Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I andet bind af Martinus' symbolværk "Det evige Verdensbillede", der for nogle måneder siden udkom på forlaget Kosmos, fortsættes den grundige gennemgang af de mange symboler, der gennem årene er skabt af Martinus og er blevet naturligt støttemateriale for studerende i Martinus kosmologi.
 

Bind 2 indeholder elleve farvetrykte symboler, hvoraf to ikke før har været gengivet på tryk. De elleve symboler er fordelt over ti storafsnit, og det første af disse afsnit er en påvisning af kredsløbsprincippet eller årstidsloven som en livsytringsproces omfattende alt, hvad der kommer ind under begrebet skabelse, og garanterende det levende væsen en stadigt fremadskridende vækst gennem livsoplevelsens fire hovedfaser: midnat, morgen, middag, aften; vinter, forår, sommer, efterår; barndom, ungdom, manddom, alderdom og således videre.

I tilknytning til reinkarnationslæren fremholdes kontrastprincippet lys og mørke, varme og kulde, opbygning og nedbrydning som det levende væsens støttepunkter for erfaringsdannelse, livsoplevelse og bevidsthedsudvidelse.

Dødens brod er intet andet end temporært manglende åndeligt overblik over disse kendsgerninger - en endnu latent kosmisk korrespondanceevne, som imidlertid hos det fremskredne jordmenneske står umiddelbart foran aktivering og animeret vækst.

Gennem den for Martinus karakteristiske intellektuelle analysemetode, der gennemtrænger den traditionelle tænknings hypotetiske spærrebomme, lokaliseres den jordiske menneskeheds evolutionsstade som kulminerende animalisme, ensbetydende med kredsløbets mørke- eller vinterzone. Det jordiske menneske er den animalske oplevelseszones højeste væsner og absolutte triumfatorer, hvad det dræbende princip angår, og om end vi mener at tilhøre fremskredne kultursamfund, ligger vor hellige bestemmelse og livsudfoldelse set fra en kosmisk synsvinkel endnu nedfrosset som sovende livsformer i den kosmiske vinterzones kolde, livløse terræner.

I andet afsnit analyserer Martinus loven for skæbnedannelse, og individet lokaliseres som denne lovs administrator. Da alt er kredsløbsloven underlagt og den lige linje følgeligt en fiktion, må enhver handlingsimpuls uundgåeligt vende tilbage til sit ophav beriget med reaktionens frugter. Det levende væsen vil således i al evighed forblive et centrum, hvis omkreds udgøres af "skæbnebuer", hvortil det selv er ophav, og som udgør dets oplevelsessfære samt bestemmer dets plads i den kosmiske lovordnethed og dermed dets korrespondancekapacitet i forhold til den kosmiske helhed, vi benævner Gud. Det individuelle kompleks af skæbnebuer udgør et univers i universet og garanterer for al evighed dets ophav en hundrede procent oplevelse af den kosmiske lovordnethed, som igen er identisk med Guds vilje.
 

Medens de jordiske samfund i stadig øget omfang indvikles i den traditionelle tænknings og overtros uheldsvangre skæbnespind, og summen af lidelser og ulykkelige skæbner er i stadig tiltagen, vokser også tvivl og vantro. Hvad der ligger ud over det fysiske jordliv udgør et stadigt mere fortættet mørke, og betegnelsen "Gud" og "Guds kærlighed" synes at stå i et mere og mere direkte modsætningsforhold til de hårde ydre vilkår, som i det store og hele er det jordiske menneskes lod.

I tredie afsnit tages netop denne situation op til nærmere analyse. Martinus påviser her, at den kristne lære, således som den alment er formuleret, ikke er beregnet for intellektuel analyse, men baseret på et religiøst instinkt, der imidlertid - i fuld overensstemmelse med loven for kosmisk stofskifte - er under stærk nedbrydning hos det fremskredne jordmenneske. Dette døende instinkt remplaceres af en voksende intelligens eller evne til selvstændig tænkning, hvorfor en fornyelse og fortsættelse af den kristne mission må fremtræde i form af en intellektuel udredning af de kristne livssandheder som udtryk for uomgængelig logik, visdom og kosmisk lovordnethed.

Barrieren, der spærrer for intelligensvæsnets indsigt i det kristne verdensbilledes storhed, er netop mørkets og lidelsens uløste mysterium. Nedbrydningen af denne barriere må således være det tyvendes århundredes genløsningsopgave, og Martinus må siges gennem sin kosmologi og symbologi at have påvist mørkets og lidelsens plads og mission som nødvendig skyggeeffekt i et altomspændende kærlighedsmønster.

Kredsløbets natside eller skyggezoner, hvorunder jordlivet i almindelighed må henregnes, må ses som en absolut nødvendig realitet i den evige kosmiske livsoplevelses- og livsopretholdelsesproces. Uden at have gennemlevet og udlevet denne zones livsformer har individet som skabende enhed intet behersket talent for skabelse, og den individuelle oplevelsessfære såvel i den fysiske som den åndelige verden vil for individet være tilsvarende tåget og farveløs.

Martinus omregistrerer de oppositionelle begreber "det gode" og "det onde" som henholdsvis det behagelige og det ubehagelige gode. Tvivl, vantro, sorg og sygdom påvises at være ydre tegn på indre forceret vækst - en kosmisk indvielsesproces, der strækker sig over flere jordliv, og som har til formål at neutralisere individets såvel som samfundets absolut selvskabte mørke skæbneimpulser og dermed bane vej for overskygning af den hellige ånd, hvilket vil sige etablering af åndelig selvstændighed i harmoni med den universelle grundtone, som er at udtrykke ved alkærlighed.
 

I det påfølgende afsnit følger Martinus dette emne op ved at påvise princippet "syndernes forladelse" eller "nåde" som en kosmisk kemisk effekt af lidelse; idet evnen til at forstå andres lidelser og dermed tendensen til ikke at kunne nænne at belæsse andre med sorgens og smertens byrder, vokser proportionalt med selvoplevelsen. Dermed har lidelsen udfyldt sin mission, og tidligere udsendte mørke skæbneimpulser har ikke mere nogen effekt ved deres tilbagevendende møde med det pågældende væsen.

De to følgende afsnit indeholder en på klar kosmisk indsigt og viden baseret udredning af bønnens princip fra dens instinktbefordrende urform, dyrets angstskrig, til kosmisk bevidsthed, der er gudesønnens konstant bevidste samvær og samråd med Forsynet eller "Faderen".

Det herlige sæt symboler over bønnens struktur og funktionsprincip anskueliggør med overraskende klarhed, hvorfor selv den mest svorne ateist stillet over for en krisesituation fremhvisker en stille henvendelse til det forsyn, hvis eksistens han normalt hårdnakket benægter.

Om end det levende væsen ikke bevidst gør brug deraf, er den kosmisk organiske ledning til "Faderens hus" aldrig afbrudt. Det er via denne "ledning", individet dirigeres gennem evolutionens ubevidste faser, og det er via samme ledning, de guddommelige indgivelser tilflyder martyren, profeten og genløseren.

Det ubegrænsede verdensalt udgør én samorganiseret makroenhed, nemlig Guds legeme. Verdensaltet er med andre ord et levende væsen, i hvem samtlige livsformer fra det mindste til det største udgør mikroenheder. Selve livets oplevelse kan derfor ikke være andet end vekselvirkning mellem enheden og den omgivende helhed. Betegnelsen "Faderen" og "Sønnen" om henholdsvis altet og individet er således i fuld overensstemmelse med kosmiske kendsgerninger. Det samme liv og de samme skabeimpulser strømmer gennem Guddommen og gennem os. "Guds liv er vort liv, og vort liv er Guds liv". "Dersom sønnen har frigjort os", hvilket vil sige, at når vi gennem en naturlig kosmisk modningsproces bliver os dette ubrydelige guddommelige tilhørsforhold bevidst, "skal vi være virkeligt frie", nemlig ikke mere være lænket til den traditionelle materialistiske tankegangs massive klippe, men også opnå fuld bevægelsesfrihed som bevidste livsvæsner i permanent harmonisk vekselvirkning med de kosmiske love.

De to afsnit om bønnen udgør samtidig et overblik over individets forvandling fra sovende åndsvæsen til livsvæsen foran Guds trone. Som eksempel på et sådant livsvæsen fremholdes i det følgende afsnit Jesus Kristus, kærlighedens Mester, hvis naturlige åndsfylde og kosmiske oplevelseshorisont måtte række langt ud over, hvad det var muligt at bringe til manifestation gennem et temporært fysisk legeme.

Målsætningen for det tyvende århundredes verdensgenløsning er en videreførelse af Jesu mission i den forstand, at kristusbevidstheden skal bringes til udfoldelse i den enkelte, og kristi væremåde derigennem komme til at dominere den enkeltes adfærdsmønster. Derved bliver stadigt større områder af samfundslegemet inkorporeret i kristi legeme og bevidsthed. Dette er kristi andet komme og den hellige ånds overskygning af de jordiske kontinenter.

Som illustration til afsnittet om "det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse" er indføjet det skønne og talende symbol, der hidtil har figureret under betegnelsen "lyset". Ikke alene giver dette symbol et indtryk af Martinus' oplevelse af kristi komme til hans eget indre, men det udgør i virkeligheden en strålende og letforståelig anvisning på den absolut eneste farbare vej ud af de mondæne politiske stridigheders og truende udslettelsesskyers skyggeregioner. Alene erkendelsen af den logik og kosmiske lovmæssighed, der er udtrykt gennem dette symbol og dets kontrastsymbol, "mørket", som også er med i dette bind, ville være nok til at løse de akute verdensproblemer af 1965.

Da selve klodevæsnet eller klodebevidstheden er på vej ind i sin kosmiske indvielsesproces, vil også de til samme væsen knyttede mennesker, såvel de for tiden inkarnerede som de for tiden diskarnerede, gennem de nærmeste årtusinder være prædestineret for samme kosmiske indvielse eller "store fødsel".

Imidlertid må det jordiske menneskerige, som det fremtræder i dag, absolut betegnes som ufærdigt. Tyngdeenergien spiller en så dominerende rolle i menneskets tankegang, at samfundslivet hovedsageligt er baseret på dyriske traditioner med junglens motto: "Den stærkeres ret over den svage", som ledemotiv.

Men jordmenneskets endelige bestemmelse er indlemmelse i en samfundsstruktur baseret på de principper, der er fremherskende på livets kosmiske dagside, og disse principper er analoge med den for dogmer lutrede kristne tradition eller lære.

Da kloden som nævnt er på vej ind i en kosmisk zone, hvor intelligens- og følelsesenergi i harmoniseret balance giver helligånden udfoldelsesmuligheder, vil det karmiske tyngdefelt i det globale skæbneelement uvilkårligt komme i brand, idet ingen mørk karma kan føres med gennem den hellige ånds livsriger.

Ikke blot enkeltindividet, men i høj grad også menneskegrupper, nationer, verdensdele og verdenskulturer udløser årsager, der vender tilbage som mørke eller lyse karmiske impulser eller "skæbnebuer". Krigsførelse i enhver forklædning og de heraf følgende massedrab og ødelæggelser af kulturværdier kan naturligvis umuligt ifølge de evige love medføre lyse karmatilstande eller fred i egentlig forstand for de implicerede nationer, ganske uanset hvem der er angriber, og hvem der er forsvarer. Men en meget væsentlig og upåagtet årsag til, at mørke skæbnebuer bogstavelig talt lukker horisonten til alle sider for nutidens samfund, er dog de forfærdelige misbrug af og massedrab på dyr af alle arter, der foregår kloden over.

Størsteparten af de nulevende jordmennesker er endnu sovende, hvad forholdet til deres yngre slægtninge i udviklingskredsløbet angår, og den blotte teoretiske belæring om, at kød ikke er værdig eller passende menneskeføde, er ikke i stand til at vække det sovende ånds- eller kristusvæsen til live i de store masser. De kosmiske love må ske fyldest, og foruden de lokale virkninger af kødspisning, såsom sygdomme, invaliditeter, forgrovelse af såvel legemsstrukturen som bevidsthedslivet, medfører menneskenes forkerte indstilling til dyrene og heraf følgende drab, mishandling og fortæring af disse, en ophobning af fælleskarma af intens lidelsesbefordrende natur. Denne fælleskarma kommer til udløsning i form af krige, naturkatastrofer og lignende, og om end menneskene intet kendskab har til disse fælleslidelsers dybere oprindelse, vil de uundgåeligt medføre en vækst i evnen til forståelse af lidelsens natur og dermed en vækst i evnen til ikke at kunne nænne at bringe lidelser over andre levende væsner. Og således vil væksten af gudsriget i den enkelte begynde at tage fart.

Menneskehedens vej frem til næste evolutionsetape ses således at være blokeret af ophobet lidelseskarma forårsaget af den i mennesket nedarvede dyriske tradition: "Enhver er sig selv nærmest". Men op over den tilsyneladende uigennemtrængelige karmiske jungle af mørke skæbnebuer begynder det guddommelige riges strålende lys at blive synligt og vil i form af åndsvidenskaben og de kosmiske analyser fra vor tid og fremefter gennem kommende årtusinder inspirere menneskenes bevidsthed til næstekærlighed.

De mennesker og menneskegrupper, i hvis bevidsthedsliv udrensningen af de dyriske principper er længst fremskreden, vil komme til at udgøre pionererne i skabelsen af det kommende fredsrige på jorden. Sidste afsnit i "Det evige Verdensbillede", bind 2, er helliget en påvisning af den nuværende samfundsstrukturs defekter samt en opridsning af de grundlæggende principper for opbygning af ét verdensrige baseret på guddommelig visdom og retfærdighed.

Medens der i menneskenes indre foregår en forvandling hen imod evolutionens virkelige menneskestadium, nemlig det topolede åndsvæsen, hos hvem forplantningsdriftens sublimering til organisk næstekærlighed er sket fyldest, vil inkarnerede genier i moral og livsførelse organisere og vejlede menneskeheden frem til dannelsen af en verdensstat, hvor en absolut guddommelig retfærdighed vil blive håndhævet, og hvor det enkelte individ således vil være garanteret lige adgang til livets goder.

Som en kosmisk grundlov for en sådan verdensstat gentager Martinus sine revolutionerende "tolv punkter" fra Livets Bogs afsnit om det kommende internationale verdensrige. Disse tolv punkter, hvis praktisering er uomgængelig for et samfund i pagt med verdensaltets grundtone, alkærligheden, lyder som følger:

1.	Alle former for uselviskhedens sejr over selviskheden. (Fællesinteressens sejr over privatinteressen).
2.	Skabelse af en international demokratisk verdensstyrelse.
3.	Alle landes afrustning til fordel for oprettelsen af et internationalt, upartisk verdenspoliti.
4.	Udviklingen af internationalt åbenlyst ikke hemmeligt - højeste lov- og retsvæsen, der repræsenterende videnskabens ypperste væsner på åndelige såvel som materielle områder, kan være kvalificerede til at kende forskel på "abnorme handlinger" og "forbrydelser" - kender udviklingens gang og tilværelsens evige love og dermed være en garanti for absolut ret og retfærdighed for alt og alle.
5.	Afskaffelse af private væsners besiddelse af naturværdierne til fordel for verdensstatens tilegnelse af disse.
6.	Afskaffelse af penge til fordel for indførelse af et individs personligt ydede arbejde som eneste betalingsværdi og kvitteringen herfor som eneste betalingsmiddel for samme person.
7.	Oprettelse af et for verdensstaten fælles barndoms-, alderdoms- og sygdomsfond på basis af afdrag fra arbejdskvitteringerne.
8.	Udnyttelse af maskinerne til forkortning af den materielle arbejdstid til fordel for studiedage og åndsforskning.
9.	Afskaffelse af voldspolitik og blodsudgydelser.
10.	Afskaffelse af tortur- og dødsstraffe til fordel for kyndige internerings- og opdragelsesforanstaltninger.
11.	Udvikling af vegetariske næringsmidler, sundhed og legemspleje, sunde og lyse boligforhold.
12.	Udvikling af åndsfrihed, tolerance, humanitet og kærlighed til alle levende væsner, til mennesker og dyr, til planter og mineraler.

Den studerende er her konfronteret med tolv teser, der udgør intet mindre end helligåndens udfordring til det tyvende århundredes menneskehed. At leve sit liv i samklang med disse tolv punkter er at leve i samklang med den guddommelige verdensplan, hvilket er den absolut mest direkte og derfor hurtigste vej til opnåelse af kosmisk bevidsthed og dermed til etablering af "himmeriges rige" på jorden.

Og spørger man, hvilket formål disse kosmiske analyser og denne symbolske udtryksform skal tjene, vil det næppe være for meget at love, at arbejdet med Martinus' kosmiske livsanalyser gennem alvorligt studium og konfrontation med det aktuelle levende liv omkring os, umærkeligt vil føre tænkningen ud over de snævre egocentriske cirkler, således at den studerende gang på gang gribes af undren over resultaterne af den ubevidste indre vækst. Det lokale fysiske jordliv ophører at være spærrebom og finder sin plads i livsbetragtningen som en detalje i ubrydelig evighedsoplevelse. Hvor den studerende før tænkte i måneder, år og jordliv, bevæger hans tanke sig med stadig øget naturlighed i årtusinder. Hvor han før kun glædede sig over sit eget, oplever han hele gruppers og samfunds fremgang og velfærd som personlig berigelse, ligesom naturligvis også evnen til at overskue konsekvenserne af den samlede jordiske vildfarelse øges i takt med den kosmiske tænknings voksende kapacitet. Men samtidig ses disse vildfarelser at udgøre en zone gennemlyst og opretholdt af den samme kærlighed og visdom, der i højere verdener fornemmes som livsrealitet, og som er identisk med Guds vilje.
 

Et alvorligt studium af og arbejde med den åndelige videnskab, således som den fremtræder i form af Martinus' præcise kortlægning af det levende væsens rute gennem evige livsriger regeret og opretholdt fra den Højestes trone, vil uundgåeligt resultere i en stadig øget kosmisk korrespondanceevne. Hvor før begrebet "Gud" i bedste fald fornemmedes som et tåget "noget" bag himmelhvælvet, vil den studerende efterhånden via sit eget hjerte høre denne lydløst hviskende bekræftelse: "Min søn, du er altid hos mig, og alt, hvad jeg har, er dit".

Således vokser Guds rige frem i menneskenes hjerter, og således vokser himmeriges rige frem på jord - akkurat som bonden, der tilsår sin jord og sover og står op, dag og nat. Kornet spirer og sætter strå og kærne - han ved ej selv hvorledes ...
 

(Anmeldelse i PSYKISK FORUM, august 1965; gengivet med forfatterens tilladelse).