tænkte, at det næppe kunne være rigtigt, især da De skriver særdeles klart og logisk.

- Ja, det viser kun, at jeg har evnen til at skrive med mig fra tidligere jordliv; thi jeg havde aldrig skrevet en stavelse før undtagen breve til mine plejeforældre. Selv troede jeg ikke, at jeg kunne skrive. Men jeg kendte en mand, som skrev bøger, og det var meningen, at han skulle skrive for mig. En dag begyndte jeg imidlertid selv at skrive. Det gik godt. Da han så det, jeg havde skrevet, sagde han: "Nej, jeg skal ikke skrive for dig, du skal selv skrive".

- Det har ofte forekommet mig, at mennesker, som mener, at de har fundet kernen i Guddommen, trækker sig tilbage og bliver passive over for andre. Har De lagt mærke til noget lignende inden for Deres tilhængere?

- Menneskene kan naturligvis komme til et sted i udviklingen, hvor de bliver passive, går i stå. Men det er ikke tegn på høj udvikling. Jo mere udviklede menneskene bliver, desto mere interesserede bliver de i andre mennesker og i at forstå livet. Men de, som går i stå, vil udvikle sig lige såvel som andre og bliver derfor ikke evigt på dette stadium. Selvfølgelig findes der eksempler på, at mennesker, som læser mine værker, bliver sådan, det er da naturligt for dem for tiden. Men de mest typiske eksempler på passivitet findes inden for trossekterne. Jeg ønsker ikke, at mine værker giver anledning til dannelse af foreninger. Adgangen til mine værker må være helt fri og ubunden, ellers kan den følelse opdyrkes, at medlemmerne er mere udviklede end andre mennesker. Det eneste medlemskort, som gælder, er interessen. Og denne interesse vil vokse, når menneskene har fået den humane evne i større målestok. Da vokser en ny menneskelig evne frem, "intuitionen", som giver mennesket adgang til åndelige oplevelser, som nu kun kommer i glimt. I vor tid findes der forfattere og kunstnere, som får sådanne glimt. En forfatter kan f. eks. se et helt skuespil for sit indre syn og siden skrive det ned. Pludselig kan et menneske få en stærk følelse af at være udødelig. Vedkommende kan ikke definere denne følelse, men den er en kendsgerning. I fremtiden vil disse glimt komme oftere og oftere, og til sidst vil der være en permanent strøm af intuition, som vil gøre det muligt for menneskene at forstå livets logik. Det er denne evne, som gør det muligt for mig at skrive mine analyser og at finde de grundprincipper, jeg har skrevet om i mine værker.
 

- Behøver De da aldrig at tænke Dem om, når De skriver?

- Jeg behøver ikke at tænke på facitterne, de kommer færdige. Men jeg må analysere facitterne, så menneskene kan forstå årsagen til de erfaringer, de oplever - eller i det mindste kan se, at den er sandsynlig, logisk. Det nytter naturligvis ikke, at jeg siger til folk: "Du må ikke stjæle, du må ikke lyve " osv. Det er blevet sagt så uendeligt mange gange. Jeg må i stedet for vise, at det betaler sig at følge disse bud.
 

- De har sagt, at oplevelsen af kontraster er nødvendig. Men hvis der ikke findes sådanne kontraster i fremtiden, eksisterer det onde ikke mere.

- Ja, kontrasterne eksisterer i det, mennesket har oplevet. Den uret, det i fortiden har begået imod andre, kommer det selv til at opleve. Men til sidst er det ikke mere nødvendigt at opleve mørket, idet oplevelsen af denne kontrast er vokset ind i dets bevidsthed og her forårsager, at det automatisk lever et harmonisk liv, på samme måde som organismen - som naturen har skænket os - udfører sit arbejde på fuldkommen måde, uden at vi mærker det - hvis vi ikke selv har ødelagt den. Det er meningen, at mennesket skal komme til at skabe på samme måde, som naturen skaber. Gennem naturen har vi fået erfaringer, således at vi nu er nået frem til at blive mennesker, d.v.s., vi har lært at skabe. Men vi er ikke fuldkomne endnu. Vi skal ikke altid blive ved med at være pattedyr, ligesom vi heller ikke altid bliver ved med at være hankøns- og hunkønsvæsener, vi vil nå frem til at blive det fuldkomne menneske. Udviklingen går fra den ægteskabelige kærlighed til den virkelige kærlighed til sin næste. Denne kærlighed vil afløse den ægteskabelige kærlighed, og begrebet mand og kvinde vil forsvinde fra skuepladsen. Da degenererer legemets kønsorganer, og det holder op med at vise de særlige mandlige og kvindelige kendetegn. Dette sker ved, at den maskuline pol i kvinden kommer i balance med den feminine pol. For mandens vedkommende sker det modsatte, her kommer den feminine pol i balance med den maskuline pol. Denne udvikling vil føre til, at menneskene ikke mere skal fødes af kvinder, de bliver i stand til at materialisere sig. Da kan de være på det åndelige eller materielle plan efter deres eget ønske. Det var det, Jesus Kristus kunne gøre. Mennesket er ved at vokse fra det udviklingstrin, hvor parringsakten er nødvendig, det er på vej til det rigtige menneskerige. På grund af disse forvandlinger skabes der store vanskeligheder inden for ægteskabet i dag. Jeg har somme tider kaldt dette udviklingstrin "de ulykkelige ægteskabers zone".

Da mennesket var på et mere primitivt stadium, var ægteskabet det eneste humane område, det kunne få adgang til. Den eneste sympati og varme, det kunne få, var hos magen. De holdt sammen og oplevede parringsaktens salighed. Men den ydre verden var en fjendtlig verden. Nu er sympatiens og kærlighedens verden vokset så meget, at den når langt uden for ægteskabet og truer dettes eksistens. Denne kærlighedens voksende kapacitet må selvfølgelig være under kontrol, og ingen er så fuldkommen, at han kan tillade sig at være utro. Det er denne humanitet, som skal frelse verden. Det eneste, som kan redde den, er kærlighed. Men kærlighedsevnen bliver kun til igennem udvikling. Det er ikke nok at sige: du skal være god. Det eneste, som kan udvikle kærligheden hos et ukærligt væsen, er, at det høster den sæd, det har sået.

- Er det sådan at forstå, at den salighed, man oplever i parringsakten, forsvinder, når manden og kvinden forlader skuepladsen?

- Nej, tværtimod. Denne salighedsfornemmelse er nu bundet til den særlige parringsakt, som tilhører dyreriget, og viser sig derfor kun i en ringe grad. Men denne følelse er Guddommens højeste kraft, og den vil i fremtiden blive forstærket uden parringsakten. Da viser kærlighedsloven sig på den måde, at den bliver den bærende kraft imellem menneskene. Da er den ikke noget, som må skjules, den dominerer.

- Men kan der ikke opstå lidelser, når lykken har nået en så høj fuldkommenhed?

- Jo, netop. Og det er derfor, livet er et kredsløb. Når mennesket er blevet så fuldkomment, at det ikke behøver at materialisere sig, lever det på de åndelige planer og behøver ikke et fysisk legeme, for på de åndelige planer lystrer materien tankens bud. Da har dets kunstneriske evne nået sin højeste fuldkommenhed. Igennem sin udvikling har det lært at skabe, og nu er det sådan, at det med tanken alene kan omforme materien. Men til sidst vil mennesket blive ked af disse højere tilværelsesplaners vældige verdener, for denne fuldkommenhed er skabt, og intet af det, der er skabt, kan vare evigt. Det må have en afslutning, og denne afslutning indtræder, når mennesket kommer i den tilstand, at det ønsker at opleve kontrasten til denne fuldkommenhed. Da rettes dets bevidsthed igen mod det materielle plan på grund af kredsløbsprincippet. Det ny kredsløb begynder i mineralriget. Alle dette riges former, såsom krystaller og lignende, er stråler fra salighedsrigets bevidsthedsområde. I planteriget oplever væsenet den første form for sansning af den materielle verden. Planten ved ikke, hvad det er, den sanser, men den kan skelne imellem behag og ubehag. Og udviklingen går videre til dyrets bevidsthed, som er bundet til det dræbende princip; det dræber og bliver selv dræbt, og vokser således fremad i det store kredsløb. På denne måde bliver bevidstheden stadig fornyet, men det vil ikke sige, at det er en gentagelse, og at det altid oplever det samme i hvert kredsløb. Kredsløbet er spiralformet. Bevidstheden er bundet til de samme principper overalt i spiralen, men oplevelsen er en stadig berigende fornyelse.

- Når dette kredsløb stadig gentager sig, er meningen da at nå til større og større fuldkommenhed.

- Ja, sådan oplever vi det. Men livet har i grunden ingen anden mening end den at vedligeholde sig selv. Det levende væsen selv er hævet over enhver mening. Det er ikke et resultat af en forudgående tænkning. Det har altid eksisteret og er derfor evigt. Men evnen til at opleve livet må fornys. Det altid at opleve det samme er lig med intet at opleve. Det kosmiske kredsløb har derfor kun det formål at give nye erfaringer, som gør det muligt for os at opleve livet. Ligesom vi med vort jeg i en bestemt hensigt har skabt denne vase, som står her på bordet, således er verdensaltet skabt af livets ophav i en bestemt hensigt. Livet - Guddommen selv - som er i alt og alle, har ingen mening, men det skaber ting, der er mening i. Det kan ikke være dødt, for verden er fuld af bevægelse, og bevægelse er livets fornemste kendetegn. Da man ikke kan foretage noget uden bevægelse, er alt liv. Verdensaltet er en levende organisme, hvor alt er liv inden i liv. Og vi er selv en levende organisme inden i en større organisme, og det samme er de væsener, der udgør vore organer. At benægte, at den verden, vi lever inde i, og at de celler og molekyler, vi er bygget op af, er levende, er det samme som at benægte, at vi eksisterer. Det kan vække forundring, at alt er så planmæssigt, men sådan er det. Der falder ikke et støvfnug til jorden, uden at det er et led i planen. Hvis det ikke var sådan, var verden et kaos. I denne forbindelse betyder det intet, at der er tale om et støvfnug, for enhver størrelse er en illusion. Og intet er det, det ser ud til at være.
 

- Når alt er så godt planlagt og tilrettelagt, hvad er der så blevet af den frie vilje?

- Den frie vilje er aktiv, blot ikke der, hvor den samme frie vilje har bundet sig selv igennem fortidige handlinger, for De kan ikke blive fri for virkningerne af Deres egen handlemåde. Hvis vi siger, at De har et stort ønske og brændende håber, at det skal gå i opfyldelse, men noget, De har gjort i fortidige jordliv, forhindrer, at det kan gå i opfyldelse, da arbejder De jo selv mod Deres egen fri vilje, og Deres vilje kan ikke lade ønsket gå i opfyldelse. Først når denne hindring på grund af Deres egen udvikling er fjernet, kan ønsket opfyldes.
 

Nu bliver der en lille pause i vor samtale, medens Vignirs kone bringer os te. Martinus fortæller om en gammel kone, som ville tage ham lidt i skole. Hun fortalte, at hun troede på himmerige med Gud siddende på en guldtrone og med en krone på hovedet. Gaderne var også af guld. Jeg sagde til hende, at det nu ikke var så godt at gå på guld, det var bedre at have lidt mere kærlighed, siger Martinus og ler. Jeg fortalte hende også, at alle ville komme i paradis, men da blev hun helt ude af det og sagde: "Hvad bliver der så af os andre"? Og nu ler Martinus så hjerteligt, at teen danser i koppen. - Så taler vi lidt om abstrakt kunst, og han siger, at der er ved at vokse en storslået åndelig kunst frem, men den er endnu kun i sin barndom. Så smiler han skælmsk og føjer til: der er også en dame i Danmark, som maler menneskenes sjæle, men jeg bryder mig ikke om at se på sådanne billeder, siger han og ler hjerteligt. Da teen har skyllet kagernes sidste krummer ned i mavens mørkekammer, siger jeg til Martinus:

- Jeg har læst Deres små bøger og er begyndt på de store.

- Ja, der er også meget at komme igennem, siger Martinus leende.

- Det har jeg også tit tænkt på, når jeg har læst i Deres bøger. Men hvad nu, hvis der falder en atombombe ned i Deres gigantiske verdensbillede?

- Nu ler Martinus endnu mere og siger: Ja, men det sker ikke. Nej, det vil ikke komme til at ske. Menneskene må komme til at forstå, at krige og verdenskrige og de mænd, som sætter dem i gang, er en del af en større guddommelig plan, der er et led i verdensplanen. Man må ikke tro, at tilfældigheder kan bestemme noget. Alle vore iagttagelser og undersøgelser, som er helt gennemanalyserede, viser, at intet sker ved tilfældighed. Se på planterne; de vokser op efter bestemte love, og det samme gælder menneskene. Da alt andet er lovbundet, kan mennesket heller ikke være undergivet tilfældigheder. Det vil også engang komme til at blomstre ligesom planten. Derfor kan dets udvikling heller ikke pludselig blive ødelagt. Menneskene er trods alt ikke så barnlige, at de trykker på knappen, som udløser atombomben, for de ved, at der hos modstanderen findes en knap lige mage til. I sidste verdenskrig blev der ikke brugt giftgas trods de vældige kampe, som da blev udkæmpet. Begge parter vidste, at det var gensidig undergang. Atombomben er et meget farligere våben, og derfor er der endnu mindre mulighed for, at den bliver anvendt. Selvfølgelig kan det ske, at en atombombe bliver kastet ned et eller andet sted i næste krig, men det bliver standset. Alt hvad det angår er i den guddommelige plan, og menneskene handler i samklang med den.

For tiden er fredskræfterne sat ud af spillet. Kennedy blev skudt, Krustjoff blev sat af, Hammarskjöld blev også sat ud af spillet. Alle disse mænd, som virkelig havde mulighed for at stimulere freden, er foreløbig blevet sat ud af spillet, fordi menneskene har en bestemt "karma", som de må have lejlighed til at kunne få. Hvis de ikke fik den, ville de vedblive med at være primitive uden mulighed for at blive menneskelige. De ville da blive ved med at være indstillet på krig og skabe krige i det uendelige.

- Mener De da ikke, at det bliver muligt at undgå en ny krig?

- Nej, det bliver ikke muligt. Tænk på, at de fleste tror, det er muligt at forhindre krig med krig, og lægger derfor hovedvægten på at skabe militær og krigsmateriel. Hvordan skal man bære sig ad med at gøre disse mennesker humane? Det er ikke muligt med ord at få dem til at ændre disse synspunkter. Foredrag og prædikener gør det heller ikke. De bliver nødt til at tage følgerne af deres indstilling. Men de mennesker, der passer på ikke at lave krig i deres egen lille verden, behøver ikke at frygte, for de er beskyttet i samme grad, som de beskytter andre. Disse store "karmaudløsninger" må komme ind imellem. I dette århundrede har der allerede været to verdenskrige. Det viser, at udviklingen går meget hurtigt. Og når de mennesker, som har oplevet disse vældige lidelser, fødes igen, har de antipati imod krigen og dens følger i deres bevidsthed. Selv om de ikke husker de erfaringer og lidelser, de oplevede i det forrige jordliv, har disse erfaringer skabt en fredsvilje og humanitet i deres bevidsthed. Disse mennesker vil til sidst på grund af gengældelses- eller karmaprincippet blive i flertal - skønt de ikke er det endnu - og da bliver det en roligere og bedre planlagt verden, vi kommer til at leve i.

- Der tales så meget om overbefolkningsproblemet i dag, og man har regnet ud, at inden længe vil der knapt være plads nok på jorden til menneskene, selv om de står på et ben?

- Ja, siger Martinus og ler. Hvis det er regnet ud på den måde, er det rigtigt. Men naturen har inden den tid sat en stopper for det igennem menneskene. Japanerne er f.eks. begyndt at gøre propaganda for forebyggelse af svangerskab med godt resultat. Det er vanskeligere i Indien. Inderne er så glade for børn og synes, at børn er en guddommelig velsignelse, men deres børn dør af sult. I virkeligheden er det ikke menneskene, som bestemmer dette, det er jorden, der er en levende organisme. Den påvirker menneskenes bevidsthed i retning af fødselsbegrænsning, det er jorden selv, der dirigerer dette. Det er heller ikke menneskene, der bestemmer dyrenes antal, selv om de på en vis måde er jordens redskaber til at holde deres antal nede. Jorden griber også selv ind på flere andre områder, f. eks. med hensyn til anvendelsen af atomkraft. Der findes allerede en stærk modvilje imod eksperimenter med atomvåben, og det har da også bevirket en formindskelse af disse eksperimenter. Atomkraften vil ikke blive brugt i fremtiden. Det er umuligt at komme af med det radioaktive affald. I øjeblikket bliver det kastet i havet, hvor det truer det derværende livs eksistens. Eller det bliver gravet ned i jorden, og det betyder, at fremtidens mennesker vil komme i berøring med det. Dette fører til, at menneskene må tage en anden energikilde i brug. Denne energi kommer ude fra verdensrummet og afløser forskellige andre jordmaterialer, som i øjeblikket bliver brugt som brændstoffer. Denne ny energi er så at sige gratis. Men før dette sker, har menneskeheden gennemgået meget af sin "karma".

- Så går vi over til lidt andre emner. Hvad er kunstens opgave i livet?

- At vise mennesket det, som det ikke kan se på almindelig vis og lære det at skabe fuldkommenhed. Kunst må være videnskab, og videnskab må være kunst, for ellers er arbejdet ikke færdigt. Når man ser et kunstværk skabt af et geni, bliver det indlysende, at det er genialt, for det er logisk opbygget. Den tid vil komme, da alle vil blive kunstnere. Videnskaben er ved at opbygge fremtiden. Den skaber maskiner, som arbejder for mennesket. I fremtiden bliver det sådan, at man blot trykker på en knap, og så gør maskinen arbejdet. Når mennesket er blevet fuldkomment, holder det op med at dræbe dyr og føre krig og lignende ting, som tilhører et lavere udviklingstrin. Og da begynder det at skabe kunstværker og at blive kunstner.

- Jeg har hørt, at De var en ven af billedhuggeren Einar Jønsson. Synes De, at hans symbolske værker står Dem nærmere end værker af andre kunstnere, som ikke maler symbolsk?

- Einar Jønssons værker er i fuldkommen kontakt med mine analyser. Han viser alle vegne lysets sejr over mørket, og jeg mener, at hans værker vil blive meget berømte med tiden, når menneskene er kommet på et lidt højere udviklingstrin. Da vil hans værker blive bedre forstået. I dag kan menneskene ikke lide det, der minder om det ortodokse. De kan ikke lide, at det bliver sagt til dem, at de skal være gode. Jeg havde gode muligheder for at følge med i Einars arbejder, og jeg synes, at de står fremtiden meget nær. Einar var selv et meget psykisk begavet menneske, og han var udmærket hjemme i mine analyser. Men der er selvfølgelig mange andre kunstværker, jeg er meget begejstret for, og som viser det guddommelige i tilværelsen på sin særlige måde, hvis jeg må sige det sådan.

- Nogle kunstnere behandler det grimme i tilværelsen, medens andre behandler det smukke. Viser dette en forskel i deres udviklingstrin?

- Det er somme tider et behov for at revse, og det kan gøre sin gavn. Men det kræver et bestemt udviklingstrin at tage strafferiset i sin hånd. Jeg gør det ikke selv. Jeg forklarer kun årsager og virkninger af det ene eller det andet. Menneskene må selv finde ud af, på hvilken måde de kan gøre mest gavn, for enhver har sin opgave i overensstemmelse med sit behov og sit udviklingstrin.

- Nu har De haft forbindelse med aviser hjemme i Danmark og andre steder. Er De og Deres teorier aldrig blevet gjort til grin, eller er De aldrig blevet forfulgt på grund af disse?

- Martinus ler af dette spørgsmål og siger: Sådan noget kan let blive til grin. Det er sket, at en journalist efter et interview på grund af udgivelsen af mine bøger har brugt overskriften "Profeten" - men jeg er ingen profet, og der eksisterer ingen profeter. Det et menneske er, er det på grund af sin udvikling og intet andet. Jeg er ikke andet og mere, end hvad alle andre mennesker vil blive. På den anden side har jeg ikke mødt meget af det, man kan kalde kritik, sagen er heller ikke så udbredt endnu.
 

- Ifølge denne udvikling, som alle kommer til at opleve, har Jesus Kristus ikke været noget, som andre ikke kan blive?

- Nej, hvortil hans lære, hvis man ikke kunne nå til den samme fuldkommenhed som han - selve forbilledet? Da ville alle hans ord falde til jorden, for hvis det ikke var muligt at opfylde de moralske love, som han bebudede, var de til ingen nytte. Vi måtte da kunne blive frelst ved nåden, sådan som kirken forkynder.

- Hvad mener De om Kristi ord på korset: Fader, fader, hvorfor har du forladt mig?

- Dette var lidelsens stund, og der måtte komme et svar. Måske syntes han, at det, som blev gjort imod ham, var uretfærdigt - men kun et øjeblik. Han bad for dem, som påførte ham lidelserne: Fader forlad dem, for de ved ikke, hvad de gør. Disse ord er en videnskabelig sandhed, for de vidste ikke, hvad de gjorde. Hvis de havde vidst det, ville de aldrig have taget livet af ham. Det var frygten for at miste deres egen magt og stilling, der stod bag deres handlemåde.

- De måtte beskytte deres egen ufuldkommenhed?

- Ja, netop, siger Martinus. Siden fortsætter han: disse Kristi ord: Fader, forlad dem, for de ved ikke, hvad de gør, er i fuldkommen overensstemmelse med dette, at man skal elske sine fjender. Kristus sagde, at man skal tilgive sine fjender, ikke kun syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange - det vil sige - altid. På korset demonstrerede han dette buds fuldkommenhed. Og vi må bære over med vore fjender - elske dem - på samme måde som han gjorde det. Det er ingen kunst at holde af sine venner, men det andet må vi lære - at tænke kærligt på vore fjender. Og det er nødvendigt for os, ikke mindst fordi, de er redskaber for udløsningen af vor egen skæbne, vor egen "karma". De er ikke den virkelige årsag til det onde, vi møder, skønt det kan se sådan ud. Vi er selv årsagen.

- Jeg ville gerne lære lidt af Dem om paradis, for der længes jeg efter at komme - som så mange andre.

- Ja, ja, siger Martinus leende. Det er helt anderledes, end det sædvanligvis bliver skildret. Når mennesket dør, kommer det over på det åndelige plan. Og det er ikke meningen, at det skal lide der. Det er en lysets sfære. Der er ikke tale om et helvede. Det eneste helvede, som findes, er her på jorden, menneskenes lidelser. Gud sidder ikke på en guldtrone i paradis, men de, der i deres jordiske liv troede på et sådant paradis, kommer til at opleve det. Disse mennesker vil se syner, der er i overensstemmelse med deres tro. Det liv, vi oplever efter døden, er vore egne tanker, og derfor oplever hvert enkelt menneske sit eget paradis, det kan ikke være anderledes. For en indianer vil paradiset blive de evige jagtmarker, hvor han kan jage, så meget han lyster. Det er selvfølgelig ikke virkelighed, det er hans egne tanker, han oplever som realitet. Når en videnskabsmand, hvis største interesse er hans gerning, dør, vil han fortsætte med dette arbejde i sit paradis og opleve det i en sådan grad af fuldkommenhed, som passer til hans udviklingstrin. Indianerens og videnskabsmandens paradis kan ikke være identiske, for de ville gensidig kede sig i hinandens paradis, og dermed ville der ikke være tale om et paradis. Paradiset må være i harmoni med hvert individs højeste ønsker. Det eneste, der kan forsinke et menneskes ankomst til dette åndelige plan, er, hvis det ved dødens indtræden havde bevidstheden fuld af hadefulde og onde tanker. Da vil det komme i vanskeligheder lige efter dødens indtræden, for da kan det kun opleve på bølgelængder, der er i harmoni med dets egne følelser og tanker. Det vil da kun møde væsener, som har den samme indstilling som det selv. Der findes hverken en blå himmel eller fuglesang. Dette plan er beregnet på, at dets beboere så hurtigt som muligt skal blive ulykkelige og komme til at føle, at her kan de ikke blive ved med at være. Samtidig bliver de klar over, at der må være hændt dem noget, som forårsager, at de er her. Og da beder de om hjælp. Bønnen er en organisk realitet, som er indbygget i os, og som virker automatisk. Den kan ligge i dvale i det jordiske liv, hvis mennesket er materialist. Men når det kommer i nød og behøver hjælp, virker bønnen automatisk. Og væsener fra lysets sfære kommer til hjælp. Så bliver de talenter, som fremkalder de onde tanker, lammet, og derefter kan vedkommende menneske kun tænke kærlige tanker. På lysets åndelige plan kan gode og onde ikke være sammen. Her, derimod, lever onde og gode sammen for at skabe "karma". Så man ser, at man ikke skal være bange for døden. I virkeligheden skulle menneskene være taknemmelige for at få lov til at dø, i særdeleshed dem der er syge.
 

- Det er måske godt, at menneskene er bange for døden, så ikke alt for mange tager deres eget liv?

- Nu ler Martinus igen hjerteligt, og hans lattermildhed har da også af og til afbrudt vor samtale.

- Ja, det er rigtigt, siger han. Somme tider tør jeg næppe fortælle dem om denne salighed efter døden, for det var jo ikke så godt, hvis alle fandt på at tage livet af sig. Men der findes forskellige former for selvmord. Den som tager sit liv på grund af lidelse, får hurtigt hjælp, og ingen får straf for selvmord. Men når disse mennesker fødes igen, kommer de ud for de samme oplevelser som dem, der fik dem til at begå selvmord, for de må komme over selvmordstendensen og dens følger. Ingen kan slippe for følgerne af sine handlinger ved at tage sit eget liv.

- Til sidst Martinus, hvad har De nu tænkt på at skrive?

- Jeg har allerede tegnet et hundrede symboler, og jeg har tilbage at forklare halvfjerdsindstyve af dem. Jeg har skrevet to bind, hvori jeg forklarer tredive af symbolerne, men der er to - tre bind tilbage. Disse bøger er mere skrevet for den almindelige læser end "Livets Bog". Den læses kun af dem, der er særligt interesserede. Den almindelige læser har ikke udholdenhed til at læse den. Den er også mere skrevet for fremtidens mennesker. Men "Symbolbogen", som jeg kalder "Det evige verdensbillede", viser verdensbilledet, viser hvordan det hele går op i en enhed, som er et med evigheden. Når jeg er færdig med dette værk, regner jeg med at lave en film. Det bliver delvis en tegnefilm og delvis en naturfilm. Den skal vise de største grundtræk i verdensbilledet og gøre det indlysende, hvorledes det hele arbejder sammen og til sidst bliver til glæde og velsignelse og opfylder Bibelens ord: Alt er såre godt.