Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Louisiana viser mexikansk kunst fra tiden, før spanierne tilintetgjorde Aztekernes gamle kulturrige. Vi stilles ansigt til ansigt med en verden, der synes os uendelig fjern og fremmed. Vi har før set ægyptisk og peruansk udstilling - og vil derfor nemt opdage slægtskab mellem alle disse billedværker, som var det en fælles stil, der engang rådede over hele jordkloden. Det må ikke friste os til at finde på forhastede forestillinger om ældgamle folkevandringer, atlantismyter og spredning af et kulturelt fælleseje fra et centralt sted. Før vi vover den slags teorier, der ikke kan bevises - må vi prøve på at trænge ind i den tillukkede - nærmest umenneskelige mimik af disse billedværker. Hvad siger de os? Kan vi i det hele taget fravriste dem så meget som en eneste stavelse, der røber noget af den hemmelighed, de gemmer?

Det er nu slet ikke så lidt, vi får at vide - om dem og om os selv.

For det første forstår vi snart, at vore fjerne forfædre allerede i tidernes morgen har opfattet sig selv som andet end bare dyr, der frister en tilværelse mellem sult og brunst. At man skal sørge for både livets opretholdelse og fortsættelse, for mad og børn, denne "selvfølgelighed" i kampen for at overleve var for de tidlige menneskesamfund en aldeles problematisk foreteelse: den blev foretaget som en kulthandling, der var tynget af religiøs vægt. Fundene fra både primitive og udviklede samfund viser med al tydelighed, at mennesket overalt og altid har tolket sig selv som et grænsevæsen - i kontakt med guder og samtidig undergivet naturens love, og denne kontakt med en overnaturlig, ikke biologisk verden gjaldt også og netop inden for de biologiske hændelser såsom fødsel og død - som det væsentlige - så væsentligt, at bestemte riter og ofre skulle afvikles på den rette måde, de rigtige tidspunkter, det velvalgte sted, for at den enkelte og stammen kunne eksistere videre.

Dette er egentlig forbavsende og vil ikke rime med den i Skandinavien endnu gængse opfattelse om, at mennesket skridtvis, i en langsommelig proces har udviklet sig fra et dyrisk stade til oprejstgående halvdyr og så endelig til homo sapiens. Vi konstaterer: i begyndelsen træffer vi på højt udviklede (og komplicerede) religiøse forestillinger. De "primitive" fra urhistorien, dengang vore forfædre efter al formodning egentlig skulle optræde som rallende spædbørn, der langsomt tilraner sig deres erfaringer i livskampen, har alle vegne en stærk bevidsthed om, at der er guddommelige og dæmoniske kræfter til. De har oplevelser i den retning, syner, som de indefra tvinges til at forarbejde i statuer, symboler og en offerkult, hvis mening er at forsone de vrede åndelige magter.

Det mærkelige er nu, at disse symboler er fælles for alle - endnu levende eller uddøde - sakrale samfund: at dette "sakrale" ligefrem er kendetegn for at kunne være med i stammens liv; at dets symbolsprog opfattes umiddelbart af disse mennesker - og at det atter og atter, spredt over kontinenter og igennem historiske epoker, genfødes om ikke på samme så dog på beslægtet måde.

Psykologer har prøvet på at granske disse forhold. Sigmund Freud forklarede denne ensartethed som et resultat af den alle mennesker iboende seksualitet, der måtte belægges med tabuforestillinger, med forbud og i hvert fald stærke indskrænkninger for at kunne opbygge et samfund. Den "fortrængtes" til det "ubevidste" og kom derfra frem igen maskeret som - religion. Den var en illusion, der gav præsteskabet magt, idet den holdt befolkningen nede i angst og frygt. Men hvad var de bange for, spørger Freud. Deres psykiske apparat leverede selv det blændværk, der holdt dem nede, lyder svaret. Bange - for en illusion. Freud hører sammen med Darwin - og begge igen med Karl Marx. Der er et hemmeligt slægtskab imellem dem, som allerede Egon Friedell har gjort opmærksom på. De er århundredskiftets "terribles simplificateurs". Alle tre er enige i miljøets magt over mennesket, psykisk, naturhistorisk og sociologisk set. Mennesket (organismerne) er et bundt reflekser, der automatisk svarer på pirringer udefra - et fysisk og psykisk apparat. Ånd - en genspejling af materien, af sociologiske forhold, af neuroser. "Religion" er med Freuds egne ord "en almindelig menneskelig tvangsneurose".

Har da miljøet, opdragelsen, moralen ingen selvstændig og positiv værdi - ud over at de udløser en kausalkæde af virkninger, der atter er årsag til nye virkninger hos dem, der er underkastet deres herredømme? Hvem har skabt miljøet? Kan det ikke tænkes, at disse fæle magter, som samvittigheden f.eks. er en af, er lige så berettigede, ja nødvendige og jævnbyrdige med (for ikke at sige overlegne) seksualiteten? Freuds elev C. G. Jung spørger sådan. Ved hjælp af hans dybdepsykologi trænger vi endnu et stykke længere frem til forståelse af fortidens kulturer. Han stadfæster en kollektiv underbevidsthed, der er mere omfattende og af større betydning for os alle end det freudske opsamlingssted for borttrængte seksualønsker: her bliver de religiøse symboler til, og her lever de den dag i dag i os for at komme frem i drømme, vi ikke mere forstår - minder om ældgamle oplevelser vore forfædre har haft i deres møder med en overnaturlig verden, og det, de blev overvældet af, fortættedes i symboler, som det kollektiv-ubevidste "tilberedte" - ligesom vort øje og hele sanse "apparatet" sammen med psykens "mekanisme" (for nu at benytte dette let tilgængelige, dog underlødige lærebogsprog) laver de ydre synsindtryk om til bevidsthedsfænomener. Vi har ikke mere denne evne. Vi er blevet blinde - på de åndelige øjne. Nogle få blandt os, især kunstnerne, kan endnu skimte konturerne af en transcendent verden. I få øjeblikke i vort liv, i forelskelsens rus, skræmmes og lyksaliggøres vi også ved en trolddom, der tillader os et kig bag om tingene, en oplevelse vi snart bortforklarer og drukner i en profan akt. At denne profane akt, parringsakten, engang er blevet oplevet (og slet ikke var mulig på anden måde) som en sakral begivenhed, beviser de mange frugtbarhedsguder og statuer af fødende kvinder på udstillingen. Den private nydelse var lige så lidt kendt som bønnen i det stille kammer - hele tilværelsen var en eneste liturgi. I alle foreteelser kopierede man gudernes adfærd; selv bryllupsnatten (ligesom den dag i dag hos muhamedanske og indiske sekter) foregik efter et ritual, der - mage til offerkulten - gik ud på at blive lig med det guddommelige par, man efterlignede. Det er tanker, som den italienske religionsforsker Evola meddeler i en lige udkommet bog om "Sexus metafysik". (På tysk hos Klett i Stuttgart). Derefter er det ikke seksualdriften, men den religiøse "drift" vi fortrænger i dag. Det begyndte med Freud og Karl Marx, der "videnskabeligt" beviste, at religion var "illusion" og "opium for folket". Pyramider og domkirker, årtusindgamle kulturriger og et væld af kunstværker er altså blevet til - på grund af et fejlsyn, af overtro og uvidenhed. Evola svarer: det, der bærer enhver kultur, er det "sakrale", menneskets evindelige samtale med guderne, dets bevidsthed om at høre hjemme ved en "horisont" - der, hvor himmel og jord mødes. Når denne viden svinder, når mennesket nøjes med jorden - som vi gør i dag - formindskes tilværelsen med en hel dimension, den bliver fattigere, den banaliseres. Mennesket misforstår, fejltolker, ensretter sig selv: med en vis beskæmmelse står vi i Louisiana foran Aztekernes kunstværker. Vi begriber: for dem var det ikke kunst, men kultus. Som endnu i vor egen middelalder var det også for dem en selvfølge, at den, der lavede de kultiske redskaber og statuer, forblev anonym. Han gentog jo bare i jordisk materiel, i ler og sten, hvad guderne meddelte ham i syner, enhver havde del i ved de store hellige festligheder.
 

En moderne gren af psykologien har opstillet teorien om, at psyken og dens omverden hører sammen i en højere enhed. Den ene påvirker den anden, og det sker gensidig. Der tales om et psykisk "felt" - ligesom i den moderne fysik og biologi. Allerede i tyverne hævdede palæontologen Dacque, at organismer og deres miljø danner en enhed; på miljøets forandringer svarer organismerne subjektivt og ikke mekanisk - og omvendt: miljøet reagerer på de organismer, der forefindes indenfor et bestemt afgrænset område; det "hæger" om dem. Darwinismen har digtet vor egen ubarmhjertighed ind i naturens kamp for tilværelsen - i denne tilværelse findes jo også "gensidig hjælp", som Krapotkin udtrykte det i en bog, han skrev i århundredskiftet mod Darwin. "Gensidig hjælp"; her har vi begyndelsen til en helt ny natur- og menneskeopfattelse: den biologiske "feltteori", der svarer nøje til den psykologiske (og fysiske!).

Mexikansk kunst på Louisiana viser os mennesket midt inde i et felt, hvor jordens og himlens magnetisme, guder og dæmoner, trækker i det. De ældste kulturer ejer allesammen overflod på former, riter, kunstværker, masser af fester, sange og redskaber - de omgiver sig med lutter "overflødige", unyttige, for vore begreber sære ting. Hvad man først nu mærkeligt nok - lægger mærke til er, at den svejtsiske biolog Adolf Portmann har slået det fast: naturen burde jo, havde Darwin ret, være lige så ensrettet, grå og kunstfjendtlig som alle totalitære stater er. Det nyttige, af miljøet i årmillioner befriet for alt overflødigt, mest hensigtsmæssige skulle for længst have dannet et gnidningsløst maskineri: i stedet for opdager vi alle vegne et væld af skønne, ubegribelige, mangfoldige, bizarre såvel som elegante former. Vi lever i en verden af lutter overflødig - luksus, en luksus, der fra naturen overføres direkte til historien: fra stenalderen indtil næsten vor tid gjaldt det skønne som en højere værdi fremfor det nyttige, det skønne som er det sakrales legitime barn! Og det er den "luksus", vi flygter hen til i vore sommerferier; meget logisk: i vort private liv, især i vor livsopfattelse, gør vi alt for at bevise dens (og dermed religionens og kunstens) unødvendighed.

Her ser vi bristen i det moderne menneske: nok føler vi, at de gamle kulturer har skabt umådeligt store værker; men kilden til denne produktivitet, den religiøse oplevelse, vil vi gerne fremstille som - overtro.

Mod denne ulogik vender sig den rumænskfødte religionsforsker Marcia Eliade, som nu er professor i Chikago. Han går endnu et stykke længere end C.G.Jung gjorde i sin redegørelse om sandheden, der ligger skjult i de magiske og religiøse symboler. Han benytter Jungs dybdepsykologi i tolkningen af symbolerne; men for ham er symbolerne ikke tilberedt og tillavet af psyken: de er direkte tegnet, ridset, mejslet ind i vore aners vågne bevidsthed af objektive, uafhængig af os eksisterende magter, de mødte på deres vej fremad i historien. De er, som han siger, eksistentielle erfaringer fra krisesituationer og hjalp den enkelte til at stå disse situationer igennem. Der fandtes jo foruden fælleslivet i stammen også et personligt liv, ligesom man også levede en profan tilværelse, hvor kausallovene gjaldt og anvendtes. Hvordan skulle de ellers kunne jage et dyr, fange en fisk, bygge et hus? Men det interesserede ikke: det profane var det upåagtede, ringe ænsede skelet, der blev båret af den egentlige, den sakrale tilværelse. Og denne hjalp med sin kultur den enkelte at løfte de private oplevelser op til en universel rytme. De blev både eksemplariske og repræsentative. De udfyldte så et forudtegnet mønster; men hvem havde tegnet det? C. G. Jung lægger hovedvægten på en evne hos det kollektiv-ubevidste, altså en evne vi ejer i vor sjæls struktur. Eliade lægger accenten på synernes objektive realitet, der erfares lige så ægte som ethvert andet materielt synsindtryk.

Dermed går han et stykke videre end Jung. Fortidens menneske får sine impulser udefra - og han lever sammen med dem indenfor et psykisk felt. Dets rammer er det sakrale rum, den sakrale tid: og de forholder sig til fysikkens rum og tid som kunstværkerne til det materiale, de er lavet af. Det profane hæves op til en højere rangklasse. Om templet er bygget i sandsten eller marmor tæller ikke - men at stoffet bruges til tempelbygning, giver det en glans, som det ellers ikke ville have. Stoffet er der for at bringe det væsentlige, tingenes egentlige essens til syne. Det eksistentielle bæres af billedet. Den moderne fænomenologi henter her sine inspirationer; eksistentialismen må tie stille. Den dag i dag tærer vi dog på mytens levninger: i vor livsførelse retter vi os stadig efter det mytiske, ikke efter det videnskabelige verdensbillede. Vi lever, som om jorden var universets centrum, og mennesket dets krone - og vi føler ligesom i Ptolemæus' tid, verdensaltet kredse omkring os.

Vi har vort eget lille oplevelsesrum, vor egen fornemmelse af tidens profane og sakrale sider. Eliade spørger nu og giver spørgsmålet videre til psykologer, biologer og filosoffer, om denne hårdnakket fastholdte oplevelse ikke har sin egen sandhedsværdi, som fysikken simpelt hen ikke kan nå. Der findes måske virkelig indenfor den afmytologiserede verden en anden - og mere virkelig, mere real mytisk billedverden, en slags universets psyke, der bærer og først muliggør den anden, vi i dag stirrer os blind på? Et tankeeksperiment: vil en umusikalsk ikke opfatte en symfoni som støjfænomener og luftsvingninger, der kan måles og beregnes? Disse svingninger ville ikke være der, når musikken ikke var der - og denne musik, tingenes egentlige væsen, vil den sakrale kunst få til at klinge. Sådan, hævder Marcia Eliade, står vi i dag overfor vore forfædre: som de "umusikalske", de "areligiøse". Vi smiler ad dem, der mente, at der gemtes guddommelige magter i helligkilden: den er dog intet andet end H₂O. Selvfølgelig! Men også naturen har en psyke - siger den "primitive" - og så bliver kilden med det samme til en skøn musik. Hvad siger naturvidenskaben til det? Biologen Adolf Portmann gør opmærksom på, at hver organisme, om lille eller stor, og hvert biologisk samfund danner en hemmelighedsfuld enhed, et "felt", med dets omverden, hvor den ene part nøje korresponderer med den anden, makrokosmos og mikrokosmos svarer til hinanden; og mere: vor egen erkendelse og naturens orden står i et tilhørsforhold: ellers ville al vor erkendelse være urigtig. Med andre ord: naturen har en intellektuel faktor - en sætning, som Aristoteles allerede har formuleret - og som gik i glemmebogen, da evolutionsteorien sejrede.

Vi prøvede at tolke mexikanske kunstværker, som vi beundrer; men forestillingerne, der skabte dem, vil vi gerne affærdige som tåbelig overtro. Hvordan slippe fra denne pinefulde ulogik? Psykologer med Jung i spidsen hævder, at det kollektiv ubevidste stadig væk leverer disse symboler, der ligger hengemt i vor psyke - som forfædrenes erfaringer, fortættet i billedsprog. Hvilken slags erfaringer var det, spurgte vi så videre. Religionsforskerne Evola og Eliade svarer: erfaringer, som vi ikke mere kan gøre, fordi vi har mistet organet til det. De stammer fra en fortid hos mennesket, der endnu havde kontakt med en overnaturlig verden, og denne kontakt resulterede i syner, hvis symboler var ret ensartede over hele jordkloden - ikke så meget fordi menneskene var ens; men fordi disse syner kom fra en og samme objektive kilde, der ligger udenfor psyken. Har de sandhedsværdi, spørger vi så videre? Siger de os noget som helst om vor egen stilling som menneske i universet? Vi spørger til slut biologen. Adolf Portmann svarer: sand naturerkendelse er i slægt med mytisk erkendelse. I dag er naturforskeren atter morfolog: han tyder gestalt og form - og de kan ikke udtømmes af en kausal - mekanistisk betragtning. Og vi vil tilføje: han tolker naturen sådan, som vi prøver på at fravriste de sakrale kulturer deres hemmelighed. Ved hjælp af en nøgle, der ligger gemt, dybt gemt i vort ubevidste.