Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Under min rejse i dette naturskønne land var det en stor oplevelse at lære bevægelsen Oomoto at kende. Den er stiftet af en japansk bondekone. Naohi Deguĉi, og senere videreført af en adopteret svigersøn, Onisabro Deguĉi. Han var en meget stor og stærk personlighed, og så vidt det kan ses af beretningerne, har de begge haft kosmiske glimt i den forstand, Martinus taler om. Bevægelsen voksede meget stærkt i Onisabros tid, hvilket for en stor del skyldtes hans vældige inspirationskraft og intensive foredragsvirksomhed, hvor han ofte samlede langt over 1.000 tilhørere.

Det japanske militærregime frygtede imidlertid Onisabros og bevægelsens voksende indflydelse og udsatte den til sidst for direkte overgreb. Dette skete to gange, sidst lige før sidste verdenskrig, hvor det japanske politi jævnede alle bevægelsens bygninger med jorden, og det drejede sig om millionværdier, fængslede mere end 2.000 ledere og fremtrædende medlemmer og forbød enhver form for aktivitet. For mange af dem varede det mange år, inden de blev frigivet, og Onisabro og hans kone Sumiko måtte opholde sig i det primitive japanske fængsel i ikke mindre end 7 lange år. Deres åndelige modstandskraft var dog så stor, at opholdet der efter sigende ikke mærkede dem i ringeste grad. Det fortælles endog, og jeg har faktisk grund til at mene, det er rigtigt, at fangevogterne stærkt beklagede løsladelsen, da de under hele opholdet havde været til stor opmuntring for fængselspersonalet. Dette sidste kan jo lyde noget fantastisk, men man fatter mere tillid til rigtigheden, når man hos Onisabro kan læse følgende: "Jeg er overbevist om, at det er gudsbespottelse at behandle et andet menneske respektløst".

Også hans redegørelser for de begivenheder, der til slut overbeviste ham om hans mission som religionsleder, giver udtryk for en usædvanlig bevidsthed: "Det forekom mig, at den åndelige askese, som jeg gennemgik på bjerget, udviklede sig med stor hast. Man kan sammenligne den med dette, at en dreng i underskolen med et spring kommer ind på universitetet for at deltage i vanskelige forelæsninger og straks formår at erhverve sig doktorgraden. Sådan foregik min oplevelse af de åndelige ting, og jeg kom i besiddelse af en forunderlig evne til at gennemskue alle begivenheder, ligegyldigt hvor og hvornår de finder sted".

Siddende i frostvejr på en klippeblok tilbragte han 8 døgn i meditation og fik i den tid hverken mad eller drikke. Det følgende er fra hans egen beretning herom: "Da følte jeg et stærkt ønske om at se et levende væsen og høre dets røst, endog hvis det blev en ulv eller ræv, og midt i denne stærke længsel kom der en sort dyreskygge ud af skoven og hen foran mig. Da den kun var et skridt fra mig, synes jeg i mørket at kunne se, det var en mægtig bjørn, og jeg kom til at ryste af forfærdelse. - Men, Guds vilje ske! -- I fuld resignation søgte jeg at genvinde min ro, og da skete der det forunderlige, at dyreskikkelsen, som for et øjeblik siden indgød mig frygt, pludselig gav mig en intim følelse af samhørighed. Dens brummen lød som noget, jeg elskede og længtes efter, og fra da af var jeg til bunden af min sjæl overbevist om, at ethvert levende væsen er besjælet af Guds ånd. Jeg fortrød bittert, at jeg så ofte havde ydmyget, fornærmet og udsat andre for lidelser. Selv i de såkaldte fjender og onde mennesker findes der en hellig bestanddel af Gud!

Efter en sådan elementær undervisning i askese opstod der en kærlighed i mig til ethvert levende væsen og til alt levende, og det blev for mig indledningen til at tjene i den hellige sag".

Om skæbnesystemet har han senere skrevet: "Organismen er forgængelig. Den kan ikke fungere evigt, men det indre menneske, som er en del af den hellige ånd, lever evigt. Derfor reinkarnerer mennesket efter hver død. Man frygter døden og afskyr den, men i virkeligheden sker der ikke noget alvorligt".

Om krig og idealisme: "Krig og strid er resultater af menneskelig dårskab og kan ikke finde sted, hvor mennesker lever i Gud og arbejder for hele menneskehedens vel".

Om væremåde: "Gode gerninger er det, et menneske gør af menneskelighed og for almenhedens vel. Hvis din tro ikke resulterer i handling og arbejde er den forgæves, ligegyldigt hvor urokkelig den synes at være. Hvis du ved, hvad der er godt, og ikke udfører det, da synder du".

Nogen tid før afslutningen af sidste krig blev Oomoto fuldstændig rehabiliteret, alle blev løsladt, og arbejdet kunne uhindret genoptages. Stik imod enhver almindelig betragtning undlod man imidlertid at rejse den kæmpestore erstatningssag, der nu var helt klart grundlag for. Man ville ikke, at det vildførte japanske folk, som nu var helt forarmet på grund af krigen, skulle tvinges til at betale de store erstatninger, som var forårsaget af de militaristiske, kortsynede og intolerante ledere. I stedet begyndte man igen helt på bar bund, og i løbet af de 20 år, der nu er gået, har man opbygget en blomstrende åndelig virksomhed, som med hensyn til forståelse og tolerance er noget helt enestående.

Den nuværende åndelige leder, Naohi Deguĉi, er datterdatter af grundlæggeren. Hun forstår virkelig at videreføre arbejdet i den lyse forståelsens ånd, hvori den er grundlagt, og det er meget bemærkelsesværdigt, at Oomoto har været i stand til at fostre stifterne af en række af Japans nye religioner og samtidig bevare en positiv og tolerant indstilling til dem.

Også i instituttets arbejde har vi direkte mærket denne indstilling og herudover endda en positiv interesse for analyserne.

At rejsens formål i øvrigt er blevet opfyldt, kan man få en fornemmelse af gennem en udtalelse, som den første tolk kom med, da han blev afløst i Tokio. Selv var jeg ikke til stede, men Huĝimoto har senere fortalt, at Umeda gav ham en lang beretning om vores hidtidige rejse og netop, da han var ved at falde i søvn, sluttede med at sige: "Han er ikke nogen almindelig turist. Det er meget interessant, det han kommer med. Vi skulle have lavet et meget større arrangement for ham". Om denne side af sagen vil der imidlertid senere komme nærmere redegørelser i kontaktbrevene. Under selve rejsen var der desværre ikke tid til at skrive.

I Oomoto har man tidligere været stærkt interesseret i, at Martinus selv skulle foretage en foredragsrejse i Japan, og en sådan interesse eksisterer stadig. Begge tolkene var levende interesserede i at medvirke ved et eventuelt arrangement. Sinjoro Sakurai, som er præsident for Oomotos bestyrelse, så med glæde dette blive gennemført, og det samme var tilfældet for flere lokale Oomoto-ledere. Det skal i øvrigt siges, at mange mennesker i denne bevægelse har udtrykt en uforbeholden interesse for de tanker og synspunkter, som jeg gjorde rede for i mine foredrag. Dels er de jo i nøje overensstemmelse med deres egne, og dels kunne mange af dem udmærket se, at netop Martinus' arbejde kunne være en stærk underbygning af deres eget, som jo savner argumentationen, men også herom vil De høre nærmere.

Da jeg på banegården i Kioto traf sinjoro Esumi, som er leder af Oomotos udlandsafdeling, skete det under de mest hjertelige former, hvor vi begge udtrykte en uforbeholden glæde over endelig at mødes efter mere end 10 års skriftlig forbindelse. Vi havde ikke talt sammen i mange minutter, før han fortalte mig, at han stærkt håbede, Martinus ville få lejlighed til endnu en gang at komme til Japan. Den gang kunne jeg ikke sige noget om mulighederne for det, men det kunne jeg, da jeg traf ham igen 6 uger senere. I mellemtiden havde jeg fået brev fra Martinus, som meddelte, at han nu var indstillet på at foretage en rejse i Japan, såfremt der var virkelig interesse til stede for det, og at en rejse til Israel, han havde fået foræret, rimeligvis kunne ændres til Japan. Ved denne lejlighed talte vi meget om de praktiske muligheder for at få oversat nogle af værkerne til japansk og få dem udgivet i løbet af det kommende år, så der kunne arbejdes med dem i god tid inden besøget af Martinus. Han fortalte så, at så vidt det var ham muligt, ville han selv oversætte "Den ideelle føde", som han i særlig grad var inspireret af.

Jeg har haft nogle lange og meget inspirerende samtaler med sinjoro Itoo, dels om mulighederne og formen for praktisk og effektivt fredsarbejde, dels om analyserne og også om en ny rejse for Martinus i Japan. I disse samtaler har vi været helt enige om, at en betingelse for, at en idealistisk bevægelse kan spille en rolle i fremtidens udvikling, er, at den ikke i sig har ønsket om at indtage nogen magtstilling, men at den udelukkende er indstillet på at udføre det idealistiske arbejde, der kan fremme udviklingen af humanisme. Sinjoro Itoo erklærede i øvrigt med megen kraft, at man i tilfælde af en fremmed magts angreb under ingen omstændigheder skulle gribe til voldelig modstand, men i alle henseender behandle de angribende som venner, hvis opfattelse og hensigter man ikke kan billige, og som man derfor desværre er nødsaget til at modarbejde med de ikke-voldelige midler og metoder, der er til rådighed, eller som kan udvikles. Det er jo en indstilling, som er helt i overensstemmelse med konsekvensen af Martinus' analyser, men Itoo indrømmede dog gerne, at praktiseringen kræver en afbalanceret bevidsthed, som afgjort foretrækker at tage den personlige risiko på dette grundlag i stedet for på det grundlag, der medfører, at man i givet tilfælde må gribe til våben og voldelig modstand. Der er ikke for mig nogen tvivl om, at han selv ville være i stand til i praksis at gennemføre denne fredsskabende indstilling.

Ved min ankomst til Japan gav også sinjoro Itoo udtryk for ønsket om at se Martinus derovre, og da jeg senere, lige som til Esumi, kunne fortælle ham, at nu var der virkelig mulighed for, at det om to år kunne blive til noget, var det tydeligt at se, at han betragtede det som en stor begivenhed, og han sagde da også straks, at "så må vi lave et stort arrangement for ham". Dagen efter kom han yderligere og foreslog mig, at vi sammen skulle rejse til Kioto og aflægge et besøg hos redaktøren for et blad, der udelukkende behandler spørgsmål i forbindelse med livsopfattelse og religion, og som hver dag udkommer i 10.000 eksemplarer. Det blev til et længere interview hos redaktøren og en journalist, og af samtalen, og i øvrigt også af Itoos kommentarer på vejen hjem, fremgik det, at de begge havde været særdeles interesserede. Redaktøren havde erklæret, at såfremt Martinus kom til Japan, ville man give hans rejse og arbejde en stor omtale, så det var et eksempel på forståelse, der forhåbentlig får lejlighed til at give sig praktiske udslag.

I Macue i den sydlige del af landet havde sinjoro Sakai arrangeret et offentligt foredrag for mig med titlen "Dansk kultur, ny livsopfattelse og ny moral". Det skulle finde sted om aftenen, men hele dagen var vi næsten sikre på, det måtte opgives. En stor tyfon var i anmarch og kunne ventes når som helst. Dens komme var bl. a. anmeldt af en flere dages skyllende regn, der fik vandstanden i havnen til at stige faretruende og floden til at gå over sine bredder. Har man blot én gang set lidt af, hvilke nationale katastrofer, tyfonerne afstedkommer, og har man blot én gang følt den nervøse stemning, der breder sig blandt folk i et truet område, så forstår man, at ligegyldigt hvilket emne det drejer sig om, så har et foredrag ikke mange chancer for at samle tilhørere i en sådan situation. Ikke desto mindre var der dog 65 mennesker, der trodsede det forrygende vejr, og som udstyret med paraplyer og regntøj ankom til foredragssalen nogenlunde til den fastsatte tid, og mod forventning blev aftenen en virkelig succes. Efterhånden som jeg kom frem i foredraget, blev det klart, at emnerne virkelig fængslede tilhørerne, der var endda en gammel, meget levende mand, der ugenert applauderede flere gange midt i det hele, så jeg talte løs i ikke mindre end 1 time og 40 minutter. Det kan man jo ikke regne med, at f.eks. et dansk publikum kan holde til, og i hvert fald slet ikke efter uden pause at have hørt et andet foredrag på en hel time, men i Japan, og måske i det hele taget i orienten, er dette forhold helt anderledes. Foredraget, hvortil jeg benyttede adskillige symboler i farvelysbilleder, blev fulgt af et meget stærkt bifald, og den omtalte gamle mand sluttede det ved med høj og klar stemme at sige "I denne tale følte jeg livet selv". Der fulgte nu en meget livlig udveksling af spørgsmål og svar, hvor lederen af et hospital for sindslidende udtalte, at disse ting ville han gerne studere nærmere, for i psykologien havde han fundet begreber, der stærkt lignede "jeget" og "skabeevnen". Ved siden af sagde han i øvrigt, at han var i gang med nogle psykologiske afhandlinger, som han efter en sådan demonstration af esperantos praktiske anvendelighed nu ville udgive på dette sprog.

Efter foredraget havde jeg lejlighed til at tale med sinjoro Sakai om hans eventuelle muligheder for at udføre oversættelser fra esperanto til japansk. Det lod imidlertid ikke til at have hans interesse i særlig grad, hvilket var en skam, da han var en virkelig sproglig kapacitet og netop en måned tidligere var blevet pensioneret og derfor havde de bedst tænkelige forhold til sådanne opgaver. Han var oven i købet stærkt åndeligt interesseret, havde i en lang årrække været medlem af Oomoto, samarbejdede endnu med bevægelsen og var i øvrigt meget fordomsfri og idealistisk i sine anskuelser. For mig er det en selvfølge, at disse arbejder ikke skal udføres af mennesker, som skal overtales, men derimod af mennesker, som selv kan føle den nødvendige inspiration til det, så jeg forlod hurtigt dette emne.

Hermed troede jeg, mulighederne for oversættelsesarbejde var udtømt, idet jeg naturligvis havde talt meget indgående med tolkene om dette problem og i øvrigt ventileret det for enhver, der kunne tænkes at indebære en mulighed. Begge tolkene var i og for sig meget interesserede, men Huĝimoto mente ikke, han beherskede sig eget sprog tilstrækkeligt til det, og Umeda kunne ikke se nogen udvej for at få tid til det, men ville dog gerne påtage sig at udarbejde en terminologi.

Nogle dage før min afrejse var jeg igen sammen med Umeda, som da beredte mig en meget stor og glædelig overraskelse. Han havde i mellemtiden undfanget en plan om et års rejse til Europa, hvor han dels ville repræsentere Oomoto ved esperantokongressen i Budapest i august 1966, dels arbejde nogle måneder i verdensesperantoforeningens center i Rotterdam for der at få baggrund for et senere mere effektivt esperantoarbejde i Japan, og hvad der har særlig interesse i denne forbindelse er, at han så ville opholde sig her ved instituttet i første halvdel af det nye år. Han ville som heldagsarbejde påtage sig en række oversættelsesarbejder og yderligere benytte lejligheden til at studere Martinus' analyser. Det er klart, der skal en meget høj grad af forståelse og interesse til for at komme helt her over for at gå i gang med et halvt års intenst oversættelsesarbejde, og man kan få en fornemmelse af, hvad det indebærer, når man ser billedet af hans søde unge kone med den lille rundhovede dejlige japanerdreng på armen, og når man yderligere får at vide, at han også har to små søde piger.

Det er en selvfølge, at Instituttets bestyrelse meget gerne ser en sådan plan gennemført, hvilket formentlig medfører betaling af hans hjemrejse med tog og betaling af alle udgifter i forbindelse med hans ophold her. Vi håber meget, det må være muligt at finde et virkeligt bekvemt opholdssted for ham, så han kan have ideelle arbejdsforhold, og måske kan en af læserne i påkommende tilfælde hjælpe os med at løse dette problem.

For kort tid siden har jeg skrevet til Oomotos bestyrelse for at bede dem om at overveje muligheden for at medvirke til denne plans gennemførelse. Endnu har vi ikke fået svar herpå, men én ting er jeg sikker på, og det er, at man gerne vil hjælpe og støtte os, hvis man anser det for muligt. De hidtidige erfaringer viser nemlig, at det er et særkende for Oomoto at vise forståelse og tolerance i alle forhold, og at det er et særkende at vise initiativ og foretagsomhed, når det drejer sig om åndelig oplysning og om udvikling af humanisme.