Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Menneskehedens største problem i dag er at skabe fred på jorden. I årtusinder har "Jordens herrer" bestræbt sig på at fremstille magtmidler til bekæmpelse af sine fjender. Dybt rodfæstet i menneskehedens sind har der været en drøm om "Thors hammer", det sønderknusende våben med kraft som torden og lynild, der kunne give sin indehaver den absolutte magt over fjenden. Gennem myter og sagn, genfortalt for hver ny generation holdtes drømmen i live - og i dag er den blevet til virkelighed. Atom- og brintvåben er den magiske hammer, menneskeheden har søgt, og den har dermed fået en magt over liv og død, som den aldrig tidligere har haft. Men Thors hammer havde også den egenskab, at den vendte tilbage til sin ejer. Dette er også tilfældet med dens moderne udformning, men rigtignok på en anden måde, end man havde tænkt sig. Da ingen enkeltnation har privilegium på dette frygtelige våben, må man med rette frygte, at det vender tilbage fra fjenden, hvorved det bliver en trussel for hele menneskeheden, venner som fjender.

Hvad vi oplever på det storpolitiske plan er i virkeligheden en opsummering af dagligdagens kævl, irritation, brødnid, intolerance osv. Vi genfinder de farlige eksplosive kræfter i den enkelte nation, hvor man er i stand til at dræbe hinanden på grund af forskellig hudfarve, forskellig livsanskuelse, forskellig politik eller, som det f. eks. er tilfældet i Belgien, på grund af rent sproglige uenigheder. Vi møder disse kræfter på arbejdspladsen, i familien, hvor mand og kone ofte slider hinandens nerver til laser, eller i trafikken, hvor hastværk, pral eller stædighed kræver sine daglige blodige ofre.

Der findes heldigvis besindige mennesker over hele jorden, som danner modvægt mod ødelæggelserne, og der findes idealister, der arbejder dag og nat for at redde menneskene. Disse idealister fremsætter mange forslag om fredsskabende foranstaltninger, og deres bestræbelser er prisværdige, men desværre er de påpegede faktorer ikke altid lige effektive, eftersom man har glemt at tage "misteltenen i ed". Vi skal i denne artikel prøve at belyse, hvorledes der er én aldeles central faktor, som man i reglen ikke tager hensyn til, men som ud fra Martinus analyser er helt afgørende for skabelsen af fred blandt mennesker, nemlig den sjælelige udviklings- eller modningsfaktor.

En række af de foranstaltninger, som foreslås, er af ydre, administrativ-teknisk karakter. Det forudsættes stiltiende, at menneskelige konflikter og lidelser skyldes ydre vilkår, og at de kan bringes til ophør ved fjernelse af disse forhold. Dette synspunkt går i nyere tid tilbage til Rousseau, for hvem mennesket var født godt og kun blev ondt på grund af utålelige samfundsinstitutioner. Det samme synspunkt gennemsyrer den moderne psykologi, hvor behovlæren forudsætter, at mennesket bliver lykkeligt, blot dets behov bliver tilfredsstillet. Man bliver kun ond og aggressiv, når ens behov frustreres, og omvendt bliver man tolerant og omgængelig, når ens behov og ønsker opfyldes. Og det er jo netop den tilstand, vore politikere prøver at skabe i form af velfærdsstaten. Der lurer dog en lille mistillid til denne behovpsykologi, eftersom den har spillet fallit på i hvert fald ét væsentligt område: nemlig børneopdragelsens. Børn, der får alle deres ønsker opfyldt, bliver forkælede og ødelagt. De kommer netop til at mangle den hensynsfuldhed, man sætter pris på, og senere som voksne vil de mangle det samfundssind, som skulle være en naturlig virkning af, at de aldrig har manglet noget. Er der nogen forskel på børn og voksne i det stykke? Hvordan ligger det med racestridens forkæmpere i U.S.A.? Hvilke behov er ikke blevet tilfredsstillet hos denne hvide overklasse i verdens rigeste nation?

En sådan ydre bestræbelse er der tale om, når man søger at sikre freden gennem nye love (jf. "Verdensfred gennem verdenslov" af Clark og Sohn). Love er ydre magtbud, som intet er værd, hvis der ikke er en befolkningsmajoritet bag dem. Selv da kniber det: tænk på gangstervældet i U.S.A., FN's vanskeligheder, eller i forhold hertil så beskedne krav som overholdelse af færdselsloven: fuldt optrukne streger på vejene sikrer ikke mod overskridelser, hvis de kørende ikke har nogen farefantasi og derfor ikke kan forestille sig, hvad der eventuelt kunne ske med dem selv og med andre. Man er på alle områder ikke bare afhængig af loven, men tillige af modenhed og ansvarsfølelse hos de mennesker, loven henvender sig til. Forholdene ville være værre uden lovens paragraffer. Det er rigtigt, men nu kommer vi til noget centralt i denne lille artikel: uheldige ydre vilkår som manglende love, dårlig administration, dårlige arbejdsforhold, uklare aftaler osv. er i de allerfleste tilfælde direkte konfliktskabende, men det omvendte er ikke tilfældet. Gode forhold sikrer ikke fred og fordragelighed. Ordsproget siger jo også, at "der skal en bred ryg til at bære gode dage". Gode forhold kan derfor højst betragtes som støtteforanstaltninger, som kunne kaldes sekundære, fredskabende faktorer i modsætning til de primære faktorer, som er sindets udvikling og modning. Kun de primære faktorer skaber problemforståelse og en heraf motiveret vilje til overholdelse af lovene.

En anden sekundær faktor er "dialogen", som nobelpristageren Pater Pire har fremhævet. Når mennesker mødes på tværs af politiske retninger, religiøse anskuelser, hudfarve, klasse osv. og taler ud sammen, fortæller sagligt om deres problemer og synspunkter og derved oplever hinanden som medmennesker, så vokser tolerancen. Denne fremgangsmåde er utvivlsomt meget betydningsfuld, men lige så sikkert er det, at den kun er en hjælp til selvhjælp. Der kan ske alt i mødet mellem mennesker, og de fleste møder i historien er endt i fjendskab. Det gunstige udfald er i virkeligheden helt afhængigt af det følelsesklima, den trang til forståelse og den evne til at forstå andres problemer, som måtte være til stede. Dialogen er en fin fremgangsmåde til indbyrdes forståelse, men den er ligeledes prisgivet den primære faktor: menneskelig modenhed.

En tredje sekundær faktor er opdragelsen. Her er for mange mennesker patentløsningen på verdensfreden. Vi kan forme vore børn fra de tidligste barneår. Opdragelsen til fællesskab og demokrati, som det så smukt hedder, begynder allerede i børnehaven og videreføres i skolen, og det mønster, som er lagt, regner man med vil præge den voksne tilværelse, på arbejdspladsen, i familien, storpolitisk osv. Det er egentlig mærkeligt, at denne opfattelse er så udbredt, når man tager i betragtning, at der næppe er noget felt, hvor mennesker lider så store skuffelser som i deres børns opdragelse. Mest tydeligt er det vel, hvor det gælder uddannelse. Utallige er de forældre, som har prøvet at "hugge en hæl og klippe en tå", for at deres børn kunne få de rette eksamenssko på. Og her gælder det ikke at give skolen, lærerne eller undervisningsmidlerne skylden. Jeg talte engang med et skolekommissionsmedlem, som i fuld alvor gav udtryk for den opfattelse, at alle børn kunne få en realeksamen, blot skolen blev tilstrækkelig effektiv. Forældre og lærere kæmper imidlertid her imod en magt, som er stærkere end undervisningsfaktoren, nemlig barnets egne evner og dets egen organiske udvikling. Ligesom barnets intelligens vokser gennem modning, efter en helt individuel kurve, således må man forestille sig, at dets øvrige evner, herunder dets humane evne, vokser efter en indre lov, ikke en ydre. Ved hjælp af straf og belønning kan man lære børn et acceptabelt adfærdsmønster, men det har uhjælpeligt karakter af dressur, hvis det ikke bygger på andet end disse midler. I opdragelsen indgår også undervisningen, som skolen naturligvis særligt prøver at udnytte i sin karakterdannende påvirkning af børnene. Resultaterne heraf er imidlertid meget små. De samme børn, som lytter til bibelhistorien med blanke, troskyldige øjne, kan i frikvarteret blive forvandlet til ubarmhjertige plageånder for mindre kammerater. Den gængse fremstilling af børns uskyldighed er en urealistisk myte. Mange lærere er i virkeligheden blevet forfærdeligt skuffede ved at se børn, som de holdt af, fordi de i klassen var søde og velopdragne, være drillesyge, ja onde ved kammerater uden for skolen. Skal undervisning medføre en positiv etisk udvikling, må den i virkeligheden modsvares af et indre anlæg hos barnet, i modsat fald er dets høflighed kun en facade, et øjentjeneri, der savner ægte grundlag. - Der er imidlertid én faktor i opdragelsen, som virkelig har betydning, nemlig forbilledet. Har et barn gjort en person til sit forbillede, det kan være en af forældrene, en lærer, en spejderkammerat, en roman- eller filmfigur, da lægges der umådelige kræfter ind på at efterligne vedkommende. Men denne vigtige faktor kan ikke styres af opdragerne. Man kan ikke bestemme, hvem ens barn skal antage som ideal, ethvert forslag vil uhjælpeligt falde til jorden og snarere få det modsatte resultat. "Se til Jørgen, han gør aldrig vrøvl, når han skal løbe ærinder"! En sådan og lignende opfordringer vil snarere medføre had til Jørgen end beundring. Usikkerheden øges ved, at virkningen af den frie forbilleddannelse kan være enten god eller dårlig alt efter forbilledets karakter. Det er ofte sviende for forældrene og lærere at se, at deres egne bestræbelser spildes, medens "tilfældige" personer uden anstrengelse, blot ved at være som de er, får en vældig magt over barnet og den unge. Undertiden prøver man at forhindre omgang med uheldige forbilleder, men "krage søger mage", og bestræbelserne er frugtesløse, fordi forbilleddannelsen i virkeligheden bunder i en primærfaktor, som er barnets eget modenheds- eller umodenhedsstadie, og bliver til ved dets eget frie valg. Dette forhold, som kan forekomme opdragerne uhensigtsmæssigt, er i virkeligheden et sundhedstegn, der tydeligt viser, at mennesket er et frit væsen, der udvikles indefra, og ikke et mekanisk væsen, der kan formes af tilfældige omgivelser. At fremgå som et godt eksempel for sine børn, er at give et værdifuldt tilbud om forbilleddannelse, men det kan aldrig garantere, at den tilsigtede idealdannelse finder sted, og slet ikke, hvis barnet gennemskuer tilsigtelsen.

Ansvarsbevidste mennesker, hvem menneskehedens fremtid ligger på sinde, må naturligvis beskæftige sig med alle de mulige støtteforanstaltninger for freden, som findes. Men det er klogt at se i øjnene, som det fremgår af Martinus analyser, at man ad disse veje kun skaber fredens rammer, men ikke freden selv. Freden eller kærligheden er et naturprodukt ligesom et træ eller en blomst, som det ikke står i menneskelig magt at: skabe. Ligesom man ikke kan skabe liv, men kun livsbetingelser, således kan man ikke fremtvinge kærlighed, men må forlade sig på, at "i stilhed virker her Guds ånd", for at citere Grundtvigs smukke salme. Kærlighedsfølelsen, trangen til at hjælpe andre, omsorgen og ansvarsfølelsen osv. er som en blomst i sjælen, der spirer, knoppes, folder sig ud, blomstrer og udsender sine dejlige dufte til omgivelserne.

Man kan nu spørge, hvad der betinger denne sjælelige vækst. Svaret er enkelt som altid på livets store centrale problemer: Kærlighed vokser frem af sin modsætning; ondskab og lidelse. Derved får smerten sin store kulturskabende betydning, og det ondes problem får en tilfredsstillende løsning. Gennem lidelsen mildnes og blødgøres sindet, og forståelsen for andre menneskers sorger og bekymringer vokser frem. Mennesket får psykologisk sans, hvorved det kan trænge gennem handlingernes grove følelsesmønster ind til medmenneskets intimeste tanker og følelser og derved genkende sig selv i den fremmede. Det får evne til at opleve skønheden i naturen i alle dens årstider, og fornemme slægtskabet mellem naturens stilhed og sjælens stilhed, mellem naturens storme og blodets susen i dets egne årer. Det vil ifølge Martinus efterhånden komme til at opleve med større og større vished, at naturens harmoniske vekslen er et sprog - en tale - fra Forsynet til mennesket, ja, er en undervisning i det evige livs grundlove. Gennem sine bøger og foredrag opfordrer Martinus sine læsere og tilhørere til selv at studere den guddommelige visdom, som rækkes det af Forsynet gennem naturen. - Det får ligeledes æstetisk sans, evnen til at nyde smukke kunstværker i litteratur, skulptur, maleri, musik osv. Sansen for det skønne forudsætter et følsomt sind, på hvis strenge den kunstneriske oplevelse kan vibrere. Enhver kunstnerisk begavelse har sin rod i en lidelsesbetinget modningsproces, selv om den naturligvis også forudsætter øvelse og træning på det specielle kunstneriske felt, hvor oplevelsen finder sted. Hvorledes skulle et menneske, hvis livsfølelse svulmer ved kamptummel og kanoners brag, kunne fornemme Forsynets anonyme henvendelse gennem en solnedgang, eller fornemme en moders bekymring ved at sende sin yngste søn til fronten, eller fryde sig over en klaversonates skønne toner?

Det er således væsentligt at forstå, at de lidelser, menneskeheden har oplevet gennem årtusinder, ikke er blinde, men har et sikkert og præcist formål. Bag krigens rædsler, racekampe, naturkatastrofer, sult, familieopgør og klassekampe arbejder den guddommelige ånd med tildannelsen af mennesket, som skal blive intet mindre end i "Guds billede". Her må man i sandhed sige med Grundtvig "Foragter ej de midler ringe"! eller som han siger i salmens 1. vers: "Foragter ej de ringe dage? så klang det over tempelgrus ..."

Kritiske hjerner kunne nu hævde, at hvis disse tanker er rigtige, så gjaldt det om at skabe krig og at straffe forbrydere på hårdeste måde, eftersom lidelsen åbenbart afføder alt det gode i mennesket. Dette er naturligvis ikke tilfældet. Her må man jo huske på ordene "Hævner Eder ikke I elskelige, mig hører hævnen til, jeg vil betale", siger den Herre Zebaoth. Således må det naturligvis være, selv uden at tage karmaloven i betragtning, fordi man aldrig er i stand til at holde af sine undertrykkere eller elske sine bødler - i hvert fald ikke i første modningsfase. Menneskene må, ligesom frugterne gennem det "sure" stadium først, hvor det forbander sin skæbne og hader sine modstandere, ja, endog forbander sin skaber. Først gradvis, i virkeligheden gennem mange inkarnationer, ændres sindet og åbner sig for kærlighedens rene følelser og tanker.

Temaet for denne artikel har været, at det er klogt at sondre mellem primære og sekundære fredsskabende faktorer, hvis man vil undgå alt for store skuffelser i sit arbejde for andre mennesker. Fred kan ikke skabes alene ved en bestemt metode, teknik eller procedure, men er primært en virkning af en sjælelig vækstproces, der suger næring af de vanskeligheder, problemer og lidelser, som menneskene har gennemlevet.