Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Før vi nu gaar over til at afslutte Artiklen "Bisættelse", gennem hvilken vi i Realiteten, ligesom i Artiklen "Den ideelle Føde", har haft Lejlighed til at faa et lille Indblik i visse Sider af et af den ny Verdensimpuls store Punkter "Mikroverdenen", vil vi endnu engang søge at gøre os begribeligt, hvad det egentlig er, der er Kærnen i nærværende Artikel.

Vi er her, ligesom i alt det øvrige af mit Materiale, kommen i Berøring med den Kendsgerning, at Udviklingen gaar i Retning af at stimulere Kærlighedens Vækst. Vi har ogsaa her lært at forstaa, at det gennem den højeste Visdom, gennem Verdensgenløsere eller Menneskehedens ypperste Repræsentanter er blevet demonstreret eller udtrykt, at denne Kærlighed ikke er en blot og bar "Familiekærlighed" med dens Afskygninger "Patriotisme", "Nationalisme" e. l., hvilke Former alle er egoistiske eller selviske.

Da Egoisme eller Selviskhed netop sætter Skel, sætter en Mur, sætter et Panser, sætter Pigtraad, Kanoner og Maskingeværer o. s. v. mellem sit Ophav og "Næsten" og har "Ejendomsretten" til højeste Livsværdi for samme Ophav, er den en adskillende Realitet, der deler Individerne i flere Lejre eller Grupper. Den skærer Verdenssamfundet i Stumper og Stykker.

Da den samlede Jordklode er een Enhed, een Organisme, eet Legeme, er dens enkelte Dele bestemt til at skulle samarbejde. Dens samlede Menneskehed er derfor ogsaa en Enhed, allerede fasttømret og uadskillelig ved den allerede stedfundne internationale Udvikling og frembragte Import- og Eksportmulighed i Forbindelse med den moderne Trafikudvikling. At man i de senere Aar har begyndt at rejse en kinesisk Mur mellem Landene i Form af Told- og Valutaforanstaltninger, Indvandringsforbud og Racehad og derved har givet den kollektive Selviskhed eller Egoisme i Form af Nationalisme en Renæssance, har intet med den guddommelige Verdensplans Logik at gøre og maa derfor ende i en Katastrofe. Verdens sande Natur og aandelige Kurs er international Udvikling. Internationalisme er det Baand, hvormed Gud har sammenføjet Verden. Og "Hvad Gud har sammenføjet, kan Menneskene ikke adskille". Alt, hvad der gaar imod denne Udvikling, vil udløse Krig.

Den Kærlighed, der gennem Religionerne og Verdensgenløserne bliver forkyndt og demonstreret som den retmæssige, som Vejen til Livet og Lyset, er ikke Diktatur og Ejendomsret, er ikke Raceforfølgelse og Selvforgudelse, hverken af Stater eller Personer, men udgør alene "Alkærligheden", eller den Kærlighed, der ikke søger sit eget. Denne Kærlighed skaber ikke Ejendomsret, Partiskhed eller Nationalisme. Den omfavner alt og alle med sit guddommelige Favntag. Den er Guds Plan med Verden. Livets Mening er saaledes ikke national, men international, er ikke selvisk, men uselvisk. Menneskehedens sande Styrelse kan ikke være amerikansk, tysk, fransk eller engelsk, kan ikke udtrykkes i nogen som helst Form for Nationalitet, kan kun udtrykkes i det ene, Ord "Alkærlighed". Og da denne Alkærlighed er "Det ene Fornødne" i Verden, kan den ikke skjules eller ignoreres, men er det vordende Facit bag alle Lidelser, i alle fremragende religiøse Læresætninger indenfor alle Samfundslag og Raceforhold. Og det er ud fra samme Alkærlighed, denne Verdensaltets højeste Logik, at vi her har gjort vore Studier angaaende Behandlingen af de afsjælede Legemer.

Vi er saaledes kommen til Erkendelse af, at den "Næste", som vi skal "elske som os selv", ikke er blot og bar en af vor Familie, en af vor særlige Religion, en af vort eventuelle særlige politiske Parti, ja, er ikke blot og bar et Individ indenfor vor egen Væsenstilstand, et andet Menneske, men at vi ogsaa, for at være i Kontakt med Fremtidskulturen, maa lære at erkende, at vor "Næste" ligesaa godt er et Dyr, en Plante, et Mikrob. Alt Levende er vor "Næste". Dette vil altsaa igen sige, at alt Levende skal vi elske, som vi elsker os selv.

At dette falder mange svært at fatte i et Samfund, hvis største Festmaaltider er rene Orgier i Nydelsen af Kød, Blod og Fedt fra andre levende Væsener af den Art, de endnu ikke engang selv er færdig med at tilhøre, og over hvilke de i Virkeligheden kun staar hævet nogle faa Grader i Udvikling, men ikke i Art. Man maa erindre, at det jordiske Menneske endnu i stor Stil er et "Pattedyr" og kan absolut ikke frigøre sig fra denne sin Identitet og Herkomst.

Den store Kærlighed er saaledes ikke saa ligetil. Og kun den gængse Udvikling vil efterhaanden gøre den Forvandling af det jordiske Menneske mulig, som skal give det den virkelige fuldkomne Evne til at opfylde den sande Kærlighed, der igen er Vejen til den store Fødsel eller fundamentale Overskygning af den hellige Aand. Vi har derfor maattet gøre dette vort Studium af en saa tilsyneladende ringe Ting som en Bisættelse til en meget omfattende Analysering, idet det her jo ikke drejer sig om de vante Felter eller Zoner for Princippet at "elske sin Næste".

I Aartusinder har dette Princip jo været forkyndt, og i ligesaa langt et Tidsrum har denne "Næste" kun været opfattet som et Medmenneske. At alt andet Levende ogsaa hører ind under det samme Begreb er en ny Tone fra Himlen. Det er den begyndende Virkning af "Den ny kosmiske Verdensimpuls" eller det tyvende Aarhundredes Verdensgenløsning.

Vi er saaledes her gennem Artiklen "Bisættelse" marcheret lige ind midt i en ny Verdenskultur. Den "ny Himmel" og "ny Jord" har allerede begyndt at overskygge Læserne. De kan i Dag begynde at varme sig i en ny og højere Verdens Atmosfære og Solskin. Dette Solskin er Aabenbaringen af vort Samarbejde med Mikrokosmos og Makrokosmos. Det er Erkendelsen af, at Livet ogsaa udstrækker sig til disse Zoner, og at Individprincippet er ligesaa detailleret og fuldkomment i det "Smaa" som i det "Store". I intet som helst andet skriftligt Materiale i Verden er der aabnet en saadan Adgang til Studiet af "Mikroindividerne" som netop i Artiklerne "Den ideelle Føde" og "Bisættelse" her i "Kosmos". I ingen som helst anden Lære, Oplysning eller Videnskab er "Mikroindividernes" Rolle som Fundament for vor egen Skabeevne, Sundhed og Livsglæde blevet saa indgaaende paatalt og begrundet. Ingen som helst anden Forkyndelse er disse smaa Væseners Liv og Færden traadt saa aabenlyst frem for os og vist sig saa analogt med vort eget Væsen, med vor egen Tilværelse, vist at de ligesom os er "skabt i Guds Billede efter hans Lignelse".

Intet Under, at en saadan ny Aabenbaring, en saadan ny Videnskab kan virke fantastisk og mærkelig paa en Mentalitet, der er vant til i Stoffet kun at se "dødt" Materie, er ukendt med Vegetationens Følelsesstruktur, er vant til i Dyrene kun at se Næring for sin Kød- og Blodhunger. Det er naturligt, at en saadan Mentalitet, der gennem Aartusinder har været vant til kun at betragte dette at erkende sin "Næste" - ikke i alt Levende, - men blot i "Medmennesker", som eneste Basis for Kærlighedslovens Overholdelse, maa reagere, maa være uforstaaende overfor dette sit eget Hedenskab.

At denne Basis, at dette, kun at elske Medmenneskene som sig selv, ikke udgør nogen tilstrækkelig Opfyldelse eller Overholdelse af det store Kærlighedsbud, der er "al Lovens Fylde", viser med tilstrækkelig Tydelighed de overfyldte Hospitaler, med deres kroniske Syge, Defekte og Lidende. Og navnlig, idet der blandt disse Lidende ikke mangler Mennesker, der efter almindelige gængse Begreber er "Frelste", er Opfyldere af det store Bud, er kærlige og gode mod "Medmenneskene". Ikke desto mindre martres disse Mennesker ogsaa af Lidelsens Svøbe, trods dette at disse jo netop maatte være at betragte som hævet over al Lidelse. Men Kendsgerningen viser, at de ikke befinder sig i en saadan Ophøjethed trods deres "Menneskekærlighed".

Kærlighed til Mennesker gør det altsaa ikke alene. Det er ikke nok, at man er god og kærlig mod vor egen Væsens art, mod Mennesker, naar vi samtidig jager og dræber andre Former for levende Væsener, sønderlemmer og æder deres Kød, skaber Lemlæstelse, Lidelse og Helvede baade for Dyr, Planter og Mikrober. Intet som helst Individ kan opfylde Kærlighedsloven komplet uden ved ogsaa at erkende disse Væsensarter som sin "Næste" og saa elske denne "Næste" som sig selv. Enhver Afvigelse herfra er en Mangel i Individets Kærlighedsevne, er en Brist i Verdensplanens Opfyldelse.

Da Verdensplanens Opfyldelse er en Betingelse for den fuldkomne Oplevelse af Livet, den fuldkomne og sande Lykke, vil en saadan Brist jo være en tilsvarende Hindring for den fuldkomne Oplevelse. Men en Hindring for den fuldkomne Oplevelse er jo en Disharmoni i Individets Fornemmelse af Tilværelsen. Denne Disharmoni kan igen kun eksistere som identisk med Lidelse. Al Lidelse stammer saaledes fra mangelfuld Overholdelse af det store Bud "Elsker hverandre".

Da den jordiske Menneskehed lever i en Zone, hvor det dræbende Princip endnu udgør ca. tredive Procents Livsbetingelse, vil det jo være umuligt at opfylde Kærlighedsloven med mere end de halvfjerds Procent, der ikke kolliderer med Livsbetingelsen. Men naar der her paa Jorden i Dag findes Betingelser for at kunne opfylde Kærlighedsloven med ca. halvfjerds Procent, er det unaturligt, at den f. Eks. kun bliver opfyldt med femten, tyve eller femogtyve Procent. Og det er altsaa de, her i dette Tilfælde henholdsvis resterende femoghalvtreds, halvtreds og femogfyrre Procent i Overholdelsen, der maa tilegnes. De ca. tredive Procents Overtrædelse af Kærlighedsloven, der i Dag er en Livsbetingelse, fordres ikke bekæmpet før efterhaanden, som de paa Grund af Udviklingen ophører med at være Livsbetingelse. Desuden er det heller ikke Virkningerne af denne Del af Overtrædelsen, der er Hovedfaktoren i Menneskehedens nuværende Lidelsestilstand, selvom den naturligvis ikke kan frakendes at være medvirkende. Det Væsentlige for det jordiske Menneske, der selv begynder at tage Del i sin egen Udvikling, er ikke at koncentrere eller hæfte sig saa meget ved de Felter, hvor Overtrædelsen endnu er en Livsbetingelse, men er derimod dette af al Kraft at koncentrere sig paa de Felter, hvor det overtræder Loven, uden at denne Overtrædelse er en Livsbetingelse. Og det er netop derfor jeg i særlig Grad har koncentreret mit Arbejde paa at oplyse i disse sidstnævnte Felter. Det er derfor, at jeg paaviser dette, at gaa paa Jagt, at slagte, fiske, at føre Krig, at iværksætte Lemlæstelse o. s. v. ikke mere hører til de Felter for Overtrædelse af Kærlighedsloven, der er en Livsbetingelse. Derimod kan det jordiske Menneske endnu ikke leve af Frugter alene og maa derfor endnu nyde Blade, Stilke og Rødder af Planter for at eksistere og er saaledes her nødsaget til at overtræde det femte Bud, fordi det er en Livsbetingelse. Det vilde dræbe sig selv, hvis det ikke netop dræbte Planterne og anvendte dem til Ernæring eller Føde. Men at bevirke sin egen Død er jo ogsaa en Overtrædelse af det femte Bud. Vi ser saaledes her, at indenfor de Felter, hvor Overtrædelsen af Kærlighedsloven endnu er en Livsbetingelse vil selve Overholdelsen være en Befordring af det dræbende Princip. Saa hvis man overholder Kærlighedsloven i de nævnte Felter, er det et "Onde", ligesom det paa en Maade ogsaa er et "Onde", hvis man ikke overholder den. Men af to uundgaaelige "Onder" maa man vælge det mindste. At Individets Oplevelse af Livet betinges af det ene eller andet uundgaaelige "Onde" er netop den Omstændighed, der adskiller den primitive Zone fra den fuldkomne. I den højeste Tilværelsesform eksisterer ingen Hindringer for Overholdelsen af Kærlighedens store Bud. Her har alle overvundet de dyriske Traditioner. Her har alle Væsener en Organisme, der absolut kun kan bruges som Redskab i Kærlighedens Tjeneste. Alle medfødte naturlige Anlæg er her ene og alene Kærlighed, Visdom og Salighed. Men hertil er det jordiske Menneske endnu ikke naaet. Der er endnu i dets Eksistens en ikke ringe Del af det dræbende Princip, der eksisterer som Livsbetingelse. Her maa det altsaa vælge det mindste "Onde".

Men dette "Onde" bliver alligevel en Velsignelse, idet det afføder ubehagelige Erfaringer, der igen tilsidst resulterer i Intelligens- og Følelsesudvikling. Denne Udvikling giver igen Individet en forfinet Aand og Bevidsthed. En forfinet Aand og Bevidsthed afføder igen et tilsvarende forfinet fysisk Legeme, som i mindre Grad end det forudgaaende kræver det dræbende Princip til Livsbetingelse og saaledes fremdeles, indtil Individets naturlige Anlæg er blevet en Hundrede Procents Opfyldelse af al Kærlighed og Visdom. Men da er Mennesket ikke mere et fysisk Væsen. Det er et overjordisk Væsen. Det lever i overjordiske Tilværelsesformer, fremtræder paa Kontinenter af andre Dimensioner. De lever i "himmelske" Verdener. Disse Væsener kan det jordiske Menneske derfor ikke helt tage til Forbillede. Det maa foreløbig lære at tilegne sig den Halvfjerdsprocentsevne til at opfylde Kærlighedsloven, der kan praktiseres paa Jorden, før det tænker paa at kunne lære at opfylde den totalt eller med Hundrede Procent.

Det jordiske Menneske er altsaa ved sin Afhængighed af det dræbende Princip bundet til Dyreriget. Men denne Afhængighed bliver med Udviklingen mindre og mindre. Dette vil igen sige, at Evnen til at overvinde Afhængigheden af det dræbende Princip bliver større. Den er saaledes meget større hos Menneskene end hos Rovdyrene. Førstnævnte Væsener behøver ikke at leve af animalsk Føde, hvilket derimod er fuldt ud nødvendigt for de sidstnævnte. Naar Menneskene ikke desto mindre nyder animalske Ernæringsprodukter: Kød, Blod og Fedt er det absolut ikke baseret paa Livsbetingelse, men derimod paa en fra Fortiden nedarvet - Vane, - som de i Kraft af deres, i Forhold hertil altfor højt udviklede Tilstand, kun kan have den allerstørste Fordel af at vænne sig af med. Det maa saaledes dygtiggøre sig i den vegetariske Ernæring. Men her findes indenfor denne ogsaa Felter, hvor man endnu som før nævnt med Hensyn til Blade, Stilke og Rødder er afhængig af det dræbende Princip. (Nærmere defineret i Artiklen "Den ideelle Føde" i tidligere udkomne Numre af "Kosmos".)

Men ligesom det jordiske Menneske har nedarvet Vanen til den nævnte primitive eller animalske Føde, saaledes har det ogsaa nedarvet en Masse andre Traditioner og Forestillinger fra sin primitive og længst forsvundne Fortid, f. Eks. Hidsighed, Skinsyge, Misundelse, Had og Hævntørst o. s. v., som i Dag heller ikke er en Livsbetingelse, men ligeledes kun er en Vane.

Men naar en primitiv Vane ikke mere er en Livsbetingelse, er den unaturlig og maa bekæmpes. Det jordiske Menneske befinder sig saaledes i en ret stor Udstrækning af Traditioner og Foreteelser, som endnu gør sig gældende i dets Sind og Manifestation under den fejlagtige Opfattelse, at disse er en Livsbetingelse. Det er denne fejlagtige Opfattelse, der i Virkeligheden kun er Overtro eller Indbildning, der maa afsløres. Og det er netop denne Afsløring, der praktiseres gennem Aandsvidenskaben eller den hellige Aand.

Alle Mennesker er ikke i lige høj Grad bundet af ovennævnte Overtro, bundet af gamle Traditioner og Forestillinger. Nogle befinder sig i en Levevis eller Livsførelse, der stærkt nærmer sig den tidligere nævnte halvfjerds Procents Overholdelse af Kærlighedsloven eller Toppunktet af det, der kan opfyldes af denne her paa det nuværende jordiske Plan. Andre befinder sig i en Tilstand, hvor de kun opfylder femten, tyve eller femogtyve Procent af Altets Grundlov. Og det er klart, at disse mindre kærlighedsbegavede Mennesker meget vanskeligt forstaar de Livsførelser, der repræsenterer større Overholdelse af Loven end deres egen, og derfor ikke ret gerne gaar med til at indrømme denne deres egen Underlegenhed. De faar derved let Tendens til, som et Forsvar for deres egen mangelfulde Væremaade, at kritisere den højereliggende Væremaade som abnorm, fantastisk og unaturlig. Men for det højereliggende og mere vidende Væsen, der forstaar en saadan Kritik, betyder denne naturligvis intet som helst.

Man har gjort Indvendinger imod mine Artikler og ytret, at man, hvis det forholdt sig saaledes, som jeg har skrevet, ikke engang kunde koge en Kedel Vand, kunde ikke slaa sin Græsplæne, kunde ikke sprøjte sine Frugttræer o. s. v., idet man jo her befordrede det dræbende Princip i stor Stil. Og man har i Henhold hertil forespurgt, om moderne Kultur eller Civilisation var Illusion. Lad mig endnu engang gentage, skønt jeg allerede før i nærværende Artikelserie har berørt dette Spørgsmaal i sit Princip, at Livet eksisterer i Udviklingstrin, og at de levende Væsener befinder sig paa disse Trin. Nogle Trin ligger højere, andre lavere. De repræsenterer en stigende Skala af forskellige Livsførelser, der bliver skønnere, renere og ædlere, jo mere vi kommer op ad denne Stige. Hvert Trin har naturligvis sine særlige Kendemærker, ytret gennem den for samme Trin naturlige Levevis. Der er saaledes nogle Trin, hvor man endnu absolut tror ikke at kunne undvære Kød eller animalske Produkter som Næringsmiddel. Dette at dræbe, slagte, fiske og gaa paa Jagt bliver derfor naturligt for dettes Trins Væsener.

For et andet Trins Væsener er det ganske naturligt at beskæftige sig med Planter, udføre deres Pasning og Forædling uden at have den mindste Konflikt med sin Samvittighed ved at skulle beskære disse, ved at skulle tilintetgøre "Ukrudt".

Et tredie Trin er befolket med Væsener, hvis Samvittighed slet ikke mere kan være i Kontakt med disse Livsførelser, men har valgt helt andre Opgaver i Tilværelsen, hvor de i mindre Grad kolliderer med Overholdelsen af det femte Bud.

Hvert Trin for sig er naturligt nok. Og der kan ikke bebrejdes de paagældende Væsener noget som helst. Enhver maa jo være paa det Trin, hvor de hører hjemme. Tigeren maa være paa sit og Lammet paa sit. Kun Virkningerne af de forskellige Trins Livsførelser eller Tilværelsesformer kan forandre Individerne, flytte dem fra det ene Trin til det andet. Et Trin, hvor Livsførelsesformerne er meget dræbende, skaber Virkninger med stor Lidelse. Stor Lidelse skaber Følsomhed eller Kærlighedsudvikling. Stor Kærlighedsudvikling gør Individet uegnet til en Livsførelse af dræbende Natur. Men et Individ, der er uegnet til den dræbende Livsform, hører jo ikke mere hjemme i denne Livsforms Zone eller Trin og er saaledes allerede hjemmehørende paa Trin med mere humane Livsformer.

Da Menneskene saaledes befinder sig paa forskellige Trin, kan de jo umuligt opvise de samme Lyster og Tendenser, den samme Opfattelse af Tilværelsen. Hver især vil jo forfægte sin særlige Livsform som den naturlige og rigtige og navnlig som den "højeste", idet næsten ingen holder af at vedkende sig at staa paa et lavere Trin end andre.

Og Sandhedens Aabenbaring er derfor ikke, hvad Individerne siger, men hvad Livet selv siger og den herpaa baserede upartiske Viden, Aandsvidenskab eller den i Biblen udtrykte "hellige Aand".

At der er Mennesker i Dag, der finder det fuldt moralsk at være Skarpretter, at være Slagter, Jæger eller Fisker, at der er Mennesker, der i Dag finder det fuldt forsvarligt at anvende Pryglestraffe, Spanskrør, Brutalitet eller legemlig Lemlæstelse som Opdragelsesmiddel, at der er Mennesker, der i Dag finder det rigtigt at sprøjte Frugttræer, dræbe Ukrudt og plukke Blomster, ligesom der er Mennesker, der i Dag tror, at et "Lig" er en død Ting, man ganske roligt kan brænde eller paa anden unaturlig Maade tilintetgøre, er ikke blot en Selvfølge, men er ogsaa en ligefrem naturlig Nødvendighed. I modsat Fald vilde de paagældende Trin, som de nævnte Manifestationsformer er Udtryk for, jo ganske mangle. Og der vilde saaledes i den gradvis stigende Trinrække i den samlede Udviklingsstige være store Huller, der vilde gøre den ganske ubestigelig paa samme Maade, som en almindelig Stige vilde være ubrugelig, hvis der i denne manglede altfor mange af dens Trin.

Livet, Verden eller Tilværelsen er saaledes i ethvert givent Øjeblik og paa ethvert Trin for sig absolut fuldkommen. Og den "hellige Aand", den virkelige Aandsvidenskab kan derfor ikke være en Kritik af Individers Livsførelse eller Manifestation, kan overhovedet ikke være Kritik i Retning af Bebrejdelse mod Nogen eller for Noget, men er en absolut upartisk eller neutral Belæring af Kræfternes Natur, en Analysering af Aarsag og Virkning.

Da ethvert Individ befinder sig midt i denne Aarsag og Virkning, kan det ikke tænke en Tanke, kan det ikke røre et Lem uden derved at skabe Virkninger i sin egen Oplevelse af Livet. At faa disse Virkninger til at blive af en for alle behagelig og smertefri Natur er Udviklingens store Maal her paa det jordiske Tilværelsesplan. Men Opnaaelse af dette Maal er jo umuligt uden Kendskab til Virkningernes Aarsag. At give Individerne Kendskab til Virkningernes Aarsag er at give dem Magt til selv at bestemme deres Skæbne, er at give dem Evne til ikke at handle i Blinde, er at give dem Evne til ikke at udløse Aarsager, hvis Virkninger de ikke kender. Det er at hæve dem ud af den Lidelsesskæbne. som nu er ligesaa almindelig, som den er uforstaaelig for det store Flertal af de jordiske Mennesker. Det er den sande Verdensgenløsning.

Det store Spørgsmaal i nærværende Sag bliver derfor ikke, om det er rigtigt eller forkert, hvad Naboen gør, hvad ens "Næste" gør, det kan kun blive til Lykke eller Ulykke for ham, men derimod hvilken kommende Skæbne man selv ønsker at opleve. Er man misfornøjet med sin nuværende Skæbne, kan det jo kun have sin store Betydning, ja er ligefrem paakrævet, at man kan faa Klarhed over de Problemer, der er skæbnedannende, kan faa Vejledning i Foretagelsen af de Modtræk, der udløser Frigørelsen fra den ikke ønskede Skæbne og derved er banebrydende for Opnaaelsen af den ønskede Tilværelsesform. Og det er i fuld Kontakt hermed, at alt mit Arbejde bliver manifesteret. At jeg gennem dette netop har valgt at vise Aarsager, hvis Virkninger er en højere, men ikke uopnaaelig, Verdenskultur, en mere dybtgaaende Kærlighedsmoral end den nu gældende, er jo kun ganske logisk og nødvendig.

Mit Arbejde viser Analyserne af Aarsag og Virkning. Menneskene kan derved selv bestemme sit Forhold til Kræfterne. Gennem nævnte Analyser har de saaledes paa Forhaand faaet et Overblik over, hvilke fremtidige Virkninger deres nuværende Handlemaade bliver Aarsag til. De har faaet i Hænde det Kort, hvorefter de kan styre deres rette aandelige Kurs. Hvilken anden Kurs de eventuelt ønsker at gaa, har jeg absolut intet med at kritisere. Deres Valg er frit. Kun Væsenerne selv kommer til at opleve det Lys eller det Mørke, som den Kurs fører igennem, de vælger. Jeg ønsker kun at være den upartiske Vejviser.

Det er altsaa ikke min Opgave at bebrejde Menneskene deres nuværende Leveformer, men derimod er det, som før berørt, min Hundrede Procents Opgave at vise en højere Form for Verdenskultur og Kærlighedsmoral end den Menneskene er vante til, vise de Leveregler eller den Livsform, paa hvilken et højere Tilværelsesplan er baseret.

Har man Længsel imod et saadant Tilværelsesplan, ja, da maa man allerede her opøve sig i samme Tilværelsesplans Love og Principper, dets særlige Manifestationsformer og Livsbetingelser samtidig med, at man naturligvis maa vænne sig ad med de mørkebefordrende Tilbøjeligheder og Vaner, der uden at være en Livsbetingelse alligevel praktiseres af Menneskene her paa Jorden, og ved hvilke man holdes bundne til Sorgens og Lidelsens Plan.

Men er man tilfreds med sin nuværende jordiske Tilværelsesform, er man lykkelig ved at slagte, dræbe, jage og forfølge, er man lykkelig ved at erobre og undertrykke, ved Militarisme eller krigerske Foreteelser, er man lykkelig ved at være Skarpretter eller Bøddel, er man lykkelig ved Tanken om Ligbrænding o. s. v., ja, da kan man rolig fortsætte. Da er man de fødte Redskaber til Udløsning af disse Processer, der er ligesaa uundværlige i den samlede guddommelige Verdensplan som de højere Verdeners Manifestationsformer. Desuden vil den Lykkefølelse, som de nævnte jordiske Processer afføder, kun være Udtryk for, at den, i hvem den fødes eller eksisterer, endnu kun kan føres til Faderen, til Visdommen og Kærligheden, gennem de Virkninger, som de nævnte primitive Processer afføder. Den heraf affødte kommende robuste Skæbne er da for disse Væsener den eneste eksisterende virkningsfulde guddommelige Tale. Den højeste Visdom, Aandsvidenskaben eller "den hellige Aand" kommer her ganske til kort, kan af samtlige Væsener endnu kun opfattes som Fantasi eller Uvirkelighed.

Den hellige Aand kan først rigtig begynde at accepteres, forstaas eller fornemmes af dem, der begynder at faa disse primitive Livsformers ulykkelige Eftervirkninger bag sig. Først her begynder Modtageligheden for en højere guddommelig Instruktion og Visdom at gøre sig gældende i Individets Sind. Og her har nærværende Artikel som Mission at være det hjælpende Materiale til at vise, at Kærlighedens Rige ikke blot og bar kun er omfattende Mennesker, men ogsaa udstrækker sit guddommelige Favntag til - alt Levende.

Et hvilken som helst Individ eller Væsen, uafhængigt af hvilken Art eller Race, vegetabilsk eller animalsk, det saa end maatte tilhøre, er saaledes en Borger med Indfødsret i dette lyse Rige, i dette vidunderlige Favntag.

Kærnen i nærværende Artikelserie har altsaa ligesom i Artikelserien "Den ideelle Føde" i særlig Grad været at vise Mikroindividernes Ret til Livet og denne Rets Respekteren som den uundgaaelige Basis for Opnaaelsen af den virkelige Oplevelse af "Frelse", af Verdensgenløsning, af Frigørelse fra Usundhed, Mørke og Lidelse. Thi først her begynder det virkelige Syn af Gud. Og først her bliver alle "Eet med Faderen".

Da Fremtidens Mennesker jo vil have en langt højere udviklet Følelse og Intelligens end Nutidens Mennesker, har de ogsaa en langt dyberegaaende Forstaaelse eller Virkelighedsfornemmelse af Mikroindividerne. Man vil derfor her anderledes lægge Vægt paa et Ligs naturlige Behandling end i vore Dage. Der vil i "Planetarriget" (se "Livets Bog"s fjerde Kapitel) naturligvis slet ikke være nogen som helst lovmæssig Hjemmel for Ligbrænding. Ja, ikke engang Balsamering vil være tilladt. Man vil med det nøje Kendskab, man da har til Mikroindividerne i Liget, sørge for, at de faar al den naturlige Hjælp og Støtte, der kan gives dem her fra det materielle Plan, samtidigt med at man ogsaa vil vide at være i Stand til at beskytte alt det Levende udenfor Liget for Forraadnelsesprocessens Paavirkning.

Man vil igennem hermetisk tillukkede Kister fuldstændig isolere Ligene fra al ydre Omgivelse. Og ligesom man nu har Urnehaller, saaledes vil man i Verdensriget paa særlige dertil egnede bestemte Pladser have mægtige Kistehaller eller "Fællesmausoleer", hvor Kisterne, forsynede med Navn og Data, føres hen, indsættes og opbevares til behageligt Skue for de Efterlevende, Paarørende og Besøgende.

Dette kan maaske lyde ganske fantastisk og usandsynligt for Mennesker af i Dag, men vi maa huske paa, at alle nulevende Slægter vil overfor Verdensrigets Indbyggere kun være primitive "Fortidsmennesker", der endnu ikke havde opdaget "Udødeligheden", endnu ikke kendte Mikroverdenens, Materiens, Stoffets eller Energiens sande Identitet med Livet, endnu jagende, dræbende, myrdende andre levende Væsener, sønderlemmende deres Kød og Indvolde, ædende deres Lig eller Ligrester som "Festmaaltider", serveret paa Borde, "udsmykkede" med amputerede, lemlæstede og døende Plantelemmer, suppleret med "Skaaltaler" holdt til Nydelsen af giftige og underminerende alkoholindholdige Vædsker samtidigt med Ophold i Lokaler, der er inficerede og stinkende af uigennemsigtige Taageskyer. Dunster eller Røg fra giftige Planters sammenrullede tørrede Blade, der i Form af Cigarer og Cigaretter er blevet den selvfølgelige permanente eller uundværlige Lækkerbidsken i enhver Forsamling, i enhver Situation.

Det er klart, at man i et Samfund, hvor man i en saadan Grad endnu lever ganske udenfor Fornuftens Love, hvor den samlede Verdensøkonomi er ganske uden Administration, hvor enkelte Væsener "tjener" Millioner, gaar til Grunde i Fraadseri, Dovenskab og Udsvævelser, andre kan ikke faa Adgang til at tjene til Livets nødtørftigste Ophold, gaar til Grunde i Fattigdom, Sult og Nedværdigelse samtidigt med, at der mellem disse to Kontraster skabes en blodfyldt, pulserende Næring, Stimulans og Basis for en Samfundets Underverden, en Forbrydelsernes Hjemstavnszone, der gør Helvedes Nærhed til en Kendsgerning og Livet til en Parodi paa alt, hvad der er ædelt, skønt og fuldkomment, det er klart, at man i en saadan Sfære, hvor man i den Grad endnu mangler Respekt for alt Levende, selvfølgeligt ikke kan forstaa en saa simpel Ting som Verdensstatens. Fremtidsmenneskehedens naturlige Behandling af dens Lig, dens naturlige Hensyntagen til dens "Døde", dens kyndige og skærmende Haand over Mikrokosmos saavel som over Mellemkosmos, og dens Harmoni og Kontaktskab med Makrokosmos, dens værende Eet med selve Livet, Naturen og Guddommen.

I vort "moderne" Samfund, hvor enhver Stat endnu har andre Stater at konkurrere med, hvor enhver Stat endnu er indspundet i Pengenes Edderkoppespind, og hvor Produktionen derfor ikke saa meget reguleres efter Forbruget som efter Profiten, og hvor denne Profit, som i sin virkelige kosmiske Analyse er ganske uden Værdi, er en Illusion, sættes i Stedet for den eneste eksisterende absolute Værdi i Tilværelsen, nemlig Arbejdsevnen, vil alt selvfølgeligt komme til at dreje sig om et Spørgsmaal om Penge, om hvad, der kan "betale sig". Og mange vil saaledes ved Læsningen af foranstaaende Linier angaaende Verdensstatens Bisættelse af dens Lig i hermetisk tillukkede Kister og Fællesmausoleer, indvende, at dette vil være altfor kostbart og uoverkommeligt. Men har Verden ikke Sand, Sten og Cement nok til disse Haller? - Har den ikke Materiale nok til disse Kister? - Har den ikke ogsaa ensomme Pladser, Ødemarker eller Terræner, der slet ikke egner sig til noget andet Brug? - Hvorfor ikke udnytte disse Omraader? Hvorfor ikke indvi deres store Fred og Ensomhed til noget smukt og højtideligt i Menneskehedens Tjeneste, til en stille Hvileplads for Menneskehedens udslidte og jordiske Rester? Hvorfor ikke give disse Rester af Menneskenes kostbareste Redskaber, bygget op af laant Materiale, tilbage til Naturen paa en værdig Maade? Hvorfor netop ikke give dem tilbage helt og naturligt? Hvorfor ikke være paa Højde med sin guddommelige Identitet og Herkomst og give Mikroindividerne tilbage uskadte, beskyttet og frelst til den Verden og de Forhold, der, for dem er Vejen til Livet og Lyset? Hvorfor holde paa primitive Traditioner, saare og opbrænde og dermed skabe Helvede og Lidelse for de Milliarder af levende Mikroindivider, der i vore Legemer har faaet anvist Univers eller "Bolig i Faderens Hus", der i os skal leve, røres og være, blot fordi det er "moderne" at lade sit Lig brænde? Hvorfor ikke netop være med til at gaa de rigtige Veje og repræsentere den guddommelige Lignelse, repræsentere dette at være skabt i "Guds Billede"? Og i Særdeleshed, da dette er det eneste, der er i Kontakt med Verdenslogiken, det eneste, der virkeligt er "hygiejnisk" og dermed det eneste, der er sundt, det eneste, der tilsidst skaber et urokkeligt Lys, en absolut lykkelig Skæbne, en absolut ufejlbarlig Vej til Omgivelsernes Kærlighed.

Ja! Det er alle disse Spørgsmaal, der for det udviklede Nutidsmenneske maa gøre sig gældende i Henhold til de endnu latente og primitive Samfundsforhold. Men i det kommende Verdensrige, hvor alle Nationer er een Stat, een Administration, een Regering, hvis Medlemmer alle er fra en Zone i den højeste videnskabelige Eksamenskreds, en Regering bestaaende af Verdens bedste Specialister paa absolut alle Felter, faaet Flertal ved Afstemning af Alverdens Mennesker, vil man netop gaa den Vej, som de her nævnte Spørgsmaal antyder.

Naar alle Nationer er Provinser i een Stat, er der i Virkeligheden kun eet Folk i Verden. Men naar der kun er eet Folk i Verden, er der ingen at føre Krig imod, ingen at sætte Toldgrænser for, ingen at købe af, ingen at sælge til. Et Folk er i Princip at ligne ved et Individ. Et Individ kan ikke "handle" med sig selv. Penge mister deres Basis for Eksistens, bliver ganske overflødige. Den højt videnskabelige Administration, der vil komme til at regere Verden, kan ikke opretholde eller tillade den naive og ganske ulogiske Tradition, vi kender under Begrebet "Forretning", som i Virkeligheden kun er maskeret Røveri, er et Middel ved hvilket kunstige eller maskerede Næringsveje kan opretholdes. Kunstige Næringsveje vil igen sige Metoder, hvor Individet kan tilegne sig Værdier uden at yde Arbejde. F. Eks. en Mand køber et Hus og giver en bestemt Sum Penge for dette Hus. Umiddelbart efter sælger han det igen og faar den dobbelte Sum for Huset uden at have gjort noget som helst Arbejde for det fremkomne Overskud. Den Spekulation eller Overtalelseskunst, han maaske har maattet lægge for Dagen for at opnaa det nævnte Resultat, har intet som helst at gøre med, hvad Fremtidsstatens Mennesker vil anse for hæderligt Arbejde. Derfor vil i samme Stat ingen som helst af den Slags Transaktioner kunne finde Sted, idet man nemlig forlængst vil have afskaffet alt, hvad der hedder "Penge". Kun "Arbejde" kan eksistere som Betaling. Alle Mennesker ejer Materien, Jorden, Materialerne. Men det koster "Arbejde" at gøre disse Materialer brugbare i Menneskehedens Tjeneste. Det er den eneste naturlige Skranke, der er imellem Individet og Verden. Ved Hjælp af Penge kan Menneskene i vore Dage købe sig fri for at udføre det "Arbejde", det koster at gøre Materialerne brugbare til deres eget Livs Ophold. Resultatet bliver, at de, der ikke har Penge, maa udføre ikke alene Arbejdet for deres egen Eksistens, men ogsaa det Arbejde, de Besiddendes Liv eller Eksistens koster. Dette bevirker igen, at de første bliver udslidte, ukultiverede og forældede længe før Tiden, medens de andre bliver overkultiverede, ugidelige, dovne og hovmodige. Herfra maa der naturligvis fradrages visse Undtagelser, der gør sig gældende. Men i det Store og Hele er Pengenes Resultater netop som her anført. Dette primitive Onde vil ikke tolereres i Verdensstaten. Alt koster "Arbejde", men ikke "Penge". Og Arbejdsevner og Arbejdskraft vil der til enhver Tid være nok af i Verden, og navnlig da man i Fremtidsstaten i en langt større Maalestok, end nu er Tilfældet, vil forstaa at anvende Maskinerne og øvrige tekniske Hjælpemidler, ligesom vi jo ogsaa netop bliver Vidne til, hvilken umaadelig Arbejdskraft, der i vore Dage er i Overskud, gaar til Grunde, skaber Subsistensløshed, Armod og Revolution. Dette syge Lediggængeri, som Millioner af Mennesker i vore Dage er prisgivet, kan umuligt finde Sted i en Verden, hvor der ikke findes "Penge", og hvis eneste Betalingsmiddel er "Arbejde".

Da "Arbejde" saaledes i Virkeligheden er og bliver et overordentligt billigt Betalingsmiddel, idet alle og enhver absolut ikke kan komme uden om at yde sit Arbejdsbidrag til sin egen Eksistens, og der derfor bliver mange til at udføre den nødvendige Produktion plus Maskinernes Hjælp, bliver Fremtidens "Normalarbejdsdag" kun udgørende en ganske ringe Brøkdel af Nutidens "Normalarbejdsdag". Alle faar Raad til et økonomisk fuldkomment Liv. I Verdensstaten er Understøttelser, Fattighjælp og Filantropi ganske overflødige og ukendt i det praktiske Liv. Kun i dens Historiebøger vil man kunne læse om disse Lysets begyndende Straaleglimt ind i det kød- og blodnydende, barbariske Fortidsmenneskes primitive, mørke Verden, der i Dag kendes og lovprises som "moderne Civilisation", "Kultur" og "Moral", og hvis sande Identitet som "Hedenskab" endnu er skjult for Masserne.

I denne førstnævnte lyse og straalende Fremtidsverden, hvorfra man saaledes kan se ned paa vore Dages Primitivitet og Ufuldkommenhed, vil ethvert afsjælet Menneskelegeme blive bisat under en for det virkelige Menneske standsmæssigt, hvilket vil sige i Kontakt med Naturens Love og paa en for Mikroindividerne i Legemet og for det samme Legemes tidligere Jeg eller Aand harmonisk og lykkelig, Maade.

Nævnte Legeme vil komme i sin dertil egnede kunstnerisk og videnskabeligt udførte Sarkofag, blive hensat i Verdensstatens eller Folkenes "Fællesmausoleer". Her vil de henstaa i det Spand af Tid, som det animalske, organiske Liv i Liget endnu har Betingelser for at kunne opretholde sin Tilværelse i dette.

Naar disse Betingelser er ophørte, vil der kun eksistere en Art Mineralliv i Liget. Da denne Arts Livsenheder eller Mikroindivider bevidsthedsmæssigt er uberørte af ydre fysisk Paavirkning, dog ikke af Ild, vil Liget, efterhaanden som det organiske Liv i dette er uddøet, blive rigtigt begravet under særlige hensigtsmæssige Forhold, hvor dets naturlige Opløsning paa human Maade vil blive begunstiget.

Og dette Legeme er saa ikke mere. Et Univers, en Stjernetaage, en Hærskare af Sole med beboede Verdener i Form af Mellem- og Mikrokosmos har fuldendt sit Kredsløb, er gaaet over i en højere Verdens straalende Atmosfære, hjulpet og bivaanet af sit eget Makroindivid.

Men over de mørke Ødemarker lyser og funkler Fællesmausoleernes hvide Taarne og Kupler mod Himlen som et Monument for Kærligheden. Fredens Engel er gaaet hen over Verden. Og hvor den har gaaet, er "Døden" ikke mere, "ej heller Skrig eller Pine".