Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Livet er en karrusel, har man kørt nogle omgange, må man betale - og så ta'r man en tur til". Sådan lyder en af Storm P.'s "fluer", og det er i høj grad en "kosmisk flue", der på sin måde kan fortælle både om kredsløb, skæbnedannelse og reinkarnation. Det er noget yderst alvorligt, og dog er det kun en lille spøg. Det er en bekræftelse af Kumbels digt om, at "den, som kun ta'r spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt". Spøg og alvor er lige nødvendige ingredienser i livets kemi, og det menneske, der kan skabe en god balance mellem dem i sit sind, er nok værd at møde. Lys og mørke, kulde og varme, glæde og sorg o.s.v. er komplementære begreber, siger man i moderne filosofi, d.v.s. at man forstår, at disse kontraster kun tilsyneladende udelukker hinanden, i virkeligheden eksisterer de på grund af hinanden. De dybe sandheder er altid dobbelte, da det modsatte også er en dyb sandhed. Og det er en dyb sandhed, at livet er både til at græde over og til at le ad.

De måder, hvorpå de jordiske mennesker får luft for de stemninger og tanker, der rører sig i deres sind, er yderst forskellige, afhængige som de er af temperament, intellekt, fantasi, indlevelsesevne, skaberkraft og teknisk snille. Men ét gælder for os alle: latter og gråd er de to yderpunkter af de mange udtryksformer, som rent uvilkårligt og spontant trænger sig på i vort sind, når særlige indtryk påvirker vort følelsesliv, og vi må have luft for den stemning, der eksisterer som en særlig spænding i sindet. Både latter og gråd kan være befriende og forløsende, og de er i så nært slægtskab med hinanden, at man kan græde af glæde og midt i sorgen le en hysterisk latter. Men det er ikke blot glæde og sorg, der kan få os til at le, vi ler først og fremmest ad noget, vi synes er morsomt eller komisk. Men hvad er det i grunden, der vækker vor humoristiske sans og får os til at le ad en situation, ad andre mennesker eller ad os selv? Det lattervækkende kan virke sådan, at vi blot trækker på smilebåndet, måske fniser vi lidt, eller virkningen er så stærk, at vi udstøder de rungende, til tider gurglende lyde, som kaldes latter, i visse tilfælde så voldsomt, at det næsten kan gøre ondt, og vi bevæger kroppen frem og tilbage og slår os på lårene - et komplet latterligt syn for andre, der ikke ved, hvad vi ler ad, men muligvis smittes af latteren. Således kan en leende forsamling foruden at bestå af dem, der ler ad noget morsomt, bestå af dem, der ler ad dem, der ler ad noget morsomt. Vor latter er altid på en eller anden måde en virkning af særlige kontrastkombinationer, der virker overraskende eller ligefrem chokerende i modsætning til den ensformige, drævende, uudholdelige kedsomhed.

Fra mange sider stilles der i vor tid store krav om specialuddannelse og eksamener, fordi samfundet har brug for flere og flere specialister. Men det vil være til endnu større gavn for samme samfund, når specialisterne også får tid og mulighed til at erhverve sig menneskekundskab, noget man ikke kan læse sig til. Med menneskekundskaben vil den humoristiske sans ikke kunne undgå at udvikles, medens mennesker uden menneskekundskab som regel også viser manglende sans for humor. Humoristisk sans er sans for proportioner, og fanatikeren, pedanten og den alt for ensporede specialist mangler sans for proportioner uden for deres eget lille felt, derfor kan de ikke undgå at virke lattervækkende på mennesker, der har humoristisk sans. Tænk blot på den distræte professor, en af de faste figurer i humoristtegneres og - forfatteres repertoire; f.eks. med følgende replikskifte fra den udødelige Storm P.: "Jeg ved ikke, om professoren husker mig - for femten år siden sendte De mig hen på biblioteket for at hente en bog". - "Jo, ork jo, min ven - - - har De fået den"? Men medens den distræte specialist nærmest er lidt rørende komisk, er der andre ensporede mennesketyper, hvis stærke koncentration inden for et enkelt område nærmest gør dem farlige for sig selv eller deres omgivelser. Forfatteren Villy Sørensen skriver derom: "Jo mere "udviklet" et menneske er, uden at dets evne til at sætte sig ind i andres situation samtidig er øget, jo mere dystert går det komiske over i det tragiske".

Det er en almindelig og udbredt opfattelse, at religion er noget højtideligt, der absolut ikke kan have med humor at gøre. Ikke mindst gælder det for kristendommens vedkommende. Evangeliet betyder dog: "Det glade budskab", så der skulle også være plads for livsglæde og humor blandt kristne mennesker. Meget tyder på, at Kristus absolut ikke har været en højtidelig prædikant, som senere tiders højtidelige prædikanter gerne har villet gøre ham til. "I sier myggen fra og sluger kamelen", siger han til farisæerne. Et sådant levende, humørfyldt billedsprog kommer ikke fra en tør og højtidelig bodsprædikant med løftet pegefinger, men fra et virkeligt menneske, der i sin bevidstheds skatkammer rummer både helgen, klovn og vismand. "Den, der er ren, kan kaste den første sten". "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er". "Hende skal meget tilgives, thi hun har elsket meget". Disse og adskillige andre Jesuord skal nok have gjort adskillige af dem, der var til stede, da de blev sagt, lidt stramme i masken. Hos dette menneske var det religiøse jo ikke noget, der var højt hævet over livet i denne "jammerdal", men tværtimod noget, der gennemtrængte hverdagen og var ét med den, så den ophørte med at være den jammerdal, menneskene gør den til. Det var stik imod de højtideligt-religiøses syn på den strenge og højtidelige Jahve; det var jo gudsbespottelse. "Gudsbespotteren" fik sin "velfortjente straf", men hans budskab klinger og stråler gennem årtusinderne og vil gøre det ind i fremtiden. Noget af dette budskab lyder sådan: "Sandelig siger jeg eder, hvad som helst I binder på jorden, skal være bundet i himlen; og hvad som helst I løser på jorden, skal være løst i himlen". Blandt det forløsende må vi ikke glemme humorens guddommelige gave til menneskene, den store humor, som også lyser i en Buddhas smil eller stråler ud fra den kinesiske mystiker Chuang Tsi's tankebillede: "Engang drømte jeg, at jeg var en sommerfugl. Jeg fløj glad omkring og tænkte ikke på andet end at være sommerfugl. Da med ét vågnede jeg, og det stod klart for mig, at jeg var Chuang Tsi. Men nu ved jeg bare ikke, om jeg var Chuang Tsi, der drømte, at jeg var en sommerfugl, eller om jeg i virkeligheden er en sommerfugl, der drømmer, at den er Chuang Tsi".

Det menneske, der virkelig forsøger at have kosmologien som basis for sin livsudfoldelse og væremåde, vil ikke kunne undgå at opleve, at humoren er en meget væsentlig faktor i den "kosmiske kemi", d.v.s. i den måde, hvorpå man blander sin bevidstheds energier. Er man tilbøjelig til at tage sig selv lidt for højtideligt, bliver det let en form for dyrkelse af "den længst levende afgud", bl. a. fordi man bruger for lidt energi til at prøve at sætte sig ind i andres situation. Med humoren som livsholdning har man ganske vist evne til at se "skæven i sin broders øje", men man tager det ikke højtideligt ved at blive forarget og fuld af kritik, for man ser også "bjælken i sit eget øje". I humorens perspektiv ser man også, at dyrkelsen af den strenge og vrede gud egentlig er dyrkelse af "den længst levende afgud". Igennem deres vrede og indignation over for "de ugudelige" (d.v.s. dem, der har en anden opfattelse) føler "de hellige" sig "retfærdige", for de er jo "på den rigtige side", de har Gud med sig og handler i hans navn, også når de hader, forfølger og dræber anderledes tænkende, de aner ikke, at det i virkeligheden er deres eget magtbegær, de dyrker og tilbeder, og at det er grunden til, at de holder så godt fast ved en sådan gudsdyrkelse.

Når verden af i dag kan karakteriseres som en "intellektuel jungle", er det fordi, en alles krig imod alle er det dominerende tankeklima. Fysisk er de fleste mennesker endnu "rovdyr", og mentalt kan vi alle til tider vise både tænder og klør, eller vi kan bruge mental camouflage, da vi ikke som dyrene har mulighed for at gøre det fysisk. Vor camouflage hedder bl. a. løgn, forstillelse og propaganda og eksisterer i utallige variationer, "jamen der er da ikke bare krig, forstillelse, løgn og propaganda til i verden". Nej, der er bl. a. også sentimentalitet. Sentimentalitet er følelsesliv, der er stillestående som vandet i en sump og derfor har tilbøjelighed til forrådnelse og opløsning. Intelligensen må til for at grave grøfter og kanaler. Et rigt følelsesliv er en af de faktorer, der adskiller os fra det egentlige dyrerige, men på grund af uvidenhed og egoisme sker det let, at disse bindende kræfter bliver til følelsesknuder i sindet, knuder af sentimental tossegodhed, selvmedlidenhed, depression, angst, nærtagenhed og andre former for overfølsomhed. De slår indad i sindet og danner "giftige sumpe", som bl. a. den humoristiske sans er et lægemiddel imod, ja, det er faktisk utroligt, som den kan virke rensende og opløsende og sammen med intelligensen danne kanaler, hvorigennem følelserne får afløb, og sindet fra at være sumpet udvikles til et kildevæld, et net af bække, åer, floder og søer med klart rindende, fornyende og livgivende vand. Da bliver følelsen til det, vi kalder medfølelse, samfølelse, finfølelse, hengivenhed, tålmodighed, sympati og kærlighed. Dette rige menneskelige følelsesliv kan af intelligensen ledes og styres til de mentale områder, hvor fornyelse og udvikling i øjeblikket mest er tiltrængt. Men uden humor går det ikke, specielt ikke uden den humor, vi kan udvikle i os selv som "tilskuer" til vort eget livs skuespil. Den "tilskuer", der véd, at vi hverken kun er ham (eller hende), som vi tror, vi er, når vi mentalt er nede i kælderen, eller ham (hende), vi tror, vi er, når vi føler os på toppen som en "farlig karl". Vi har mange "roller" i livets spil, og vi er "tilskueren", der oplever dem alle, men vi er først og fremmest den instruktør og medforfatter af vort livs skuespil, det evige "Jeg", der med de mentale kræfters "tråde" har mulighed for at trække "os selv" op af det mentale kælderdyb med et tavst medvidende smil. Og vi er det "Jeg", som med det samme smil kan sige til "os selv" på toppen: "Hvo som synes at stå, se til, at han ikke falder".